Af Majken Frost, Tidehverv, 2003, s.52-53.

Den 28. december 2002 bragte dagbladet Information på forsiden en leder, som fik ophidsede læserprotester til at strømme ind i ugerne efter. Underoverskriften "Kommunismens ondskab" havde chefredaktør David Trads slået fast, at det i størstedelen af et århundrede havde været god latin hos en stor del af det danske borgerskab, at der var væsensforskel på 1900-tallets kommunistiske diktaturer og de samtidige højreorienterede i Chile, Spanien og Sydafrika. I Vietnam-demonstrationernes og atommarchernes glade protestår blev Amerika således konsekvent gjort synonym med den onde magt, som ønskede krig og ulighed og støttede regimer af samme observans, mens Sovjetunionen kæmpede for fred og lighed. Men det var kommunismen, der var ondskaben.

Den dag i dag kan man stadig finde mennesker, der forsvarer Lenins Sovjetunion, konstaterede Trads. Men "de mennesker, der fortsat kan få sig selv til at mene, at de kommunistiske og socialistiske diktaturer opfører sig i samklang med deres egne borgeres interesser, synes i virkeligheden ude af stand til at skille ondt fra godt. De burde tvinges til at læse på lektien om, hvordan kommunismen opførte sig i det meste af 1900-tallet - et rigtigt godt sted at begynde er med professor Bent Jensens nye bog "Gulag og Glemsel"".

Sådan skrev altså David Trads, og det skal han have ros for, men det har han mildt sagt ikke fået af Informations læsere, så tværtimod. Ingen af dem er ganske vist så uforsigtige at rose sovjetkommunismen, hvad der også ville være det glade vanvid efter tilgængeligheden af "Kommunismens sorte bog" på dansk, men den oprindelige marxismes og socialismes sande menneskekærlighed og samfundsforståelse sætter kun enkelte spørgsmålstegn ved. Eller som Knud Vilby i en Deadlinekonfrontation med David Trads kort efter nytår antydede: forskellen på de ovennævnte to slags regimer var dog, at de socialistiske ville det gode!

Et ganske morsomt argument, - for har man nogensinde i historien set en ideologi eller et regime, som ikke hævdede at ville det gode. Kun den naive og overfladiske bygger derfor sit forhold til dem på deres egen panegyrik, for selvfølgelig er det på deres grundlæggende forståelse af tilværelsen, af historien og samfundslivet, ideologierne og regimerne skal holdes fast. og nakkeskuddene og milliondeporteringerne, hungerkatastroferne og retsløsheden i de kommunistiske samfund er i al deres gru en logisk konsekvens af en tilværelsesforståelse, der hævdede at bygge på en videnskabelig sandhed om historien.

Denne i 1900-tallet så vidt udbredte tro på, at videnskaben er i stand til at sige noget som helst afgørende om historien og menneskelivet, har været århundredets ikke blot naivitet, men forbrydelse. Men da begrebet videnskab - ikke mindst på grund af tidligere hæderkronede mænd i videnskabens tjeneste - står for det velundersøgte og indiskutable, fandt den nye politiske anskuelse varme tilhængere på universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, hvor en overvejelse af videnskabens begrænsning var ved at dø ud. Bl.a. fordi andelen af studenter i 1900-tallets sidste halvdel voksede fra de vanlige 5-6% af en årgang til ca. 40. Den realitetssans overfor teorierne og ydmyghed overfor lærdommen, som ikke helt sjældent grundlægges i barndommens fortrolighed med bøgerne, afløstes derfor ofte af en dyb betagelse af videnskabens og dermed egen visdom.

Kommunismens gruopvækkende gerninger taler imidlertid deres eget klare sprog, som en David Trads i sin leder har draget konsekvensen af, men spørgsmålet er, hvor klart han i virkeligheden ser. Han fremhæver den 6. januar i en opfølgende kronik ("Den onde kommunisme"), at "min baggrund for at beskæftige mig med emnet er konkret - jeg tager altid udgangspunkt i det enkelte menneske, den enkelte skæbne. Jeg er ingen teoretiker, der i sikker afstand fra begivenhederne gør mig klog på, hvilke eksperimenter magthaverne i andre land bør udøve på deres sagesløse befolkning".

Og netop fordi han har erfaret, at alle mennesker ønsker frihed til at rejse, til at ytre sig og forsamle sig, uanset under hvilken styreform de lever, - og fordi han aldrig har mødt et almindeligt menneske i et kommunistisk land, som ikke hellere vil bo i et demokratisk samfund, kan han konkludere, at "den virkeliggjorte kommunisme er ond, - ensidigt ond".

Det er ikke noget dårligt udgangspunkt for en kritik at henholde sig til almindelige menneskers syn på sagerne, men Trads kommer unægtelig i vanskeligheder, når man går hans egen hjemlige efterlevelse af udgangspunktet efter i sømmene. Der er nemlig en stor diskrepans mellem, hvad han tidligere har udtalt i både elektroniske og skrevne medier og i bogform - og den nu i avis-leder og kronikker fremhævede visdom i menigmands visdom.

I foråret 2001 udgav David Trads bogen "Danskerne først.- en historie om Dansk Folkeparti". Han kan ikke lide partiet, og det er han naturligvis i sin gode ret til ikke at kunne, - men hvad er hans anke? Jeg skal ikke opholde mig ved hans ubehag ved både personen og politikeren Pia Kjærsgaard, - hans beskrivelse her nærmer sig det perfide. Ej heller ved hans fremhævelse af partiets økonomiske politik, som han kalder dybt uansvarlig, hvad jeg ikke er i stand til at vurdere. Ledelsesformen i DF er dog if. Trads så autoritær og indspist, at han anser det for sandsynligt, at de nye og uprøvede kræfter i folketingsgruppen, "der ligner den sædvanlige brogede flok af små erhvervsdrivende og folk med mere eller mindre racistiske tilbøjeligheder" ikke i længden kan holdes nede.

Men først og fremmest, vender Trads tilbage til DFs forhold til det danske og til islam: Til DFs påpegning af det gode Danmark, som eksisterede engang - og det rædselsfulde Danmark, der allerede findes mange steder som f.eks. Vollsmose m.fl., og som alt sammen bliver meget værre. Og til henvisningen til besættelsen og modstandskampen, som DF i en vis forstand anser sig for at være en arvtager af under den nye besættelse af muslimerne. If. Trads kort sagt et parti, som spiller på længslen efter de gode gamle dage og på fremmedfrygten og den forholdsvis uanseelige modstandskamp for snart 60 år siden.

Det er som om man har hørt det før - fra det akademiske borgerskab, hos hvem ord som koldkrigsfanatikere og USA-liderlige afløstes af præcis de her af Trads anvendte om DF.

Men hvad Trads ikke tager stilling til er, om det faktisk kunne være sandt, hvad DF "spiller på". Om Danmark var et bedre land, før de hjemlige "revolutioner" satte ind? Om Islam vitterlig er en uhyggelig og gruopvækkende lovreligion, der har den totale udbredelse som sit inderste? Og om en uhæmmet indvandring af fortrinsvis muslimer derfor kan få konsekvenser, som er uoverskuelige?

Tværtimod kalder han en sådan frygt for fremtiden rent populistisk, - en betegnelse, der i disse år synes at være det autoriserede ord, når det almindelige menneske deler frygten. Gør det almindelige menneske det, er det fordi det er forført, og således ikke, som i andre steder sammenhænge, til indsigt og besindelse. Og Trads mere end antyder, at ytringsfriheden er for vidtgående, når synspunkter som DFs om indvandringen får lov til at komme til orde.

Den almindelige mand skal trods alt helst være almindelig på den rigtige måde.

I 1977 lod jeg mig immatrikulere på Aalborg Universitetscenter for at erhverve et bifag, efter at jeg små 20 år tidligere havde forladt Århus Universitet som teologisk kandidat. Jeg kom til et galehus, hvor undervisere og studenter kappedes om at hylde de nye tider og marxismens fortræffelighed og i tilsyneladende fuld enighed havde skiftet tidligere tiders saglige forskning og undervisning ud med politiske diskussioner. Fejheden hos de gamle og skråsikkerheden hos de unge var påfaldende, men endnu mere påfaldende var den totalt fraværende sans for stedets konkrete opgave og krav.

David Trads' opgør med kommunismen er rosværdigt, men man skal lægge mærke til, at det er den virkeliggjorte kommunisme, han anser for ensidigt ond. Som om denne virkeliggjorte i al sin rædsel ikke hænger nøje sammen med den idealisme, der forklædt som f.eks. kommunismens videnskabelig sandhed altid kan retfærdiggøre enhver af sine gerninger. Men her er Trads påfaldende tavs, hvad der forekommer forståeligt. For påpegen af en sådan sammenhæng ville jo indebære et opgør med idealismen overhovedet, og det kunne blive ubehageligt. Det kunne medføre, at en revser for alvor blev holdt fast på virkeligheden og dennes krav om, at der skal skelnes - mellem just virkelighed og idealer.

Den lektie tror jeg ikke, at David Trads er spor interesseret i at lære, selvom der er mange både gamle og nye bøger at gå til. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl.

Majken Frost.