Af N. O. Jensen, Tidehverv, 1966, nr. 8, oktober, s.85-86, (Luk.10,38-42).

I sidste nummer før ferien af et århusiansk kirkeblad var refereret nogle barndomserindringer af den franske digter-filosof Jean-Paul Sartre, en af dem, som mange skeptiske og højintellektuelle i tiden sværger til. De handler om, hvordan denne digter og tænker allerede som barn mistede troen på Gud.

Jeg nævner dem her, fordi de er gode at få forstand af. Desværre blev de i kirkebladet kun brugt til udgangspunkt for nogle opbyggelige betragtninger om gudstjenestens nødvendighed og lignende.

Sognepræst Anker Nyvang ved Fredens kirke indleder dem med nogle bemærkninger om, at man vel i regelen mener, at det må være tankemæssige vanskeligheder, som gør, at troen på Gud fortrænges og forsvinder hos et menneske. Men i virkeligheden er det kun i de færreste tilfælde, at det er tanken, der jager troen på flugt, siger han. Det kan vi bl. a. læse om i Jean-Paul Sartres erindringer.

Sartre siger, at det ikke var på grund af nogen forstandsmæssig konflikt med kirkens dogmer, at han mistede troen som barn. Det skete gennem den ligegyldighed over for troen, som han mødte hos sine bedsteforældre.

Allerede det kan give os noget at tænke på, enten vi har børn og børnebørn eller ej. Enten vi vil det eller ej, kan vi ikke undgå at påvirke andre ved den holdning, vi indtager over for tilværelsen. Navnlig børn har en fintmærkende sans for, hvad der er ægte eller uægte hos et menneske, og for, hvad der betyder noget for de mennesker, de har med at gøre, og hvad der ikke gør det.

Sartre siger: „Min bedstefader var for meget af en skuespiller til at kunne undvære tanken om, at der var en almægtig tilskuer, som betragtede ham fra det høje; men i det daglige bekymrede han sig ikke om denne Gud undtagen i de kritiske situationer. Han var sikker på at møde Gud engang, når han skulle dø; men han sørgede omhyggeligt for at holde ham på afstand, så længe han levede. Og da jeg så det, mistede jeg selv troen. Udadtil opretholdt jeg endnu nogle år de diplomatiske forbindelser med den almægtige; men indadtil var jeg ophørt med at omgås ham. Gud vegeterede i mig i nogen tid, men slog aldrig rod, og så døde han til sidst”.

Det er ikke nogen ualmindelig erfaring, at et barn kan være meget optaget af tanken om Gud et stykke tid; men så får det andre interesser, og tanken om Gud blegner bort; men et barn slutter dog som regel ikke deraf, at så er Gud ikke til. Det er det intellektuelle hovmod hos denne digter og tænker, der får ham til senere hen og nu som voksen at slå fast, at Gud har haft sin chance i ham. Den brugte han ikke. Altså er han ikke til. Rent bortset fra, at det for at tale med Per Degn i Holbergs „Erasmus Montanus” er „en forbandet syllogismus”, et tegn på, at logikken kan svigte selv hos den skarpsindigste tænker.

Havde der så endda stået: „Gud vegeterede i mig i nogen tid, men han slog aldrig rod, og så døde jeg”, så ville han dog have røbet, at han i det mindste havde en smule begreb om, hvad sagen drejer sig om, og har han ikke haft det som barn, så har han som ethvert tænkende menneske haft mulighed for at få det sidenhen, så han er uden undskyldning, hvis han ikke har det.

Det er nemlig kristendommens forudsætning, at skilt fra Gud er et menneske dødt. Gud ophører ikke at være til, fordi mennesker fornægter ham. Gud er selve livets kilde, og skilt fra ham er et menneske dødt, hvor meget det så end bilder sig ind at være til og i intellektuelt hovmod gør sig vigtig over for Gud og hele tilværelsen.

Fordi det er alt tilværelses forudsætning, derfor kan Kristus sige: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.
Sandelig, sandelig siger jeg eder: den time kommer, ja, er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve”.

Når det er forudsætningen, at vi i os selv er døde, men at vi skal få liv på ny ved at lytte til Kristi ord, så bliver der også mening i den lille fortælling fra hverdagslivet, som det er givet os at lytte til i dagens evangelium.

Det er det mærkelige ved fortællingen om Jesu besøg hos Marta og Maria, at for nogle er det en af de mest betydningsfulde i evangeliernes beretning om Jesu liv; andre siger den slet ingenting. Det kommer an på, hvor megen vægt man tør tillægge Jesu ord til Marta om, at kun een ting er nødvendig, og hvad man i så fald vil forstå ved den ene nødvendige ting.

Eet er i hvert fald givet, at begynder man først på at anstille psykologiske eller moralske betragtninger over de to søstres forskellige indstilling til tilværelsen eller deres opførsel i anledning af Jesu besøg, så får man slet ikke noget ud af fortællingen. Evangeliet selv forsvinder i psykologiske eller moralske overvejelser og betragtninger.

Nu er det jo heller ikke på forhånd givet, at evangeliet selv skal komme til orde i enhver fortælling fra Jesu liv. Der har vel også for hans vedkommende været brug for pauser og almindeligt hverdagsliv indimellem. Tilsyneladende er fortællingen jo heller ikke andet end en lille anekdote eller skildring fra hverdagslivet.

Jesus er kommet på besøg, og med østerlændingens udprægede sans for gæstfrihed, som man også kan finde paralleller til hos danske husmødre, er Marta straks i færd med at træffe forberedelser til at dække op for gæsten. Efterhånden ser hun sig dog gal på sin søster, som straks har sat sig ned for at lytte efter, hvad gæsten har at fortælle. Marta bebrejder ligefrem Jesus, at han ikke har sans for hendes travle virksomhed, men uanfægtet ser på, at søsteren lader hende være ene om arbejdet.

Det er muligt, at Jesus med sit svar til Marta kun har villet slå lidt koldt vand i blodet på hende. Det meste af hendes uro og bekymring er selvforskyldt. Hun vil gøre det så godt for gæsten som muligt ved at tilberede et stort og rigeligt måltid; men noget mindre kan gøre det, og så kan der blive mere tid til noget andet. Nogle få eller kun en enkelt ting er nødvendig.

Måske har Jesus ment noget mere afgørende med sine ord om den ene nødvendige ting. I hvert fald slår han fast, at Marta har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende. Men hvad den ene nødvendige ting er, det siges ikke med rene ord. Hvad der derom yderligere kan siges, kommer til at stå for prædikantens egen regning.

Fra de ældste tider har man i de to søstres forskellige karakter og livsholdning villet se et udtryk for to forskellige former for menneskeliv og kristenliv. Den ene er den mere indadvendte, tænksomme, overvejende og lyttende, der kræver tid og tager sig tid til at lytte til Jesu ord. Den anden er den mere udadvendte, aktive, der har travlt med de mange praktiske opgaver, som trænger sig på, omsorg for fattige og syge og meget andet.

Der er ingen tvivl om, at det er den sidste form for kristenliv, man også i vore dage har mest respekt for og bedst kan forstå. At den indadvendte, tænksomme, lyttende holdning kræver mere koncentration og kan være ligeså aktiv som den udadvendte, har man mindre sans for. Den ene er vel hverken mere eller mindre nødvendig end den anden.

I vor udadvendte, fortravlede tid er der dog måske grund til at betænke, at Jesus tager Maria i forsvar. Hun har valgt den gode del, som ikke skal tages fra hende. Vi fylder vort sind og vor dag med uro og larm fra morgen til aften og har aldrig tid eller ro til at gøre op med os selv og tænke over tilværelsen. Vi døver vort sind med travlhed og støj, fordi vi simpelt hen ikke har mod til at standse op og gøre os klart, hvad det vil sige at være et menneske.

Hvis det kun var den slags moralske betragtninger, fortællingen om Marta og Maria gav anledning til, kunne vi måske hurtigt gøre os færdige med den; men det spørgsmål bliver ved at bore i vore sind, når vi har læst fortællingen til ende, hvad den ene nødvendige ting da er?

Kan det være andet end Kristus selv og hans ord?

Den ene livsholdning kan ikke være mere nødvendig eller berettiget end den anden. Det ene skal passes, og det andet ikke forsømmes. Men er det sandt, at vi skilt fra Gud alle er døde i vore synder og døve for hans røst, og at kun Kristus ved sit ord kan kalde mennesker tilbage til Gud og give dem liv på ny, hvad er da det ene nødvendige for et menneske uden Kristus selv? For ham og hans ord må alt andet vige. Ved ham og hans ord kommer alt andet på sin rette plads.

Så får den ene heller ikke noget at lade den anden høre. Så behøver man heller ikke at hænge sin bedstefader ud bagefter, fordi han var en stor skuespiller og ikke tog sin kristendom alvorligt. Hvem af os gør vel det? Og navnlig kan man ikke bagefter gå og bilde sig ind, at det var af den grund, man selv mistede troen.

Så får hver enkelt nok i at gøre op med sig selv. „Sandelig, Gud var på dette sted, og jeg vidste det ikke”. Gud var i mit menneskeliv, og jeg regnede ham ikke.

Fader, forbarm dig over os alle, og lad din røst komme til os!

Amen.

N. O. Jensen,
Tekst: Luk.10,38-42,
Prædiken på 15. søndag efter trinitatis i Faarup og Sabro kirker.