Af Henning Fonsmark. Tidehverv, 1991, s.76-77.

4. marts 1991

Kære Søren Krarup.
Tak for det nummer af Tidehverv, du har sendt mig, og for den fint skrevne artikel i forbindelse med min seneste bog. Jeg synes, jeg skylder dig at præstere en eller anden form for reaktion, men jeg vil ikke nægte, at jeg har været noget fortumlet.

Tilstanden er interessant i sammenhængen. At være fortumlet - det er jo i hvert fald ikke noget, vi vælger. Her er Friheden med stort F gået tabt. Den fortumlede er i en vis forstand afmægtig. Men kan tilstanden ikke bruges til andet, så kan den vel kaste den sandhed af sig, at der hele tiden opstår noget, vi ikke har magt over.

Det samme kender du givetvis fra dig selv som skribent. Hvor nemt bliver man ikke offer for den illusion, at man i det mindste har magt over, hvad det er, læserne skal tage stilling til? Og når teksten så er afleveret og indladt for næste instans, så kan man hver gang tage fat på opmålingen af illusionens omfang.

Jeg giver mig ikke af med at skrive læserne ind i et liberalistisk Paradis. Jeg er overhovedet ikke liberalist i den betydning, at summen af menneskers frie handlinger er "en usynlig hånd", der gør det gode eller gør det bedre. Jeg "tror" ikke på markedssystemet, men har påvist, hvor svært det er at argumentere for forbud mod, at folk handler sammen, hvis det ikke indebærer skader for andre.

De bøger, jeg har skrevet, har haft den - måske kun delvis - synlige note, at det ikke tilkommer kollektive institutioner at krænke menneskers politiske frihed med den begrundelse, at de ikke er modne til at varetage den. Det er den begrundelse, der fungerer som en selvmodsigelse i et land med folkesuverænitet. Man kan tillade sig at udtale, at et menneske er politisk suverænt i det omfang dets politiske status netop er bestemt af dets placering i et folkestyre. Men med udtalelsen har man intetsomhelst sagt om, hvorvidt man tiltror det samme menneske suverænitet i forhold til sin eksistens. Man kan oven i købet have gjort sig umage med, at suverænitet i den eksistentielle betydning overhovedet ikke kommer på tale, når samfundsinstitutioner er til overvejelse, for ikke at bidrage til den vildfarelse, at institutionens og eksistensens fordring kan få deres identitet forbyttet.

Når jeg i Den suveræne Dansker overhovedet har indladt mig på at drøfte et (metafysisk) fænomen som "den eksistentielle frihed", så er det netop for at få sagt, at det går forud for samfundet. Demokratiets stamfædre tilmåler mennesker samfundsmæssig suverænitet med henvisning til at de "fødes frie og forbliver frie". Det de vil have sagt - og ligeså godt kunne have sagt - er, at vi fra nu af vedtager, at "alle" ligeligt skal kunne deltage i det fælles styre. Jeg gør blot opmærksom på, at de ved valg af udtryksform har gjort en tilføjelse: Mennesker er noget og forbliver noget, som samfundsinstitutioner ikke kan - og derfor heller ikke nogen sinde må gøre sig politiske illusioner om at kunne - bemægtige sig. Men jeg bør måske gøre den tilføjelse, at det ikke er nødvendigt at tage stilling til tilføjelsen for at forstå, at folkestyre i betydningen "lige og almindelig" indflydelse blot forudsætter en vedtagelse, og det alene er den vedtagelse, der grundlægger folkestyret. Det er der ingen idealisme eller ideologi i, det er renlivet pragmatik.

Til slut en lille bister anmærkning: Du gør indtil mange gange opmærksom på, at Frihed er stavet med stort F. Tidehvervs læsere skal tydeligvis bibringes det indtryk, at fremhævelsen er ensbetydende med noget, der nærmer sig religionsstiftelse i frihedens navn. Metoden er ikke ganske fair. Jeg gennemgår i bogen diverse politiske grundbegreber (som Demokrati, Lighed, Solidaritet etc.) og jeg har ment, det var læservenligt at fremhæve dem med en versal. Det kan være forkert, men den, der vil misbruge det til at udpege fremhævelsen som en ideologisk bekendelse, kan vanskeligt mistænkes for at være i god tro. Og hermed fik troen så alligevel en plads også hos din hengivne.

Henning Fonsmark (med stort F).

---

12. marts 1991

Kære Søren Krarup.
Tak for dit elskværdige brev.

Du er velkommen til al bringe mit brev i Jeres fornemme blad. Men du skal ikke gøre det i fald formålet kun er at råde bod på noget. For det synes jeg egentlig ikke, der er behov for.

Jeg synes det er berettiget for en præst at benytte enhver anledning til at minde mennesker om, at deres liv er fordret. Og anledningen er naturligvis helt ekstraordinært presserende, når begreber som frihed og suverænitet føres frem med en sådan grad af henrykkelse. Men hvad vi to vel sagtens er enige om, er, at der i dette ulykkelige århundrede har været så mange hedenske forsøg på at udbyde den personlige binding, du henviser til, som social kolportage.

Og hvor jeg så selv står? Ja ulykken er måske, at det allerede er for meget sagt. Lykken for mig er i hvert fald, at jeg ikke skal bære på byrden ved at være forkynder. For mig er det mest rammende ved Kristendommen, at den i Guds navn fordriver Sandheden som en sandhed af denne verden.

Det er den ægte anfægtelse. På det modsatte etablerer man religioner. Iøvrigt har jeg den fornemmelse - det mener jeg at kunne se på dine bøger - at vi livet igennem har været optaget af den samme kreds af eksistensfilosoffer, med Kierkegaard i spidsen. Og endelig: For mig er Fædrelandet Danmark ikke identisk med den danske stat, hvormed jeg gerne vil antyde, at den som kategori er en fiktion af samme art som EF. Det kan være en forklaring på, at vi trods et beslægtet udgangspunkt når et så forskelligt resultat i det stykke.

Din hengivne Henning Fonsmark.