Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1982, s.9-10.

Spinoza skriver i sin afhandling om staten - som gengivelse af en i hans samtid gængs mening - at "om politikerne mener man, at de snarere modarbejder menneskene, end de drager omsorg for dem, og de anses mere for at være snu end for at være vise". Dette citat kan godt gælde som et træffende udtryk også for det danske folks mening om sine politikere idag. Man har ikke tillid til dem, hverken til deres visdom eller deres ansvarsbevidsthed og moral. Et folketingsvalg kan under sådanne omstændigheder ikke, som det var at ønske, komme til at dreje sig om at få kloge og dygtige folk, som man kan have tillid til, sat ind i landets lovgivende forsamling, men det må meget snarere være en handling, hvorved folket forsvarer sig det bedste, det kan, imod den plage for det, som politikernes slæng er, og hvorved det - da det ikke kan blive fri for dem, hvad der afgjort var at fortrække - må nøjes med at stile efter en modus vivendi, der kan gøre dets tilværelse nogenlunde udholdelig.

Politikerne vil antagelig svare hertil, at det danske folk tager storligen fejl i sin bedømmelse af dem, og at det ikke har nogen grund til at indtage denne mistroiske holdning overfor mennesker, der jo hele tiden har bestræbt sig for at gøre deres bedste - og hvem vilde mon påtage sig at gøre det bedre under de forhåndenværende omstændigheder, end de har gjort det? Desuden bør folket tænke alvorligt på, at det er undergravende for folkestyret, når det ikke viser den fornødne tillid til de repræsentanter, som det selv har valgt. Sådan vil politikerne uden tvivl svare, og der er vel heller ikke andet at vente af dem. Men det burde der være. For politikerne er nemlig selv skyld i det danske folks indgroede mistillid til dem. Den hænger sammen med, at de, politikerne, ved deres ord og gerninger viser, at de i det, som er det afgørende, ikke ved, hvad det er at regere - og det er det, at politikerne regerer, som folket har brug for. Eller hvis der er politikere, som ved det, så er de bange for at gøre efter det, som de ved, og det gør sagen dobbelt alvorlig. For det siger sig selv, at når man ikke ved, hvad det er, man har med at gøre, eller er bange for at gøre det, man skal, så er der ikke megen sandsynlighed for, at der kommer et godt resultat ud af det, man gør. Og det danske folk har efterhånden bemærket det dårlige resultat, der kommer ud af politikernes gerninger.

De danske politikers hovedfejl er, at de har glemt det, der står i fortalen til Valdemars Sejrs Jyske Lov: Med lov skal land bygges. Hør bare efter det, som de siger i deres valgudtalelser og se, om det ikke er sandt, at de har glemt denne det politiske arbejdes fundamentalsætning. Man kan kende den dumme, uegnede politiker på, at han ikke forstår sit arbejde som en udlægning af denne sætning; at han taler meget om øget produktion, forbedret betalingsbalance, jobskabelse, planøkonomiske foranstaltninger af enhver art som det første og største i stedet for at se sin nærmeste og fornemste opgave i at sørge for, at der råder lov og ret i landet og samfundet ikke går til grunde i lovløshed og alles krig mod alle. Folket ved, at dette er den vigtigste politiske opgave, og det siger det også på sin måde, fordi det har skoen på, der trykker, men politikerne hører ikke på, hvad folket siger. De er - uanset partifarve - alle "nationalliberale", der mener ligesom i sin tid Frederik VI: Vi alene vide. Deres travle regereri med tilhørende omfattende "lovhøst" kan vel give dem udseende af at være ansvarsbevidste arbejdere, men den slags travlhed er kun skin som fluers i flaske, den er ikke, at der virkelig regeres. Regere kan kun den, der har respekt for lovens majestæt og derfor må sørge for som det første, at lov og ret råder, og må gøre dette som den, der selv er undergivet loven. Den, som mener at befinde sig over loven, når han skal regere, han bliver med nødvendighed til en fantast, der bilder sig ind, at han ved sine politiske gerninger skaber lov, mens virkeligheden er den, at han åbner alle sluser for den lovløshed, som er folkets største ulykke. Den, som har øjne at se med og tillige forstand i hovedet, kan selv efterprøve, om det her sagte ikke er sandt. Den ægte politiske handling er at svare på det krav fra virkelighedens side, som er Loven med stort L, og svare ved at adlyde det, ikke ved at løbe væk fra det ved at forlyste sig selv og andre med at lege med alle mulige økonomiske utopier og luftkasteller.

Med lov skal land bygges, ikke med lovgiveri og papir, og ikke med barnagtige planer til styring af den økonomiske udvikling, som virkeligheden uundgåeligt desavouerer, men med et sagligt politisk arbejde, der ved sig underordnet loven og ikke tiltror sig selv at kunne og skulle skabe den. Har Danmark idag så meget som een politiker, der ved, hvad det er at regere og gøre øvrigheds gerning? Denne viden er identisk med at forstå, hvad det betyder, at der ikke er øvrighed uden af Gud - nemlig det modsatte af, hvad det almindeligt antages at betyde - forstå, at det, som er indeholdt i dette apostelord, er den dybeste og radikaleste tale om det politiske arbejde, som overhovedet kan tænkes, og som stiller den største fordring til den, som skal gøre dette, men også en tale, der giver skridtene fasthed hos den, der forstår den. Skal det danske folk genvinde tilliden til sine politikere og mene om dem, at de er andet end snu fidusmagere, der modarbejder folket og er ude for at hyppe deres egne private eller deres partis ligeså private kartofler, så er det nødvendigt, at de lytter til den sandhed, som apostelordet udtrykker, og derved kommer til en ret forståelse af, hvad det er at regere, at det er en streng og krævende opgave, som de ikke selv fastsætter vilkårene for - og som sandelig ikke tåler at blive identificeret med at tilbringe den længst mulige tid på ministertaburetter eller med den forlystelse i popularitetsjagtens interesse at lade sig provokere af infantilt spørgende journalister til i massemedierne at udgyde en aldrig ophørende strøm af intetsigende ord.