Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1968, s.58-60.

Brudstykke af menighedsforedrag i anledning af reformationsjubilæet.

Har Luthers theser om afladen noget at sige os i dag? Umiddelbart synes det ikke så. Ikke engang den romerske kirke kender mere afladshandel i datidens form, omend den i sin dogmatik stadig vedkender sig afladen selv. Betænker vi imidlertid, at afladskøbet i virkeligheden gjorde fordring på at optræde som kristelig omvendelse - og måtte gøre det, hvis det skulle tiltrække sig opmærksomheden - og betænker vi, at Luthers protest mod afladskøbet netop er begrundet med, at det vil være omvendelse, så er det ikke så sikkert, at det her kun drejer sig om noget fortidigt. At opfatte livet under synspunktet omvendelse er ikke fortidigt og bliver det aldrig. Selv om ordet ikke anvendes, kendes sagen, som er den, at mennesket er et væsen, der ikke blot er, hvad det er, men som til stadighed behøver at blive til eller blive sig selv. Ikke mindst har den moderne eksistentialisme i filosofi og digtning gjort opmærksom herpå. Og denne omvendelse er at forstå som den ydelse, mennesket skal præstere for at blive sig selv og komme på den rigtige side i forholdet til sin egen tilværelse eller til Gud. Spørgsmålet er, om vi ikke står midt i en form for afladshandel, der er lige så pågående som Tetzels var, selv om den naturligvis meget frabeder sig at kaldes sådan. Lad os tænke på velfærdssamfundets almindelige humane forkyndelse, som denne lyder fra alle talerstole: "Du, som har det så godt og har så meget at glæde dig over, du ser, at der er mange, der ikke har det godt som du selv. Du skal vide, at du holder dit mindre velsituerede medmenneskes skæbne i din hånd. Dette er en kendsgerning, som giver dig ansvar for, at den ikke vedbliver med at være en kendsgerning. Du har ansvaret for dit medmenneskes lykke, men da du kun er et enkelt menneske, kan du ikke vedkende dig dette uhyre ansvar uden ved at betale til de myndigheder, organisationer og eksperter, som på dine vegne vil drage omsorg for dit medmenneskes velfærd. Derfor skal du med tak tage imod det generøse tilbud om aflastning, som disse instanser tilbyder dig, idet de kræver dine penge". Så meget står fast, at forestillingen om gennem betaling at vinde ret menneskelighed, altså lade en pengeydelse gøre det ud for omvendelse, er så levende idag som nogensinde.

Mon det er anderledes i kirken? Nej. Mest nærliggende at tænke på er den enkle kendsgerning, at medlemsskab af den borgerlige indretning folkekirken er betinget af, at man betaler sin kirkeskat, hvorved man ved at betale opnår en ret, som ikke er blot borgerlig. Ved at betale erhverver folkekirkens medlemmer sig faktiskt retten til at få syndernes forladelse tilsagt af deres sognepræst. Dette er statens forståelse af, hvad kristelig omvendelse er. Staten er nemlig ingenlunde en religiøst neutral størrelse, hvad man skal være Grundtvigianer for at mene, men den prædiker også og har altid Tetzels forståelse af, hvad kristendom er: Når pengene i kisten klinger, straks sjælen osv., og kan heller ikke godt have nogen anden.

Nu er dette helt i sin orden, at medlemsskab af folkekirken er afhængigt af kirkeskattens betaling - vel at mærke hvis det fastholdes, at folkekirken er en ren borgerlig indretning og ikke nogetsomhelst andet. Dette fastholdes bl. a. af de statskirkelige antipietister i teorien. Men i praksis fastholder de det ikke, hvilket kan ses af den stædighed, med hvilken de holder fast ved kirkens dåb som ufravigelig betingelse for medlemsskab af denne borgerlige indretning. Denne ubestridelige uklarhed, at medlemsskab af en borgerlig institution knyttes sammen med et kirkeligt sakramente, eller omvendt, at dåben både skal være sakramente og evangelieforkyndelse, der fører ind i synderes fællesskab om nåden, og have juridisk betydning i retning af borgerligt at afgrænse de døbte fra alle andre samfundsmedlemmer, bevirker, at selve det betalende tilhørsforhold til den borgerlige indretning folkekirken - i det mindste for den populære bevidsthed - kommer til at stå som et kirkeligt afladskøb: Jeg betaler min kirkeskat og bruger kirken ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, og derved har jeg sikret mig den minimumsforbindelse med Vorherre, som det altid er klogt at have i baghånden. Der er ingen tvivl om, at de statskirkelige antipietisters teori om folkekirken som en borgerlig indretning udialektisk forstået med dåb som medlemsbetingelse er meget finere og bedre end her fremstillet - ganske som den katholske kirkes officielle lære var meget finere og bedre end Tetzels og kuriens praksis - men alligevel må den bære sit ansvar for, at mennesker i dag undskylder sig overfor evangeliets tiltale under henvisning til, at de som medlemmer af folkekirken har ret til at blive betjent af den præst, de ønsker, d.v.s. af den præst, der siger det, de ønsker sagt - og derfor også af ingen præst, når de ikke finder, hvad de ønsker. Hele medlemsskabet af folkekirken er blevet et stort kirkeligt afladskøb og kan i øjeblikkets situation næppe være andet.

Med dette er ikke sagt, at der ikke findes andre former for kirkeligt afladshandel end denne den mest populære. De fleste af os har hørt prædikener, af hvilke det klart fremgik, at det ikke så meget var troen, der sigtedes på, men kollektens størrelse. Dette er en naturlig konsekvens af den i vore dage anerkendte opfattelse af kirken, at den kan ikke og må ikke nøjes med at prædike. Det, der her sker, er, at kirken lader velfærdssamfundet definere, hvad det er at elske sin næste, nemlig det særdeles overkommelige arbejde for at andre kulturelt og socialt må få det lige så godt, som man selv har det. Dermed er kærlighedens gerninger, som enhver skylder sin næste, blevet til en afgrænset og overskuelig præstation, der er løst fra den enkelte og blevet til gerninger, som man kan betale andre for at gøre på ens vegne. Den store interesse, som nutidens kirke har for sine mange organisationer (ifølge jaognej-folkene skal de intet mindre end overtage det almindelige præstedømmes funktioner) lader ingen tvivl tilbage om, at kirken gerne sælger aflad også i dag, for at mennesker kan berolige deres samvittighed imod den virkelige og altid foruroligende fordring om kærlighed til næsten - i dag som på Luthers og Tetzels tid.

Men der kan også prædikes aflad uden betaling i kontanter. Omvendelse i form af deltagelse i kirkeligt organisations arbejde i fritiden lever stadig i bedste velgående. Selve det at være medlem af folkekirken og betale kirkeskat er her ikke nok til den kristelige omvendelse. Der må noget ekstra til, der viser, at ånden er brændende. Man ofrer tid og kræfter udover det, man er nødt til, og kan så til gengæld regne med at få denne indsats anerkendt som bevis for, at man er et levende menneske, der ikke nøjes med at drive med strømmen og lade alt gå på bedste beskub. Tilsvarende har højkirkeligheden sin aflad. Selve deltagelsen i gudstjenesten kaldes her ligefrem omvendelse. Den ugentlige kirkegang er en gerning, man gør for Guds skyld, for at ære ham, et offer, man bringer ham, tilmed med glæde, fordi han er så god. Ved sin deltagelse i søndagsmessen befries mennesket fra det bestandig at skulle omvende sig fra egen hellighed til i sin fattigdom som synder at tage sin tilflugt til Guds nåde alene.

Det afgørende ved alle kirkelige former for afladskøb både før og nu er, at menneskets øren gøres døve for Guds virkelige fordring om omvendelse. Afladen prædiker, at Gud ikke tager det så nøje med det, som han befaler. Han giver efter for det skrøbelige menneske, der ikke har lyst eller vilje til at vove sig ud i den anstrengelse, som egentlig fordres, blot mennesket er villig til at præstere afladskøbets mindre besværlige bodsydelse. Enhver form for omvendelse, der bærer afladskøbets fortegn, tilsigter at skaffe mennesket sikkerhed fra at blive direkte konfronteret med den fordring, som er uendelig, og som dømmer mennesket som skyldigt i dens overtrædelse, og som mennesket derfor kun i angeren kan erkende for det, den er, kun i syndsbekendelsen forholde sig sandt til.

Det kirkelige afladskøb er ikke forsvundet med reformationstiden, selv om afladshandelen i Tetzels forstand ikke overlevede Luthers angreb. Det gælder til enhver tid, at mennesket vil overtage omvendelsen og gøre den til sin gerning, og så er omvendelsen med det samme forvandlet til kirkeligt afladskøb, hvor teologisk korrekt, der end tales om den. Det er kun Gud selv, der ved evangeliet kan omvende mennesket og fastholde det i omvendelsens situation og hindre det i at forvandle evangeliets omvendelse til kirkeligt afladskøb. Kun Gud selv kan gøre fordringen om omvendelse gældende sådan, at det høres, at hans vilje er, at de kristnes hele liv skal være en omvendelse. Netop fordi vi alle er kirkelige afladskøbere for Vorherre, kan der være god mening i, at vi af Luther og hans 95 theser lader os gøre opmærksom på, at der er en forskel som mellem jord og himmel mellem omvendelse efter menneskets forstand på, hvad omvendelse er, og omvendelse efter Guds forstand på, hvad omvendelse er - og at Gud kun giver os sin forstand på omvendelse i dommen over vor egen.