Af Eduard Geismar, Tidehverv, 1928, s.117-119.

Jeg kan ikke tro, at Dr. Reinhard vilde have skrevet, som hun har skrevet, dersom hun havde forstaaet det samme ved Ordet Kald, som jeg forstaar derved. For mig indeholder Ordet Kald ikke noget i Retning af Vin og Rus og Begejstring. Ordet forudsætter den Kendsgerning, at vi alle med Nødvendighed fører vort Liv under visse Forudsætninger. Jeg er Mand eller Kvinde, tilhører et bestemt Folk og en bestemt Tid, jeg har en legemlig Organisme, som ikke kan undvære Føde og Klæder, og dette uundværlige byder Omgivelserne mig ikke uden videre; der maa arbejdes; det Samfund, hvori jeg lever, har sat visse Retskrav, som jeg skal opfylde, dersom jeg vil leve i det Samfund. Alt dette maa Ateisten og den kristne bøje sig under. Spørgsmaalet er for mig nu, om den kristne, naar han bøjer sig under det, skal glemme, at han tror paa Gud Fader den almægtige. Jeg mener, det skal han ikke, men naar han f. Eks. føler Arbejdet byrdefuldt, saa skal han huske paa, at de Følelser, hvori han knurrer mod Arbejdet, er Oprørsfølelser mod Gud, og dem skal han bede Gud om Tilgivelse for. Saaledes vedrører disse fælles menneskelige Nødvendigheder den kristnes Gudsforhold. Hvorledes hans Lydighedshandlinger mod Gud skal være, rent konkret, er ikke blot bestemt ved hans indre Gudsforhold, men tillige ved de Opfordringer til Handling, som opstaar af den konkrete Situation, som Livets almene Forudsætninger har sat ham i; indenfor dem er der i Almindelighed Rimelighed for at antage, at Gud forlanger hans Lydighed.

Ganske konkret. Der er en kristen Kvinde. For nu ikke straks at blive afbrudt ved Indvendinger, vil jeg udtale, at jeg ganske slutter mig til den Opfattelse af, hvad Kristendom er, hvormed Dr. Reinhard slutter sin Artikel. Vi antager altsaa, at der er en Hustru, hvem Forholdet til Kristus fører ind i den kristne Frimodighed, Lydighed og Ydmyghed. Ved Siden af hende bor en anden Hustru, som intet har med Kristendom at gøre. Nu har Livet klemt dem inde i den samme Situation. Manden drikker, og de opfatter det begge som deres Pligt at holde sammen paa Hjemmet og faa det bedste ud af deres Børn. Jeg vil nu absolut mene, at det er en Fejltagelse, at den ikke-kristne er irreligiøs; i selve Følelsen af, at der er en Pligt, som Situationen paalægger hende, er hun religiøs, efter min Sprogbrug, som jeg omhyggelig har begrundet i min Religionsfilosofi. Og Religiøsitet i den Betydning tilintetgøres ikke af det kristne Gudsforhold.

Dette er et Eksempel paa, hvorledes det Ord Kald skal forstaas. Jeg har intetsteds defineret Ordet Kald udtømmende, fordi jeg ikke tror paa Definitioners Mulighed. Kan man ikke ved Skildringer af den Sammenhæng, hvori Sagen fremkommer, gøre et Ord klart, saa kan Definitioner endnu langt mindre; derfor har jeg i min Etik ved de foregaaende Afsnit givet de omfattende Forudsætninger for Forstaaelsen af Ordet Kald. Skulde jeg forsøge en Definition, saa vilde den omtrent lyde saaledes: Kald benævner jeg den konkrete Situation, som de almene Livsforhold har dannet for den enkelte, for saa vidt der ud af disse Livsforhold udspringer Tilskyndelser til bestemte Udformninger af mit Lydighedsforhold til Gud. Det ejendommelige ved Kaldsbegrebet er den Tanke, at de givne Livskaar indicerer, at Lydighedshandlingerne skal falde indenfor disse Livskaars Rammer. Det er mig derfor en Gaade, hvorledes Dr. Reinhard kan slutte sit Angreb paa mig ved at betone, at Lydighed mod Gud er det eneste, som Guds Rige indeholder. Jeg mener det samme; og det er ved Kaldsgerningen slet ikke det begejstrende, det kommer an paa, men Lydigheden i den ved Livsforholdene bestemte Situation. En Lydighed, der falder udenfor Situationen eller ikke stiller Situationen i Forhold til Guds Vilje, forbinder jeg ingen Mening med. Men unægtelig vil jeg gerne i min Kaldsgerning have det, som Luther benævner med Ordet hilaritas. At denne hilaritas ikke er let for den Hustru, jeg omtaler, finder jeg ganske rimeligt, og dog tror jeg, at det er godt, dersom hendes Gudsforhold har en saadan formende Magt over hendes Sind, at hun under de vanskelige Forhold vinder hilaritas; for saa vidt anser jeg "Begejstring" for noget godt; og jeg har f. Eks. ved Omtalen af Arbejdet søgt at fremhæve de Momenter, der kunde have Betydning i Retning af hilaritas. Det er ikke at kaste Flitterglans over Narrestreger, men at søge at hjælpe Mennesker til at tage den givne Situation saaledes, at Gud taler igennem den.

Lige saa lidt som Kald i den Betydning har noget med Rus at gøre, lige saa lidt er dette Synspunkt et Overklassesynspunkt; det er et Synspunkt, der indeholder en Ligelighed mellem Mennesker, som det er mig kært at dvæle ved.

At der ud af denne Kaldsbevidsthed kan udspringe Hovmod, det véd jeg godt; men, for at sige det een Gang for alle, jeg tror ikke, at superbia i dette Liv er noget tilbagelagt; jeg er enig med Luther i, at superbia er den inderste Form for "Kødet"; men netop derfor tror jeg ikke, at den kan overvindes ved en ny Gruppe Ord eller en ny Betragtning af Kristendommen.

Og i Forbindelse dermed kan jeg godt se, at Ordet Kald i udpræget Grad kan blive Frase og begunstige Indbildningen om Fremskridt; det har sin Grund i dets højtravende, abstrakte Karakter. Det er et saare daarligt Udtryk for den Sag, der menes, daarligere endnu end det tyske Ord "Beruf" for hvilket det er Oversættelse. Men det er nu en Gang det overleverede Ord for Sagen; jeg skal gerne tænke over, om det ikke er muligt at finde et Ord, der mindre frister til højtravende Fraser. Men hvad det angaar, at de Ord, der udtrykker Sandheder, kan blive Fraser, saa er det noget, ingen kan ændre. Naar jeg har spurgt mig selv, hvad jeg i den Anledning skulde gøre, saa er jeg kommen til det Svar: Du skal intet gøre, men blive ved med at udtrykke Sandheden i de Ord; og du skal frem for alt lade dig friste til at slaa i Bordet og forsikre, at for dig er det mere end Fraser; thi det kan enhver Frasemager gøre, og se højtidelig ud; derimod skal du bestræbe dig for at tale tørt og sagligt, naar du skal skrive en Lærebog.

Det er ikke sandt, at Kaldsbevidstheden behøver at være forbunden med nogen Bevidsthed om, at det gaar herligt frem. Tvært imod, den slaar Undskyldningerne ihjæl og siger mig, at alle Undskyldninger gælder til Wandsbeck, hvorimod Alvoren, der ydmyger, er den, at Gud har Opgaven til netop mig, netop nu, netop her, og at jeg ikke løser den, og at jeg ikke for at spare mig for den ydmygende Tilstaaelse maa understaa mig til at bruge Undskyldninger.

Hvis derimod nogen vil friste mig til offentlig at give den Ringhedsfølelse, jeg personlig har, et Udtryk i min Fremstilling af Kaldstanken, saa siger jeg rent ud, at det vil jeg ikke, og at det har intet Menneske Ret til at kræve af mig; at man er Professor, betyder ikke, at man ublufærdig skal kramme sit Inderste ud. Derpaa beror det, at jeg intet Vaaben har mod Spotten, og at jeg maa lade den Side af Dr. Reinhards Artikel ligge. Mit Gudsforhold i Forhold til min Kaldsgerning kommer kun mig i mit Gudsforhold ved; jeg kan ikke dissekere det selv, og det kan ingen, selv ikke en Apostel, der intet er sig bevidst i sin Husholdergerning.

Det eneste Middel, jeg har mod Dr. Reinhards Spot, er at konfrontere den med Kaldsbevidstheden i det alvorlige Tilfælde med Hustruen, jeg har brugt som Eksempel. Man prøve da at holde dette Eksempel paa Kaldsgerning sammen med saadanne Udtalelser:

"Skulde det være muligt, at vi i dette højtpriste jordiske Kald aldeles ikke har at gøre med nogen umisteligt etisk-religiøs Værdi, men derimod med en ualmindelig dreven og fræk Plattenslager." Altsaa en Dag, naar denne Kone sørger over, at hun har behandlet Mand og Børn utaalmodigt, hvad jeg saare godt forstaar, og hun beder Gud om Tilgivelse derfor, saa skal hun sige til sig selv, at denne Anger udspringer fra en Betragtning, som er fræk Plattenslageri! Hvad er dog dette for Nonsens! Hvem har dog bildt Dr. Reinhard ind, at "Kaldsgerning" er forbunden med en Indbildning om, at det gaar herligt frem? Om jeg da ikke kender til saadan Sammenblanding? - Jo, men jeg skal ikke i min Etik hudflette bestemte Tidsfænomener og karrikere dem; jeg skal gøre Rede for Sagens Sammenhæng. Og det har jeg gjort ved at paavise, at Synspunktet om at udrette noget er en Fare for Kaldsbevidstheden.

Eller "Til syvende og sidst betænker vi os ikke paa, vi vover uden at blinke at ville pynte Gud og hvad hans er ud efter vor Smag - det vil sige med al menneskelig Flitter og Maskeradestads." Jeg maa sige, at jeg ikke imponeres ved Understregningen af Ordet vover. Jeg vover nemlig ikke at gøre andet; og Livet vilde blive uendeligt lettere, dersom jeg vovede andet.

"At du med Nøglen i Lommen frit vender tilbage til Dagsordenen og passer din travle Virken - i Kaldet, for nu skær den først!"

Sat sammen med det konkrete Eksempel, der ganske nøjagtigt eksemplificerer, hvad jeg forstaar ved Kaldsgerning, indeholder saadanne Udtalelser jo en uhyre Sjælsraahed, som Dr. Reinhard er ganske fri for. Det er et Eksempel endnu paa, hvorledes man bruger Ord, uden at være klar over deres Rækkevidde. Thi det er ikke mig, som ondskabsfuldt giver Ordene en falsk Rækkevidde. Jeg fremstiller dem med den Rækkevidde, som ligger i Sagen.

I Anledning af en Enkelthed i Dr. Reinhards Artikel, vil jeg gøre opmærksom paa, at jeg ikke har anvist "en saaret Samvittighed" som Middel til at klare sig moralsk; den er omvendt Vidnesbyrd om, at man ikke klarer sig. Og naar jeg taler om kristen Ydmyghed, taler jeg om Dommen fra Korset, hvad man vil kunne se i min Religionsfilosofi, altsaa ikke om noget selvgjort Fabrikat, men om en Virkning af Guds Aabenbaring.