Af Rudolph Arendt, Tidehverv, 1983, s.48-49.

Fredens sag - kirkens sag? Danmarks Radio, januar 1983

Kirken i bevægelse, det er vel noget godt. Især i vor tid, hvor man går så stærkt ind for bevægelse. Vor tid er dynamisk, rastløs som det hed i gamle dage. I morgen må helst ikke være som i går. Derfor må kirken også i bevægelse, som alt andet.

En mand som Grundtvig var nu af en anden mening. Han skriver sådan i et kendt vers:

Kirken i en Hast forgaaer,
Naar den Fod vil flytte.
Skolen, naar den stille staaer,
er kun til Unytte.
Kirken skal med Jorden staae,
Skolen skal med Solen gaae,
Riget at oplyse.

Så er rollerne fordelt. Skolen skal gå, d. v. s. oplysning, undervisning, videnskab osv. skal gå; det skal forandre sig. Men kirken skal derimod stå, gentage sig. Nu kan bevægelse i det hele taget kun finde sted i forhold til noget, som ikke bevæger sig. De fleste har prøvet at sidde i et tog, der kører ganske langsomt på en jernbanestation, og på den anden side af perronen er der også et tog, der kører ganske langsomt; men det ser ud, som om det står stille. Begge tog bevæger sig, men de står stille i forhold til hinanden.

Men hvis ens eget tog sætter sig i gang, mens det andet står stille, ser det ud, som om det andet tog bevæger sig, skønt det står stille. Hvis kirken nu bevæger sig i takt med tiden og alt, som forandrer sig, så står den i virkeligheden stille i forhold til tiden. Så er kirken faktisk ligegyldig. Hvis kirken derimod står, mens tiden går, og alt forandrer sig, så er kirken i bevægelse i forhold til tiden. Så er den netop ikke ligegyldig.

Kirken har et budskab af evig art, og evigheden har det ved sig, at den kan stå stille uden at sakke agterud i forhold til tiden. Det har da også vist sig, at de store fornyelser i kirkens historie ikke skete ved, at man havde travlt med at følge med, men ved at der var nogen, der viste kirken tilbage til dens ståsted, det gjaldt både en Grundtvig og en Luther.
Hvad er det da for et budskab, som kirken står - og falder - med. Det må nødvendigvis siges meget summarisk i den tid, som er til rådighed. Det er budskabet om frelse fra synd og død, det som mennesket trænger lige meget til alle tider.

En sag, som vor tid er meget optaget af, er fredens sag. Man kan ligefrem kalde den vor tids sag. Og det er ikke så sært. For med de ødelæggelsesmidler, vor tid råder over, måtte man være gal, om man ikke brændende ønskede fred og arbejdede for fred. Fredens sag - tidens sag, det kunne man godt sige. Men kan man også sige: Fredens sag - kirkens sag? Det er der nogle, der mener. (Er fredens sag tidens sag, må den også være kirkens sag). Man vil gøre kirken aktuel, og hvad sker? Man gør kirken til et ekko af tiden. Den bliver ligegyldig.

Om nogensinde gælder det nu, at kirken skal stå. Kirken skal tale ind i tiden ja, men ikke udaf tiden. Kirken skal forkynde den evige frelse fra synd og død ind i tiden, og i en tid, hvor freden med god grund er tidens sag, skal kirken bl.a. sige, at selvom vi får afskaffet krigen og indført det permanente fredsrige, er vi ikke derfor nærmere frelsen fra synd og død. Og omvendt, selvom krigen skulle komme, ja atomkrigen, hvad Gud forbyde, så kan den ikke rokke ved den frelse fra synd og død, som kirken skal stå fast på at forkynde. Midt ind i en tid, hvor atomtruslen har forvirret menneskers tanker, så man taler, som om blot atomtruslen blev fjernet, skulle vi ikke dø, skal kirken tale om den nød, som er den samme for mennesket til alle tider. Jesus kan forøvrigt kalde frelsen fra denne nød for fred, men, en fred, som verden ikke giver og ikke kan give. (En fred, som gør rolig midt i våbenbrag, for igen citere Grundtvig).

Dét er kirkens bidrag til freden. Ved at forkynde freden, som ikke er af denne verden, bidrager kirken til freden i denne verden. Det er kirkens bidrag til verdensfreden, at den forkynder en anden fred end verdensfreden.

Derved kan kirken hjælpe til, at arbejdet for freden ikke bliver panisk, enten man nu går ind for den ene eller den anden måde at sikre freden på. Det er en kendt sag, at når der er noget man vil undgå for enhver pris, så man tilsidst ikke tænker på andet end at undgå det, så ender man lige i armene på det, man ville undgå. Som kaninen, der af lutter skræk springer lige i gabet på slangen. Verdensfreden er en ømtålelig sag, derfor gælder det fremfor alt om ikke at tabe hovedet af rædsel for "det, som kommer over jorderige". Det gælder ikke kun Reagan og hans folk, men også fredsbevægelsen og dens folk. Det værste, man kan sige her er: alt eller intet. For så ender vi lettest i intet.

Til sommer samles, ikke kirken eller kirkerne, men nogle kirkemænd i Uppsala til fredsmøde. Det er forståeligt, at kirkens mænd og kvinder er bekymrede for verdensfreden. Hvem er ikke det? Men hvis de i deres iver lader sig friste til at gøre fredens sag til kirkens sag, så forråder de kirkens sag uden at gavne freden. Trods alle gode hensigter.

Ved at vise hen til Freden over al forstand kan kirken bidrage til, at arbejdet for verdensfreden ikke foregår uden forstand. Hvor meget kirken så vil bidrage til at afvende krigsfaren kan ingen vide. Men det er det eneste og bedste bidrag til freden, kirken har at give.

½ Hvis fredens sag er tidens sag, tjener kirken denne bedst ved ikke at gøre den til kirkens sag, som kirken i det hele taget bedst viser sin solidaritet med enhver tid ved ikke at gøre tidens sag til kirkens sag, men stå fast på den sag, som er den betroet.