Af Vilhelm Krarup. Tidehverv, 1962, s.33-34. (Mk.4,26-32).

I en travl verden og til en travl tids børn lyder idag denne tale om gudsriget, der gror af sig selv, og så kan man sige, at denne tale er utidssvarende, passer ikke til vor tids mennesker, der har den grundsætning, at intet kommer af sig selv, men man kunne også sige, at den tale er netop rettet til mennesker, der kun tænker på, hvad de selv kan udrette, mennesker, der er blottet for tanker om, at der skulle være noget, der sker uden deres hjælp og medvirken, på trods af dem.

Det er vor tids løsen, at enhver er sin egen lykkes smed. Det gælder for det enkelte menneske, men det gælder endnu mere for helhedens vedkommende, for nutildags tænker vi allesammen i helheder, det enkelte menneske kan intet udrette eller kun såre lidt, men i flok kan vi meget. Derfor lever vi i foreningernes og sammenslutningernes og partiernes tidsalder, og derfor sættes alt håb og al forventning til den store sammenslutning staten, eller man går endnu videre til en endnu større sammenslutning, staternes enhed. Og sådan skal det gå, når alt skal ventes fra det, mennesker kan gøre og skabe. Så bliver det mammut- og mastodontmagten, man ser hen til, den, der kan udrette det utrolige. Ja, selve jorden bliver for lille, og blikket må vendes mod andre kloder, om de ikke kan tjene os i vor grænseløse stræben.

Stræben efter hvad? Ja, spørg om det. Ingen kan egentlig sige, hvad det er der skal stræbes efter, hvad det er, man har så uhyre travlt med - blot at få det bedre og bedre, men hvori det egentlig består dette bedre og bedre, det har man på grund af den store travlhed ikke tid til at finde ud af. Velfærd og velvære er målet, men hvori velfærden skal bestå, er der egentlig ingen, der gør sig tanker om. Det er som en besættelse, bare at gå fremad, men til hvad og hvorfor er egentlig underordnet, det tør man ikke gøre sig selv rede for, for deri ville allerede ligge en tvivl gemt, en tvivl om, hvad det egentlig skal tjene til altsammen, og med bare den mindste smule tvivl åbner der sig et svulmende gab under en, som man ikke tør møde, et usikkerhedens gab, et ængstelsens gab. Derfor er løsnet: Fremfor alt ikke tvivle om fremskridtet og udviklingen. Der må og skal ligge en fremtid forude, et tusindårsrige, hvor alle har det godt, hvor al pine og al sorg er overvundet.

Én ting kan man sige om vor tid, at den har ikke megen kærlighed til det nærværende, ikke megen kærlighed til livet, som det er, men des mere har den af frygt, ja ligefrem had til det nærværende. Det er som om jo bedre man får det, des mere hader man livet, des mindre er det godt nok. Har mennesket først fået smag på at nyde, er der ingen grænser for dets begær efter nydelse, stadig må det have mere, mere magt, mere herredømme. Og denne hadefulde og gridske ånd har grebet om sig over alt. Også kirken synes besat af den. Også den vil have magt, også den vil have indflydelse og tilløb, også den ser det som sin opgave at udrette noget. Der, hvor der intet sker, der er livet levet forgæves, og det skal være store ting, der sker, ting som kan imponere. Rekordjagten er gået ind, det ene menneske skal overgå det andet, den ene sammenslutning skal vise de andre, hvor meget den formår, det ene land skal dokumentere sin ret og sin magt ved imponerende bedrifter, og også kirken leger med. Slutter staterne sig sammen af frygten for svagheden og isolationen, må også kirken gøre det, ingen må stå tilbage for de andre. Således er livet gjort til én stor bekymring, der dog ikke må ytre sig som bekymring, men skal anses for tro på værdien af egen indsats, evne og betydning. Er det sært, at Gud må gribe til frygtelige afskrækkelsesmidler for at minde os om, hvor farlig menneskenes magt og herredømme er? Nøjagtig lige så hurtigt som det, vi kalder fremskridtene, vokser ødelæggelsesmidlerne. Gudsriget vokser af sig selv, og vil menneskene ikke af sig selv kendes ved grænserne for deres magt og kunnen, skal Gud nok vide at minde os om dem.

Gud giver ikke menneskene lov til at løbe løbsk. Han lader os selv skabe det, hvormed han holder os i tømme. Det står stadig fast, at menneskene spår, men Gud råder. Gud er den stærkeste i menneskenes kamp for at rive sig løs fra ham og hans herredømme. Guds rige og Guds magt står urokkelig fast. Menneskene går deres veje, drevet af angsten og frygten, men Gud går sine, og hvem der skal sejre i kampen mellem Gud og menneskene er der ingen tvivl om. Gud har fat i den lange ende, og den slipper han ikke. Og det, at han ikke slipper den, er vort håb og skal være vor glæde. Det, som vi hader og modarbejder og med beundringsværdig energi vender os imod, nemlig at vi ikke, eller som vi siger: endnu ikke, er jordens uindskrænkede herrer, netop det er, hvad vi i stedet skulle glæde os over, og for hvis skyld vi skulle elske livet, elske dagen idag i stedet for at vende os fra den for at elske dagen imorgen.

Gud har lagt sin sæd i jorden, i denne jord, det betyder først, at Gud slipper ikke sit tag, han lader sig ikke afsætte, hans sæd gror sin vækst uafhængig af os, ja på tværs af os. Men det betyder én ting til. Det betyder også, at han har talt til denne jord. Han er ikke den hemmelighedsfulde og gådefulde magt, som på grund af sin utilgængelighed gør menneskene bange, men han har sået sit ord i denne jord. I og med vor herre Jesus Kristus, død og opstanden, har Gud talt, afsløret sig selv for menneskene, ikke som den magt- og regersyge, men som den milde og uendeligt barmhjertige, der alene bruger sin magt til at lede efter de vildfarne og kalde på de fortabte.

Frygt ikke, tro kun! Had ikke, men elsk, elsk dagen idag for Guds kærligheds skyld, elsk din næste, tro ikke, at din opgave er at hævde dig overfor ham, ja elsk dig selv og dit eget liv, sådan som Gud elsker dig og dit liv! Gud har sået sin sæd, der er hans ord, og helvedes porte skal ikke få overhånd over det. Stands, stå stille, gør op med dig selv, hvad du jager efter, opdag, at det er intet værd og dit jag er spildt og overflødigt - det eneste sikre er, at døden kommer du ikke uden om. Se, sandheden i øjnene, for den er Guds, tag ordet i munden og elsk det fra grunden, da hos dig i ordet, han bor.

Vilhelm Krarup,
Tekst: Marc. 4,26-32.