Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1989, s.61-62.

Gud er kærlighed, og den, som bliver i kærligheden, bliver i Gud og Gud i ham. Og deri blev Guds kærlighed åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham. Derfor vil Gud, at alle mennesker skal vinde frelse og komme til sandheds erkendelse. Og derfor har han ikke lyst til den gudløses død, men at han omvender sig fra sin vej, at han må leve. Sådan står der skrevet om Gud i den Bibel, som Martin Luther kalder Guds ånds bog, og som gør sig selv gældende som den bog, der gør alle andre bøgers visdom til dårskab, og som sandheden om Gud og mennesket, når og hvor Gud vil det. Gud virker ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved sin ånd. For hans modstandere er ikke blod og kød, men verdensherskerne i dette mørke, ondskabens åndemagter i det himmelske. Og hans nærværelse kendes på, at der lyder en tale om Jesus som Kristus, kommet i kød, om ham, som har nedbrudt djævelens gerninger, om den korsfæstede, som er opstanden.

Når en muslimsk ayatollah, hvis religion, Islam, ikke bekender Jesus som Kristus kommet i kød, og som derfor ikke er af Gud, men er Antikrists ånd, der bespotter Gud, dømmer en, som det synes, sækularistisk forfatter til døden, så viser han - uanset om forfatterens roman indeholder blasfemi eller ikke - ved denne vilje til at påføre et andet menneske død klart, hvem han selv egentlig er, nemlig et menneske, som ikke kender Gud og derfor ikke fører Guds tale, og som, når han alligevel optræder, som om han varetager Guds interesse på jorden, fører Satans tale og virker for hans sag. Det er vel utilbørligt for en forfatter at tale bespottelige ord imod Gud, og hvis det ellers er det, han har gjort, skal man sige dette til ham, ikke dræbe ham; men en uendelig meget værre gudsbespottelse end sækularistisk propaganda eller voltaireansk spot er det at udgive Satans tale for at være Guds. Og alle de, der støtter ayatollahen i hans ønske om at få forfatteren dræbt, viser derved, at heller ikke de kender Gud, og at også de i deres foregivne nidkærhed for Gud går Satans ærinde. Med det mål, hvormed de måler, bliver der tilmålt dem af Gud, og det bliver tilmålt dem i og med og under, at de selv måler. Ayatollahen bliver selv ved sin dødstrussel mod forfatteren til en uendelig forstørret virkeligheds udgave af netop det billede, som han selv har af forfatteren som gudsbespotter, og som han lægger til grund for sin dødsdom over ham. Den, der dømmer sin næste, falder dermed altid selv ind under Guds fordømmelse. Gud er en fortærende ild, og ham kan intet menneske undgå eller løbe om hjørner med. Han lader sig ikke spotte hverken af sækularistiske forfattere, om de skulle have sligt i sinde, eller af muslimske ayatollaher, der mener, at de er kaldet til at straffe sådanne forfattere. Ingen behøver at bekymre sig for at hjælpe Gud med ikke at blive bespottet af mennesker. Han er i stand til at klare de her nødvendige foranstaltninger selv uden menneskelig assistance.

Men har den sataniske forkastelse af Gud ikke magt på jorden til også virkelig at dræbe de mennesker, som den ønsker at dræbe? Har ikke utallige mennesker i historiens løb måttet lide døden for deres tros og overbevisnings skyld? Er Satan ikke denne verdens virkelige regent, mens Gud højst har magt langt borte i himlen, altså der, hvor menneskene ikke er nu? Nej, Satan "har fået sin dom, da Krist til jorden kom, et ord ham nu kan fælde". Om de af Satan besatte mennesker gælder det, som Jesus siger til Pilatus: Du havde aldeles ingen magt over mig, dersom den ikke var givet dig ovenfra. Ingen mennesker har nogensomhelst magt, som ikke er givet dem af Gud, og de formår derfor ikke andet med deres magtudøvelse og mord end imod deres vilje at gøre tjeneste for den Gud, som er kærlighed. For han er almægtig også dér, hvor han skjuler sin almagt under kærlighedens selvhengivende magtesløshed. Ligesom der ikke falder en spurv til jorden, uden at Gud er med i det og styrer det, som sker, med sin almægtige kærligheds vilje, således er ingen Pilatus, ingen Nero, ingen Napoleon, ingen Hitler, ingen Stalin i stand til at gøre nogetsomhelst, uden at de - skjult for dem selv - har fået tilladelse dertil af den Gud, der vender det onde, som de vil, til det gode, som han vil, og dermed vrister dem den sejr afhænde, som de mener at have vundet eller at kunne vinde.

Den sataniske magt med dens trussel og mord er der derfor aldrig den mindste grund til af frygte. Den skal enhver blot stå imod i den tro, der bliver fast ved ordet fra Gud, og dermed lade dette ord selv føre striden imod mørkets onde magt. Så vil det afsløres, at den ikke er eller kan være andet end et intet, der puster sig op til at ville se ud, som om de er noget. Selv den mest fanatiske og truende ayatollah kan, når lyset fra den sande Guds ord falder på ham, kun blive til en latterlig marionetfigur, en ynkværdig olding på gravens rand, hvis øjne og forstand Satan har forblindet og formørket - og til hvis fortsatte rolle som oppustende gøgler politikere og boghandlere i kristenhedens lande ikke skulle give næring ved, som det synes i frygtsomhed, at regne hans trusler for at komme fra en, som har magt.

Kun ved tro på det ord, som den Gud, der er kærlighed, taler - og ikke ved politiske foranstaltninger - er det muligt at stå Satan sejrrigt imod og drive både ham selv og frygten for hans gerninger ud af menneskenes hjerter. Satan er gudsoprørets, gudsfornægtelsens onde ånd, og som sådan kan han kun besejres af Guds gode helligånd, der ledsager hans ord.

Men netop hvor dette står fast, bliver det klart, at striden imod det onde også har et udvortes jordisk aspekt. Når en iransk ayatollah giver sig til at afsige dødsdomme over statsborgere i andre lande og opfordrer til mord på dem og yderligere udlover kæmpedusører foruden evigt liv i paradiset til dem, der exekverer dommene, så griber han dermed ind i andre staters indre anliggender og tilraner sig politiske og juridiske beføjelser, som han ikke har eller kan have, hvor meget han end måtte være Irans åndelige overhoved. Så drejer sagen sig om den timelige og jordiske orden, og så skal han, og ikke alene ondskabens åndemagter i det himmelske, stås imod, ikke bare med tro på Guds ord, men også med loven og retten og om fornødent med dem magt, som hvert lands øvrighed har fået af Gud til at sørge for, at der råder lov og ret i det land, som den er øvrighed for. En iransk ayatollah, derved dødsdomme over ikke-iranske statsborgere krænker andre landes suverænitet, og som måske selv sørger for i disse andre lande at have sympatisører, der åbenlyst kan demonstrere deres vilje til at bistå ham i iværksættelsen af hans mordtrusler - hvorved disse sympatisører, hvis de er muslimske flygtninge eller indvandrere, der som bosatte i vestlige kristne lande dog fra starten må være forberedt på og affinde sig med, at deres religion til stadighed af kristendommen vil blive bestridt og sagt imod som antikristendom, nødvendigvis selv fremkalder et spændings- eller konfliktforhold til herbergslandenes hjemmehørende befolkninger, hos hvem de uundgåeligt gør ikke blot sig selv, men ulykkeligvis samtidig de muslimer, der ikke sympatiserer med ayatollahens dødsdomme, til genstande for en forståelig mistillid som tvivlsomme og upålidelige landsmænd, idet de træder frem som et permanent uroelement i staten, når de ved deres demonstration tilkendegiver, at de er villige til i lydighed mod en fremmed stats overhoved at sætte sig udover herbergslandets grundlov og retsforhold - en sådan ayatollah, som afslører sig som en despot, som en, hvad viljen angår, fuldværdig arvtager efter lovløse tyranner som Nero, Napoleon, Hitler og Stalin, må øvrighederne i de andre lande stå imod på det politiskes plan ved at afbryde forbindelsen med hans land, der, sålænge det har et styre, der ikke vil respektere andre landes grundlove og retsforhold, må regnes for et lovløshedens og barbariets land, som ingen kan have noget frugtbringende samkvem med. Og så skal de iøvrigt overlade ham og hans regime til den skæbne, som på forhånd er alle gudløse tyranner vis.

Og skulle det ske, hvad et og andet nok kan tyde på, at den islamiske verden - eller en del af den - har planer om at drage på "halvmånetog" imod den vestlige kristne verden - der er jo allerede muhammedanske brohoveder i alle vestlige lande, og den samme kristenhed har gennem de sidste århundreder sandt at sige opført sig på en sådan måde, at det, at en tugtelse, som den virkelig kan mærke, kommer over den, ikke med nogen ret kan betyde en overraskelse for den - så er det alligevel dette, de skal gøre som det første og største, og så skal det nok dag for dag blive vist dem, hvad de iøvrigt skal gøre af den Gud, som har al magt ikke bare i himlen, men sandelig også på jorden. Han tolererer ikke menneskers hovmod, allermindst dér, hvor de foregiver nidkærhed for hans ære.

Og netop ved således at stå de hovmodige imod - udenfor kristenheden såvel som indenfor den og indenfor den med benyttelse af hovmodige udenfor den som kæp i sin hånd giver Gud til kende, at det, som er hans egentlige vilje, er at give de ydmyge nåde, og at han ikke vil en synders død, men at denne omvender sig og lever, og at han vil, at alle mennesker på den hele jord - også der, hvor de nu bespotter hans navn ved at føre antikristelig tale om ham - skal vinde frelse og komme til sandheds erkendelse.