Af Søren Holm, Tidehverv, 2004, s.157-159.

Det var noget af et syn at se statsministeren modtage prisen som årets Laks her i den forgangne sommer. Midt på Rådhuspladsen i en hob af hujende homoer fik Anders Fogh smækket et eksemplar af denne spændstige fisk i favnen som tegnet på, at han havde turdet "gå imod strømmen".

Statsministeren grinede over hele femøren, som han stod der i sommerskjorteærmer mellem hvinende transvestitter og andre halvnøgne gentlemen. Gad vide, hvad han egentlig tænkte. Var det på kulturkampen, hvis herold han selv havde været? Var det på sine spindoktorer og deres gode idéer? Eller var hans indre kun et sort, kaotisk mørke og hans eneste længsel den at være et helt andet sted?

Statsministerens tanker er statsministerens egne. Men hans angivelige gåen imod strømmen har fået konsekvenser i form af lovforslag om at indføre vielse af homoseksuelle i den danske folkekirke og i det hele taget en genopvækkelse af debatten om ægteskabets stilling i kirken og i samfundet som helhed. Statsministeren, som havde udtalt, at han personligt mente, at folkekirken burde ægtevie bøsser og lesbiske, havde leveret lige præcis det brændstof, som politiske pressionsgrupper kunne bruge til at sætte bålet i brand. Blot var han ikke, som bøsserne hævdede, gået imod nogen som helst strøm. Han var plumpet ned midt i floden Mainstream og driver nu som en kludedukke hen imod vandfaldet, hvor alle holdninger opløses i en sky af damp og fordufter i det blå.

Muslimen Kamal Qureshi, bøssen Klaus Bondam, socialdemokraten Karen Klindt, venstrefolkene Birthe Rønn Hornbech og Jens Rohde samt den faste stok af bisper og sognepræster har bestemt sig for, at folkekirken nu skal indføre et vielsesritual for homoseksuelle par. Ligesom statsministeren synes de, at tiden er inde, og at en forskelsbehandling så længevarende som menneskeheden nu bør høre op. Ingen af dem kan se noget forkert i, at kirken velsigner kærligheden mellem mennesker af samme køn. Ingen af dem kan få øje på de teologiske argumenter imod. Ganske vist kan heller ingen af dem levere noget som helst argument for, men det lader ikke til at anfægte dem, for begrebet teologi er for dem kun en mudret sum af allehånde følelser og fornemmelser, og lige nu føler disse filantroper altså, at sådan bør det være.

Det er synd for bøsserne, at de ikke kan få, hvad andre får, synes de. Det er skammeligt, at de lesbiske lukkes ude af det kirkelige fællesskab. Det er fundamentalistisk ikke at anerkende deres kærlighed som virkelig kærlighed samt ikke at imødekomme deres forståelige længsel efter Guds velsignelse af deres samliv.

Således lyder argumenterne. De vejer ikke tungt, kan man sige, men nok er det altså til at sætte bisper og sognepræster på den anden ende i deres iver efter at demonstrere, at også de har følelser og forstår, hvilken vanskelighed, bøsser og lesbiske står i, og at de sandelig er parate til at råde bod på diskriminationen.

"Gud elsker bøsserne", proklamerer en af biskopperne, så ingen kan være i tvivl. En anden mener, at det gængse heteroseksuelle ægteskabsbegreb er alt for snævert i en moderne tid. En tredje konkluderer, at man måske kan gøre homokulturen glad, hvis man helt smider bryllupperne ud af kirken, og at det vist generelt er på tide, at kirken nedsætter et udvalg og finder ud af, hvad egentlig et ægteskab er for en størrelse.

Det er unægtelig en tænketank, det bispekollegium. Er præster og lægfolk i tvivl om, hvad der egentlig foregår ved et bryllup, kan de spørge biskopperne til råds, når altså engang resultatet af udvalgsarbejdet foreligger.

Men måske er det ikke nødvendigt at vente så længe. Det er nemlig sådan, at kirken i sin totusindårige historie indtil flere gange har overvejet, hvad ægteskabet er for noget. Man kan læse om det i bibelen, hos kirkefædrene - i særdeleshed hos Augustin - og så kan man hos Martin Luther, hvis navn pryder vor kirke, læse ikke mindre end side op og side ned om, hvad ægteskabet betyder kristeligt og menneskeligt.

Selvfølgelig findes alt dette læsestof i meget gamle bøger, som nutidige teologer helst ikke spilder for megen tid på, men jeg er sikker på, at nogle af titlerne kan findes på Internettet af dem, der foretrækker online-informationer. I hvert fald kan man, hvis man er oprigtigt interesseret, i den teologiske litteratur finde særdeles mange oplysninger om, hvad ægteskabet er. Ja, så meget kan man finde, at jeg ikke er bleg for at tro, at det måske slet ikke er nødvendigt at nedsætte noget biskoppeligt udvalg.

Kedelig som jeg er, har jeg engang læst om ægteskabet i en støvet bog af Martin Luther. Jeg er naturligvis opmærksom på, at oplysningerne er 500 år gamle og derfor ikke i trit med velfærdssamfundet og menneskerettighederne. Men trods dette handicap forekommer det mig, at Luther alligevel siger noget, som visse steder er på højde med de tanker, der tænkes blandt nutidens danske biskopper.

Lad det være sagt med beklagelse, at lutherforskningen endnu ikke har fået klarlagt, hvad Luther mente om bøsseægteskaber. Den samtid, reformatoren levede i, tænkte sært negativt om seksuelle afvigelser, og han selv nævner intetsteds i sine skrifter den mulighed, at homoseksuelle kunne blive gift med hinanden. Faktisk tyder alt på, at Luther deler sin samtids opfattelse af, hvad utugt er. Ja, han deler den pudsigt nok også med Augustin og kirkefædrene samt med Jesus, Paulus og alle andre bibelske forfattere.

Luther er kort sagt imod utugt. I sit eget gammelkristelige sprog kalder han den slags for synd, hvormed menes, at det er imod Guds idé med mennesket; at utugt under ét er endnu et udslag af menneskets fald, dets bortvendthed fra og oprør mod Gud.

Luther vil nu ikke sige, at utugtige mennesker er større syndere end andre. Thi Luther deler den forestilling med bibelen, at alle mennesker er under arvesynden, og at alle har mistet herligheden fra Gud. Sin synd overbevises mennesket om, ifølge Luther, gennem mødet med loven. Loven er fra Gud og stiller en masse krav, hvoraf en hel del er så store, at det faldne menneske slet ikke kan honorere dem. Af disse krav kan mennesket kun erkende sin uformåenhed, sin syndighed. Loven afslører kort fortalt, at vi behøver Guds frelse, hvis vi ikke skal være fortabte.

Et kristent menneske skal bekende sin synd, siger Luther. Dette er den første begyndelse til frelsen og et nyt liv i Kristus. Selvfølgelig skal mennesket også holde op med at synde, men problemet er blot, at mennesket ikke altid kan eller vil, hvormed erkendelsen af synden bliver yderligere pinagtig. Der ville faktisk være tale om pinen uden ende, hvis det ikke var, fordi den stadige bod og bekendelse til stadighed lukkede frelsens dør op. Thi selv den største synder kan og skal i sidste ende af hjertet stole på Guds tilsagn om frelse og leve ved den.

"Synd tappert", sagde Luther til den synder, hvem ængstelsen over egen synd var ved at kvæle. Synd tappert, hvis du virkelig ikke kan andet, thi før end alt andet skal du stole på dine synders forladelse.

Jeg tror, at Luther, havde han levet i dag, ville have sagt sådan til bøsserne og de lesbiske. Han ville som præst have lyttet medfølende til enhver syndsbekendelse og tilsagt den angrende hans synders forladelse. Hvad han derimod ikke ville have lyttet medfølende til, var et syndigt menneske, som hævdede, at han ikke var det. Skulle en og anden synder tilmed have formastet sig til at påstå, at hans synd ligefrem var gudvelbehagelig, ville Luther med garanti have sagt grove ting til ham og frakendt ham kristennavnet på stedet.
Den tanke, at synden i stedet for at angres kræves velsignet, ville Luther slet ikke have genkendt som kristendom.

I debatten om homovelsignelserne brillerer mangen en dansk teolog med den oplysning, at Martin Luther ikke anså ægteskabet for noget sakramente. Bevæbnet med denne viden vil de hævde, at ægteskabet ikke har nogen videre kristelig betydning.

At dette imidlertid er en fejl, ville de vide, hvis de selv havde læst de gamle bøger og ikke bare overfladiske referater af dem. Ægteskabet er rigtig nok i Luthers øjne ikke noget sakramente. Men det er ikke desto mindre "en hellig stand", og med det udtryk regner han ikke ægteskabet af mindre værdi end et sakramente, om end det er af en anden værdi. Det var ikke Luthers tanke, at han med fratagelsen af sakramentsværdigheden på nogen måde ville devaluere ægteskabets kristelige betydning.

En hellig, gudvelbehagelig stand. Det er skudsmålet, som Luther giver ægteskabet, og i en af de gamle bøger, Genesiskommentaren, kan man over hundreder af sider læse Luthers lovprisning af ægteskabet som en af skaberens allerstørste gaver til menneskene.

Ægteskabet er, siger Luther, som her følger Augustin, en ordning givet ved skabelsen før syndefaldet. Det er en ordning, en stand, skabt til velsignelse af Adam og Eva, til ramme om familien og som platform for alt menneskeligt samfund. Tilmed er ægteskabet som alt samfunds grundcelle også en analogi på menneskets samfund med Gud - et billede, en lignelse.

Det forunderlige er nu, at denne ordning består også efter syndefaldet. Som en mirakuløs rest af paradiset vedbliver ægteskabet at være i den faldne verden. Det bliver ved at være, hvad det er, selv efter at synden har forkrøblet mennesket. Det bliver ved med at være Guds gode, syndfri stand, hvori syndige mennesker kan finde samfund, hvile, fremtid og trøst.

Selvfølgelig er alle ægtefolk samtidigt syndige mennesker. Ingen bliver frelst af at blive gift. Men når ægtefolkene træder ind i ægteskabet, træder de på dette punkt ind i en ramme, som der ikke er synd forbundet med. De træder ind i noget, som altid er bedre, end de selv er. De forlader menneskets mange selvbestaltede og kaotiske ordninger og entrerer noget, som i sig selv er godt og villet af Gud.

At gøre dette er at blive velsignet. Velsignet med ægteskabet. Velsignet af Gud. Ved et kirkebryllup sker der altså ikke det, at ægteskabet mellem Bente og Bent af kirken bliver velsignet, som ved en eller anden magisk akt, men at Bente og Bent får høre, at deres ægteskab er en velsignelse. Ja, selv hvis Bente og Bent er blevet borgerligt viet, er deres ægteskab stadig en Guds velsignelse. De véd det bare ikke, med mindre borgmesteren har været så kristelig god at fortælle dem det.

I kirken bliver det fortalt, så det ikke er til at misforstå. I kirken bliver det forkyndt sammen med syndernes forladelse og evangeliet om den korsfæstede Kristus. I kirken bliver ægteskabet kort sagt belyst og oplyst, som det ikke kan ske andre steder, og derfor er der al god kristelig mening i, at kirken i et kristent land holder bryllup i menighedens skød.

Tidens mange menneskevenner taler kun om kærlighed. De vil velsigne kærligheden, demokratisere kærligheden, ligestille kærligheden. Som i et orgie af selvgodhed og gerningsretfærdighed voldtages dette skønne ord i en politisk kamp med et ukristeligt mål. For ingen tanke er mere ukristelig, end at kirken belønner mennesker for deres kærlighed. Intet er mere vammelt end den idé, at kærligheden giver os ret til at blive kælet for af Gud.

Gud elsker mennesket - i Kristus. Ellers ikke. Gud elsker bøsserne - i Kristus. Ellers ikke. Og da det er Kristus den korsfæstede, vi taler om, er der ingen grund til at forvente, at Guds kærlighed skulle give sig udslag i nogen som helst sentimental særbehandling af nogen som helst bestemt slags mennesker overhovedet.

Også statsministeren er elsket af Gud. I Kristus. Og hvem véd, om ikke uddelingen af årets Laks højt på en scene i staden København fra Forsynets side var ment som et ganske lille Golgata, hvormed skaberen ville lade modtageren af fisken erfare, hvordan det er at være helt forladt, helt til grin og forhånet af de fleste.