Af Jørgen Grimstrup, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr. 4, april, s.76-78.

En af de hyppigst citerede og interviewede muslimer i Danmark er imam Abdul Wahid Pedersen. Han bliver i medierne ofte præsenteret som en moderat muslimsk stemme. Om det er sandt, har vi nu mulighed for at få efterprøvet, da han for nogen tid siden skrev bogen ”Islam på jysk”.

Det er så meget sagt, at Abdul Wahid Pedersen har skrevet ”Islam på jysk”. Det er rigtigere at kalde ”Islam på jysk” en interview-bog, for journalisten Anders Rou Jensen har skrevet bogen efter sytten timers interview med Abdul Wahid Pedersen.

Abdul Wahid Pedersen var en hyppig gæst i radio, tv og aviser under den såkaldte Muhammed-krise udløst af en række i Danmark bosatte imamers underløbning af Danmark under en rejse i Mellemøsten oven på Jyllands-Postens trykning af tolv tegninger af Muhammed, hvoraf kun et fåtal forestillede Muhammed. Hvis nogen skulle have glemt Abdul Wahid P’s positioner dengang, skal Anders Rou Jensen have tak for at repetere dem for os i ”Islam på jysk”. 

Jyllands-Postens ”12 famøse karikaturtegninger af Muhammed” ”virkede som et spark i skridtet”, og ”tegningerne svarer til at slå et menneske”, lyder Abdul Wahids dom. Skylden for den efterfølgende vandalisme – garneret med drab – i muslimske lande placerer han entydigt for Jyllands-Postens dør. Det var ikke imam-delegationen i Mellemøsten, der hældte benzin på bålet; det var Jyllands-Posten, der ”bevidst legede med ilden”. Efter et møde mellem imamerne Abdul Wahid, Abu Laban og Ahmed Akkari og chefredaktør Carsten Juste konkluderede Abdul Wahid, at den ikke-religiøse Juste med ”offentliggørelsen af karikaturerne tog hele Danmark og store dele af verden som gidsler i sin personlige religionsfejde”. Juste ”havde sat en verden i brand, og det kommer han til at svare for på dommens dag”. Visse muslimer vil læse Abdul Wahids ord som en carte blanche til at straffe Juste med døden i dette dennesidige liv.

Derfor undrer det ikke, at Abdul Wahid har et lunkent forhold til ytringsfriheden: ”ytringsfriheden kan ikke blot føres ud i livet efter forgodtbefindende”, for ”Det er klart, at man ikke kan regne med, at en sådan hån mod et religiøst verdenssamfund på mere end 1 milliard mennesker kan gå hen i ubemærkethed.”

Betyder det så også, at han anser Salman Rushdies ”De Sataniske Vers” for en hån mod verdens over 1 mia. muslimer? Jeg takker imam Abdul Wahid for et klart svar: Romanen ”krænkede islam som religion”. I 1988 undersøgte han – året da muslimer offentligt brændte Salman Rushdies roman, så man følte sig hensat til 1930’ernes Tyskland, hvor nazistisk pøbel brændte bøger med ”utysk ånd” – om den danske blasfemiparagraf kunne tages i brug mod Rushdies bog.

Jeg var derfor ikke overrasket over hans dom over Theo van Goghs islamkritiske film ”Submission” – bygget på et manuskript af den frafaldne muslim Ayaan Hirsi Ali. Filmen var ”forkastelig”. Til gengæld er han klar i mælet, når han lægger afstand til drabet på Theo van Gogh, og tak for det.

Frafald, stening, kvinders hår og Khader
Men ved læsning af andre passager i bogen kom jeg i tvivl om, hvorvidt hans afstandtagen til vold begået af muslimer, der føler deres ære gået for nær, er oprigtig. Under en offentlig diskussion i KB Hallen i 1998 blev han spurgt, om han støttede dødsstraf til folk, der er faldet fra islam. Abdul Wahid Pedersen gav et svar, der lå tæt på Koranens sura 4 vers 89: ”Hvis de vender sig bort” fra troen ”så grib og dræb dem, hvor I end finder dem og tag ingen af dem til ven eller hjælper”.

Dagen efter fortrød han sit svar. Men man kommer i tvivl om oprigtigheden af Abdul Wahids beklagelse, når han flere gange i interview-bogen siger, at han finder sine svar i Koranen.

I 2002 blev Abdul Wahid konfronteret med sit syn på en anden del af sharia-lovgivningen – steningen af utro kvinder, udløst af en konkret sag i Nigeria og gav en længere udredning heraf i Kristeligt Dagblad, som er optrykt i ”Islam på jysk”: ”Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke ved, at den set i islamisk lys er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndiget til at ændre på samme. De ting som er givet i Koranen eller af profeten Muhammed i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer. I samme øjeblik vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på Allah og Hans budbringer og ville dermed have stillet os selv uden for islam. Det får du naturligvis ikke nogen muslim til at gøre … Så hvor forfærdelig straffeformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den.”

Imam Pedersens ræsonnement må være et skoleeksempel på lovreligiøsitet, og imamen er sig helt bevidst, at islam er en lovreligion, hvilket vil sige, at en hellig bogs bud skal gælde i det verdslige liv. Han bruger Koranen og haditherne, som jurister i Danmark henviser til Grundloven og Folketingets vedtagne love. Men til forskel fra Grundloven og den almindelige lovgivning i Danmark, kan Koranens og hadithernes indhold ikke ændres. ”Skaberen har forordnet det”, lyder hans omkvæd.

En anden imam, Fatih Alev, kom Abdul Wahid til undsætning. Ganske vist er steningsstraffen ikke forordnet i Koranen, men det er den i haditherne – beretninger om, hvad Muhammed har sagt og gjort – og derfor står steningsstraffen lige så meget ved magt, som hvis den stammede fra Koranen, fastslog Alev.

Hvis det står til Abdul Wahid, skal muslimske kvinders hår så være dækket, for at de er ærbare muslimske kvinder, spurgte jeg mig selv, inden jeg gik om bord i ”Islam på jysk”. Hans svar overraskede mig ikke synderligt: Det er ”et ubestrideligt krav fra Allah, at store piger og voksne kvinder skal dække deres hår. Det står ikke til diskussion”, men han tilføjer, at ”det enkelte menneske skal træffe sin egen afgørelse”. Tilføjelsen skyldes nok, at hans egne tre døtre har valgt at gå uden tørklæde. Men han bliver ved med at håbe, at døtrene hen ad vejen vil bære det, for tørklædet er et ufravigeligt krav for kvindelige muslimer. ”Det står ikke til diskussion.”

Imam Pedersen har følgende kommentar til en anden kendt muslim i den danske offentlighed, Naser Khader: ”Naser Khader har i årevis gjort alt, hvad han kunne, for at distancere sig fra islam, muslimer og indvandrermiljøer”, og ”Khader har i årevis ligefrem skiltet med ting, der er i direkte modstrid med islam – blandt andet ved at drikke alkohol offentligt”. Og straffen herfor i lande hvor shariaen er indført? I Iran og Nigeria er staffen for at drikke vin pisk eller stokkeslag.

Loyalitet og nåde
Abdul Wahid udtrykker i bogen ønske om at forene det at være muslim og det at være dansk, ”at have loyalitet over for både det danske og det muslimske samfund”. Hans udsagn i bogen tyder ikke på, at det vil lykkes ham. Ytringsfrihed er en uadskillelig del af at være dansk, og den tilslutter han sig jo ikke ubetinget.

Og hvordan kan han på en gang være loyal over for det danske samfund, når kristendommen med dens nåde mod syndere og vantro – til hvilken gruppe vi alle hører – er et karakteristisk træk ved det danske samfund, og være loyal over for det muslimske samfund, hvor Koranen, der er et langt udfald mod vantro – iberegnet muslimer, der falder fra troen –, er Grundlov?

Det kan ikke lade sig gøre at være loyal både over for det danske samfund og den islam, Abdul Wahid Pedersen abonnerer på. Han har valgt Koran og sharia-lovning til og Folketingets vedtagelser fra. Selv om han ikke siger det udtrykkeligt, så er det konsekvensen af hans ord.

”Koranen er skøn, Koranen er smuk”, jubler den jyske imam. Det skal nok passe, at han og andre synes det. Jeg er ikke ekspert i Koranen, men er i stand til at læse danske og engelske oversættelser af den. Jeg slår ned på sura 111 (”Palmefibre”) i Ellen Wulffs ikke helt mundrette dansk: ”I den nådige og barmhjertige Guds navn. Måtte Abu Lahabs hænder forgå! Måtte han forgå! Hans ejendom og det, som han har erhvervet sig, nytter ham intet. Han skal brænde i en flammende ild, og hans hustru, som brændebærerske, om hendes hals er der et reb af palmefibre.”

En nådig Gud udtrykker ønsket om, at Abu Lahab – Muhammeds farbror, der ikke ville ikke slutte sig til Muhammeds religiøse oprør – og hustru skal brænde op?! Er det skønt og smukt? Det er da ækelt! Men selvfølgelig har en gud ikke åbenbaret denne sura for Muhammed. Muhammed (eller hans proselytter efter hans død) har naturligvis selv fundet på ordene, men ordene virker mere overbevisende, hvis man kan bilde folk ind, at de er åbenbaret af Gud til Muhammed.

Muhammed fik åbenbaringen i sura 111 i Mekka, og islamkendere anser åbenbaringerne fra Mekka for blidere, end dem Muhammed fik, da han havde forlagt residensen til Medina. Men jeg kan ikke se det milde i ”Palmefibre”.

Eller hvad med den allerførste sura (”Åbningen”) i Koranen, der også er fra Muhammeds tid i Mekka: ”I den nådige og barmhjertige Guds navn. Lovet være Gud, alverdens herre, Den nådige og den Barmhjertige, Herskeren på dommens dag! Dig tjener vi, og Dig beder vi om hjælp. Led os ad den lige vej! Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde; ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne.”

Her lades alt håb ude for de vildfarne, synderne, de vantro. Der er intet glædeligt budskab i Koranen. Eder og forbandelser løber gennem den.

Journalister til hobe og Anders Rou Jensen med praktiserer rent mikrofonholderi, når de ikke konfronterer Abdul Wahids ”Koranen er skøn, Koranen er smuk” med indholdet af suraerne. Men de har vel heller aldrig læst i Koranen.

Høj af hash, høj af islam
Som efternavnet Pedersen antyder, skiller den portrætterede muslim i ”Islam på jysk” sig ud fra hovedparten af muslimer i Danmark ved ikke at være født ind i islam. Abdul Wahid Pedersen hed Reino Arild Pedersen de første 28 år af sit liv og voksede op på Djursland og på Århus-kanten og har levet meget af sit liv der. Fornavnet Reino er finsk, da hans mor er finne, og mellemnavnet får en til at tænke på udtrykket ”fra Arilds tid”. Sine nuværende navne Abdul Wahid fik han i 1982, hvor han blev muslim. Hans beretning om sin vej til islam fortæller noget afgørende om kernen i Abdul Wahid Reino Arild Pedersens personlighed.

Han har en svaghed for det stemningsfulde og har det bedst, når alt hænger sammen. Hans liv, indtil han fyldte 28, var en jagt på spirituelle oplevelser og en forening med altet, som han opnåede dels gennem rusmidler, dels gennem lange ophold i Indien og flirten med hinduisme, i en kort periode også med buddhisme. Han nød at blive forført af det sødmefulde. Bedømt ud fra interview-bogen har han ikke lagt denne hang til nydelse og til at blive forenet med noget større end sig selv bag sig, efter at han er blevet muslim.

Betegnende for hans trang til at blive forført er hans beskrivelse af en oplevelse i Meknes i Marokko i 1990, hvor han sammen med andre danske muslimer fejrede profetens fødselsdag ”med en tre døgn lang meditations seance” i en zawia, et spirituelt center for muslimer, der tilhører sufi-ordner. Sufi-muslimer forener sig med Gud gennem meditation og trance. De ”udførte en slags ekstatisk dans og påkaldte til stadig Allahs navn. Det var ganske umuligt ikke at blive høj af denne oplevelse. I islamtraditionen har Allah 99 navne, og det var dem, eller nogle af dem, de deltagende fremsagde igen og igen, mens de svajede og snurrede frem og tilbage på gulvet. Nogle gik i trance …” Gennem trancen kan man ”erkende og føle Guds storhed og dermed indse sin egen lidenhed … Den troende skal lære at negligere sin egen egocentriske virkelighedsopfattelse, hvor det enkelte individ altid vil se sig selv som centrum i verden.” Udslettelse af individet, så man bliver en del af en totalitet. Det var det, der foregik i de tre døgn.

Han blev muslim, da han fyldte 28, fordi hinduernes utallige guder blev ham for meget. Han søgte orden og klare linier i sit liv. Her bød islam sig til, da islam – i Rou Jensen gengivelse af hans ord – ”indeholder alle dimensioner af menneskelivet” … ”både det praktiske, de teoretiske, det lovmæssige, det traditionelle osv.” Og ”… islam var den eneste religion, hvor der fandtes et dokument, som sagdes at være Guds eget ord – åbenbaret i ord, nedfældet og bevaret i sin oprindelige form”. ”Reino var overbevist om, at han nu omsider var nået frem til det sted, hvorfra kilden sprang … Kilden var selve Guds ord, som de stod at læse i Koranen.”

”Jeg ligger her for min Skaber”, og ”vi må alle kaste os i støvet for ham”, siger Abdul Wahid et sted. Hans ord er denne gang møntet på en hindugud, men de dækker fuldt ud hans forhold til islams Allah.

Salafi-sufist
Koranen giver ifølge Abdul Wahid muslimen retningslinier for stort og småt i sit liv. Det forekommer naturligt, at Abdul Wahid netop falder for wahhabismen, hvor Koranen og profeten Muhammeds eksempler samlet i haditherne er lov. Wahhabisme – svarer nogenlunde til salafisme – anses for den mest bogstavtro og strikse variant af islam, fordi enhver form for leg og musik er bandlyst, og er statsreligion i Saudi-Arabien.

Alligevel er han ikke tilfreds med wahhabierne. ”Hos dem er islams sødme elimineret med hård hånd…”, og de kan udvikle sig til terrorister. Hans reaktion, da han ser kabaen i den store moske på sin første pilgrimsfærd i 1985 til Mekka, viser, at den før-muslimske Reino Arilds hang til det stemningsfulde er intakt. ”Han græd og græd og bad og græd og bad.” Han var ”fuldstændig opslugt af stemningen … Han havde i årene forud møjsommeligt vandret hundredvis af kilometer på sin spirituelle stræben, og det, der havde holdt ham på sporet, var længslen efter nærvær og lys. Guds nærvær og klarhedens lys.”

Han kalder rammende sin islam for ”salafi-sufisme”. I salafi-islam står Koranen, Guds åbenbarede ord, og Muhammeds eksempel i centrum, mens sufismen står for ”Sødmen i islam”. Det lyder som en modsigelse at ville spænde over de to poler i islam. På den anden side kan han med sin salafi-sufisme tale til muslimer af mange observanser og må være en ideel figur, når danske konvertitter med forskellig baggrund skal forenes.

Fundraising
Der er flere uklarheder i ”Islam på jysk”. Efter bogen at dømme har han aldrig haft et fast arbejde, men alligevel har han altid haft penge. I sin tid som hashryger, hippie og hindu levede han af at tigge, hvis han da ikke solgte hash. Evnen til at få andre til at punge ud for sig har han bragt videre fra sit hippieliv ind i sit ny liv som muslim. ”Fundraising” kalder han det. Ganske vist går hans indsamlede midler mest til nødhjælp til fattige og nødstedte muslimer, men han indrømmer, at nødhjælpsorganisationerne betaler for hans rejser.

I slutningen af 1990’erne var han under ramadanen på fundraising blandt muslimer i USA. Hvem disse muslimer er – om det er konvertitter, indvandrede muslimer, eller om det er muslimer med forbindelser til olieindustrien – fortæller han ikke.

Efter at han blev muslim i 1982, fik han og nogle andre muslimer ”nogle midler fra Kuwait til at etablere et islam-center i Danmark”, som Abdul Wahid blev leder af. Hvem giveren er i Kuwait, fortæller han ikke til Rou Jensen. Men set fra muslimske kredse er det et scoop at indsætte en dansk muslim som leder, der kan gøre islam ”spiselig” for danskere. Nogle måneder senere bliver han redaktør at ”Liv”, et muslimsk tidsskrift, ligeledes finansieret af de kuwaitiske penge.

Andet undrer mig i Abdul Wahid Pedersens ”Islam på jysk”. Han bliver udnævnt til skoleleder, selv om han ingen undervisningserfaring har. Udnævner tyrkiske og somaliske muslimer ham til skoleleder, fordi det er godt at have en dansker som kransekagefigur?

Vi får heller aldrig svar på, hvorfor bogen hedder ”Islam på jysk”. Bevares han er opvokset på Djursland og har boet i flipperkollektiver på Århus-kanten. Men måske skal jysk forstås i overført betydning – er besindig, godmodig og uden fanatisme, tænker sig om to måske flere gange, inden man taler og handler. Det er ikke det indtryk, jeg får af Abdul Wahid Pedersen ved læsning af ”Islam på jysk”.

På en af de sidste sider i ”Islam på jysk” vurderer Abdul Wahid, at ”islam … rummer muligheder for at frembringe en ny samfundsmæssig energi og dynamik” i Danmark. Han underbygger ikke sin vurdering.

Når man læser analyser af den politiske og økonomiske virkelighed i den arabisk-muslimske verden, synes hans vurdering uden hold i virkeligheden. Især hans miks af sufisme og wahhabisme synes ude af stand til at fremme samfundsmæssig energi og dynamik. Når det wahhabitiske Saudi-Arabien har klaret sig godt, skyldes det udelukkende den gode afsætning på det sorte guld under ørkensandet.

I indledningen rejste jeg spørgsmålet, om det er korrekt at kalde Abdul Wahid Pedersen moderat muslim. Som min gennemgang af ”Islam på jysk” viser, er Pedersens islam ikke spor moderat. Sammenlignet med Naser Khader er Abdul Wahid Pedersen radikal muslim, selv om han hverken er på bin Ladens eller Hizb ut-Tahrirs hold.

Et andet spørgsmål, som ikke skal besvares her, er så, om det er imam Pedersens islam, eller det er politiker Khaders islam, der udgør hovedstrømmen i islam.