Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1987, s.24.

Den udbredte fornemmelse af, at det står mindre godt til med rettens udøvelse i dette land, har fået yderligere næring i den seneste tids domme og begivenheder, bl.a. gennem Højesterets afgørelse i sagen og Hovedstadsrådets afskedigelse af de otte HT-chauffører, Per Brandt og hans kolleger. Dommen gik, som det vel erindres, ud på, at afskedigelserne var uberettigede, men at Hovedstadsrådet dog ikke havde pligt til at genansætte de pågældende chauffører. En sådan kendelse, hvis faktiske gyldighed ikke hermed skal anfægtes, siger ingenting, dersom man anlægger synspunktet ret på den, og det må vel være meningen, at man også skal gøre det. Er en mand afskediget uberettiget, er han - såfremt ord betyder noget og ikke ingenting - overhovedet ikke at regne for afskediget, og det blotte spørgsmål om hans genansættelse er dermed på forhånd bortfaldet. Man kan fornuftigvis ikke i et retssamfund gyldigt afskediges fra sit embede ved en uberettiget afskedigelse, som Højesteret synes at forudsætte, men kun ved en berettiget. Hvilke konsekvenser det får for samfundets liv, hvis man kan det, lærer de politiske tyranniers triste historie. Ved at sanktionere, at man i Danmark kan dette, har Højesteret åbnet uanede muligheder for små og store politiske magthavere, som har lyst til at erstatte ret med deres egen vilkårlighed.

Endnu værre er det, at Højesteret med denne dom indirekte har stadfæstet, at begået uret alligevel bliver at regne for gyldig ret ved selve det, at den er begået. Konsekvensen heraf er ikke vanskelig at drage. Den bliver, at den lovovertrædende gerning ved at være begået og dermed have opnået virkelighed vil været at regne for en berettiget handling og ikke nogen lovovertrædelse - altså at lovovertrædelsen, forbrydelsen, er retsskabende. Højesteret taler i dommen med to tunger og siger, at uret alligevel er ret, og at ret alligevel er uret. Tydeligere kunde Højesteret ikke udtrykke, at den ikke interesserer sig for, om der er ret i landet, ja, at den end ikke ved, hvad ret er. Sådan er den retsbevidsthed, som har gjort sig åbenbar for offentlighedens øjne hos den instans, hvis embede det er at træffe inappellable retsafgørelser i Danmark, hvis man ikke snarere må sige, at her er det klare bevis for, at retsbevidstheden er forsvundet fra rettens hus.

Det danske folk må tage denne kendsgerning til efterretning og forstå, at på den baggrund kan retssikkerheden i landet ikke blive andet end en indbildning og det hele retsvæsen kan ikke forventes at være andet end en Potemkinkulisse, sådan som det allerede er i de socialistiske diktaturstater. Med lov skal man land bygge, ikke med økonomi og organisationstvang. Men når ret og uret gælder lige på rettens højeste sted, og retsvæsenet dermed er blevet til et retsuvæsen, så bygger man ikke landet, men så nedbryder man det i stedet.

Findes der virkelig ingen jurister i Danmark, hvem det anfægter således at måtte se retten forsvinde fra landet lige for deres øjne?