Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Ismefolket

Af Majken Frost, Tidehverv, 2002, s.1-3.

"Det var som om disse, ak, så ørkesløse og meningsløse diskussioner, hvor man igen og igen anstrengte sig for at indordne tingene i et system af forældede politiske begreber, der alligevel ikke passede til dem, lagde sig som et slør henover ethvert forsøg på at forstå tingenes rette sammenhæng. Hvor spøgelsesagtige forekommer disse diskussioner dog ikke at være i dag, når man ved en tilfældig erindring forsøger at anskueliggøre enkelte stumper og stykker af dem! Hvor helt og aldeles åndeligt hjælpeløse var vi ikke, som vi stod der med al vor historisk-borgerlige dannelse foran et begivenhedsforløb, der ganske enkelt ikke forekom i noget som helst af det, vi havde lært.

Hvor meningsløse var ikke de forklaringer, hvor uendeligt tåbelige ikke de forsøg på retfærdiggørelse og hvor håbløst overfladiske ikke de nødkonstruktioner, som forstanden forsøgte at opføre omkring den uanfægtede følelse af rædsel og væmmelse! Hvor helt igennem gammeldags var ikke alle de -ismer, man førte i marken. Jeg gyser næsten, når jeg tænker på det".

Ordene er Sebastian Haffners i bogen "En tyskers historie - erindringer 1914-33". Erindringerne blev skrevet i året 1939, hvor den da 32-årige jurist sad i eksil i England, men først i år 2000, efter mere end 60 år, er de udgivet og kommet til en europæisk offentligheds kendskab. I alle disse år lå manuskriptet gemt i Haffners skuffe, hvor det blev fundet kort efter hans død i 1999.
"En tyskers historie" er en rystende skildring af det Tyskland, som i årene fra en verdenskrigs udbrud i et tilsyneladende idyllisk Europa til erindringernes forfattelsesår gennemløb rædselsepoker, der af en eftertid nok er velbeskrevne og gennemanalyserede, men som fortalt gennem et ungt menneskes samtidighed trænger sig på med en styrke og pågåenhed, som ingen professoral undersøgelse blot tilnærmelsesvis formår eller vil kunne formå at bibringe læseren. Fordi netop samtidighedens skildring, der i sagens natur er uden det overblik og dermed uden den hang til systematisering, som en bagklog eftertid altid havner i, tvinger læseren ind i samtidigheden med sit eget. Dvs. tvinger ham til at se med egne øjne og således - jf. de ovenfor citerede ord - til at erkende de politiske begrebers og -ismernes ikke blot ubrugelighed, men forræderi.

For sådan er det jo! At det skematiske, at -ismerne i deres fastgroethed altid går håbløst fejl af det Nu, der i sin karakter af uforudsigelighed afslører tilværelsen som ikke et spørgsmål om det rette begrebsapparat, men som levende og fordrende. Men sådan er det jo også! At hvor -ismerne krampagtigt forsøges fastholdt, er forræderiet konsekvensen.

Og dette var, hævder Haffner, Tysklands problem - det bestandige forsøg på at "indordne tingene i et system af forældede politiske begreber" og den spøgelsesagtige diskussion af begivenheder, der ikke forekom i noget af det lærte. I deres manglende evne eller vilje til at bryde med skoledrengepositionen blev tyskerne både ofre og medløbere. For til trods for at de allerfleste klart så nazismens primitive løgnagtighed og vulgaritet, lammedes de af, at det ikke var muligt at placere den i det velkendte skema.

Og da de blev nødt til at åbne øjnene for tingenes sammenhæng, var det for sent.
Da sad i de i terrorens jerngreb! Og når Haffner kalder deres kollaps efter -33 for et kollektivt nervesammenbrud er det fordi det er det eneste dækkende udtryk for sammenbruddet hos et vigende folk uden rygrad og kerne, for at bruge hans egne ord. Haffner citerer Bismarks ord om, at tyskerne mangler civilcourage, og den bombastiske tese synes at underbygges af drengens og studentens oplevelser blandt familie og kammerater ved at fortælle om rådvildhed og forvirring, men også om evnen til at lukke af og sige: det går nok.

Under inflationens absurde dødedans, i Stresemann-periodens ro og stilstand, men først og fremmest i årene op til valget i 1933 er det dét, der fanger den unges opmærksomhed - forvirringen gående hånd i hånd med forskansningen. "Alt, hvad vi tænkte, udspillede sig indenfor civilisationens rammer, hvis grundsætninger var så selvfølgelige - at de næsten blev glemt af lutter selvfølge".

Og at civilisationens grundsætninger afgørende er bundet til fordringen om personlig lydhørhed efterlader "En tyskers historie" ikke nogen i tvivl om. Den er i sin rystede skildring af nogle rystende årtier et kald til opmærksomhed og til den selvstændighed, som Haffner så så katastrofalt fraværende hos sit folk eller som - sådan som det var tilfældet hos hans lødige og belæste far - indkapslede sig i en "sublim ironi" overfor denne verdens vanvid.

"Hvordan kunne det gå til?" Bogen igennem stiller Sebastian Haffner det spørgsmål, som også en efterkrigstid igen og igen har stillet:
"Hvordan kunne det gå til, at en gammel kulturnation som den tyske lod sig løbe over ende af nazismens groteske og primitive ideologi?" Men som det fremgår, besvarer Haffner selv spørgsmålet. Og svaret er som sagt, at den tyske samtid forskansede sig i det vedtagne og at ikke mindst den tyske elite klamrede sig til en overtagen og fastlåst forståelse af den tilværelse, der faktisk har som sit særkende at gå på tværs af det vedtagne. Og som således afslørede -ismerne som præcis så ubrugelige, som -ismer altid er, fordi de er skabt af trællesindets frygt for selv at se og lytte, hvilket jo er al sand civilisations modsætning.

Man kan ikke nok beklage, at der skulle gå over 60 år, før Haffners erindringer blev tilgængelige. For sagen er jo, at "det tyske problem" i disse forløbne år er endt med at være hele den vestlige verdens, herunder også Danmarks, problem. Ærbødigheden for det autoriserede både moralske og politiske skema med den deraf følgende uvilje til at forholde sig til tingene, som de er; eller rettere omvendt: frygten for at stå selv, der finder havn i det på forhånd docerede - denne virkelighedsflugt blev det karakteristiske for en efterkrigstid, som paradoksalt nok selv opfattede sig som et opgør med fortiden.

Det var et par ubetydelige sætninger i efteråret, der fik mig til igen at konstatere dette faktum. D. 26. november blev Haffners bog anmeldt af Steen Bille i DRs Kulturnytprogram. I en samtale med to andre om bl.a. Haffners skildring af de begyndende jødeudryddelser stillede man atter hinanden det tilbagevendende spørgsmål: "Hvordan kunne det gå til?". Men spørgsmålet blev her fra de tre fulgt af nogle eftersætninger, som fik mig til at spidse øren: at det spørgsmål måtte vi også stille os selv i disse dage, hvor vi vist nærmest måtte skamme os.

I disse dage i november, hvor vi måtte skamme os! Skulle det monstro være det netop overståede folketingsvalg, der blev hentydet til? Og kunne det tænkes, at det var den i forbindelse med valget førte udlændingedebat, der fik det gamle spørgsmål til at dreje sig i aktuel retning - og at valgets resultat således blev antydet som en gentagelse eller som en optakt til gentagelse af tredivernes rædselsvækkende handlinger overfor en folkegruppe?

Jeg vil være så frimodig se bort fra det bekvemt svævende i eftersætningerne, for selvfølgelig var det sådan det hang sammen: at "En tyskers historie" var en fortræffelig anledning til diskret at gøre danskerne opmærksomme på, hvem det er de ligner.

Men bortset fra det infame i en sådan dæmpet og diskret sammenstilling (som jeg altså ganske frækt påstår fandt sted) - bortset fra denne infamitet kunne lytterne konstatere, at -ismefolket lever i allerbedste velgående. Det er for så vidt noget, en pensionist og derfor ganske flittig radiolytter dagligt erfarer, men hvad der forbløffede og fik ørerne til at stritte var, at sammenstillingen blev foretaget samtidig med en tilsyneladende virkelig optagethed af Haffners erindringer.

Hvor absurd, - disse erindringers skildring af og dom over det tyske folk, som var ude afstand til at fatte, at det aldrig før forekomne kunne forekomme, og som - når det altså forekom - nægtede at forholde sig til det! Dette dybt personlige, ja, lad mig bare sige "hudløse" opgør, der på mange måder er af samme vægt som Solsjenitsyns for tredive år siden - dette opgør blev skamløst brugt til endnu en gang at føre de vedtagne inddelinger og opdelinger i marken og stille sig selv på retfærdighedens side. Med det lille fromme "vi" klistret på som en sikkerhedsventil.

Som sagt, en ubetydelig radioudsendelse og et par ubetydelige eftersætninger, men når jeg alligevel trækker ubetydeligheden frem, er det på grund af to ting.
For det første fordi mediefolk, erhvervsfolk og andet godtfolk efter d. 20. november har stået i kø for at komme til bekende deres skamfuldhed - over danskerne. (Især husker jeg IT-magnaten Kim Thorborg fra firmaet "Jubii", hvis børn vist næppe går i en skole med 80% fremmedsprogede, og som i en Tv-udsendelse næsten råbte, hvordan han skammede sig over at være dansk og hvor flovt det var at komme til udlandet nu).

For det andet - og her kommer vi til den ubetydelige radioudsendelse - fordi skamfuldhedens skamløshed forekommer mig at kulminere i det lille "vi", som bestandigt lyder og som selvfølgelig også her skulle med. Jeg skal ikke nægte, at intet forekommer mig modbydeligere end dette "vi"s foregivne og falske solidaritet, hvor man efter bedste missionstradition siger eet, men mener noget andet. Skamløshedens kulmination, for det fromme "vi" betyder nemlig "I". Skam jer, alle I formørkede og fremmedfjendske danskere!

(Hvad var det, Hansen-Løjt sagde om missionen, hvis den mødte én med sin klistrethed: "Spyt dem ind i ansigtet". Præcise ord, omend lidt vanskelige at efterkomme overfor en køkkenradio).
Men til både de råbende og anklagende erhvervsmagnater og de fromme mediefolk skal det siges, at Danmark med den nuværende indvandrings omfang faktisk står overfor det, som aldrig tidligere er forekommet, og at i den forstand gentager historien sig med usvigelig sikkerhed - i det at være uforudsigelig og på tværs af det lærte. Og at det måske var en sikker fornemmelse af denne tingenes sammenhæng, de formørkede danskere udtrykte i deres kryds ved stemmeurnerne.

Dernæst (og nu vender jeg tilbage til Sebastian Haffner), - at nok fældede Haffner en nådesløs dom over sin samtid og sit folk, men forskellen på ham og de fromme er, at han hørte selv med under dommen. Hans "vi" er - i modsætning til de retfærdiges - ægte. Også han var rådvild og forvirret, heller ikke han trådte i karakter overfor begivenhederne, men skjulte sig i opgangene for ikke at blive anholdt for manglende heilen, når de brune marcherede gennem gaderne. Der var ingen heltemodige handlinger og ingen færdig forståelse af, hvad der skete. Kun én ting havde han, som efter hans egen opfattelse adskilte ham fra størsteparten af tyskerne:
"Selv havde jeg dengang ingen fast politisk anskuelse. Det faldt mig endda svært at afgøre, om jeg lå til "højre" eller til "venstre", for nu blot at fastlægge den allermest almindelige politiske grundtendens. Da jeg i 1932 blev stillet dette samvittighedsspørgsmål, svarede jeg forlegen og meget tøvende: "Nok mest til højre...". I de daglige spørgsmål tog jeg i al hemmelighed parti fra sag til sag; og ofte slet ikke. Selv om udbuddet af partier var stort, følte jeg mig ikke synderligt tiltrukket af nogen af dem. Mit manglende politiske tilhørsforhold havde unægtelig også, som tilfældet viser, beskyttet mig mod at blive nazist.

Hvad der beskyttede mig, var - min næse. Jeg havde en temmelig udviklet åndelig lugtesans, eller anderledes udtrykt, en fornemmelse for den æstetiske valør (og ikke-valør!) i en menneskelig, moralsk og politisk holdning eller karakter. De fleste tyskere mangler desværre fuldstændig denne evne. De klogeste af dem er i stand til at diskutere sig vinde og skæve i deres abstraktioner og deduktioner i en sag, som man alene ved hjælp af sin næse kan fastslå er ildelugtende. Jeg havde for mit vedkommende allerede dengang for vane at danne mine få faste overbevisninger ved hjælp af min næse".

Hvad er det, Haffner udtrykker i den pudsige tale om sin næse? For mig at høre dette, at han forholder sig til tingene, som de foreligger, - som hans lugtesans" siger ham, at de er. Jeg kunne også sige: han udtrykker virkelighedssans og en troskab mod sig selv, og han fælder her således den samme dom over fastlåstheden i det indlærte og begreberne og -ismerne, som andre steder i bogen er langt skarpere formuleret. Det er ikke den bedrevidende og retfærdige, der her taler, for det er blot den, der - som barnet i eventyret - står ved, at kejseren har ingenting på. Han kan selv se (lugte) det.

Man kan beklage, at "En tyskers historie" ikke er udkommet for mange år siden, siger jeg. Men man må samtidig se i øjnene, at det sikkert ikke havde gjort den store forskel. For -ismefolket vil, uanset hvad det læser, altid læse til egen bekræftelse. Dets særkende er nemlig, at enhver sammenhæng og fremlægning underbygger den tese, der på forhånd er den vedtagne. "En sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve - ergo er morlille en sten". Enhver virkelighed, ubetinget enhver kan -ismefolket få til at være det modsatte af, hvad den er. Keine Hexerei, nur Behändigkeit!
Grundtvig siger et sted, at de tyske bøger har gjort Danmark langt mere skade end de tyske våben. Ingen regel uden undtagelse må man sige efter "En tyskers historie" (og anstændigvis en hel del andre værker). Men -ismefolket med dets åndelige forkølelse og med skabeloner til sandhed og tingenes sammenhæng blev også Danmarks problem. Kun een ting er dette folk bange for: det virkelige folk.

Derfor er det jo, at det virkelige folk hele tiden må skammes ud. Når det er forældre, når det er kirke, når det afslører sin dårlige smag, når det stemmer forkert. Hele tiden må -ismefolket være på stikkerne, de arme mennesker, - og alligevel sker det, at det virkelige folk bekendtgør, at de ikke tror på spøgelser og genfærd.

For mig at se var det dét, der skete i "disse novemberdage" i efteråret, og skam få den, der tænker ilde derom.

Majken Frost.