Af Geoffrey Cain. Tidehverv, 2001, s.28-31.

Novembernummeret af Tidehverv indeholdt to indlæg om Israel, der lå meget langt fra hinanden. Dansk Folkepartis Søren Espersen så Israel som et land, der har meget tilfælles med Vesten og som trues både indefra og udefra. Århus Stiftstidendes udenrigsredaktør Carlo Hansen derimod så landet i et noget andet lys. For ham minder ånden bag det nuværende Israel -zionismen - betænkelig meget om det gamle testamentes Israel, hvor enhver ugerning var o.k., hvis den førte til fremme af den jødiske nation. Herunder voldtægt, nazi-lignende etnisk rensning og en kynisk ofren af uskyldige jøder på statens alter. Zionismen er ikke kun en svøbe for verden men også for jøderne, antyder Carlo Hansen, der også benytter lejligheden til at sige, at ikke alle jøder er zionister. Hvis altså nogen skulle forledes til at tro det. Men alligevel er der et mistænkeligt sammenfald. Zionister i jødisk skikkelse sidder på magten over det meste af verden og slår ned med hård hånd på alle, der kritiserer Israel. Hvorfor de endnu ikke har fået fat på Carlo Hansen er lidt uklart, men muligvis står den danske zionismeafdeling svagt. Ikke desto mindre viser den kløer engang imellem, når den eksempelvis kaster sig over Folke-kirkens Nødhjælp, skriver Carlo Hansen. Set fra hans synsvinkel er zionisternes magt så godt som ubegrænset og der er næsten intet område, finans, videnskab, kunst osv., hvor zionister - forklædt som jøder - ikke udøver en enorm og negativ indflydelse på verdens gang. Dahinter steckt der Zionist.

Men så galt er det alligevel ikke. Nogle jøder, der har indset hvor ond zionisme er har taget bladet fra munden, skriver Carlo Hansen. Ja, heldigvis, for hvis andre sagde det de siger, ville det straks blive udlagt som antisemitisme, påpeger han. Derfor vejer de kritiske jøders vidnesbyrd tungt i Carlo Hansens essay, og det er fortrinsvis gennem dem, at han triumferende påpeger, at alt, alt, alt der har med zionismen at gøre er negativt. Det giver han mange eksempler på og fra side 195 til side 206 remses op hvad zionisme indtil videre har været skyld i. Og det er ikke småting. Carlo Hansens jødiske og andre kilder har forsynet ham med et synderegister, der giver omtrent samme billede af Israel som Carl Madsen giver af Danmark i Vi Skrev Loven. Hvad der egentlig ikke er så mærkeligt, må man sige, eftersom Jøder er kendt for deres ulyksalige trang til både intern mudderkastning og overdreven griben i egen barm. I denne særprægede atmosfære kan en kritiker på jagt efter det negative finde rigeligt med gefundenes Fressen. Desværre bliver den jødiske åbenmundethed ikke modsvaret af noget tilsvarende på arabisk side, hvor selvkritik er meget småt. De få arabere, der føler sig kaldet til at kritisere palæstinensere eller islam plejer hurtigt at forlade debatten - undertiden også verden - kort tid efter, så sporene efter dem er små. Situationen er temmelig skæv, fordi der er masser af selvkritik og selvbebrejdelse på den ene side og såre lidt på den anden.

Men disse spidsfindigheder har tilsyneladende ikke anfægtet en Carlo Hansen, der nu har ført hellig krig mod Israel i en menneskealder, og tegner til at fortsætte livet ud. For ham er zionisme ikke blot en diffus idé om Israels genopståen men en metafysisk kraft, der personificerer de nedrigste og mest perfide handlemåder, der tænkes kan. Vi får at vide, at Hitlers racehygiene er direkte inspireret af den "skånselsløse racehygiene" der praktiseredes ved jødernes hjemkomst fra Babylon (s. 200), at … zionismen gjorde (…) fælles sag med antisemitisme" (s. 200), at zionismen betød en "fornægtelse af ens egne forældre og forfædre", at "zionisme (ændrede) den jødiske historie…" (s. 201), at zionister indgik i "samarbejde med nazister" (s. 201), at "zionister i Palæstina afskrev tidligt Europas jøder" (s. 202), at zionister ofrede svage, overlevende jøder, "der ikke var ideelt (!) menneskemateriale," (s. 202), at zionister tømte de arabiske lande for sefardiske jøder "med alle midler" (s. 203), at zionister påvirker FN via USA, så der ofte … anes zionistisk indflydelse eller amerikansk hensyn til Israel … (s. 203), at zionismen truer Fjender til tavshed ("vi skal sørge for at resten af dit liv bliver et helvede", et budskab "der rungede gennem alle korridorer i USAs politiske institutioner", s.204), at en zionistisk formand skulle have sagt "nu kan vi diktere vores egen udenrigspolitik", og at samme kilde mener, at "den jødiske lobby og dens forgreninger helt enkelt er en trussel mod ytringsfriheden og den åbne debat i USA."

Og ikke kun i USA. "Det samme gælder i Danmark, skriver Carlo Hansen …" (s. 204), der også kan oplyse, at rige jøder har ved en enkel frokost samlet "27 millioner dollars ind til Israels overfald på et arabisk naboland" (s. 204), og at i foråret 1996 "drev Israel 400.000 civile libanesere ud af deres hjem". Hvorfor? "… Formålet var at knuse landets økonomi" (s. 205). Javel. Men zionisme kan mere end det. "Østrig var en god sag for zionismen at kaste sig over … " (s. 206), og det var ikke første gang … ".

Ved at angribe Waldheim ønskede zionister at skade Østrig mest muligt", skriver Carlo Hansen på side 206, og tilføjer, at den turbulente tid efter murens fald og EUs tilbliven "… giver rig mulighed for at bruge og sætte ind på for nutidens zionisme på en tid hvor Israels krig med araberne er ved at ebbe ud (!) … (side 206.)

Her males der et billede af zionisme som en magtfuld edderkop, der ikke helmer; før hele verden er bundet op i en silketråd. Når ofret er hjælpeløst, vil edderkoppen føre dens frygtelige forehavende ud i livet. Hvad er så dette forehavende? "… At samle dette folk (jøderne) i en ren jødisk stat" (s. 200). Voilà! Det er det, det zionistiske rænkespil lægger op til, en ren jødisk stat med 5 millioner kalotter, der står og svajer opad grædemuren. Det er dét de i virkeligheden er ude på. Fint nok. Men hvorfor zionister med al deres magt og vælde ikke har formået at gøre Israel til "en ren jødisk stat" (altså en nazisme med modsat fortegn) bliver Carlo Hansen læseren et svar skyldigt. Det er faktisk det modsatte, der er sket. Israel i dag er mere blandet end nogensinde. Se blot på araberne. I skrivende stund udgør de 20% af alle israelske statsborgere, og - i kraft af deres børnerigelighed - vil de på et tidspunkt være et flertal. Når det sker om måske 100 år, vil den "rene jødiske stat" ikke længere være en jødisk stat men et arabisk land blandt andre. Med de følger for jøderne, som man kan tænke sig.

Også på andre fronter er der problemer af befolkningsmæssig art. Der er nemlig andre ikke-jøder i Israel end arabere. En stor del af dem er russere, der er strømmet til Israel qua deres forfædres jødiske navne og fortid. Eller via familiesammenføring, der også tillader kristne eller ateistiske hustruer og børn at genforenes med deres "jødiske" slægtninge. Ifølge min kilde er der hele 250.000 ikke-jødiske russere i Israel, hvad der svarer til 5% af befolkningen. Og der er mere endnu. Ubemærket af Vesten (man spørger sig hvorfor) har Israel fået en anselig indvandrerbefolkning bestående af gæstearbejdere og illegale immigranter fra Rumænien, Grækenland, Vietnam Afrika og alle mulige andre steder. P.g.a. af giftermål med en jødisk kvinde (fremgangsmåden er ikke ukendt herhjemme, har mange efterhånden opnået permanent opholdstilladelse. Tallet for fem år siden var - ligesom for de russiske ikke-jøder - ca. 250 000, og det er sikkert meget større i dag. Israel bliver m.a.o. mindre og mindre jødisk for hver dag, der går, og man spørger sig hvordan i alverden dette kan gå til i et land, der beherskes af en magt (zionisme), der via USA mere eller mindre hersker over hele verden. Hvordan kan zionisme være så magtfuld ude og så magtesløs hjemme i dens egen hule? Her er der noget, der ikke stemmer.

Men hov! Tøv en kende. Vil zionister ikke på et tidspunkt vise deres sande ansigt og smide alle ikke-jøder ud af landet? Det vil de næppe, og grunden til at de ikke vil, kan man læse ud af Søren Espersens anderledes beskrivelse af den jødiske stat. Denne stat plages, lige som resten af den civiliserede verden (jeg tillader mig at sige sådan) af en dødbringende svøbe: de intellektuelle. I deres glanstid under den sovjetisk/maoistiske epoke havde de intellektuelle 3 dæmoner: USA, Sydafrika og Israel. Disse landes regimer skulle omstyrtes og landene selv forsvinde eller omskabes, og dette er nu delvis lykkedes. De sidste mange år er USA blevet regeret af en hippie og Sydafrika er nu et multietnisk helvede. Så er der kun Israel tilbage. Dér sidder de intellektuelle - ligesom i resten af den civiliserede verden - på kulturlivet og medierne.

De siger præcis det samme som de intellektuelle gør i Danmark og med udgangspunkt i Yoram Hazonys The Jewish State - The Struggle for Israel Soul har Søren Espersen beskrevet dem meget godt. Hvad siger de intellektuelle i zionismens hjemland så? "… At Israel først vil blive rigtigt lykkeligt, hvis staten ophører med at være en jødisk stat" (Søren Espersen, s.208). Det er præcis hvad 68'erne siger herhjemme: Danmark skal være multietnisk og det skal Israel også. Dette budskab udbasuneres dagligt fra dagbladet information, Aktuelt, Politiken, Jyllands-Posten, Danmarks Radio, DR1, TV2, Carsten Niebuhr instituttet og stort set alle områder af kulturlivet inklusive Folketinget. Israels forsvarere er få (de fleste er magtesløse læserbrevskribenter som undertegnede) mens Israels fjender er mange. Se på medierne.

Spektrummet spænder fra ensidig kritik (TV2s Steffen Jensen, DRs Jens Nauntofte, P1s Lars Møller Rasmussen, Niels Lindvig, Keld Koplev (der engang underskrev en støtteerklæring til PFLP), til direkte og uforskammet tilsværtning (JPs Lasse Ellegaard, Carlo Hansen i Århus Stiftstidende, P1s Birgitte Rahbæk, og hendes âme damnée, eksjøden Morten Ting). Lad os heller ikke glemme den ofte konsulterede islampropagandist Jørgen Bæk Simonsen, DRs Ole Sippel, Ruth Sperling og alle de andre små eller mellemsmå palæstinastøtter, der gerne vil bidrage med et personligt spark til Israels underliv, når de kan komme til det.

Også hos de såkaldt borgerlige er det in at skose Israel, mens tragedier som Ruslands folkemord i Tjetjenien sjældent bliver nævnt. Skal man gør karriere i medierne, må man være på den "progressive" fløj, hvor man svømmer let og gnidningsløst med strømmen. Men hov, hvad med Politiken? Der sidder Pundik med kalot på og er sikkert i selskab med andre zionister af samme etnisk herkomst. Ja, hvad med Pundik, må man spørge, en journalist, hvis hjerte banker lige så stærkt for socialisme, som det gør for Israel? Under Benjamin Netanjahus regeringstid bragte Pundiks had til Israels højrefløj ham over grænsen og ind i samme lejr som Israels fjender. Og det samme kunne måske siges om Hanne Foighel og Aktuelts Anders Jerichow. Ikke destomindre er de normalt alle tre - trods deres jødiske herkomst - langt mere objektive end de fleste af deres kolleger, der, når det gælder Israel, lader hånt om al anstændighed, og bare hakker løs. Og sådan er det ikke kun herhjemme. Se på det tidligere jødisk- nu delvis arabisk-ejede Reuters Bureau, hvis telegrammer altid ender med lille afslutningskommentar, (i journalistsprog et "nedlæg") der fordømmer Israel. CNN, AFP, ABC o.s.v. er ikke meget bedre, og det er betegnende at mange af deres udsendte journalister er palæstinensere med et ikke just uhildet syn på sagen. Hvordan kan alle disse medier slippe afsted med deres uafladelige antiIsrael propaganda, uden at den zionistiske edderkop griber ind? Forhenværende redaktør af Jerusalem Post David Bar Illum havde i mange år en ugentlig klumme - Eye on the Media - hvor han fremlagde de fordrejninger og biased reporting som Israel bliver udsat for rundt omkring i verden. Jeg har gemt mange af dem, og det er hårrejsende læsning. Èn i bunken er især interessant. Den omhandler misvisende leksikonindslag og er skrevet af gæsteskribent Andrea Levin. Af hendes indlæg fremgår, at præcis - jeg har næsten lyst til at skriv PRÆCIS - som herhjemme med LADEMANN og DET STORE DANSKE ENCYCLOPEDIs hvidvaskning af marxisme (jfr. debatten i Berlingske Tidende, nov./dec. 2000) har 68'erne været på spil rundt omkring i verden med hensyn til Israel. Levin gør opmærksom på, at WEBSTER'S NEW WORLD ENCYCLOPEDIA under stikordet "palestinian" giver en ensidig proarabisk historieskildring, der slutter med følgende ahistoriske uhyrlighed. "A series of Arab-Israeli wars, resulted in the total loss of the Palestinan state". Hvilken "Palestinian state", spørger Levin, der påpeger at de færreste unge mennesker, der bruger WEBSTER's som opslagsværk, kan vide, at en sådan stat aldrig har existeret. I samme artikel citeres fordrejninger fra THE OXFORD COMPANION TO POLITICS OF THE WORLD, og andre artikler i serien retter samme anklage mod ENCYCLOPEDIA BRITANNICA, der i en kry replik alligevel giver Eye on the Media ret i det meste (jvf. Britannica Admits Mistakes, 15. maj 1993 hvor redaktør Robert McHenry lover bod og bodring). Eye on the Media har masser af disse eksempler, og hvis man supplerer med Charles Krauthammers A Desecration of the Truth, TIME MAGAZINE, oct. 14.1996, eller det danske blad ISRAEL, 4/88 (I mediernes Vold), vil man se, at det Carlo Hansen påstår, er en parodi på virkeligheden, for det forholder sig stik omvendt. Det er Israel, der allevegne bliver bagtalt og beløjet. Læs blot Flemming Kofod-Svendsens Sandhed er Det Første Offer, der giver et godt indblik i hvad der sker. Men nok om det.

Eftersom ikke er plads til undersøge alle Carlo Hansens påstande, har jeg i det foregående holdt mig til de to mest centrale:

1. Zionister vil have en etnisk ren jødestat, og
2. Zionister kontrollerer verdens medier og forhindrer den fri debat.

Det er ikke blot forkert, men oprørende. Ude i den virkelige verden er Israel i fuld gang med at opløse sig selv indefra, og den massive og verdensomspændende mediekritik af Israel holder landet under mikroskopet hele tiden. Sorte kristne i Sudan bliver udryddet, afrikanske rædselsregimer massakrerer eller lemlæster flere mennesker på en enkel dag end der dør palæstinensere i et helt år, FN vender det blinde øje til arabiske opgør der koster i tusindvis af menneskeliv (Hafez Assad dræbte 20.000 fundamentalister i Hama i 1982 uden at det blev bemærket af FN) men søgelys rettes sjældent mod dem og aldrig vedvarende. Men hvorfor ikke hvis "zionister" kontrollerer medierne og undertrykker debat om Israels ugerninger? Hvorfor styrer zionister medier ikke i anden retning? Det er et godt spørgsmål, som man siger. Det burde Carlo Hansen være blandt de mest vidende om i sin redaktørstol på Århus Stiftstidende, men den viden holder han tæt ind til kroppen. Istedet for det ægte billede af virkeligheden, er det negativen han viser frem. Dér bliver det angrebne Israel selv til angriberen, en historisk forbryder med silketråd tilbage til oldtiden. Sådan skildrer Carlo Hansen virkeligheden mod bedre vidende.

Hvorfor?