Af Bent Hahn, Tidehverv, 1965, nr. 10, december, s.105-106 (Johs.16,16-22).

Dette afsnit af Johannes-evangeliet tilhører hele det store afsnit, som man sammenfattende har kaldt Jesu afskedstale til disciplene. Det ligger imidlertid ganske udenfor Johannes-evangeliets hensigt at berette om en historisk begivenhed. Evangeliet skildrer ikke den historiske afskedsscene, hvor Jesus siger farvel til sine disciple. Derfor skildrer det heller ikke psykologisk det indtryk, denne afsked gør på disciplene. Jesu afskedstale, der jo optager en meget stor plads i Johannes-evangeliet, vil derimod i en nødtørftig historisk ramme forkynde om forholdet mellem disciplene og Jesus, der nu vil forlade dem. Eller med andre ord: Evangeliet vil — fordi det er forkyndelse — tale til os om troens forhold til Jesus, som blev korsfæstet og døde. At det vil tale til netop os forstås deraf, at Johannes-evangeliet taler i Jesu afskedstale om, at dets egen forkyndelse kun er forkyndelse til troens modtagelse og afgørelse, når og hvis den lyder nu i dag.

Mellem påske og pinse har vi en lang række Johannes-tekster at prædike over. Netop tekster, der er taget fra Jesu afskedstale. Det betyder altså, at vægten i vor prædiken mellem påske og pinse ligger på, hvad det betyder, at Jesus har forladt os, at han er død, og samtidig, hvad det betyder, at vi prædiker om ham.

Når Jesus siger: Om en liden stund ser I mig ikke længer, og atter om en liden stund skal I se mig, så henvender han sig til disciplene, der dog ikke forstår hans tale. Men evangelisten henvender sig til os og tilkendegiver, hvor vigtigt det er at forstå, hvad Jesus her siger. Disciplene giver jo ved deres mangel på forståelse herved evangelisten anledning til at gøre det klart, at Jesus vil forlade dem og igen komme til dem. I disciplenes situation betegner den korte tid, han har igen sammen med dem, den frist der er givet indtil hans lidelse og død. Men den historiske situation er i Johannes-evangeliet som før sagt ikke afgørende og tjener kun som hjælp til at anskueliggøre Jesu tale i evangeliets forkyndelse. Det afgørende er derimod, at Jesu vil forlade os. Og det vil sige, at Jesus i forkyndelsen nu stadig tager afsked med os. Og hans død og bortgang bliver virkelighed, når han tager sit ord med sig i graven – når han ikke længere taler til os. Da er Jesus død, og det betyder altså, at han ikke har overleveret os noget ord, der så at sige tilhører os som vor ejendom. Hans ord, som forkyndes, tilhører Ham alene. Jesus er derfor i dette ord vor Herre.

At tro hans ord har således intet at gøre med at have oplevet eller erfaret det i en forvisning om, at det var og er sandt nu og for alle tider. Og troen på hans ord har lige så lidt noget at gøre med en tro på et sæt læresætninger, som holdes for sande nu og for alle tider. Nej, Jesus tager stadig afsked med os, samtidig med at han kræver, at vi afgør os for hans ord og dermed opgiver alt andet i vort liv, endog livet selv. Derved bliver Jesus vor Herre – netop, når han tager afsked med os.

Dette vilkår for Guds tale i Jesu ord til os kommer i modstrid med os selv. Vi vil ikke gå ind på det. Der er nemlig intet, vi hellere vil end høre et ord, der een gang for alle giver os ro og fred, så vi kan leve og dø på det. Vi vil hellere end gerne høre på den tale, der giver os sikkerhed for, at livet dog er værd at leve, selvom vi skal dø. Derfor bruger vi ofte Jesu tale til os som et middel til at redde os fra den uvished, der ligger foran os. Eller vi forsøger ved dybsindige og åndfulde betragtninger over Jesu tale at komme til at tro på hans ord ved at gøre det til svaret på al vor længsel og alle vore spørgsmål. Men Jesu tale modsiger os. Vi må finde os i at vente på, at Jesus vil tale til os. Vi må finde os i, at Jesus tager afsked med os for at gå bort fra os og overlevere os til os selv, så vi synes, vi lever i stor tomhed med en uigennemskuelig og usikker fremtid foran os. Da er vi helt på nåde og unåde udleveret til vor Herre.

Og dér kan vi få lov til at høre evangeliet som et helt nyt ord, der ikke har noget fortilfælde. Dér er vor sorg – vor gråd og klage som evangeliet siger det — på grund af Jesu afsked og død vendt til glæde over hans ord: Og atter om en liden stund skal I se mig. Dette er indholdet af det billede, evangeliet bruger af den fødende kvinde. Ligesom hendes glæde udspringer af sorgen, udspringer vor glæde af sorgen over Jesu afsked med os. Og den glæde kan ingen give sig selv. Den skænkes os af vor Herre selv, som nu taler sit ord til os. Fordi den ikke udspringer fra os selv, men udelukkende er begrundet i hans ord, kan ingen tage den fra os. Dette løfte – atter om en liden stund skal I se mig – griber troen om, når vi i nød, alene og forladte og med døden i os, hører Guds tale i Jesu ord. Og i denne tro opfylder Gud sit løfte. Vi prædiker derfor om Ham, der blev korsfæstet og døde, fordi Gud har lovet i hans ord at give os liv og salighed.

Bent Hahn,
holdt i Jægersborg kirke, tekst: Joh.16,16-22.