Af Henrik Frost, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr.5-6, Maj-Juni, s.108-109.

3 citater til indledning:
”Da jeg kom til jer, brødre, kom jeg heller ikke og forkyndte jer vidnesbyrdet fra Gud med en fremragende veltalenhed eller visdom. Thi jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet ... og min tale og mit budskab virkede ikke ved visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis” (1.Kor.l, 1-5).

”For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne. Thi ved Ordet og sakramenterne som midler gives Helligånden, som virker tro – hvor og når det behager Gud – i dem, som hører evangeliet” (Den Augsburgske Bekendelses femte artikel om det kirkelige embede).

”Thi Ordet har skabt himmel og jord og alle ting. Det må gøre det, og ikke vi arme syndere … Jeg har virket med Guds Ord alene, prædiket og skrevet, ellers har jeg intet gjort ... Ordet har virket det hele” (Luther i en prædiken fra 1522).

Pastoralseminariet og homiletikken
Har man som jeg i den nærmeste fortid brugt det meste af et halvt år på Pastoralseminariet, så vil man ikke kunne være i tvivl om, at megen af den moderne danske homiletik, som har fået et særdeles stærkt fodfæste på de to danske pastoralseminarier, i høj grad har ladet sig inspirere af den amerikanske homiletik og derfor er besat af en teologisk meget usund og altdominerende interesse for prædikenens form.

Prædikenens form tillægges kort sagt en umådelig vægt og betydning, mens prædikenens indhold, som af uransagelige årsager tilsyneladende anses for noget så selvfølgeligt og på forhånd givet, at det ikke kræver nogen større opmærksomhed, vægtes forsvindende lidt.

Den moderne homiletik er med alle sine mange formanstrengelser et ganske selvbevidst forsøg på at træde i Åndens og forsynets sted, og dens tilhængere afslører dermed, at de ikke vil lade sig nøje med det gudsindstiftede prædikenembede, som Den Augsburgske Bekendelses femte artikel omhandler, og som begrænser præstens opgave til den alene at koncentrere sig om at få sagt, hvad der skal siges, for på den måde at lade det evangelium komme til orde, der ikke kun omtaler Guds kraft, men selv er den Guds kraft, som slår rod, hvor og når det behager Gud.

Som det fremgår af det indledende citat fra Paulus' første brev til korinterne, så kan han ikke være den formfokuserede homiletiks inspirationskilde – tværtimod må man sige. For i modsætning til den moderne homiletiske skole, hvor alt bliver gjort til form på indholdets bekostning, havde teologen Paulus, da han kom til Korinth, gjort sig det faste og sunde forsæt kun at ville koncentrere sig om forkyndelsens indhold.

Paulus var med andre ord alene optaget af den opgave at lade evangeliet om Guds nåde i Kristus komme til orde i Korinth, og han ville derfor, havde han levet idag, ikke have været nogen stor tilhænger og beundrer af en uendeligt forminteresseret prædikenskole som den, man altså finder stærkt repræsenteret på de danske Pastoralseminarier, hvor man bruger væsentlige mængder af den samlede tid på talepædagogiske øvelser, skuespillere, som hævdes at have forstand på kroppens sprog og den glatte fremtoning, yoga-lignende afspændings- og kropsholdningsøvelser, der skal sikre den rette stemmeføring og meget mere fra samme formorienterede boldgade.

Selvom den moderne homiletiks tilhængere helt sikkert ganske kategorisk vil benægte det, så afslører deres store interesse for formen en manglende interesse for sagen selv, det kristne evangelium.

Det forholder sig nemlig her, som det forholder sig med den psykologiske forskning, der konfronteret med kristendommens bud om kærlighed til næsten vedholdende påstår, at man, inden man kan elske sin næste, må elske sig selv, hvorfor man lige netop idag må insistere på lidt fritid fra budet, så man får mulighed for at arbejde med sig selv og sin uegennyttige egenkærlighed, der jo kun har kærligheden til næsten som sit egentlige mål.

I forbindelse med den slags menneskelige totrinsraketter, hvor man, inden man kommer til det væsentlige, lige er nødt til at beskæftige sig med noget andet, viser det sig ganske ofte, at man bliver så optaget af det første trin, at man aldrig rigtig når frem til det andet trin, som det hele ellers drejede sig om.

Den manglende interesse for evangeliet, som den formorienterede homiletiks store interesse for det første trin på forkyndelsens totrinsraket afslører, kan ikke undgå at sætte sig sine tydelige spor i forkyndelsen.

Optagetheden af prædikenens form og fremføring viser sig nemlig ofte i den virkelige verden at have den ganske konkrete konsekvens, at man bruger al sin tid på uvæsentlige udenomsstudier og tidskrævende forsøg på at nå frem til den perfekte og ideelle prædikenform, og derfor kun sjældent når frem til det egentlige og teologisk væsentlige arbejde: studiet af det kristne evangelium. Dette uheldige forhold kan aflæses i den forkyndelse, der måske nok serveres formfuldendt og velklingende, men som på den anden side på grund af en teologisk vankundighed alene har den fine indpakning at byde på, hvorfor den kirkegænger, der er kommet for at høre en evangelisk prædiken, må konstatere, at han er gået forgæves.

Derudover betyder den altdominerende fokus på formen, at præsten ofte ender med at sætte sig selv i centrum – (som vi skal se om lidt) – i den gudstjeneste, hvor retningspilen ellers skulle have været, at ”Han bør vokse, men jeg blive mindre”, og hvor præstens eneste opgave derfor er som Ordets tjener at træde tilbage og holde sig i baggrunden for at lade Ordet komme til og virke det hele.

På Pastoralseminariet fik vi en dag fint besøg, idet den nu snart forhenværende biskop Jan Lindhardt var blevet indbudt til at fortælle om udbyttet af de mange retoriske studier, han har gjort sig, og om prædikenformens vigtighed.

Han valgte at pege på formens vigtighed med en historie fra det virkelige liv:

En præstekollega havde inden en velbesøgt julegudstjeneste overvejet, hvordan han kunne sikre sig, at de mange kirkegængere juleaften nu også ville høre, hvad han havde at sige, og præsten var efter nogle vægtige formovervejelser nået frem til, at han ville indskyde en lille, overraskende og opkvikkende happening i begyndelsen af sin prædikenen.

Han afbrød derfor kort inde i sin prædiken sig selv og spurgte ud i det fulde kirkerum, om ikke han kunne købe en pakke smøger af en af kirkegængerne, for han havde lovet sin kone at tage cigatter med hjem.

Præstens lille happening var ifølge biskoppen et glimrende formtiltag, der styrkede prædikenen, og historien illustrerede ifølge Lindhardt på udmærket vis formens vigtighed, for med sin overraskende og opkvikkende afbrydelse havde præsten nemlig sikret sig kirkegængernes opmærksomhed og lydhørhed.

Men historien er jo faktisk, når man tænker nærmere efter, et ganske godt eksempel på, at forminteressen ender med at gøre Ordet en bjørnetjeneste med al sin nævenyttige huseren, for der kan vist ikke være tvivl om, at med den selviscenesættelse, som præsten her præsterede, og som med ét gjorde præsten selv til centrum i gudstjenesten, er det eneste, kirkegængerne husker fra den julegudstjeneste, den morsomme præst, der ville købe smøger af menigheden.

Har evangeliet lydt i den efterfølgende prædiken, hvad man godt kan være i tvivl om med den indledning, så har præstens selviscenesættelse kun kunnet skygget for det, og den kirkegænger, der evt. den juleaften har hørt evangeliets tiltale i kirken, har ikke gjort det på grund af, men på trods af den sjove præsts vægtige formovervejelser.