Af Jesper Bacher, Tidehverv, årg. 84, 2010, nr. 3, marts, s.39-40.

Om Jesper Langballes indlæg i Berlingske Tidende fra januar 2010: ”Islams formørkede kvindesyn”.

Den kirkehistorisk bevandrede vil genkende opfordringen: tag og læs, på latin: tolle lege. Den forekommer i Augustins berømte ”Bekendelser”, umiddelbart før hans endelige gennembrud til kristentroen. En augustdag i 386 kaster den fortvivlede Augustin sig under et figentræ. Led ved sig selv og trykket af gamle synder, men så hører han pludselig en barnestemme fra nabohuset, der siger, ”Tag og læs, tag og læs”. Augustin tager det som en opfordring til at læse i Bibelen og slår op på Romerbrevet 13,13-14, som opfordrer til at leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke løsagtigt og udsvævende, men iklædt Herren Jesus Kristus. Da faldt der skel fra hans øjne, og ”… et visheds lys strømmede ind i mit hjerte”. Augustin var blevet omvendt.

Ja, der kan komme meget ud af at vende sig til teksten. Bliver det ikke ligefrem til omvendelse og visheds lys i hjertet, kan det dog hæmme den redelige læser i at fare med halv vind og løse påstande. Tag og læs, det tager måske lidt tid, men den er værd at tage sig. Tag og læs, sådan tages mangen en tåbelighed ved vingebenet. Det har man i hvert fald lov at håbe, selv om håbet ofte gøres til skamme.

Se nu på reaktionerne i forbindelse med Jesper Langballes indlæg i Berlingske Tidende betitlet ”Islams formørkede kvindesyn” fra januar dette år. Som det vil være de feste bekendt, udløste indlægget en forarget protest fra højre til venstre. Pia Kjærsgaard kaldte det dumt, Villy Søvndal mente, det var et nyt lavpunkt i den danske debat, og Uffe Thorndal indgav politianmeldelse med den begrundelse, at det generelle angreb på muslimske mænd var at ligne med nazisternes jødeangreb.

Jamen, hvad stod der så i dette forargelsens tegn af et indlæg? Tag bare og læs. Indlægget er frit tilgængeligt på Berlingske Tidendes netavis. Her prøver Langballe at betone anliggendet bag Lars Hedegaards herostratisk berømte udtalelser om muslimer, som voldtager deres børn. Han anerkender Hedegaards uforsigtighed, og siden falder ordene så: ” Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt”.

Hvad står der her? Udsagnet om fædre, der begår æresdrab og ignorerer overgreb, står i forlængelse af ordene om ”…at der er muslimske fædre” osv. Det kan jo dårlig nægtes og må ses som et præciserende referat af Hedegaard, der netop mødte berettiget kritik, fordi han i første omgang var uklar på dette punkt. Der er altså ikke tale om, at alle muslimske fædre udråbes som mordere og voldtægtsignoranter. Hvor Hedegaard er uforsigtig, forekommer Langballe anderledes forsigtig i forsøget på at fremdrage sagens kerne.

Og sagens kerne er selvfølgelig den kulturelle/religiøse råddenskab, som ikke er Jesper Langballes fordom, men bitter og tragisk realitet. Det siges, at æresdrab er uislamisk, men det er ikke desto mindre i muslimske lande og miljøer, at det gang på gang forekommer. Hvor mange ikke-muslimske familier lægger råd op om at likvidere deres datter, fordi hun har krænket slægtens ære? Er der nogle vestlige lande, hvor lovgivningen tager lempeligt på henrettelser af ”æreshensyn”? Det er tilfældet i muslimske lande. Da Jordan i 2003 forsøgte at skærpe straffen for æresdrab, blev det nedstemt i parlamentet. Modstanderne henviste til de religiøse traditioner og familieværdier. I det ortodokse Saudi-Arabien blev prinsesse Misha skudt og hendes hjertenskære halshugget på ordre af bedstefaderen prins Mohammed Aziz i 1977. I marts sidste år slog den tjetjenske præsident, Ramzan Kadyrov, et slag for retten til at dræbe kvindelige slægtninge med dårlig moral. Også her til lands er der forekommet æresdrab, og et par uger efter Langballes indlæg kunne man læse den tragiske historie om en tyrkisk pige, som var blevet begravet levende af familien på grund af sine drengevenner. I øvrigt er mere end halvdelen af alle drab i Tyrkiet æresrelateret.

Supna Zaidi, en progressiv muslim, konstaterer på Islamist Watch: ”Ingen passage i Koranen diskuterer æresdrab, men muslimske gejstlige retfærdiggør dem, og sekulære muslimer straffer dem ikke eller vedtager love, der lemper straffen for dem. Dermed gør muslimer æresdrab til en del af islam”.

Villy Søvndal viste sin uforstand, da han i sin kommentar til Langballe anførte ”… at incest og jalousidrab er jo desværre kun alt for ofte forekommende også i den etnisk danske kultur.” Det kan da kun forekomme for ofte, men det er ikke uvæsentligt, om det forekommer i kulturen, eller om kulturen fremmer æresdrab og fortier overgreb. Om mordet begås af sygelig jalousi hos den enkelte eller på baggrund af et sygt æresbegreb i familierne. Om ofret møder forståelse og sympati eller snarere opfattes som problemet, fordi vedkommende har skadet familiens gode navn og rygte ved at lægge krop til en voldtægt. Til Politiken har Kristina Abu-Khader Aamand, forfatter til ”Mødom på mode”, udtalt, at da hun arbejdede på Center for Voldtægtsofre ”… var det sådan, at når der kom en dansk kvinde, kunne hun rejse ressourcer og få hjælp fra familien. Men blandt kvinderne med anden etnisk baggrund var familierne den største trussel”. Ikke just det ringeste kulturelle arbejdsmiljø for en voldtægtsmand.

Regnen af fordømmelser, undsigelser og kritik over Langballes syndige hoved er som et selvopfyldende efterspil til hans bemærkninger om at ”hugge hovedet af budbringeren”. Det må være det, man kalder mistænkeliggørelsens hermeneutik. Tendentiøs fortolkning med liden respekt for tekstens ord. Der må enten være ond vilje eller ringe synskraft i læsebrillerne. Jeg er opmærksom på, at Jesper Langballe siden har kaldt sin facon uheldig og kluntet, men her er vigtigere ting på spil end det kunstneriske indtryk.

Tag og læs, ikke bare Langballe, men om æresdrabenes blodige spor, om den organiserede kvindeforagt i islams navn, om det, som faktisk sker, igen og igen og igen. Tag og læs og tag bladet fra munden.