Svar til Stiftsprovst Dreiøe
Af Povl Helweg-Larsen, Tidehverv, 1930, s.29-30.
(Dreiøes artikler findes i Tidehverv 1929, s. 147-151 og s. 165-167.)
Kun nogle enkelte Bemærkninger i Anledning af Stiftsprovst Dreiøes Artikler.
Naar Dreiøe retter det personlige Spørgsmaal til mig, om jeg er enig med Holger Sørensen, opfatter jeg Spørgsmaalet som betydende, om jeg er enig i det, Dreiøe paastaar er Sørensens Opfattelse: at der kun skal være Missionspræster ved Kirkerne. Hos andre kunde et saadant Spørgsmaal skyldes Ukendskab til de faktiske Forhold, - hvilket desværre ogsaa udenfor vore Kredse kan opfattes som "Adgangstegn til at skrive" om disse Ting paa "Associationer og Fornemmelser", derimod i mindre Grad paa "Erindringer". Men naar Spørgsmaalet kommer fra Sognepræsten i Nykjøbing F., begriber jeg det overhovedet ikke. Han i hvert Fald maa dog vel vide, at jeg har været medvirkende til at faa en Mand udenfor den nævnte Observans herind, ovenikøbet en Mand, Dreiøe selv havde anbefalet mig at søge draget til København. Og saa er Spørgsmaalet formentlig overflødigt: ab esse ad posse valet consequentia.
Saa er der Slutningsbemærkningerne. Dér lader Dreiøe mig nu i Tiden have et forskelligt Syn fra tidligere paa, hvad Kirkefondets Ledelse skal betyde, og han forklarer dette ved at lægge mig følgende ligefremme Svar i Munden: "Naive Ven, den Gang var jeg ikke Sekretær. Det er noget andet nu". Nej, jeg beskylder visselig ikke D. for Naivitet i denne Sammenhæng, højst nogen Glemsomhed. Rent bortset fra, at D. selv nævner, at jeg var inde paa det samme i min Bog: "Ved Skillevejen", der blev skrevet halvandet Aar før jeg blev Sekretær, kunde jeg i Almindelighed tænke paa adskillige Samtaler, vi i sin Tid har haft om disse Spørgsmaal. Jeg skal imidlertid blot opfriske en enkelt Episode. Første Gang jeg tog, Ordet i Kirkefondets Bestyrelse, i 1921, altsaa længe før jeg selv eller andre tænkte paa, at jeg skulde blive Sekretær, søgte jeg stærkt at advare mod en Udvikling, hvorved, Forretningsudvalget vilde gaa over fra at være "den store Generalstab" til at blive "Forplejningskorps". Det viser vist tilstrækkeligt klart mit Syn paa disse Ting. Og det var ikke noget ualmindeligt Syn. Jeg mindes f. Eks., at Udtalelsen i sin Tid fik udelt Tilslutning fra en af dem, der nu antagelig er enig i Dreiøes Betragtninger, men som den Gang atter og atter klagede over, at Forretningsudvalget var "Bestyrelse uden at være Ledelse". Siden er der jo ganske vist kommet en ny Oplysning, og den har forandret meget, blandt andet ogsaa i Opfattelsen af, hvad der er passende i kirkelig Polemik. Jeg indrømmer, jeg havde tænkt mig, at Dreiøe i hvert Fald paa dette Punkt havde kunnet holde sig klar. Naar han, som næppe kan have glemt alt, hvad der ligger forud, alligevel uden Skygge af Ret har kunnet fremføre den nævnte Insinuation, viser det altsaa, at jeg her har taget fejl.
Jeg gjorde forøvrigt i 1921 tillige et mislykket Forsøg paa at faa D. og Folk af hans Støbning ind i Ledelsen. Jeg fik det Svar fra een: "Kirkefondet er færdigt", og en anden sagde: "Det er haabløst, Kirkefondet er irreparabelt". Udfra et saadant Syn er det ganske naturligt, om Folk ikke vil træde til - jeg tror heller ikke, det er en Ulykke, at de ikke gjorde det. Men vil man ikke selv træde til, er der næppe noget at sige til, om andre, som ikke ser saa haabløst paa Tingene, gør det. Og saa maa man nu engang løbe den Risiko, at disse andre eventuelt kan komme til at blive mere eller mindre "ledende", - og i saa Fald naturligvis "leder" udfra det Syn, de anser for rigtigt, ikke ud fra andres Syn. Jeg mener ikke, at de første derved lider noget Skaar i den Menneskerettighed at kritisere alt og alle - jeg tænkte kun, om der maaske var noget, som i den Slags Tilfælde kunde anbefale lidt mere Brug af Sordine.
Saavidt det personlige. Angaaende det saglige, er der et Par Ting, vi er enige om. Jeg noterer med Tilfredshed, at D. stærkt fastholder, at jeg gør de gamle Ting. Det er nemlig velgørende paa en Tid, hvor det ellers er Mode at tale om "Systemskifte", at faa det klart slaaet fast af en skarp Kritiker, at det er Kirkefondets gamle Tanker og Praksis, jeg søger at arbejde ud fra. Om saa disse er rigtige eller gale, og om dette Arbejde lykkes, er naturligvis en Sag for sig.
Vi er fremdeles enige om, at Forholdene paa mange Maader er sørgeligt ringe. Og da ogsaa jeg efter Evne spejder efter, hvorledes de kunde blive bedre, kunde jeg tænke mig en frugtbar Forhandling om disse Ting. Da jeg imidlertid har dannet mig en bestemt Opfattelse af den Linje, der skal arbejdes efter, er Forudsætningen unægtelig, at D. siger positivt, hvad han mener, der skal gøres. Hvis D. vil gøre det - for jeg kan ikke finde det i hans Artikler - og gøre det paa en saadan Maade, at jeg er i Stand til at forstaa det, saa kan vi drøfte Sagen. Før ikke.
Men der er noget, som tyder paa, at hans Mening er, at Kirkefondet overhovedet intet skal gøre. Ja maaske indadtil, i vort Forhold til Gud, i Tro - maaske ikke engang dér - men udadtil i hvert Fald kun efter Morten Pontoppidans klassiske Formulering: "At bygge Kirker og overlade Resten til Vorherre". Og i saa Fald forbeholder jeg mig at melde Pas, for saa er Nytten af en Forhandling mellem os vistnok problematisk. Det vilde vel simpelthen betyde, at diskutere Tidehverv - og det er der nok til i Forvejen. Jeg fandt nylig i et engelsk Blad et gyldent Ord af en eller anden (engelsk?) Kirkefader: "It did not please God to save the world through dialectics". Jeg tror ikke engang, at Kirkefondet frelses paa den Maade. Det var vel ikke udelukket, der var Brug ogsaa for nogen, der vil gøre Tingene.
Og hvad skulde forøvrigt vore kritiske Brødre leve af, om det ikke var saadan!
P. Helweg-Larsen.
Helweg-Larsen søger at opfriske min Hukommelse. Han er Manden, der intet har glemt. Hans Svar gaar væsentlig ud paa at vise, at han altid har været saadan, altid den samme. Derfor er det en Insinuation af mig at paastaa, at han er bleven anderledes som Sekretær, end han altid har været. - Helweg-Larsen tager for tungt paa dette og kunde i al Fald have sparet Ordet Insinuation, der næppe er noget godt Ord, selv i en Mands Mund, der er beskæmmet over den kirkelige Polemiks ringe Niveau.
"Naive Ven", skrev jeg, "den Gang var jeg ikke Sekretær. Det er noget andet nu". Jeg vilde dermed ikke udtrykke en Forskel paa Helweg-Larsen før og nu; jeg mente i al Beskedenhed at give Udtryk for H.-L.'s Vurdering af sig selv og Situationen, at nu havde den rette Mand fundet den rette Situation; som du selv skriver: Manden, som gør Tingene; og som kan gøre dét, som de andre ikke kunde gøre, og som vi visselig ikke vilde have fundet os i, om du havde forsøgt det, da vi var menige Præster i Kirkefondet.
Jvfr. saa igen, hvad jeg skrev herom.
Saa staar der noget om "frugtbar Forhandling" - om "disse Ting". Lidt vagt. Jeg kan ikke tjene H.-L. i at optage en Forhandling, den være frugtbar eller ufrugtbar, i al Fald ikke for Tiden. Og det er heller ikke nødvendigt. Kan H.-L. virkelig tænke sig dette - hvad der i Betragtning af Stillingen vilde være glædeligt - saa véd han ogsaa nok, hvem der har andre Tanker end han, og som er forhandlingsdygtige. Jeg har givet mit Bidrag og har foreløbig ikke mere at sige.
Derimod griber jeg med Begærlighed Lejlighed til at sige, at jeg meget gerne vil være Medlem af Kirkefondets Bestyrelse. Helweg-Larsen oplyser - og det har jeg virkelig glemt, hvis jeg har vidst det - at han i 1921 gjorde et mislykket Forsøg paa at faa mig ind i Ledelsen. Var det ikke værd at gentage Forsøget nu? H.-L. har mere Indflydelse nu end den Gang. Jeg raader ham til at prøve. Rammerne er næppe helt fyldte.
Jeg imødeser med Forventning den ærefulde opfordring.
Hans Dreiøe.