Af Tove Fergo, Tidehverv, 2003, s.55.

Et spøgelse går gennem det kirkelige landskab, og spøgelset hedder centralisering. Jeg har fremlagt et lovforslag, som i al sin enkelhed hedder "Forslag til Lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi, lov om menighedsråd, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (Større økonomisk frihed, decentralisering af kompetence m.v.)". Det bygger som mange lovændringer på en blanding af politiske visioner og administrative tilpasninger, der har været længere tid undervejs.

Lovforslaget er i forbindelse med den mest omfattende høringsrunde i Kirkeministeriets historie blevet diskuteret vidt og bredt. Herunder er der kommet megen kritik. Nogle ser positivt på forslaget, og andre ser negativt på det. Det er sundt og naturligt i et demokratisk samfund med forskellige meninger og deres brydninger.

I forbindelse med lovgivningsprocessen er det svært at ændre en millimeter på gældende magtstrukturer, uden at indvendingerne pibler frem. Men én kritik finder jeg sagligt ubegrundet: lovforslaget medfører ingen centralisering. Tværtimod lægger det kompetence ud fra mere centrale organer (især stifterne) til mere lokale myndigheder (menighedsråds og provstiudvalg).

I sidste nummer af bladet Tidehverv skriver pastor Thomas H. Beck, at "det er dette ønske om at skabe en centralistisk styret folkekirke, der er sagens kerne". Herunder tillægges der embedsmændene i kirkeministeriet en skurkerolle: "For i forslag til lov om folkekirkens økonomi m.v. er det tydeligt, at her viderefører embedsmændene blot deres centralistiske linie", der sigtes mod "en omfattende centraliseret strukturændring af folkekirken" og "den væsentligste magt lægges ind i ministeriet". Samtidig aner Thomas H. Beck en dulgt strategi, da der i lovforslaget "lokkes ... over for præster og menighedsråd med mere kompetence, større økonomisk frihed og større muligheder for at beskæftige sig med "det kirkelige liv".

Sagligt set er det ikke korrekt. Ingen lokkes til noget. Kirkeministeriet får ikke tilført nogen som helst forøget kompetence. Der er intet i lovforslaget, der overfører ny eller forøget kompetence til ministeren eller departementet.

Kirkeministeriet afgiver kompetence på to områder, nemlig ved godkendelse af køb og salg af landbrugsejendomme og ved godkendelse af frigivelse af fremtidige salgssummer vedr. landbrugsejendomme.

Stiftsøvrighederne afgiver også kompetence på en række områder, som overføres til provstiudvalgene og menighedsrådene, og ligesom kirkeministeriet overtager de ingen ny kompetence.

Lovforslagets "sejrherre" er - juridisk betragtet - menighedsrådene. Men jeg vil hellere udnævne den danske folkekirke og mulighederne for at være kirke i Danmark til at være den egentlige gevinst ved at få gennemført lovforslaget.

Menighedsrådene får mere kompetence i den forstand, at de får friere tøjler til at være ramme for det lokale kirkeliv. Det kan man synes om, hvad man vil. Det er fremført og diskuteret i forbindelse med lovforslaget. Men det er forkert at skyde kirkeministeriet en skjult centralisering i skoene - og at vi i dølgsmål arbejder for den.

Stiftsøvrighederne har fremført det argument, at fordi stifternes kompetence svækkes, vil det i praksis give den centrale myndighed, kirkeministeriet, mere reel magt. Argumentet holder ikke. Det er svært at se, hvorfor menighedsråd eller provstier hellere vil springe et mere lokalt led over som stiftsøvrigheden for at henvende sig direkte til ministeriet i København. Og hvis ministeriet ville få henvendelser om sager, der vedrører menighedsråd og provstier, ville ministeriets naturlige sagsbehandling bestå i at returnere sagen til det pågældende stift. Der er ikke kød på centraliseringsspøgelset. Det er ikke reelt.

Lovforslaget falder derimod helt i tråd med den decentralisering fra stat til amt og kommune, som har stået på i mange år, og som for længst er alment accepteret. Kommunernes kompetence, som langt overstiger de gamle sogneråds, er der ingen, der vil lave om på. Og hvis et menighedsråd er bange for friheden, er der kun ét at sige: så lad være at bruge den. Kør videre som hidtil!