Af Søren Peter Hansen, Tidehverv, 2003, s.58.

Gennem årtier har uddannelse stået som det eneste råstof, vi er i besiddelse af. Derfor har hele uddannelsessektoren i dette århundrede og ikke mindst i de seneste årtier haft en opmærksomhed som intet andet i det danske samfund. At uddannelse er væsentlig, kommer vi ikke udenom, men alt for megen fokusering og deraf følgende detailplanlægning kan ødelægge en god folkelig tradition. Det handler kort sagt om at bevare frihedslinien i det danske folke- og åndsliv, der kvæles, når institutionaliseringen tager overhånd. Projekt efter projekt er blevet søsat, men så snart formaliseringen træder ind, forsvinder det dynamiske. Dette forsøges så ændret inden for den enkelte institution med nye projekter, og en til tider frugtbar knopskydning institutionaliseres, så snart den har set dagens lys. Uniformitet og konformitet er resultatet af en centralistisk magtstyring, hvorved det folkelige aspekt udraderes med et penselstrøg. Enhver modstand stemples efterfølgende som virkelighedsfjern.

I debatten om uddannelse af teologer og præster er det folkelige aspekt desværre også blevet forrådt gennem de senere tider. Tiden har ikke været til det givne, det konkrete og det nære. Det handler om at være progressiv, derfor negligeres traditionen og historien. "De toneangivende kirkefolk" har forkundskaber, og de er som bekendt nyttige. Der skal ændres radikalt. Forandringer for forandringernes skyld - forandring fryder som bekendt. Den ene institution efter den anden er skudt op, det er ikke gode indfald, der har været en mangelvare: - Præstehøjskolen, Præsternes obligatoriske efteruddannelse og Folkekirkens pædagogiske Institut samt to pastoralseminarier. De førstnævnte institutioner er gang på gang blevet mødt med kritik, hvilket har prellet fuldstændigt af. For uddannelse er jo vigtigt om I kan lide det eller ej. Og for at sikre efteruddannelsesinstitutionen tvangsudskrives sognepræster til fire ugers obligatorisk socialt samvær.

Men folket kan ikke ties ihjel. Folk i sognet ser hovedrystende til og går videre med sit ....

Og sognet er ikke en anakronisme, tværtimod er det en levende størrelse, der netop af den grund er svær at holde styr på, selv om det ikke skorter på de utallige behovsanalysers statistiske materiale i "offentlighedens" medier om det stik modsatte.

Det er et faktum, at sognet er der og bliver ved med at være der. Det kan ikke nedlægges. Og i folkelig henseende er sognemenigheden, dvs. de mennesker, der bor i sognet, den grundlæggende enhed i den danske folkekirke og angiver som sådan sammenhængen mellem folk og kirke. Og kirken har fra begyndelsen været en folkekirke.

Den danske folkekirkes grundlag skal være en fastholdelse af den reformatoriske tale om forkyndelsen af Guds ord. Kirken bygger på den tro, at Ordet er blevet kød og blod i Jesus Kristus, og at kirken på dette grundlag kan være Kristi legeme i den konkrete forstand, Paulus anfører i Korintherbrevene. Og budskabet er netop et evangelium til hele folket. Således binder evangeliet folk og kirke sammen - en naturlig forbindelse mellem det folkelige, menneskelige og kristelige.

Sognet er ganske enkelt den måde, vi lever og tænker på, det er vor virkelighed, det er det givne, det konkrete, det nære: sognet er ikke et romantisk-idealistisk drømmebillede, tværtimod er det en realitet, et realt eksisterende fænomen.

Kort sagt er sognet det enkelte menneskes nutid, fortid og muligheder samlet i eet.