Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1968, s.10.

Af den af Det danske Bibelselskab udsendte årbog for 1967 fremgår det, at Bibelselskabet i det forløbne år har ændret sine love på en måde, som nødvendiggør en ny stillingtagen til dette selskabs monopolstilling i den folkekirkelige sammenhæng. Selskabet virker fortsat "for at udbrede de hellige skrifter, såvel fuldstændige Bibler som dele af Bibelen", men nu "efter omstændighederne også i andre oversættelser end de autoriserede". Ligeledes vil selskabet som hidtil virke til fremme af bibellæsning og bibelkundskab og understøtte andre foretagender med dette formål, men det vil nu desuden understøtte "anden med selskabets formål beslægtet og forenelig virksomhed". Bestyrelsen, der fortsat er selvsupplerende, vil i fremtiden ved sine valg af medlemmer "tilstræbe, at samtidig med, at den nødvendige erfaring i selskabets arbejde bevares, sker en nødvendig fornyelse, og at bestyrelsen m.h.t. sagkundskab og kirkelig indstilling har en passende alsidighed". Mens det hidtil har været bestyrelsens opgave "at våge over alt, hvad der vedkommer selskabets øjemed, og bestyre dets midler på den mest 'hensigtsmæssige måde", dog således, at et forretningsudvalg bestående af formanden og to eller tre medlemmer af bestyrelsen har kunnet "afgøre sådanne løbende sager, som efter deres betydning ikke behøver at forelægges bestyrelsen", er dette nu ændret til, at "formanden tegner Bibelselskabet". Endelig er der nyoprettet et repræsentantskab, der "består efter nærmere af bestyrelsen fastsatte regler af repræsentanter for folkekirkens stifter, for hver i Det økumeniske Fællesråd repræsenterede danske kirker, for hver af 12-15 større folkekirkelige organisationer efter bestyrelsens bestemmelse, af yderligere indtil fem særlig interesserede og sagkyndige personer, af to med kirkelivet på Færøerne og Grønland fortrolige personer, samt af bestyrelsens medlemmer".

Disse lovændringer er, som den tænksomme læser vil se, ikke harmløse administrative formaliteter, men de er symptomer på et bestemt "dynamisk" kirkesyn, som målbevidst arbejder sig frem i det skjulte under foregivende af kun at ville beskæftige sig med rent praktiske, teologisk neutrale ting, men som~ ikke har hjemstedsret i reformationens kirke. De implicerer bl. a. en officiel anerkendelse af et kirkeligt samarbejde med sådanne frikirkesamfund, hvis lære og sakramentforvaltning afviger fra eller strider imod den evangelisk-lutherske kirkes bekendelse - hvilket samarbejde i sig selv er en fornægtelse af Den augsburgske Bekendelses artikel 7 - og desuden betyder de meddelelse af officiel kirkelig status til private organisationer, som bestyrelsen udvælger efter forgodtbefindende, hvilket ligeledes klart udtrykker en bestemt kirkeligt retnings sekteriske ønsker og stræben, som ikke lader sig bringe i overensstemmelse med den forståelse af, hvad kirke er, der siden reformationen har været den danske kirkes. Som følge heraf er det theologiske og moralske grundlag for, at det fortsat pålægges præsterne i folkekirken som en pligt at søge menighedsrådenes samtykke til at optage kollekt til Bibelselskabet, nu faldet bort, og det må være berettiget at forvente, at kirkeministeriet i overensstemmelse hermed snarest vil drage omsorg for, at det hidtil gældende kirkeretslige grundlag for denne pligt gør det samme. Det er en selvfølge, at Bibelselskabet skal have ret og frihed til at arbejde for, hvad det anser som sin opgave, i det omfang dette ikke betyder, at friheden tages fra andre. Som privat organisation kan ingen have noget at indvende imod det. Men ved ikke frivilligt at drage den konsekvens af de foretagne lovændringer, at den obligatoriske kollekt opgives, har Bibelselskabet konstitueret sig som en størrelse, der med statsmagten i ryggen vil tvinge præsterne og menighederne til at give deres støtte til et uevangelisk kirkesyn, binde samvittighederne i åndelige spørgsmål og modarbejde friheden i folkekirken. Og en sådan størrelse kan ikke, som den selv tror, virke til fremme af bibellæsning og bibelkundskab. Den kan kun det modsatte.