Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1977, s.65-69.

Nogle overvejelser i anledning af sognepræst Sven Voss' afskedigelse.

Hver tidsalder i kirkens historie har sit særlige pavedømme at slås med. Middelalderkirken blev tyranniseret af den romerske antikrist, der gjorde menneskers salighed afhængig af, at de underordnede sig under ham. Da reformationen afskaffede eller i hvert fald svækkede dette pavedømme, mødte de orthodoxe theologer snart frem og etablerede deres pavedømme i stedet.

Hvordan bibelen skulle forstås, og hvad menigmand skulle tro, tilkom det dem som de rette sagkyndige at afgøre. Og da også dette pavedømme gik i opløsning ved videnskabens og den kritiske tænknings fremstormen, fik man i kirken den religiøse personlighed og dennes åndelige erfaring som højeste autoritet og målestok for troen. Og endelig har vi i dag, da den demokratiske udvikling og lighedstanken har afskaffet enkeltmennesket og sat det samfundsorienterede og fagorganiserede menneske i stedet, fået menighedsrådenes, de kirkeligt organiserede menneskers, pavedømme. Vist vil alle menighedsråd med en mund benægte, at de skulle have i sinde at etablere et pavedømme. Vist har alle menighedsrådsmedlemmer afgivet en erklæring om, at "de vil udføre det dem betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og væxt". Men heraf følger ingen garanti for nogetsomhelst. Som bekendt kalder også paven i Rom sig selv for Guds tjeneres tjener, uden at dette forhold har været i stand til at hindre, at den barske realitet er, at paven har gjort sig til kirkens synlige hoved, d.v.s. at han binder samvittighederne til sin person, at han har gjort sig selv til en åndelig tyran, der vil herske over menigheden og bestemme over dens tro.

Sognepræst Sven Voss er blevet afskediget efter tjenestemandslovens § 43, altså fordi "der mellem præst og menighed gennem en årrække har bestået en dybtgående uoverensstemmelse, som betyder en væsentlig hindring for det kirkelige liv det pågældende sted". Og det kunne jo synes enkelt og ligetil, at man anvender denne gældende bestemmelse, når det gennem menighedsrådsflertallet er blevet tilkendegivet de kirkelige myndigheder, at der består en sådan uoverensstemmelse. Men sagen er ikke så ligetil. Det bliver nemlig her nødvendigt først at spørge om, hvad der menes med en "dybtgående uoverensstemmelse". Er det mon - som det synes forudsat i paragraffen - ligegyldigt, hvad det er, som præst og menighed ikke kan blive enige om, når uoverensstemmelsen blot er så "dybtgående", at den er "en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel"? Det er indlysende, at der kan opstå uoverensstemmelser mellem præst og menighed på det menneskeligt-borgerliges plan, måske fordi de to parter ikke kan lide hinanden, eller fordi i hvert fald den ene part ikke kan lide den anden. Og det er naturligvis beklageligt, når dette sker, og det kan være ubehageligt nok. Men behøver det at hindre det kirkelige livs trivsel på stedet - hvis man da mener noget alvorligt med det kirkelige liv? En uoverensstemmelse af denne art kan der desuden rådes bod på ved, at præsten søger sig et andet embede, hvis han ellers kan få det. Men hvis han ikke gør eller kan det, så må der leves med uoverensstemmelsen, og det kan der selvfølgelig også, sålænge den ikke medfører, at præsten forsømmer sine embedspligter eller foretager sig noget, der strider mod disse. Kan menighedens læge medlemmer ikke indbyrdes have mange uoverensstemmelser, uden at man af den grund behøver strax at give sig til at tale om hindringer for det kirkelige livs trivsel? Skal der gælde en anden ret for præsten her end for menighedens læge medlemmer? Det kan under ingen omstændigheder være meningen, at menighedsrådsflertallet skal kunne foranledige en præsts afskedigelse, bare fordi det kommer i tanker om, at det kunne være rart at komme af med ham og få en anden i stedet, og til den ende opfinder en "dybtgående uoverensstemmelse" med præsten, der kan figurere som en "væsentlig hindring for det kirkelige liv" i sognet. Men som § 43 er formuleret, er præsten faktisk værgeløs overfor et menighedsråd, der skulle fatte slige tanker - og da kirken som bekendt er det sted, hvor ondskaben er størst, fordi evangeliet er nærmest, kan ingen på forhånd afvise den mulighed, at der er menighedsrådsflertal til, der kan komme på den slags tanker. Hvorvidt det så sker i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke kan man have sine tvivl om.

Men det er også klart, at der kan opstå dybtgående uoverensstemmelser af en helt anden art mellem en præst og hans menighed. Hvis man går ud fra, at menighedens medlemmer ikke bare er forhenværende syndere - og det må man dog vist gøre, dersom man vil føre ædruelig tale og forstå det at være kristen på luthersk vis som simul justus et peccator - så kan det ikke være andet, end at det evangelium, som "alle vegne finder modsigelse", også vil møde denne modsigelse, hvor en præst forkynder det rent for sin menighed. Martin Luther siger herom: "Verden kan godt lide alle andre prædikener med undtagelse af Kristi prædiken. Det kommer af, at hvor han selv kommer, og hvor han er, der prædiker han på en sådan måde, at han alene vil have ret. Han prædiker, at de vise er dårer og de hellige syndere og de rige fortabte, og derover bliver de rasende og afsindige. Det er nu de kristnes trøst og især prædikanternes, og de kan være visse på og må vel betænke, at hvor de fremstiller og prædiker Kristus, der vil de også komme til at lide forfølgelse, det bliver der ikke andet af. Og det er et godt tegn på, at prædiken er kristelig, når den bliver forfulgt særlig af store hellige og lærde og kloge folk; derimod er den ikke ret og sand, når man roser den og gør meget ud af den". Og da verden jo også findes i kirken og i hver enkelt kristen, betyder dette, at hvis der ikke ved præstens prædiken opstår en "dybtgående uoverensstemmelse" mellem ham og dem i menigheden, der vil gælde for vise, hellige og rige, så er det slet ikke evangeliet, der bliver prædiket, og så er menigheden der slet ikke, men kun pseudokirken. Skal fremkomsten af en "dybtgående uoverensstemmelse" af denne art forhindres - og en afskedigelse af præsten i henhold til § 43 kan bestemt ikke afgive nogen garanti for, at det ikke er noget sådant, menighedsflertallet tilsigter - så er der tale om, at menighedsrådsflertallet søger at lægge evangeliet hindringer i vejen, selv om også denne hensigt kamoufleres ved, at man taler om, at det sker for at fremme det kirkelige livs trivsel i sognet.

Hvis man altså ikke tillægger arten af den "dybtgående uoverensstemmelse" afgørende vægt, hvor man skal dømme om den, og hvis det ikke først ved en grundig undersøgelse bliver fuldstændig klart, hvilken slags uoverensstemmelse, der et tale om, så er der meget stor fare for, at det menighedsrådsflertal, der foranlediger en præsts afskedigelse, berøver mindretallet i sognet retten til i sin sognekirke at høre evangeliet forkyndt. Der er jo ikke i § 43 sagt det mindste til beskyttelse af det mindretal i sognet, der ikke føler sig som deltager i nogen dybtgående uoverensstemmelse i forholdet til præsten.

Hvor stor en procentdel af menigheden skal forøvrigt deltage i uoverensstemmelsen, for at den skal betyde en "væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel"? § 43 synes kun at regne med den slags uoverensstemmelser, som alle er part i, men er det berettiget at forudsætte noget sådant? Har det noget med virkeligheden at gøre at skære alle over en kam? Er det utænkeligt, at der i menigheden er mennesker, som ikke vil gøre fælles sag med flertallet i dettes uoverensstemmelse med præsten? Er det ikke snarere sandsynligt? Og disse mennesker mener måske, at deres præst er en god præst, der prædiker evangeliet, som han har lovet at gøre, og iøvrigt udfører sin tjeneste efter forskrifterne! Skal flertallet afgøre, om uoverensstemmelsen er dybtgående nok til, at den kan være en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel og således foranledige præstens afskedigelse? Efter hvilke kriterier afgør man noget sådant? Måske ovenikøbet det folketing, der bærer ansvaret for § 43, ville komme på arbejde, hvis det skulle svare på dette meget rimelige og nærliggende spørgsmål. Bliver uoverensstemmelsen til en sådan hindring for det kirkelige livs trivsel, bare fordi et flertal føler den? Har udviklingen medført, at det ikke mere gælder, at sandheden er ilde hørt? At "hvor mængden er, der er usandheden"? Ingen behøver naturligvis at mene, at mindretallet i alle forhold og med nødvendighed har sandheden på sin side. Men hvis mindretallet nu skulle have det, hvis dets opfattelse, hvorefter der ingen uoverensstemmelse består mellem det og præsten, bunder i, at det virkelig hører og forstår hans prædiken, er det så rimeligt, at flertallets opfattelse, hvorefter der ved præstens fortsatte forbliven lægges det kirkelige livs trivsel i sognet hindringer i vejen, tager retten til at blive ved med i sognekirken at høre og forstå den prædiken, som i mindretallets bedømmelse fremmer det kirkelige livs trivsel, fra mindretallet? Hvordan skulle et menighedsrådsflertal, der vil betjene sig af § 43, overhovedet kunne undgå at komme til at gøre andet end at forgribe sig på mindretallets ret? Hvordan man end vender og drejer det, er § 43 affattet sådan, at den er baseret på menighedsrådsflertallets ret til at udøve åndeligt tyranni over mindretallet i sognet ved at berøve det evangeliet. Og gennem § 43, ved hvis affattelse al klar tænkning synes at have været suspenderet, har lovgivningsmagten bekendt sig til menighedsrådenes pavedømme, til deres ret til at bestemme over den forkyndelse, menighederne må få at høre. Det var næppe tanken i sin tid med at oprette menighedsråd, men det er dette, det er blevet til.

§ 43 rejser, hvor den ikke læses ganske tankeløst, med nødvendighed de to spørgsmål: hvad kan være en "væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel", og hvad kan der overhovedet forstås ved "det kirkelige livs trivsel"? Er det så sikkert - som øjensynligt forudsat af de myndigheder, der har afskediget Sven Voss - at det kirkelige liv trives der, hvor der hersker idel fred og fordragelighed? Mon ikke Jesus selv ville have betydet "en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel"? Hans samtids kirkelige myndigheder har åbenbart været af denne mening. Han sagde jo også ligefrem: "Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd". Men en discipel er jo ikke over sin mester, og hvis han i henseende til forkyndelse overhovedet har den mindste lighed med sin mester, så kan det ikke undgås, at der opstår uoverensstemmelser mellem ham og de mennesker, han prædiker for. Uoverensstemmelsen hører med til evangeliets nærværelse, og hvor den ikke er, kan man være sikker på, at djævelen regerer uindskrænket, og at der slet ikke er kirke, den kære kirke må være ufredsommelig, siger Luther. Og hvor der slet ikke er kirke, der må det antages heller ikke at være noget videre bevendt med det kirkelige livs trivsel, uanset at ypperstepræster og farisæere skulle påstå, at det aldrig har gået mere strygende med det. Det er klart, at i et udtryk som "det kirkelige livs trivsel" i betydning af noget konstatérbart opereres der med en forestilling om kirke, der direkte strider imod det, som i luthersk kristendom kaldes ved dette navn. Den sande kirke er som en åndelig størrelse usynlig, den er genstand for tro. Dens synlige kendetegn er ordet og sakramenterne. Hvor evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret, der er der kirke. Og forsåvidt Kristus prædikes, og der holdes dåb og nadver, trives det kirkelige liv. Noget andet kendetegn på "det kirkelige livs trivsel", end at dette går for sig, kan der ikke være; så må fornuft og erfaring dømme herom, hvad de vil. Omvendt kan det gerne være, at kirken overhovedet ikke er til der, hvor det kirkelige liv trives, hvor der er masser af kirkelige aktiviteter i gang, og hvor fornuft og erfaring jubler højt over kirkens indflydelse på samfundets og menneskenes liv, idet sådanne aktiviteter altid er tvetydige og meget vel kan være sat i gang af noget helt andet end evangeliet. Antikrist kan som bekendt gøre store tegn, der forfører menneskene.

Skal der overhovedet føres tale med mening i, er det nødvendigt at sige, at der ikke kan gives nogen anden væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel på et sted end den ene, at evangeliet ikke bliver forkyndt, som det skal. Dybtgående uoverensstemmelser mellem præst og menighed kan - lykkeligvis - her ikke betyde nogetsomhelst. Det forstår alle, der ved noget om, hvad kirke er. Hvad skulle der blive af kirken, dersom dens liv og væxt ikke var uafhængig af uoverensstemmelser mellem mennesker? Hvor blev frelsen og troen af under sådanne vilkår? Ulykken er, at § 43 med sin tale om "det kirkelige livs trivsel" forudsætter en falsk forståelse af, hvad kirke er, som er uforenelig med evangelisk-luthersk kristendom. Ingen i folkekirken har derfor mulighed for at påberåbe sig denne paragraf eller virke for, at den bliver brugt, uden at han derved bliver nødt til at røbe, at han, hvad forståelsen af kirken angår, befinder sig i en "dybtgående uoverensstemmelse" med den kirkeforståelse, som er indeholdt i folkekirkens lutherske bekendelse! Og her står vi ved det, som er sagens kerne: ved hjælp af § 43 er det til enhver tid muligt for ethvert menighedsrådsflertal at modarbejde netop det, som det har lovet at arbejde for, nemlig "at udføre det dem betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og væxt". Man giver udtrykket "den kristne menigheds liv og væxt" en lille drejning bort fra det kristelige i retning af det borgerlige, det politiske og sociale, og så er vejen fri til at gøre, hvad man kan, for at hindre evangeliets frie løb under foregivende af, at man derved virker for den kristne menigheds liv og væxt. Så er kirken blevet til noget, mennesker skaber, og den er ikke længere noget, som Gud skaber ved evangeliet.

Er det ikke biskoppernes opgave som tilsynsmænd i kirken at sige fra, hvor en falsk kirkeforståelse vil snige sig ind? Jo, det er det. Men hvornår ser man folkekirkens biskopper befatte sig med andet end kontorarbejde? Hvornår hører man dem tale, undtagen hvor det drejer sig om at tilkendegive deres meninger i sammenhænge, hvori de er ligegyldige, og hvori de hverken kan eller skal udtale sig i egenskab af biskopper? Hvor det drejer sig om virkelig at føre tilsyn med læren i kirken og tale tydeligt, sørger de sædvanligvis for at være dunkle eller også tavse som graven - måske under påberåbelse af, at "ti biskoppers ord ikke betyder mere end ti urtekræmmeres". Det er en selvfølge, at hvor der opstår en uoverensstemmelse mellem præst og menighed, som parterne ikke selv formår at udjævne, må det være biskoppens opgave som tilsynsmand først at skaffe den nødvendige klarhed over, af hvilken art uoverensstemmelsen er. Viser det sig, at den drejer sig om menneskelige forhold, som kan rettes ved menneskelige midler, må han være behjælpelig med, at disse forhold rettes - eventuelt ved en kraftig tiltale: "Kan I så forliges, I skabhalse"! Viser undersøgelsen derimod, at uoverensstemmelsen bunder i præstens forkyndelse, må biskoppen finde ud af, om præsten fører falsk lære. Gør han det, er sagen klar: han kan ikke vedblive med at være præst i folkekirken, hvis han ikke vil tilbagekalde. Men viser det sig, at der ikke er noget at bebrejde præsten, hvad læren angår, må biskoppen gøre det klart for menigheden, at præsten kun har gjort, hvad han skal gøre, og samtidig foreholde menigheden, hvordan den skylder at forholde sig overfor den præst, der udfører sin tjeneste på en sådan måde, at ingen med rette kan klage derover. Der kan være grund til at henlede opmærksomheden på, at den tilsynsgerning, som biskoppen overtager ved sin embedstiltrædelse, består i at føre tilsyn ikke blot med præsterne i stiftet - som han iøvrigt lover at være en støtte for, ikke en bussemand, som menighedsrådene synes at ønske det - men også med menighederne. Tilsynsgerningen kan ikke bare bestå i at føje sig efter menighedsrådene, hvad der naturligvis er det nemmeste; men den kan meget vel komme til at bestå i at give dem en opsang der, hvor de ikke vil forstå, at de ved at have indstillet en præst til et embede også skylder ham noget, når han har tiltrådt embedet, men i stedet mener, at al skyldighed alene er på præstens side. Det må siges - og siges klart - at i Voss-sagen har det ikke været indlysende for offentligheden, at biskoppen har handlet på den måde, som man med rette kunne have ventet af en tilsynsmand i kirken - selv om det selvfølgelig samtidig skal siges, at han har gjort lige det, man faktisk forventer af en dansk biskop, som forholdene faktisk er. Bispeembedet nyder ingen anseelse som det fungerer idag. Der ville ske meget lidt, hvis det forsvandt. Her er et sted, hvor en finansminister kunne finde noget, der virkelig kunne spares. Alle ved, at ingen præst eller theolog med hjørnetænder eller blot med en nogenlunde tydelig theologisk og kirkelig profil vil kunne vælges til biskop i dag.

Menighedsrådene vil med al sikkerhed vælge biskop ud fra helt andre grunde end duelighed til at føre tilsyn med den forkyndelse, der lyder i stiftet. Det er allerede et minus ved en mand overhovedet at blive opstillet som kandidat. Det er der vel under de nuværende forhold ikke noget at gøre ved, og holder man sig blot for øje, at der reelt ikke udføres nogen virkelig tilsynstjeneste fra bispeembedets side i folkekirken idag, behøver det vel heller ikke at gøre så meget. Det virkelige, effektive tilsyn sker alligevel i den løbende strid om forkyndelsens indhold. Skæbnesvangert bliver det først, når det, som reelt ikke er noget biskoppeligt tilsyn, vil give sig ud for alligevel at være det ved at vise nidkærhed for "det kirkelige livs trivsel" og ved at være et menighedsrådsflertal behjælpeligt med gennem udvortes borgerlige foranstaltninger at fremtvinge ro der, hvor der skal være åndelig strid. Skæbnesvangert for den rette prædiken, der på grund af dette "tilsyn" ikke får mulighed for at lyde, men sandelig også skæbnesvangert for det bispeembede selv, der ikke bliver brugt efter dets oprindelige hensigt, fordi det bliver de stadig mere selvbevidste og magtkrævende menighedsråds - eller menighedsrådsflertals - følgagtige jasiger.

I hvilket omfang man kan forlange af en kirkeminister som politiker og verdslig embedsmand, at han sætter sig ind i, hvad det er, han har med at gøre, ved jeg ikke. Man vil næppe kunne forlange af ham, at han skal være expert på dogmatikkens område. På den anden side kunne det næppe skade ham, om han var det i det for ham nødvendige omfang - det må vel i det lange løb også være utilfredsstillende for ham at beskæftige sig med noget, som han egentlig ikke ved, hvad er. Så meget synes at være klart, at kirkeministerens rolle i Voss-sagen har været den at se på den med politikerens øjne - og altså gøre, hvad han kan for at få tingene til at glide og skabe ro i sognet - med andre ord at gøre netop det, som menighedsrådsflertallet gerne har set, at han skulle gøre. Kirkeministerens rolle har været ganske den samme som biskoppens: at være menighedsrådsflertallets følgagtige jasiger. Men dette forhold kan på grund af denne sags særlige karakter ikke undgå at få vidtrækkende konsekvenser, som kirkeministeren måske ikke har tænkt tilstrækkeligt på. En afgørelse i Voss-sagen under anvendelse af § 43 betyder nemlig, at staten hermed åbenlyst har stillet sig bag et menighedsrådsflertals bestræbelse for at knægte forkyndelsesfriheden i folkekirken. Staten er hermed trådt ud af sin hidtidige neutralitet overfor de åndelige meningsbrydninger i folkekirken og har engageret sig i den pågående åndelige strid og har vist vilje til at bestemme over, hvilken forkyndelse der må lyde, ved at stille sig bag et menighedsrådsflertal, der vil af med sin præst, og ved til grund for sin afgørelse at lægge en i virkeligheden udelukkende sociologisk og politisk bestemt forståelse af, hvad det kirkelige livs trivsel er. Staten har dermed vist, at i grundlovens bestemmelse om, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og støttes som sådan af staten, strækker denne støtte sig ikke så vidt, at den også gælder opretholdelsen af præsters mulighed for at udføre deres tjeneste i overensstemmelse med deres præsteløfte i sogne, hvor menighedsrådsflertallet ikke bryder sig om en tjeneste af denne art. Staten har vist - og vist tydeligt - at den stiller sig bag menighedsrådenes pavedømme. Dette er en ny situation for folkekirken. Den medfører, at den hidtidige udbredte tillid til, at kirkens forhold bedst ordnes af den konfessionsløse stat og lovgivningsmagt, må falde bort. Stat og folketing er ikke spor bedre end en kirkelig synode, hvor de regeringslystne fromme har magten. Grundtvigianernes mythe om det rare folketing er blevet grundigt afmythologiseret. Kirkeministerens afgørelse i Voss-sagen har med al ønskelig tydelighed afsløret, at den tilsyneladende så milde og elskværdige danske stat, når det kommer til stykket, er lige så lidt neutral og tilbageholdende i åndelige spørgsmål som ideologiske regimer af den art, vi kender fra andre dele af verden. Kirkeministeren har formodentlig ladet sig lede og bruge af kræfter og indflydelser, som han ikke har haft forudsætninger for at forstå sig på. Men dette ændrer ingenting ved, at ansvaret for det, som er sket, er hans.

Otto Møller skriver i sin brevvexling med Skat Rørdam: "Jeg har forresten ikke den ringeste kærlighed til menighedsråd, enten de vælges så eller så; jeg tror ikke, der er nogen trang til dem, og de vil i det hele ikke blive andet end noget legetøj, der kan forvolde noget vrøvl og en del nye velsignede indberetninger". Jeg vil gerne her gøre Otto Møllers ord til mine: Jeg har ikke den ringeste kærlighed til menighedsråd. Det ville kun være en fordel for folkekirken, om de blev afskaffet den dag imorgen. De gør ingen nytte ved deres ringeagt for evangeliet, derimod megen skade og tjener ikke til andet end at formindske kirkens menneskelige agtværdighed. Min egen erfaring har belært mig om, at det blandt menighedsrådsmedlemmer vil være undtagelsen at møde mennesker, der har blot nogenlunde klare forestillinger om, hvad kristendom og evangelium er, eller som blot interesserer sig for at skaffe sig oplysning herom. En kollega har engang betroet mig, at i hans sogn så man aldrig noget menighedsrådsmedlem i kirken, end ikke juleaften. Sådan er det nok på adskillige steder. Måske dette af menighedsråd ovenikøbet bliver opfattet som udtryk for ansvarsbevidst fremme af "det kirkelige livs trivsel". Det er - for at undgå misforståelse - selvfølgelig ikke min mening, at jeg vil have sådanne menighedsrådsmedlemmer udstødt af kirken og frataget kristennavn. De kan være gode nok, hvor de vil nøjes med at gøre, hvad de magter, d. v. s. hvor det drejer sig om at tage vare på kirkens udvortes jordiske sager.

Men det er ikke ønskeligt, at sådanne bemyndiges til at optræde som lærere i kirken, der skal bestemme over forkyndelsen. Dette er og kan ikke være deres embede. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at opløsningen i folkekirken er skredet uophørligt frem i hele den tid, der har været menighedsråd. Det behøver naturligvis ikke udelukkende at være menighedsrådenes skyld, men det skal noteres, at de i hvert fald ikke har vist sig i stand til at vende noget til det bedre i den tid, vi har haft dem. De kom til for at sikre menighederne retten til selv at vælge deres præst - en god luthersk tanke - men som præstevalg foregår i dag, hvor det er en handling i dølgsmål med et såkaldt folkevalgt menighedsråd - sædvanligvis valgt af et forsvindende udsnit af menigheden eller også rent selvbestaltet, hvor ingen gider stemme - og biskoppen som eneste aktører, bliver menighedsrådets funktion på det nærmeste den at hindre menigheden i at være aktivt med ved valget af dens præst. Og efterhånden som menighedsrådene i stigende grad anser sig for kaldede til at participere i det offentlige forkynderembede og ikke vil nøjes med at beskæftige sig med jordiske anliggender, er det klart, at der ikke er nogen lang vej til, at menighedsrådet også vil bestemme over det evangelium, der skal lyde i kirken. Denne udvikling er endda uundgåelig, sålænge man har § 43, der - på trods af menighedsrådslovens udtrykkelige bestemmelse, at præsten i sin embedsvirksomhed er uafhængig af menighedsrådet -faktisk indirekte bemyndiger menighedsrådet til at føre tilsyn med det kirkelige livs trivsel på grundlag af en forståelse af, hvad kirke er, som står i skærende modstrid med den, som er N.T.'s og reformatorernes. Voss-sagen har afsløret, at menighedsrådenes pavedømme allerede har etableret sig, og at biskopperne, tilsynsmændene, der skulle tale dette uvæsen imod, tier stille heroverfor, og at staten deraf tager anledning til at bakke dette pavedømme op. Deri ligger denne sags principielle betydning for hele folkekirken og for alle dens præster. Det betyder, at for fremtiden kan ingen præst i folkekirken holde sig sit præsteløfte efterretteligt, uden at han må gøre dette i åben strid imod dette pavedømme - som er og bliver et pavedømme, en ulv i fåreklæder, hvor meget det end søger at optræde i menighedens demokratiske rettigheders navn.