Af Søren Holm. Tidehverv, 2001, s.66-68. (Luk.2,1-14).

Prædiken til Juledag 2000. Tekst: Luk.2,1-14

I tusind år har kristendommen været danskernes religion, og derfor har man i tusind år frit kunnet høre julens evangelium om Gud, som lod sig føde i Betlehem julenat. I tusind år har ordet lydt om glæden, som skal være for hele folket; den glæde, at for os er i dag en frelser født.

Det er ikke til med få ord at gøre op, på hvilken måde dette evangelium og denne tro har påvirket det danske folk. Vores hele kultur og historie er så gennemsyret af kristentroen, at tingene ikke lader sig skille ad. Landets historie og kirkens historie i landet er nærmest sammenfaldende. Kultur og tro er i vid udstrækning ét og samme. Man kan ikke uden at gøre sig skyldig i historieforfalskning hævde andet, end at Danmark er et helt igennem kristent land. Og det gælder ikke bare landets befolkning, det gælder også landet selv som stat betragtet.

Det kan vi læse i Grundloven, som ud over at være et juridisk dokument, altså en lovsamling, også er landet Danmarks definition af sig selv. I Grundloven redegør landet for, hvem det er og hvad det er. Danmark aflægger bekendelse, så at sige. Og i Grundloven er to sætninger meget afgørende. Den ene sætning siger, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, den anden kræver, at monarken i landet skal tilhøre denne kirke.

Hvis kongen ikke tilhører den evangelisk-lutherske kirke, kan vedkommende ikke være konge i Danmark, for en sådan konge vil ikke være i samklang med landet, sådan som det forstår sig selv, og derfor en falsk og ugyldig konge.

Mennesker såvel som lande har deres selvforståelse, eller vi kunne sige: deres ånd. Ånden er det inderste, det dybeste, det dyrebareste, nogen kan eje. Et lands ånd er samtidig dets hjerte - på én gang dets livsgrundlag og eksistensberettigelse. Hjertet er begyndelsen, det første, som var. Det er fra hjertet, at alt liv udgår og alt liv vender tilbage. Kun hvis hjertet lever og fungerer, vil resten af organismen kunne leve og fungere. Kun hvis ånden er intakt og ikke i splid med sig selv, vil landet kunne leve og ånde frit mellem andre lande på jorden.

Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, siger Grundloven. Man bør bemærke, at det ikke bare konstateres, at den danske folkekirke er evangelisk-luthersk, altså underforstået: den kunne også have været katolsk eller ortodoks eller andet. Nej, sætningen siger, at den lutherske kirke er folkekirken, dvs. evangelisk-luthersk kristendom er folkets og statens bekendelse og tro. Ordet "evangelisk-luthersk" kommer før ordet "folkekirke". Og det er afgørende. Landet var evangelisk-luthersk længe før grundloven og demokratiet kom til, og længe før ordet folkekirke blev formet. Landets hjerte - dets åndelige kildespring - er evangelisk-luthersk kristentro.

Paragrafferne om folkekirken fortæller derfor om folket, staten, landet som helhed. Sådan et land er Danmark, sådan et folk er danskerne, således er landets og folkets ånd og selvforståelse, og det skal ikke være anderledes, så længe Grundloven gælder i landet.

Juleaften får vi syn får sagn. Så strømmer danskerne i kirke, så man skal være heldig, hvis man kan få en siddeplads. I dag juledag er det nemmere at komme til, men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at julen er danskernes vigtigste folkelige og kirkelige fest, en fest som samler nationen og uden hvilken vi ikke ville være det folk, vi er.

Juleevangeliet har lydt i tusinde år, og det lyder stadig. At dømme efter antallet af mennesker, der samles om juleevangeliet og i det hele taget antallet af døbte medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke, er der meget, der tyder på, at den glæde, der forkyndes at være for hele folket, rent faktisk også opfattes sådan af de fleste i folket.

Hvor længe det vil være sådan, er det vanskeligere at dømme om. Det danske folk er under forandring. Det består ikke længere kun af danskere, sådan som vi hidtil har været vant til. Det består heller ikke af kun kristne. Det består også af fremmede af mange religioner, især af muslimer, som bliver flere og flere.

Som bekendt diskuteres det ivrigt om denne situation udgør en trussel eller ej. Mange vil gerne omtale forandringen som noget, vi for det første ingen reel indflydelse har på. Det er udviklingen, der betinger det, siger de. Dernæst siger de, at denne udvikling i virkeligheden er en berigelse af vort samfund. Vi har kun godt af lidt kulturel modstand. Vi har kun godt af at møde nogle, der er anderledes. Og med hensyn til religionsforskellene hævder de, at det kun er fordomme, der gør mødet vanskeligt, i virkeligheden har vi meget til fælles og meget at tale om. Ja, det er kun sundt for danskerne at møde mennesker, der har en anderledes synlig og levende tro end de selv har. Kort sagt, det er slet ingen trussel, lyder det fra mange politikere, journalister, intellektuelle og andre, for hvem ordet "trussel" kun forbindes med det, som har med materiel velfærd at gøre.

Med de almindelige danskere er det ofte anderledes. De føler sig truet. På hvad, kan de vel ikke altid sige nøjagtigt, for den trussel, der er tale om, er en snigende trussel, en trussel, som ikke viser sig fysisk eller økonomisk, men vedrører noget, som er meget mindre håndfast, nemlig landets og samfundets ånd og selvforståelse.

Selvfølgelig synes de fleste, at det er eksotisk og inspirerende at møde mennesker med fremmed baggrund og af fremmed tro og kultur. Det er berigende at tage på ferie i fremmede lande. Det er berigende, når udlændinge kommer som gæster til os. Men det er knap så eksotisk, hvis ens eget boligkvarter, hvor man er vokset op, og hvortil måske generationers minder og historie er knyttet, pludselig viser sig at have mistet sit hjemlige danske præg. Og det er slet ikke berigende eller inspirerende, hvis man en dag opdager, at det ikke er tilladt at stille spørgsmålstegn ved denne tilstand og man erfarer, at man bliver kaldt racist, hvis man alligevel gør det.

Så er der sket noget, som er kommet bag på en. Så synes det som om, at man ikke længere har sin naturlige indfødsret i landet i behold. Så erfarer man til sin dybe foruroligelse, at den ånd, som man anså for selvfølgelig, og som man før frit kunne færdes i, fordi den var landets egen, slet ikke er det længere, fordi en anden ånd har gjort sit indtog.

I tusind år troede danske konger, ministre, herremænd, borgerfolk og bønder på Jesus Kristus, menneskenes frelser og forsoner, hjælperen i al nød, som holdt sin nådige hånd over landet og folket, høj som lav. I dag er troen langsomt ved at blive en anden. I dag er det mennesket, som flere og flere af ledende i landet tror på. Det er mennesket, der skal skabe mening i verden. Det er mennesket, der skal frelse den. Skal land og borgere have nåde og hjælp, er det udelukkende fra mennesket, de skal få den. Det er mennesket, mennesket, mennesket og kun mennesket alle vegne.

Engang var den højeste lov loven fra Gud og hed De ti Bud. I dag er den højeste lov en lov skrevet af mennesker kaldet Menneskerettighederne. Og det vigtigste formål med den lov er at søge alle historiske, religiøse og kulturskabte skel ophævet. Der må hverken sættes skel mellem folkeslag eller mellem mennesker. Man må ikke tale om et land og dets særlige tro, for et land skal ikke tro, at dets tro er noget særligt, endsige noget, som er bedre. Danskerne skal ikke tro, at deres tro er bedre end muslimernes tro, for noget sådant er diskrimination, og det tolererer Menneskerettighederne ikke.

Dette er den nye ånd, som kommer snigende og som langsomt, men sikkert, er ved at kvæle Danmarks medfødte kristne ånd og dermed også landets og folkets hele åndedræt. Det er såmænd ikke Islam i sig selv, der er truslen. Islam er ret beset et kristent kætteri - en fornægtelse af Treenigheden og dermed af Jesus Kristus - og den har altid været kristendommen i den grad åndeligt underlegen, at den aldrig har kunnet overbevise ved egen kraft. Historisk kunne Islam kun besejre kristendommen ved hjælp af sværdet, sådan som det skete i det 7. og 8. århundrede. Men hvor Islam dengang blev udbredt ved regulær erobring, vinder den nu terræn ved hjælp af menneskerettighederne, som forbyder et ældgammelt land at definere sig selv ved sin ældgamle tro og dermed forbyder netop den grad af forskelsbehandling, som må til for at et menneske eller et folk kan forstå sig selv i deres forskel til de andre. Kort sagt: den nye tro på menneskerettighederne forbyder i praksis det, som man altid kaldte for kærlighed, kærlighed til landet, kærlighed til Gud, kærlighed til folk og slægt. I stedet forlanges det, at vi favner hele menneskeheden, hvilken ikke blot er umuligt, men også i sit væsen er det modsatte af kærlighed, nemlig kunstighed og hykleri.

Vi holder jul i Danmark idag. Vi holder dansk jul i den evangelisk-lutherske kirke, som er den danske folkekirke. Vi elsker denne jul, fordi den er vores, formet af vore forfædre og givet videre som gave til os. Vi takker i dag den levende Gud, vor himmelske Fader, fordi han ikke er en dunkel despot højt løftet over jorden, men en Gud og skaber, som ydmygede sig og blev menneske som vi i Jesus Kristus. Vi tror på den treenige Gud, som er kærlighed. Faderen elsker Sønnen, og Sønnen elsker Faderen, og deres kærlighed er Den hellige Ånd.

Julens budskab er, at denne kærlighed er kommet til os, og at den kommer os inderligt og evigt ved. Ved Jesu fødsel blev vi løftet ind i den himmelske herlighed, så sandt som Jesus er kommet til jorden med det ene formål at løskøbe os fra synd, død og fortabelse og skænke os evigt liv i ham. Vi tror på glædens Gud, evangeliets Gud, frihedens og fredens Gud. Hvad vi har af fred, frihed og glæde i landet, skylder vi ham. Og hvad vi søger af fred, frihed og glæde uden om ham, skal med usvigelig sikkerhed forvandle sig til det modsatte. Sådan som det sker i den nye tro på mennesket. Sådan som det sker i alle falske religioner.

Vi er et saligt folk, vi som bygger på den eneste sande Gud og hans søn Jesus Kristus. Vi er et lykkeligt folk, vi som kender hans lov og hans bud, og som i nådens frihed handler derefter. Hvis bare vi forstod at skønne på lykken og saligheden, så skulle vort folk få et langt liv i landet.

Men hvis vi en dag konstaterer, at vores lykke er smuldret væk mellem hænderne på os, så skal ingen sige, at de ikke vidste bedre. Så skal ingen kunne påstå, at de ikke var blevet advaret. Så var det fordi vi selv smed den væk. Så var det fordi vi ikke tog imod glæden, dengang vi fik den givet.

Glæden for hele folket, det er juleglæden, det er julens evangelium. I de lande, hvor den blev troet, er friheden, freden og velstanden vokset. Lad juledagens bøn være, at det bliver ved med at ske. Lad os med Grundtvig bede til, at julesorgen må slukkes, ikke bare hos den enkelte, men hos hele folket. Og lad det ske, at også vore efterkommere - som vi - frit og offentligt må kunne mødes og sige til hinanden:

Glædelig jul i Jesu navn!

Amen.