Af Børge Diderichsen, Tidehverv, årg. 36, 1962, nr. 10., Dec., s.89-90.

Tillæg til artiklen om tiden og skolen.

Folkeskolens pligt til at undervise i kristendom udledes som bekendt af grundlovens anerkendelse af den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke og grundlovens tilsigelse af støtte til denne kirke. Det er klart, at statsstøtten ikke nødvendigvis må indbefatte undervisning i kristendom i hele den offentlige skole. Men denne fortolkning af grundloven, som var gældende fra 1849, blev ikke underkendt af folkets flertal og dets valgte repræsentanter ved den sidste grundlovsrevision og må således under folkestyrets politiske vilkår siges at have gyldig begrundelse. Men ville man ophæve denne form for statsstøtte, ville det formentlig ikke være i strid med grundlovens § 3. Der kunne også tænkes andre former for statsstøtte til kristendomsundervisning.

Der fremføres også en anden begrundelse – og en berettiget sådan – for opretholdelsen af den offentlige skoles undervisning i evangelisk-luthersk kristendom. Den kan kaldes den kulturhistoriske. Den bygger på indsigten i den historiske kendsgerning, at kirken i 1000 år har været den dominerende åndsmagt i folket, og at denne stilling med dens forpligtelser og rettigheder i de sidste 400 år er tilfaldet den evangelisk-lutherske kirke. Man siger — også og navnlig i ukirkelige kredse – og siger med rette, at det uanset den enkeltes personlige forhold til kristendommen som sandhed eller vildfarelse er en fælles interesse at åbne døren til vor fælles fortid for børnene, som det også sker i en række andre skolefag. Man vil med rette her modarbejde det uhyggelige traditionssvind og den tiltagende småborgerlige barbarisering. Resultatet heraf er kravet om en sandfærdig, uafhængig og oplysende undervisning. En sådan kristendomsundervisning bør man ikke kimse af. Men forudsætningen er at underviseren har tilegnet sig en kundskabsfylde og opøvet en åndelig og intellektuel livlighed, som står mål med opgaven.

En sådan kristendomsundervisning vil naturligvis få en vis ”neutral” eller ”objektiv” karakter og skal have det. Men dette krav må ikke misforstås, som om læreren skulle sætte sig selv i parentes eller afstå fra sit standpunkt. Det betyder derimod, at han skal have kendskab til og respekt for den sag, som han skal fremstille til børnenes i reglen ukritiske tilegnelse. Det vil sige, at han skal bringe sagen – kristendommen – til selv at tale. Og da kristendommen jo hævder at tale sandheden til mennesket, føres man uvægerligt til den slutning, at skal der gives en saglig kristendomsundervisning kan man ikke nøjes med en kulturhistorisk orientering, hvor fortræffelig og berettiget denne end er. Det er usagligt, hvis den ikke når frem til sagen selv, det vil sige kristendommens saglige indhold som en menneskelig selvforståelse. Det ligger nu i sagens natur, at kristendommens eksistentielle sandhed ikke kan bevises. Altså kan en sådan bevisførelse heller ikke være skolens sag. Det er derimod dens pligt at gøre rede for sagen selv, at sige hvad kristendom er – naturligvis i en form svarende til børnenes alderstrin. Dette krav gælder hvad enten man betragter kristendommen som et tilbagelagt stadium i vor historie eller som aktuel sandhed. Skal skolen give kundskab om, hvad kristendom sagligt set er, frigøres den for sin spændetrøje af urimeligt bibelsyn, død dogmatik og småborgerlig moraliseren. Men samtidig anerkender den sin forpligtelse til at give et distinkt og klart omridset billede af kristendommen og bekæmpe fristelsen til at nøjes med vage og konturløse almindeligheder om ”religiøse anlæg” og ”kristne værdier”.

En saglig kristendomsundervisning står i modsætning til den pietistiske, som kendes på, at læreren (lærerinden) gør sin egen religiøse opfattelse eller grebethed gældende på en sådan måde, at den pånødes børnene ved et psykisk pres. Denne form for kristendomsundervisning er værre end ingen, fordi den er usaglig og usandfærdig. Den er en afkristningsfaktor af betydelig rang.

I hvert fald er det denne sekteriske opfattelse af skolens pligt til at give undervisning i kristendom, som har en stor del af skylden for den nuværende tingenes tilstand. Det ejendommelige er nemlig, at mange lærere (og seminarie-elever), som føler sig helt uden noget forhold til kirken, ikke ønsker at give kristendomsundervisning, fordi de tror at det er noget med fromt føleri og moralske pegefingre.

I mærkelig blindhed ser kirken nu sin interesse i at protegere denne såkaldte opbyggelige og i hvert fald traditionelle form for kristendomsundervisning. Det er vel ikke langt fra, at man her finder en af de sidste rester af fordums magt og indflydelse, som for enhver pris skal konserveres (jvf. besættelsen af en lærestol i kristendomskundskab på Danmarks lærerhøjskole). Jo længere man sidder kravet om en saglig undervisning med deraf følgende revision af gængse synspunkter overhørig, vil faget religion af begge parter (kirkelige som ukirkelige) stadig stærkere blive opfattet som et sekterisk element og som sådant efterhånden blive udelukket af skolens (og seminariernes) timeplan, hvor der allerede hersker vild fagtrængsel. Man er godt i gang med at save den gren man selv sidder på over.

Det er øjeblikkets opgave at bryde denne ring, som gør kristendomsundervisningen til en sekterisk enklave i folkeskolen. Men det kræver en betydelig åndelig anstrengelse fra lærernes (incl. seminarielærernes) side. Det må gøres klart, at der ikke kræves særlige ”religiøse” forudsætninger for at undervise i kristendom. Hvem siger, at man skal have særlige religiøse fornemmelser for at give kundskab om hvad kristendom er? Og det er dog opgaven i al dens enkelhed – og dybde. Der kræves som i alle andre fag kendskab til og respekt for sagen — ikke andet. Den der opfylder dette krav – det vil sige bestræber sig derpå – er skikket til at give kundskab om hvad kristendom er.

Børge Diderichsen.