Af Nina Bjørneboe. Tidehverv, 2005, s.193-195.

Den er ubehagelig at have på. Den presser om hovedet og giver hovedpine, og udblikket gennem trådgitteret er dårligt. Tilmed er synsfeltet stærkt indskrænket, for dér hvor øjenkrogene begynder, slutter gitteret, og stoffet bliver tæt. Man kan ikke kaste et diskret blik til siden, men må vende hele hovedet, hvis man vil følge med i, hvad der foregår omkring én. Der slipper alt for lidt luft ind i den; man sveder og kan lugte sig selv, og man får sin egen ånde lige i næsen. Man kommer til at afsky sig selv - ganske særligt, hvis man lige har spist hvidløg eller sild. Den er farlig at gå i i ujævnt terræn, da man hverken kan se sine fødder eller de nærmeste knolde og derfor ikke kan holde øje med, hvor man træder, og hvad man træder i. Den er uhygiejnisk, for den fejer alskens affald op på sin vej og tager det med hjem. Den er med andre ord helt igennem upraktisk, men den er også sundhedsskadelig, da kroppen må undvære dagslys og derfor kommer til at mangle vitaminer.

Om jeg har prøvet at have en burkha på? Nej, men jeg har læst den gæve norske journalist og forfatter Åsne Seierstads bestseller: "Boghandleren i Kabul". Hun ved, hvordan den er at have på. Hun gik med burkha, mens hun boede hos den gæstfri boghandlerfamilie, af praktiske grunde, nærmest som arbejdstøj eller beskyttelsesdragt, for at falde sammen med omgivelserne; for skjult at kunne iagttage, hvad hun kunne se gennem trådgitteret; for ikke at blive forulempet på gader og stræder, og for at skjule sine medbragte dollars og sin bærbare computer. Trods disse praktiske fordele kom hun til at hade sin burkha, og det var en befrielse at tage den af, når hun kom hjem.

Det var i februar 2002, altså efter, at amerikanerne havde nedkæmpet Taliban, og formelt var burkha-tvangen ophævet. Men kvinderne i Kabul turde ikke lægge den fra sig. Mange, som før i tiden havde gået i kortskørtet, vestligt tøj, iførte sig klogelig burkhaen, når de gik ud, af angst for at blive overfaldet eller ligefrem skudt i benene, for der var stadig mange våben i Kabul. De fik heller ikke noget job, hvis de mødte op til jobsamtale uden burkha.

Da foråret kom, tyndede det ud i burkhaerne på gaderne i Kabul, fortæller Åsne Seierstad. De afghanske kvinder begyndte igen at klæde sig, som de ville. Hvordan der ser ud i Kabul i dag tre et halvt år efter, burkhamæssigt set, tør jeg ikke have nogen mening om. Men hvordan ser der ud i København her og nu?

Jeg kan ikke påstå, at jeg ser mange burkhaer på min færden i byens gader. Men jeg ser mange andre slags formummede asiatiske og afrikanske kvinder. Jeg véd ikke, hvad alle de forskellige dragter hedder, men jeg kan ikke sige andet, end at det byder mig imod at se kvinder i stort og, ja, voksende antal fremtræde som tøjstativer for islam her i byen. Når jeg tager Kamel-Ekspressen fra Nørreport - det officielle navn er linie 5A - ud ad Nørrebrogade til Nørrebro Station og videre ad Frederikssundsvej ud til Brønshøj og Husum, er der som regel sort af mennesker både inde i bussen og ude på gaden. Sort i dobbelt betydning, for dels vælter det ind med passagerer, og folk står som sild i en tønde, selv om busserne kører med 45 minutters mellemrum; dels er sort den dominerende påklædning både ude og inde. Ganske vist har nogle piger og kvinder hovedtørklæder på i forskellige farver - også tørklæderne er blevet flere i de senere år - og nogle mænd har hvide, hæklede kalotter. Men mange kvinder er helt i sort. Omfangsrige sorte kapper ned til gulvet og hovederne indhyllet i vældige sorte skærfer, der kun lader ansigterne fri. Sådan en dragt hedder en chador. Hos nogle rager forkanten af hovedklædet langt frem som et halvtag, som man må kigge halvt op under for at kunne se ansigtet. De somaliske kvinder er endnu mere tildækkede i deres niqab, der kun har en smal sprække åben til øjnene. Til gengæld er deres dragter ofte ikke-sorte, kan være bordeaux eller brune, mesterligt tilskåret og syet af et kostbart stof. Man ville kalde dem smukke, hvis man var objektiv. Men det er jo det, man ikke er! Den usynliggjorte kvinde er den synliggjorte, ja demonstrative undertrykkelse af kvinden i islamismen. Man oprøres som dansk kvinde over at blive konfronteret med så megen fremmedartet kvindelig afmagt på en bustur gennem sin egen by, hvortil kommer ens egen afmagt, for hvad kan man gøre? Ingen verdens ting!

Værst er dog burkhaen. Når jeg møder en burkha-kvinde, være sig i bussen eller på gaden, får jeg virkelig ondt. Dels ondt af hende, dels ondt i form af et stik indvendig. Hun ligner et spøgelse. Hun er i den grad et udtryk for manglende egenvilje, at jeg diskuterer med mig selv, om hun i grunden eksisterer i vores betydning af ordet. Hun er i hvert fald ikke trådt i eksistens, som man siger. I så fald ville hun have kylet sit medbragte torturkammer ad h. til, så snart hun satte foden på Danmarks jord. Men det har hun nok ikke turdet for sin mand. Måske er hun gift med en flygtet talibaner? Kan sådan én og hans familie få asyl i Danmark? Tja, hvorfor ikke, hvor går grænsen - om ikke andet kan de vel få humanitær opholdstilladelse. De er jo mennesker, og menneskerettighederne er grænseløse og omfatter dermed også talibanere.

Da jeg nævnte ordet burkha for mine venner, udløste det spontan indignation. Én skrev i en mail: "Ud over det banale, men så indlysende rigtige, med skik følge eller land fly (der er trods alt ca. 50 muslimske lande i verden), er et argument mod burkhaer, at de umuliggør de pågældende kvinders deltagelse i arbejdslivet. Kan man tænke sig et ufaglært job, hvor burkhaen ikke er en hindring? Hvordan skulle man kunne gøre rent, være hjemmehjælper i den mundering? Og så er der naturligvis signalværdien. Opretholdelsen af denne i vor kultur meget mærkværdige beklædning sender jo et kraftigt signal om, at man ikke ønsker integration i det danske samfund."

Min veninde Clara eksploderede: "Det værste ved burkhaen er den totale formummelse! Dette at man holder sit ansigt fuldstændig skjult for andre, for os, vi som alle dage har lagt vægt på, at man skal vise sit ansigt, at man skal kæmpe med åben pande!" Skal burkhaen forbydes i Danmark ved lov? Det har været diskuteret mellem partiernes politikere, vist på foranledning af Pia Kjærsgaard, der mener ja - af sikkerhedsgrunde, da burkhaen kan være skjul for våben og sprængstoffer. Men hvis det er argumentet, burde jo også chadoren og naqiben og alle andre omfangsrige gevandter forbydes ved lov.

Gerne for mig! Men jeg er enig med Clara i, at formummelsen af ansigtet er værst. Hvis burkhaen ikke allerede er forbudt ved demonstrationer pr. automatik iht. det maskeforbud, som efter års palaver blev indført i sin tid, burde maskeforbudet udvides til at omfatte både burkhaen og niqaben. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at kende de mange forslag til en skærpet antiterrorlov, som skal forhandles i den kommende tid. For så vidt ville det være relevant at indføre et forbud mod hele sortimentet af muslimske kvindedragter ved demonstrationer. Modstandere af et burkha-forbud hævder, at et forbud vil være i strid med de danske frihedstraditioner, hvorefter staten ikke blander sig i, hvad tøj folk går i. Men det er rent ud sagt en pervertering af vores frihedsbegreb. Vi véd jo alle, at den strenge dress code, som er foreskrevet for islams kvinder som tegn på, at de er rene og ikke urene, tværtimod er en af de stærkeste faktorer til fastholdelse af et autoritært familie-hierarki, hvor faderen har uindskrænket magt over alle familiens kvinder. Til mønsteret hører, at familiens ældre kvinder jo er med til at overvåge de yngre kvinders efterlevelse af kravene, ligesom de yngre kvinder holder hinanden fast på dem. Set med danske øjne rummer systemet således et stærkt element af "kvinde-er-kvinde-værst". Ellers kunne det ikke fungere.

Der er ingen frihed i det system og ingen nåde for den kvinde, der fravælger den dragt eller det tørklæde, som viser verden, at hun er ren.

Ude i de fjerne lande, hvor islam hører hjemme, og hvor samfundsindretningen hviler på Muhammeds lære, har dette autoritære, lovreligiøse, fasttømrede familiemønster stået sin prøve i mange århundreder og vil muligvis kunne opretholdes i mange hundrede år endnu.

Men ved omplantning til vores verden, sådan som det er sket gennem masseindvandring af fattige befolkningsoverskud fra muslimske lande, går der uvægerlig kuk i familiesystemet som følge af faldet i faderens status. Hverken tolerance og velvilje fra vores side over for de fremmede og deres livsform eller deres egen påkaldelse af Muhammed, tilkaldelse af lovkyndige imamer, aktive deltagelse i islamisk organisationsliv m.m. kan gengive faderen den magtfulde status og respekt, og dermed den selvrespekt, som han havde hjemme i sit eget land, hvor sharia-loven gjaldt, og hvor alle samfundets institutioner bidrog til at stive hans autoritære værdighed af.

Hele hans æresbegreb som familiens overhoved synes hertillands at være viet til at vogte døtrenes dyd, at sikre og bevare deres renhed hinsides enhver tvivl i adfærd og klædedragt, i valget af omgang blandt anstændige familier, hvor sønnerne bliver sendt ud af lejligheden, mens døtrene har besøg af deres veninder, og i kravet om, at døtrene kun må gifte sig med forældrenes tilladelse og med en mand, forældrene har godkendt, i mange tilfælde udvalgt.

I den daglige praksis udøves kontrollen med døtrene vel især af moderen, men for så vidt trækker alle familiens medlemmer på samme hammel, når det gælder at holde døtrene på den rette vej. Ulydige døtre straffes hårdt, som vi véd. Skrider de helt uden for de fastsatte rammer, risikerer de at blive udelukkede fra familien og i værste tilfælde at blive dræbt. I straffeekspeditioner mod ulydige døtre er en større familiekreds involveret: Brødre og svigermødre, onkler og nevøer.

Men længere end til kontrollen med døtrene synes fadermagten ikke at række. Forældrenes endrægtige og overdrevne passen-på døtrene modsvares ikke af en tilsvarende påpasselighed med sønnernes opdragelse. Det kan ikke lade sig gøre! Moderen har ikke noget at skulle have sagt over de store drenge og halvvoksne lømler, og faderen er i vores samfund en detroniseret patriark og mærker det selv, og han kan ikke give de unge sønner noget attråværdigt mål at stræbe efter.

Bl.a. netop på grund af den strenge kønsadskillelse i islam efterlades de unge drenge i et tomrum. De har på en måde kun hinanden at holde sig til. I små og store flokke driver de om på gaderne, uden mål og udsigter for fremtiden, holder varmestue i indkøbscentre, på S-togsstationer, i fodgængertunneller, danner bander, begår overfald og indbrud, laver optøjer og brænder biler af.

Denne generalisering er klart uretfærdig over for de mange, som ikke gør det: For hver ti indvandrerdrenge, der raserer et diskotek, er der hundrede, der spiller fodbold, og andre hundrede, som sidder derhjemme og læser lektier.

Men det ændrer ikke ved kriminalstatistikkens overvægt af sigtelser mod unge mænd fra indvandrermiljøer. Og det ændrer ikke ved efterårets skræmmende optøjer i Frankrigs indvandrerghettoer.

I virkeligheden anser jeg situationen blandt de muslimske indvandrerdrenge for langt farligere for rigets sikkerhed end kvindernes tildækkede ansigter og folderige gevandter. Ikke mindst fordi de ubefæstede unge mænd kan være et let bytte for skrupelløse imamers dæmoni.

Men samtidig vil jeg fastholde, at det ene jo hænger sammen med det andet og det tredje i ét stort problemkompleks. Hvordan man løser det? Jeg véd det ikke. Jeg kan kun nævne det.

Det er ved sin grænse, man skal forsvare sig, har jeg lært. For at vende tilbage til tolerancen over for muslimske kvinders påklædning så blev grænsen overskredet med tørklæderne. Det burde overhovedet ikke kunne blive til en sag, da en ung pige insisterede på at have tørklæde på hovedet, når hun sad ved kassen i Brugsen. Men en sag blev det, og pigen vandt - og i dag er der tørklæder på hovederne alle vide vegne, også i skoleklassen.

I stedet for at antage sagen burde den have været afvist venligt, men bestemt med et citat af den gamle remse: "Hatten af i klassen, ellers kommer Madsen og gir dig én på kassen". Den gik i min skoletid også på pigernes huer, kalotter og tørklæder, hvad enten de var bundet under hagen, i nakken eller oven på hovedet.

Det vovede man ikke, men foretrak at give efter for muslimsk pression. Da grænsen som sagt hermed er overskredet, er det ikke sært, at mange mennesker, blandt dem også en del politikere, er meget usikre med hensyn til, hvor der så skal sættes en grænse. Hvis der skal sættes en grænse?