Af Majken Frost. Tidehverv, 2003, s.149-150+158.

I den i august udkomne bog om "Domstolene - den tredje statsmagt", i serien "Magtudredningen", nævner professor i statsret ved Århus Universitet Jens Peter Christensen den ændring, der i løbet af 1900-tallet har fundet sted i forholdet mellem domstolene og folketinget. Fra at have været yderst afvisende over for domstolsprøvelser af grundlovsmæssigheden i en lovgivning, mest markant i forbindelse med Lensafløsningsloven i 1919, er politikerne i dag lydhøre over for en sådan prøvelse og bøjer sig ydmygt for dens afgørelse, selvom den skulle underkende en vedtagen lov. Oprettelsen i 1998 af Domstolsstyrelsen og Dommerudnævnelsesrådet betød en understregning af den selvstændighed og uafhængighed, domstolene if. Grundloven har, men som nu - gennem ikke mindst domstolenes selvstændige udnævnelse af dommere - blev yderligere markeret.

Man fornemmer dog bag JPCs saglige historiske gennemgang af ændringen en betænkelighed over de seneste års opkomst af en stadig mere selvbevidst dommerstand og over politikernes tilfredshed med at placere ansvaret for kontroversielle afgørelser hos juraen.

Og "selvfølgelig kan man kritisere Højesterets afgørelser" svarede JPC i Weekendavisen d. 15. august på et spørgsmål om diskussionen af rettens frikendelse af Folkebevægelsen mod EU's Karen Sunds for ærekrænkelse af Pia Kjærsgaard, som Karen Sunds havde beskyldt for at have "racistiske synspunkter". Som bekendt har Birthe Rønn Hornbech kaldt Pia Kjærsgaards protest over Højesteretsdommen for en utilladelig anfægtelse af retsstaten, hvad altså JPC ikke er enig i. Men selve dommen anser han for regulær nok. Den er ren traditionel jura med prøvelse over for straffeloven og Den Europæiske Menneskeretskonvention. "Man kan ikke i den lidt platte forstand sige, at det er en politisk dom. Den er ikke begrundet på en måde, der ikke er trip-trap-træsko-juridisk".

Ordene er unægtelig tankevækkende. At proceduren i retssagen har været efter bogen, må man vel gå ud fra som en selvfølge. Men det er faktisk ikke Højesterets procedure, der er blevet anfægtet af Pia Kjærsgaard og de ikke helt få, der har deltaget i protesten. Hvad der er blevet anholdt, er Højesterets kritikløse godtagelse af "nogle udtalelser" fra Dansk Sprognævn og det faktum, at menneskeretskonventionen i dag indtager en grundlovslignende plads i dansk retsudøvelse og synes at gøre det under evighedens fortegn.

JPCS affejning af protesterne forekommer temmelig afslørende.
Næsten lige så afslørende som Højesterets begrundelser for dommen. Og her tænker jeg først og fremmest på rettens henvisning til Dansk Sprognævns udtalelser, som sprognævnet da også ilede med i en pressemeddelelse at præcisere som blot oplysende, da luften blev hed. Men selv en lemfældig undersøgelse af Dansk Sprognævns arbejde og udgivelser ville have kunnet fortælle retten, at dette nævn har en mere end mærkværdig opfattelse af det danske sprog. Sproget er nemlig if. nævnet et rent tag-selv-bord. Sproget, det er sådan set nærmest, hvad folk sådan går og siger. Alting er if. nævnet i grunden lige godt og lige gyldigt, for sproget udvikler sig jo hele tiden, og så kan man slet ikke tale om, at kun én betydning af ordene gælder og må hævdes.

På sprognævnets spørgesider finder man derfor svar til rådvilde danskere, som gør Linie 3s ekvilibristiske sprog-abrakadabra til det rene vand. Anser f.eks. fem eller syv personer en bjørnetjeneste for at være en stor og god tjeneste, så er denne betydning også dansk sprog, uanset hvad gamle fabler måtte fortælle. Eller hvis nogle (som f.eks. TV2s Jes Dorph Petersen) med udtrykket forfordelt mener, at den forfordelte har fået mere end andre, så betyder ordet naturligvis også det. I sidstnævnte eksempel forudser sprognævnet dog en vis forvirring, men konstaterer (med lettelse, aner man) at nu er ordet bagfordelt hørt et sted, og så er problemet jo løst. Udviklingen er virkelig en herlig ting.

(jeg kunne ikke lade være med at mindes Morgiane, der ved at krydse alle dørene af opnåede at gøre det umuligt for de fyrretyve røvere at finde Ali Baba - men hun havde jo vitterlig det bevidste formål at vildlede. If. Lov om Dansk Sprognævn er det faktisk det modsatte, der er sprognævnets opgave).

Men hos dette nævn har Højesteret altså hentet sin sproglige begrundelse for den afsagte dom, og sprognævnets forståelse af begrebet racisme/racist fortjener i den anledning at kendes i sin helhed. I "Nyt fra Dansk Sprognævn" 1991,1 opregner man 11 (elleve) ordbogseksempler på betydningen. Alle anfører ordene racisme/racist som affødt af eller sammenhængende med ordet race. I de seneste blandt eksemplerne (Politikens fremmedordbog fra 1985 og Gjellerups fra 1988 - og såmænd også i min egen fra år 2000) - er det samme tilfældet. Racisme/racist, det er "det, at man (vurderer) og behandler mennesker forskelligt efter deres race". Men ikke desto mindre konkluderer sprognævnet forbløffende, at "herfra er der ikke langt til en nyere brug af ordet, som kunne karakteriseres som "undertrykkelse eller forskelsbehandling af gruppe mennesker". Anvendelse af ordet i den betydning har sprognævnet nemlig set i forskellige avisindlæg. Man tror, at det er løgn. Men det er det ikke, og dette skinbarlige nonsens er det, Højesteret vælger at legitimere, i og med at denne sidste betydning indgår som en ikke uvæsentlig begrundelse for dommen. Reelt bekendtgør Højesteret herved, at landets virkelige retsmyndighed ligger hos hjælpeløse sprogbrugere eller bevidst vildledende læserbrevsskribenter.

JPC anfører som nævnt i sin bog, at nutidens politikere synes tilpasse ved at lade domstolene, dvs. juristerne, træffe de kontroversielle afgørelser. Men juristerne er tydeligvis lige så utilbøjelige som de folkevalgte til at bære ansvarets tunge byrde og sender aben videre. Man kunne ganske vist forvente, at juridisk uddannede havde et rimeligt kendskab til ordenes betydning og ikke over for et entydigt ord behøvede at spørge sig for, men det er åbenbart ikke den form for selvstændighed, der i 1998 blev præciseret - og hvad har man videnskaben til, hvis ikke det er til at tage ansvaret i kedelige sager. Og da videnskaben heller ikke er vild med ansvarligheden, er der jo gudskelov i H.C. Andersens fædreland dagens avis.

Frygtens regimente - vor tids virkelige og altoverskyggende problem, fordi frygten jo efterhånden afslører sig overalt i samfundslivet. Hos læreren, der henviser til psykologen, hos præsten, der må spørge hos bisp eller minister eller hos folkestemningen, hos forældrene, der lydhørt mener at skulle rette sig efter ekspertisen i bøger og blandt pædagoger, - regler og retningslinjer, der søges og kræves overalt. Også de danske myndigheders bestandige henvisning til konventionerne røber den - frygten for selv at skulle mene noget eller stå ved det, som man er del af. Og når en international konvention får, som det er tilfældet med menneskeretskonventionen, grundlovslignende status, så er det selvfølgelig i realiteten ensbetydende med, at Grundloven, der repræsenterer folkets historie og selvforståelse og ret, er mistænkeliggjort.

Forholdet til sproget og retten, det er det, hvorpå både et menneske og et land kan og skal måles. Holdes sproget og retten i hævd, dvs. fastholdes deres forbundethed med den givne sammenhæng, så er der redelighed mellem mennesker, og så er landet godt at være i. De to ting er hinandens forudsætninger. For hvordan holde ret og fælde retfærdige domme der, hvor sproget skrider, - og hvordan bevare sprogets troværdighed, hvor den fornægtes af retten.

Højesterets dom d. 17. juni er blevet kaldt politisk, og ikke med urette, forekommer det mig. Den lovpligtige hensyntagen til menneskeretskonventionen, her til par. 10, kunne lige så godt have ført til den modsatte afgørelse af Karen Sunds-sagen - i og med, at paragraffens stk. 2 påpeger nødvendighed af begrænsning i ytringsfriheden, hvor andres navn og rygte beklikkes.

Men dommen er noget langt alvorligere end politiseren. Den betyder nemlig en legitimering af det løsagtige eller løgnagtige sprog, der er ensbetydende med ethvert samfunds opløsning. Det skulle ikke være ukendt selv i en moderne verden med udvikling og al den slags. Har ikke George Orwell i "1984" berettet om retsløsheden, der er konsekvensen af 'Newspeak", og har det 20. århundredes række af totalitære regimer ikke afsløret det, så ingen mere kan påstå sig uvidende - at hvor sproget skrider, der er der ingen ret, og der er borgerne vildledte og forvirrede og fulde af frygt.

Jeres tale skal være ja, ja og nej, nej, lyder det i Ny Testamente. Det er påbuddet om, at mennesket skal være troværdigt, at ordene skal være sande. Men det betyder samtidig, at kun den sandhed, som er uden for mennesket, sætter sanddruheden. Som Sandheden, der ikke er af jorden, sætter kristendommen hver enkelt i ansvar netop på jorden - og kun den kan gøre det. Og således er det kristendommens tale, der er den virkelige skaber af selvstændigheden og ordene og retten.

En sådan Gammeldags snak har juristerne naturligvis for længst lagt bag sig. Til gengæld giver de samme jurister sig kritikløst den for tiden herskende jordiske sandhed i vold, - den videnskabelige ekspertises, det internationale jugements, eller - formens, procedurens sandhed. Ansvaret skal jo på en eller anden måde placeres.

I en afsluttende sætning i kapitlet om det forrykkede forhold mellem folketing og domstole nævner JPC, at det for tiden synes svært at finde tilhængere af Viggo Hørups ord om, at det skændigste af alle retsprincipper er "tilliden til domstolene". Man aner også her en vis beklagelse hos JPC, og i fald det er rigtigt, kan man kun anbefale JPC at tage sin egen tillidsfuldhed over for trip-trap-træskojuraen under overvejelse.
Det være hermed gjort.