Af Vilhelm Krarup. Tidehverv, 1953, s.1-2.

I Jesu navn, til Jesu pris
med ham paa vej til paradis
nytaaret vi begynder;
i Jesu navn hver dag paany
stig op, vor lovsang, over sky,
med jævnhed og med ynde
Guds godhed at forkynde!

At ordet blev kød, at Gud blev menneske, at evigheden fik rum i tidens verden, det er det, hvorfor vi nu har fejret jul. I tidens verden. At det er den, vi lever i, mindes vi om i dag. Et nyt aar begynder. Tiden gaar sin gang, uafbrudt og uforstyrret maler tidens mølle, ikke eet øjeblik staar tiden stille, den gaar og gaar og gaar aldrig i staa.

Og mennesker gribes af angst for tidens evighed, det er som at være fange i et køretøj, der fortsætter uden ende; kunne man blot rive døren op og springe af i farten, men døren er laaset, og mennesket er tvunget til at følge med. Den, der lider ved at sejle, kender længslen efter at faa fast grund under fødderne, at mærke et gulv, der ikke er i stadig bevægelse, vægge og lofter, der ikke pludseligt er langt borte og pludseligt nære. Saadan længes vi mennesker efter en fast grund, et staasted, hvor alt ikke er underlagt forvandlingens lov. Skulde man skildre menneskehjertets inderste og dybeste længsel, kan det ikke gøres bedre eller sandere end, ved at sige, at mennesker længes efter at blive herre over tiden. Og mennesker prøver derpaa paa alle maader.

Al menneskelig stræben er inderst inde ikke andet end forsøg paa at stabilisere det usikre, at bringe en evighed til veje, der er en anden end tidens evige gang. Intet staar fast og intet er fast, alt skifter, alt forgaar, alt forandres. Hvordan kan vi dog faa bragt tidens gang til ophør, hvordan kan vi dog naa til en evig og urokkelig tilværelse, hvor alt ligger fast? Det er menneskets stræben og længsel paa alle livets omraader, i vore dage særlig udtrykt igennem moderne politiske bevægelser eller ved hjælp af videnskaben, der paatager sig systematisk at opbygge en verden, hvilende i sig selv, fordi den hviler paa videnskabelige love, som de kaldes. I videnskabens fine og ufolkelige sprog hedder denne evighed objektivitet. Menneskeverdenen skal hæves op over det personlige, det subjektive, det vilkaarlige, det, som bringer uro og forstyrrelse, mennesker skal lære at se og bedømme tingene i deres sande videnskabelige sammenhæng, den, videnskabsmænd tror paa mere brændende end nogen kirke paa sin gud. Hvad er dette andet end tidens udslag? De optræder som om tidernes ende var nu, som om de stod ved evighedens tærskel og kunde overse og vurdere evigt.

Som om ikke det 20. aarhundredes korthuse skal blæses over ende som alle aarhundreders, som om vi nu paa grund af vor efter vor egen mening saa høje kultur og saa fremragende civilisation var naaet til tidens kulmination, til stedet, hvor bremserne slaas i paa tidens vogn, og den er ved at blive bragt til standsning. Nej, tiden gaar sin gang, og den vedbliver at gaa sin gang, og slægt skal komme efter slægt, og det, der var god latin og det sidste, ja det allersidste nye, som skulde bringe os ud af tidens favntag, det bliver lige saa gammelt som alt det gamle, nutiden ser ned paa med foragt og overbærenhed.

Tiden gaar sin gang, og tiden skal gaa sin gang. Dette sidste - at tiden skal gaa sin gang - er det, som julen, som evangeliet lærer os.

Men skønt du længes, o kristenhed!
saa glem dog ikke, at godt du ved,
hvad Herren tøver efter,
og bed ham aldrig, før timen kom,
til jordens gru og al verdens dom
at røre himlens kræfter.

At drømme om at tiden skal staa stille, at drømme om en tilstand af evighed, af uforanderlighed, af balance og ro, er at lege med ilden. Mennesker ved ikke, hvad det er, de indlader sig paa, at de vil dræbe livet. For livet og tiden er knyttet til hinanden. Der, hvor tiden er bragt til standsning, der er livet ogsaa bragt til ophør, til evigt ophør.

Maaske er det mig, der er pessimist, men aldrig, synes det mig, har mennesker leget farligere leg end i vore dage, aldrig har de sat saa mange og saa stærke kræfter ind paa at virkeliggøre deres uhyggelige og farlige drøm. Og de aner ikke, hvad det er for en farlig leg, de leger. Det er livet selv, de vil til livs, det er mennesker, de vil dræbe, mennesket som menneske, der skal udslettes. Give Gud i sin barmhjertighed, at det ikke skal lykkes blinde videnskabsmænd at voldtage livet, saadan som de uden at vide det ønsker det. Blinde er de. For Gud har ikke ladet sig uden vidnesbyrd. Døve er de, at de ikke vil høre evangeliets tale om evigheden fra Gud.

Det kan ikke nytte, saadan som de gør, at reducere kristendommen til et stykke religionshistorie, det kan ikke nytte at gøre den til et stykke tidshistorisk fænomen, en tilfældig religion blandt andre. Videnskabeligt og objektivt lader det sig nemt gøre, det behøver man ikke at være særlig fremragende videnskabsmand for at kunne, det kunde selv jeg gøre saa let som fod i hose, men al den slags billig, men effektfuld videnskabelighed, hvormed nutidens mennesker opflaskes, og som de sluger raat som evige guddommelige sandheder, er ikke saa imponerende. Naar det kommer til stykket er det ikke andet end at lefle for folks laveste instinkter: hvordan man mest smertefrit kan slippe ud af tidens foruroligende favntag og finde hvile i haabet om en evig og urokkelig verdensforklaring, over tidens og rummets verden. Men det er at give stene for brød, død for liv.

Menneskets eneste værdighed er den at gaa ind under tidens gang med glæde og taknemmelighed imod livet, og menneskets største uværdighed er den at ville undfly tidens gang, menneskets værdighed er at ældes, at slides, at gaa til, og uværdigheden er at ville sminke sig selv op som evig uberørt og ungdommelig. Menneskets værdighed er ikke at betragte sig selv i besiddelse af livet, men at give sig selv hen i livet.

Og naar jeg taler om livet, tænker jeg ikke paa en eller anden ophøjet eller romantisk form for liv, men livet, som det er for os alle, hverdagens og ansvarets liv; menneskets værdighed er at være bundet til tid og rum, til sig selv. Hvordan kan det være menneskets værdighed? For derved bliver der plads for evigheden fra Gud, ja for Gud selv. Saa bliver han ikke skubbet ud, fordi vi selv vil fylde det hele. Uden evigheden fra Gud er alt liv dødt, udslettet, ophørt. Gud er menneskets eneste haab.

Og naar vi idag paa nytaarsdagen hører den korte beretning om, at det lille Jesusbarn blev omskaaret efter jødernes skik, saa siger det netop dette til os, siger os, at Gud selv gik ind under vor historiske situation, at Gud lever ikke i et plan af almindeligheder, ikke allevegne og overalt, hvad der er det samme som ingensteder, men han lever i vor, i din og min historiske placering, i vor hverdag og ikke i vore ferier fra hverdagen. Gud blev menneske, men ikke universalmenneske, men jøde, og ikke den evige jøde, men jøde paa bestemt tid og bestemt sted, for 1900 aar siden i Jødeland, geografisk og historisk bestemt, dette er Guds vidnesbyrd for alle mennesker om hans evighed, givet os for at vi ikke skal fare vild i blinde, men kende vor værdighed, som er den at leve vort eget liv i tro til Gud og ikke i frygt for tidens gang.

Derfor sagde jeg, at det er julens og evangeliets bud til os, at tiden skal gaa sin gang, og det forfærdeligste, der kan ske, er, om det lykkes mennesker at faa bragt tidens gang til ophør, for saa var Gud selv blevet kastet over bord, saa var livet dræbt under menneskers tyranni. Lad os saa gaa ind i det nye aar, hvor truende og mørkt det maaske kan se ud for os uden frygt eller blindhed. Vi er ikke forladte, men Gud har givet os sit vidnesbyrd med paa vejen gennem livet.

Derfor kom til kræfter, hjerte!
rejs dig, sjæl, med mandemod,
tænd ved Herrens ild din kærte,
fæst, mit liv, i ham din rod,
venner sine, Herren prøver,
oppebi ham, naar han tøver.