Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Tredie søndag i advent 1972

Af Vilhelm Krarup. Tidehverv, 1973, s.13-15. (Matt.11,2-10).

Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord.

Johannes, Johannes, du stærke mand, du, som har tugtet din samtid og med myndighed og strenghed talt de mægtige imod, du, som forkyndte dom over alle farisæere, kaldte dem øgleunger på flugt fra den kommende vrede, nu er det dig selv det gælder, nu er du under vreden, og hvad må vi høre om dig: nu er du på flugt. Til omvendelse har du kaldt, på ham, der skulle komme, har du peget, ja af ham ville du døbes fremfor at du skulle døbe ham, så sikker var du i din tro, en ret stridsmand for herren, og nu sidder du i dit fængsel bange, tvivlrådig, usikker. Sådan forgår altså den stærkes tro. Som apostlen skrev: Den, som står, se til, at han ikke falder. Du stærke troens ridder, er du virkelig en falden? Du evangeliets vejbereder, nu fængslet med døden for øje, nu skulle din tro vise, at den var det, du troede den var - men nu ængstes du, nu tvivler du, nu sender du bud for at få din tro tilbage. Borte er den.

Det er billedet vi har for os. Og hvad enten vi overlegent fastslår, at sådan forgår al verdens herlighed, også den religiøse, eller vi skuffede konstaterer det samme eller vi medlidende ynkes over den tragiske skikkelse, een ting må vi vente, at Jesus, til hvem han henvender sig om råd, at han vil berolige ham og hjælpe ham ud af hans pine, ud af uvisheden og usikkerheden. Lad os nu se om Jesus gør det.

Vist svarede Jesus ham på hans spørgsmål: Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden, vist svarede han ham, men hvad svarede han ham? Johannes trængte i sin nød til et tydeligt, uomstødeligt, urokkeligt, utvetydigt svar, et svar, som han kunne hælde sit hoved til i sin tvivl. Men hvilket svar fik han? "Fortæl Johannes det, som I hører og ser!" Som om han ikke udmærket godt vidste det i forvejen. Selvfølgelig var han fuldt underrettet om, hvad Jesus foretog sig. I Jesu svar var der for Johannes intet urokkeligt. Dér sad Johannes i fængslet og trængte til et åbenlyst ja af Jesu egen mund, et utvetydigt ja, der kunne give ham hans tabte tro tilbage, så han med frimodighed kunne bære og tåle. Blot at få berettet om, hvad Jesus sagde og gjorde, det var der ingen hvile i; det kunne jo altid fortolkes. Det var den rigtige fortolkning, det var Jesu egen fortolkning af sig selv og sine ord og gerninger, det var den, han længtes så voldsomt efter, så han havde måttet sende bud efter den.

At det ikke blot var af nysgerrighed eller religiøs interesse, sådan som det går til blandt os: Hvad mener De fru Petersen om Gud, tror De på ham eller ikke? eller af akademisk forskerinteresse, han havde spurgt, det forstår vi let. Hele hans liv havde han brugt til dette ene: at prædike om opfyldelsen fra Gud, at nu stod den for døren - og nu, nu var han fængselsfange for denne prædikens skyld. Havde hans liv været spildt, havde han været offer for en illusion og hele hans liv gået til i unytte, i løgn? Sagtens kunne han bære sit fangenskab, om han blot fik vished for, at det ikke var meningsløst. Den opfyldelse fra Gud, som han med sig selv som indsats havde proklameret, var det sandt, at den var sket? Visselig det var ikke af teoretisk videbegærlighed, han sendte bud, det var et menneske i nød, der spurgte. Jesus, er du ham, der kommer fra Gud eller er du det ikke? Svaret ville betyde alt for ham, liv eller død. Vist havde han hørt fortalt om alt, hvad Jesus gjorde, man han måtte have Jesu egen bekræftelse på, at det var Guds gerning han øvede.

Og så sendte Jesus ham et svar, der blot fortalte, hvad han vidste. Jesus, den kærlige, den barmhjertige, de ængstedes trøster - alt, hvad der er sagt om ham, han svarer den, der spørger ud af sorg og gru, og som trygler om et ja eller et nej, han svarer ham uden i svaret at give ham det ja eller nej, han beder om. Forargeligt må og skal det synes os, umenneskeligt lyder det i vore ører, ikke mindst netop i vore. For os er nemlig al religions endemål og mening at fremelske hjælpsomhed og det vi kalder medmenneskelighed. Vi er sentimentale ud over alle grænser, vi moderne mennesker, ved sentimentalitet flygter vi fra den kommende vrede. Netop os må og skal det støde, at Jesus giver et særdeles mangetydigt svar og ikke det entydige, der kunne befri den ulykkelige ud af hans tvivl. Hvem er du, sig mig det, spørger den ulykkelige. Find selv ud af det, sådan lyder svaret. Hvilken hårdhed, hvilken ubarmhjertighed. Og som om Jesus forudså vor forargelse, som om han på forhånd vidste, at hans svar var forargeligt, føjer han til: Salig den, som ikke forarges på mig. Salig den, der ikke tvivler på mig. Det er sandeligt at føje spot til skade at sige dette til ham, der sidder midt i tvivlen. Vi må rystes over Jesu stejle holdning. Ikke indlader han sig på det, han bliver bedt om, bevidst synes han at lade den fortvivlede blive i fortvivlelsen. Ubarmhjertigt, skånselsløst!

- Inden vi endnu engang overvejer dette Jesu svar til den fængslede Johannes, vil jeg gøre et lille sidespring. Jeg vil påstå, at dette svar til Johannes er om muligt mere aktuelt i dag end dengang det blev udtalt. Hvad oplever vi i dag andet end den store forargelse på evangeliet, på kristendommen, ja på al religion. Opium for folket, veksler på fremtiden, ingen virkelig hjælp til opfyldelse af menneskers behov, men snarere det modsatte, en bremse på udviklingen henimod retfærdighed og lighed og fred på jorden. Det er, hvad al gudstro står for i dag, en fordom, en hæmning, der bør begrænses så den langsomt dør ud, kvalt af mangel på næring. Jeg behøver ikke at beskrive det nærmere, det ligger i luften og enhver avisredaktør går ind derfor, for han har en fin næse for det, som ligger i luften, og naturligvis skal han stå på hjælpsomhedens side. Netop om denne holdning kommer Jesu svar til Johannes til at sige: vist har I ret, vist har I ret, evangeliet er forargeligt, slet ikke humant eller sentimentalt, det holder mennesket fast i den hårde og brutale virkelighed, der er menneskets, og kalder den for sandheden og byder mennesket at leve i den og hverken drømme, længes eller klynke sig ud af den, Jesus bekræfter os ikke i vor selvoptagne bekymring, men ligesom til Johannes svarer han os: Salig er den, der ikke forarges på mig. Det er, hvad han siger til os forargede og tager således saligheden fra os som han tog den fra Johannes. Eller gør han det ikke?

Nu vender vi tilbage til beretningen. Johannes bad ud af tvivl om et fast og sikkert svar, men fik det ikke. I hvert fald ikke sådan som han havde bedt om det. På én måde er nemlig Jesu svar både fast og sikkert, ja ganske urokkeligt, nemlig derved at det ikke giver ham det ja, han bad om. Det er altså det urokkelige, at Johannes ingen vished, ingen befrielse får givet af Jesus, men han skal blive i sin angst og tvivl, blive i den i lydighed mod Jesu svar. Der ligger altså ikke blot en skjult befaling, men også en skjult begrundelse i Jesu svar: Du skal slet ikke tvivle, for jeg tager din tvivl på mig. Guds ja er skjult i hans nej, er der en, der engang har sagt. Du skal ikke ønske dig ud af livet, som det er, men blive i det i tro til Guds befaling. Du skal ikke tro på din egen tro eller lede efter din egen tro, men jeg vil være din tro. Derfor dette svar: Fortæl Johannes, hvad I hører og ser. Det utvetydige ja, som vi sammen med Johannes ønsker os, det giver Gud os aldrig. Med det ville vi være døde, men Gud vil, at vi skal leve, han kaster os tilbage på livet, hvor vi skal selv afgøre os og være os selv. For Gud er vi ikke reduceret til numre, der skal underkaste sig de bedrevidendes herredømme. Sådan sørger han ikke for os. Det er overladt til en løgnagtig menneskelig sentimentalitet. For Gud er vi dem, vi er, frie, levende, selvstændige mennesker, hver med sit ansigt, sin strid, sin lidelse. Han kalder os ikke med nummer, men med navn, hver især med barnenavn. For ham er et forhåndsgaranteret liv ikke liv, men derimod død. Deri består Guds kærlighed, at han ikke nedværdiger os til at være døde, men skønt vi i os selv er døde og hører døden til, er vi for ham altid og urokkeligt levende.

Det er, hvad jeg læser ud af Jesu svar til den fortvivlede Johannes. Ved det frier han Johannes ud af fortvivlelsen. Salig den, der ikke forarges på mig, altså skal du, Johannes, ikke forarges over mit forargelige svar, men høre, hvad der ligger i det. Denne forståelse finder jeg bekræftet i det, som Jesus bagefter sagde om Johannes til sine disciple. Skønt Jesus lige havde set Johannes klæde sig selv af til skindet ved at afsløre for Jesus, at hans tro var borte, så siger Jesus om ham: Han er mere end en profet. Netop i svagheden er han stærk. Sådan er Guds vej med et menneske, og den vej er Johannes et vidnesbyrd om. Sådan ser troens menneske ud, ikke som de stærke og viljefaste, men vaklende, skrøbelige, svage. Deres tro står ikke til dem selv, men til Gud. I Jesu ord og gerning skænkes denne tro dem. Men det er klart, at det er ikke noget for os mennesker, at troen ser sådan ud. Vi vil være stærke, vi vil have en tro, der giver kræfter og anviser opgaver, en tro, vi kan varme os ved. I tidens sprog: En konstruktiv og effektiv tro.

Derfor vil vi have en kirke, der giver os den tro, vi kræver, en tidssvarende kirke med en tidssvarende gudstjeneste. Ja. Gud bedre det, det er os for lidt blot at høre om, hvad Jesus gjorde og sagde. Men, hvad sagde Jesus ikke: De, som bærer bløde klæder, finder I i de fornemmes huse, dér, hvor menneskene vil være noget og tror de er noget. Men dér færdedes Jesus ikke, det var for de fattige, han forkyndte glædesbud.

Vilhelm Krarup,
Matth. 11,2-10.