Af Frede Brøndsted. Tidehverv, 1927, s.201-203.

Den, der søger at forstaa Aandslivet i Nutidens Indien, undgaar ikke at lægge Mærke til den Tilbøjelighed, der er til at samle, hvad man mener at have Brug for i de Religioner, man kender, og deraf danne sig sin egen Religion. Der opstaar saaledes "nye" Religioner, som kalder sig "Opfyldelsen" af flere af de ældre Religioner.

En saadan Religion er Ahmadiyat.

Dens Stifter og Profet, Ahmad, sagde om sig selv, at han var Mahdien, hvis Komme Muhammed havde forudsagt, Messias, der var kommet igen, og den, om hvis Komme alle Profeter havde varslet. Der berettes, at Gud talte til ham og sagde (se note 1): "I dig er det glade Budskab opfyldt, som tidligere Profeter forkyndte deres Folk. Du er en Guds Profet, der fremstaar i de tidligere Profeters Kappe, idet du er ypperligere end dem alle. Al Pris tilhører Ham, som dannede dig (se note 2), Messias, Marias Søn. Ingen skal spørge Ham, hvorfor Han handlede saaledes, men Mennesker vil blive spurgt, hvorfor de ikke modtog Hans Bud. Du er den hellige og den Messias, hvis Tid og hvis Gerning ikke skal være forgæves. Det er ikke ret at modsætte sig den, der er kommet som Brahmanernes Profet. Du er den velsignede Krishna (se note 3), som opfostrer Koen og ødelægger Svinet; din Pris forkyndes i Gita (se note 4)."

Den Mand, der mente at have modtaget en saadan Udnævnelse fra Gud, tilhørte en anset Slægt fra Pandjab i Nordindien, oprindelig indvandret fra Persien. I 1890 fremtraadte han som Profet og døde i 1908 efter 18 Aars offentlig Virksomhed i sin Fødeby Kadian eller Quadian, efter hvilken hans Tilhængere ofte kaldes Kadianier. Inden Ahmad begyndte sin Virksomhed, var Byen ganske lille og uden Seværdigheder af nogen Art; og Ahmad selv var ogsaa ganske dagligdags at se til, om end han var en from og retskaffen Mand, der havde alles Agtelse. Han havde altid beskæftiget sig med de aandelige Ting frem for de materielle; og da hans ældre Broder efter Faderens Død bestyrede deres Fædrenearv, gav denne ham ,lige netop, hvad der var nødvendigt til Livets Ophold, og tog selv sin rigelige Del. Ahmad saa nok, at han blev forurettet af sin Broder; men han gjorde intet for at faa, hvad der tilkom ham. Han var kendt for sin Mildhed og Godhed og svarede saaledes i nogen Maade til det Hellighedsideal, som østen har.

Den Religion, han forkyndte Verden, er Muhammedanismen med Tilsætning fra andre Religioner. Islams Tro paa een personlig Gud er dens Grundvold; men fra Kristendommen hentes Forestillingen om, at Gud elsker Mennesker og fra Hinduismen det Blidhedens Ideal, der i saa høj Grad præger Bevægelsen. Iøvrigt bestaar hans Lære af moralske Forskrifter, som han fremsætter med overbevisende Kraft, og han henviser til Fornuften som Middel til at komme til Sandhedens Erkendelse.

Fra Systemets Side set er der altsaa intet som helst mærkeligt ved den nye Religion; den er et Barn af sin Tid, idet den har Tilknytning til de store, ærværdige Religioner, har høje ethiske Idealer og stoler paa Menneskets Fornuft som Vejleder til Sandheden. Men møder man Ahmads Tilhængere, er der noget ved dem, som maa gribe enhver, der har aandelig Sans. De regner med Gud som en Virkelighed.

I en lille Samling Uddrag af Ahmads Skrifter hedder det første Afsnit "Trosvished", og det er karakteristisk for Ahmad og for hele Bevægelsen. Han siger deri:

"Sandhedssøgere! Luk eders øren op og hør de Ord, jeg taler:

Der er ingen Rigdom i Verden saa stor som Trosvished. Det er Vished, der bryder Syndens Lænker. Det er Vished, der giver dig Kraft til at gøre det gode. Det er Vished, der givet et Menneske sand Kærlighed til Gud. Kan du holde dig fri for Synd uden Vished? … Hvis du er lige saa sikker paa Syndens ødelæggende Natur som paa, at en Vulkan eller Pest volder ødelæggelse, er det umuligt for dig at være ulydig imod Hans Bud og handle imod Hans Vilje eller bryde den Oprigtighedens og Kærlighedens Forbindelse, du har med Ham.

I Folk, som har hørt Kaldet til Dyd og Retfærdighed, vid det for vist, at den guddommelige Tiltrækning kan ikke skabes i eder, eller Syndens Smuds blive tvættet af eders Ansigter, før eders Hjerter strømmer over af Vished …

Hvor er eders Vished? Stikker I nogen Sinde Haanden i et Hul, hvor der er en giftig Slange? Eller kan I spise en eneste Mundfuld Mad, som I véd er forgiftet? Eller kan I maaske i Tankeløshed gaa ubevæbnede ind i en Jungle, hvor I véd, at menneskeædende Tigre har deres Tilhold? Hvorledes gaar det da til, at eders Hænder, eders Fødder, eders Øjne og eders Øren saa frejdigt gaar Syndens Ærinde til Trods for, at I bekender eders Vished om Gud og om Belønning og Straf for gode og onde Handlinger? Vished kan Synden ikke overvinde. Hvorledes kan I kaste eder i en flammende Ild, naar I ser den for eders Øjne? … Vished giver Kraft til at tage imod alle tunge Tilskikkelser, saa at Fyrsten kan kaste det kongelige Scepter bort og iføre sig Dervishkappen. Vished gør Arbejdet let og jævner Stien. Vished sætter et Menneske i Stand til at se Gud. Al Forsoning er falsk og al Forløsning forgæves; thi der er ingen anden Vej end Vished for den, der vil naa til Retfærdighed. Det er Vished, der udfrier et Menneske af Syndens Trældom, fører ham til Gud og faar ham til at overgaa selve Englene i Alvor og Ihærdighed. Den Religion, der ikke formaar at give Vished, er falsk. Den Religion, der ikke med Sikkerhed kan vise os den levende Guds Ansigt, er falsk. Den Religion, der kun har tomme For tællinger om Fortidens Undere, er falsk. Den evige og uforanderlige Gud er den samme nu som i svundne Tider, og Hans vidunderlige Kraft er endnu den samme; Han har den samme Magt til at vise sin underfulde Tegn nu som før. Hvorfor saa tro paa Historier og ikke søge den levende Virken af Guds Kraft?" (se note 5).

I Kadian lever en Menighed af Ahmads Tilhængere, som vidner, at de har denne Vished. De har "hørt Guds Røst", som de udtrykker det. Det er en Missionsmenighed; de sender deres Missionærer til Thibet, Afrika, de indiske Øer, China, Amerika og Europa. Og de dør Martyrdøden for deres Tro.

Efterhaanden som Tiden gaar, vil kristne Missionærer i Indien og andre Steder i Østen møde stedse flere Mennesker af denne Type, selv om de maaske ikke har sluttet sig til Ahmads Religion, men til en anden af samme Art. De siger alle: Vis os Guds Ansigt - ellers har vi ikke Brug for eders Religion. Da maa den kristne Menighed spørge sig selv: Hvad har vi, som ikke ogsaa de har?

I en Indberetning til den indiske Regering var der ved en Forveksling kommet til at staa, at Ahmad oprindelig begyndte sin Virksomhed blandt Fejerne, der er kasteløse og regnes for meget lavtstaaende Mennesker. Da Ahmad blev bekendt med Fejltagelsen, anmodede han Autoriteterne om at rette Fejlen, da hans Anseelse ellers vilde lide, og han bad Regeringen offentligt at meddele:

"De Principer og den Lære, som jeg fra første Færd har prædiket, er saa sublime i moralsk Henseende, og i aandelig Henseende saa ophøjede, at de hverken passer for eller antages af Muhammedanere af lavtstaaende Type eller med lav Moral, endsige da af Fejere. De antages kun af intelligente og ædle Mennesker, der lever et Liv rent som Englenes. Mine Tilhængere er ledende Mænd, Herremænd, agtværdige Regeringsembedsmænd, Handelsfolk, Jurister, lærde Theologer og unge oplyste Mænd." (se note 6).

Og Kristus er "ikke kommet for at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse"; thi "det er ikke de sunde, der trænger til Læge, men de syge."

Og det er for den syge, at Gud aabner Troens Vej; Visheden er for den retfærdige.

- Men ofte er det kun tilsyneladende, at Mennesker har nok i deres høje Idealer, Anseelse og moralske Uangribelighed. Inderst inde føler maaske ogsaa nogle af Ahmads Tilhængere, at Gud trods alt er fjærn og utilgængelig. Derfor maa ogsaa de møde Evangeliet gennem Mennesker, hvis Liv saa at sige giver Anskuelsesundervisning om Synd, om Dom og om Guds Nærhed. Da vil ogsaa de forstaa, at saadanne Mennesker har "set Guds Ansigt" - i Kristus.

Note 1: Citeret efter "The Ahmadiya Movement", af Hazrat Mirza Bashir-ud-Din Mahmud Ahmad; (Søn af Ahmad og nu Bevægelsens Leder) S. 3.
Note 2: Ahmad.
Note 3: En af Hinduismens Gudeskikkelser.
Note 4: Bhagawad Gita, et af Hinduismens mest læste hellige Skrifter.
Note 5: Citeret efter: "The Teachings of the Promissed Messiah". Udtog af Hazrat Mirza Ghulam Ahmads Skrifter. Lahore 1924.
Note 6: Review of Religion II p. 83; her citeret efter H. A. Walter: "The Ahmadiya Movement".