Af Vilhelm Krarup. Tidehverv, 1975, s.69-71. (Luk.19,41-48).

Hvis det havde været en moderne såkaldt politisk bevidstgjort, der havde stået her på stolen idag, havde han haft det nemt: Se dog og hør dog hvordan Jesus er politisk og revolutionær i hele sin holdning! Taler han ikke de toneangivende magthavere lige imod, truende og dristigt? Forsøger han ikke ved sin oprørske tale at frelse land og folk fra den undergang, som det herskende system bærer i sit skød? Visselig de bevidstgjorte har det nemt.

Havde det været en nutidig nidkær missionspræst, en af de såkaldte økumener (et af de mange fæle ord, som vort modersmål velsignes med i vore dage), havde det været en sådan karl, der idag stod på stolen, vidste han også, hvad han skulle sige: Dér kan I se, Jesus øvede kirketugt. Drev han ikke alle dem ud af templet, der var der uden at tage helligdommen alvorlig som helligdom, som brugte helligdommen til verdslige og jordiske gøremål i egen interesse? Sandelig det er påkrævet at gøre det samme i vore dage og ikke lukke kirkedøren op for hvemsomhelst, men kun for dem, der mener noget med at ville komme!

Jo vist, denne tekst giver frit slag, og alene det kan tjene som advarsel om, at fornuften skal også bruges ved læsning af biblen, omtanke er nødvendig netop her, biblens ord er ikke entydige, som Jehovas vidner og andre af samme slags tror. Eller måske var det bedre at sige, at der kræves redelighed af os ved læsning af biblen. At redelighed er biblens eneste krav til enhver, der læser den.

Men nu er det ikke en politisk bevidstgjort og ikke en moderne kirkelig aktivist, der står på stolen, men, ja, jeg ved ikke bedre at sige end en ganske almindelig kristen, og skulle jeg sætte en overskrift over den beretning, vi har for os, ville jeg sætte denne: Guds nåde er ikke til salg - eller til købs. Den skal stå som overskrift over begge de optrin, der beskrives for os. Først det, at Jesus på den dag, da han drog ind i Jerusalem og blev hyldet af skarerne, der råbte: Velsignet være kongen, der kommer i Herrens navn, fred i himlen og ære i det højeste - at han da så længere og så dybere end til denne øjeblikkelige jubel: Jerusalem, Jerusalem, vidste dog du på denne din dag, hvad der er skjult for dine øjne, men du skal lægges øde, fordi du ikke kender din besøgelsestid. Han så længere, og han så dybere. Skarernes øjeblikkelige glæde var, hvad den var, netop øjeblikkets, sand idag, imorgen dunstet væk, en stemning, en oplevelse (regnet for det væsentlige i livet af moderne psykologi), men uden soliditet, uden rod i virkeligheden, uden evighed. Og evighed og sandhed var det, det drejede sig om for ham, ikke tilfældigt føleri. Vel var det kønt af skarerne at hylde ham, vist så, og han lod det da også ske uden protest eller kirketugt, men bag ved og nedenunder hyldesten lurede faren, ja, den lå allerede i hyldesten, nemlig at de som den naturligste sag af verden gik ud fra, at Gud kan hyldes af mennesker. Men at råbe: Gud længe leve eller råbe hurra for Gud vil være at gøre nar af Gud, som om Gud trængte til menneskers hyldest, ja, at hans eksistens beroede på menneskers anerkendelse af ham som Gud, medens det er omvendt: vi trænger til hans nåde. Det var dette, der var det skæve ved jødernes Jerusalem, at i deres fromme iver efter at dyrke Gud var alt med Gud vendt på hovedet, og resultatet var den forestilling om ham, at han sad oppe i sin himmel og kontrollerede om menneskene, hver enkelt, hyldede ham nok og gjorde nok ud af ham og på rette måde. Det var dette jødernes fromme Jerusalem, Jesus græd over, da skarerne hyldede ham. Det var jødernes gudsdyrkelse, således som den i generationer var stivnet i en skal af selvhævdelse så hård, at den ikke ville lade sig gennembryde. Dér stod han med Guds nåde til dette genstridige folk, der ikke ville høre. Forhærdelsen var over dem, og som et menneske sår, således skal det også høste, og dette gælder også et folk. Den, der på sandhedens og nådens dag ikke vil kende sandheden og nåden, han forbliver, hvor han er, i ødelæggelsen, undergangen, fortabelsen, ja, det er fortabelsen ikke at kendes ved Guds nåde, den nåde, der hverken er til salg eller til købs. Den, der fromt dyrker en gud, der belønner, og som derfor fromt stiler efter at nå belønning, han går evigt fejl. Derfor græd Jesus over Jerusalem: Vidste du dog på denne din dag, hvad der tjener til din fred, men det er skjult for dine øjne, og du skal lægges øde, der skal ikke blive sten på sten tilbage af dig. Og det gik sådan. For sådan må det gå den, der mener, at Guds nåde kan købes.

Som for at gøre det helt klart og tydeligt for os, fortæller evangelisten videre om, hvordan Jesus jog kræmmerne ud af helligdommen: Guds hus er et bedehus og ikke en røverkule. Her i Guds hus skal der ikke tinges og handles, for i Guds hus gælder kun een ting: Guds frie og grænseløse nåde, ene den og intet andet. Intet menneskeværk, det være nok så ædelt og smukt og ophøjet for mennesker at se. I Guds hus måles og vejes ikke, her skeler ikke menneske efter menneske, hvilken ret han eller hun har til at være her, for her står enhver afklædt overfor Gud og har kun nåden at bede om. Guds hus er et bedehus, hvor ikke menneskers fred, men Guds fred råder.

Det lader sig gøre at sige om Jesus, at han den dag indførte kirketugt. Han jog virkeligt kræmmerne ud af helligdommen. Men det var sandelig en anden kirketugt end den, nogle nutildags vil indføre, for de vil jo netop, at mennesker skal gøre sig værdige til at være med, eller de vil gøre dem værdige på den ene eller anden måde. Vist lader det sig sige, at Jesus indførte kirketugt og jog mennesker ud af templet, men så skal man også i samme åndedræt lægge mærke til, hvem det var, han jog ud, at det var dem, der i indbildt fromhed troede, at Guds nåde var på den ene eller den anden måde til købs, og som levede højt på denne deres fromhed: de bevidstgjorte, de aktive.

Det siges ofte, at det er trange tider for Guds kirke idag, og måske er der noget om det, dog ikke således som det almindeligvis forstås og omtales, at der går for få i kirke og den slags statistiske påstande, men fordi Gud er atter ved at blive en gud, hvis nåde er til salg for dem, der vil købe den. Her tænker jeg ikke just på de ugudelige præster, der vil sætte vilkår op omkring dåben, men jeg tænker på, at det ligger i tiden, og dermed os alle dybt i sindet, at Guds kirke skal være mere, ja, meget mere end blot et bedehus. Derfor stiller vi den fordring til kirken, at den skal følge med tiden og være aktuel og deltage i debatten, og kirkebygningerne skal bruges til mere end bare gudstjenester. De skal gøre gavn og være et sted, hvor der gives oplysning og undervisning, så mennesker ved besked om sandhed og ret, eller de skal være et sted, hvor mennesker kan have det godt og blive tilfredse med livet og sig selv, eller et sted, hvor de kan opleve noget smukt og betagende, så de kan føle Guds nærhed. Kort og godt et sted, hvor mennesket gør sig til herre og ikke Gud. Sig ikke, at det er bare de få, der tænker sådan. Nej, netop i disse dage overvejes et forslag til ny lov om kirkers brug, hvorefter kirkerne skal kunne bruges til meget andet end gudstjenester. Hvorfor skal de bygninger stå ubrugte og unyttige hen alle ugens hverdage? I moderne kirkebyggeri er kirken da også bare en sal, helst ikke for stor, ved siden af alt det nyttige: lokaler til børn, unge og gamle. Jo, vist er vi vel farne. Som den naturligste sag af verden stiller vi vore menneskelige, alt for menneskelige fordringer til Gud og hans kirke, men her gælder den kirketugt, som evangeliet, som Jesus selv er: Værs'go, lad din fordringsfuldhed overfor Gud blive ude i våbenhuset, dertil er det bygget. Alle de våben, du til forsvar for dig selv kommer med, alle dine undskyldninger og bortforklaringer, alle dine påståede ædle motiver, lad det alt blive udenfor, for her gælder alene Guds nåde, som hverken kan købes eller sælges eller på anden måde erhverves, og det, at den ikke kan det, er Guds fred til syndige mennesker, evigt liv til døende. Guds hus er et bedehus og ikke en røverkule.

Hvad kræves der da i Guds hus af et menneske? Intet, absolut intet. Men dette krav, at der intet kræves, er det mest krævende af alle krav og derfor også det sværeste af alle krav at gå ind under. For så er vi jo uden noget værge, vi har intet at kunne opfylde, intet at skyde os ind under, helt prisgivne. Det er, hvad vi er, men det er også det, vi nødigst af alt vil være, ganske som jødernes Jerusalem, der ikke ville slippe: at ville være noget. Således er det for et menneske altid besøgelsens dag, hvor og når evangeliet lyder.

Der fortælles i Johannesevangeliet, at da ypperstepræsterne og farisæerne hørte om Jesus og den opsigt han vakte, sendte de deres tjenere ud, for at de skulle bringe ham til dem, men tjenerne kom tilbage uden ham. På farisæernes spørgsmål om hvorfor de ikke havde ham med, svarede tjenerne: Aldrig har noget menneske talt som dette menneske. Et bedre billede af Guds kirke og menighed og dens vilkår på jorden kan ikke gives. Dér stod de religiøse og politiske magthavere og ville bestemme, og som svar fik de evangeliet forkyndt af umyndige. Sådan er Gud en nådig Gud, der bereder sig lovsang af umyndiges og diendes mund. Således sætter Gud kræmmerne, politiske eller religiøse, på porten.

Vilhelm Krarup,
Vester Aaby og Aastrup kirker 3/8 1975,
Tekst: Lucas 19,41-48.