Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Den liden Stund

Af N. O. Jensen. Tidehverv, 1954, s.1-3. (Joh. 16,16-22).

Prædiken i Faarup og Sabro Kirker 3. Søndag efter Paaske 1953. Tekst: Joh. 16,16-22.

Den liden Stund, der i Evangeliet er Tale om, er den Dag, da Jesus bliver taget fra os, da Troen dør, og dens Haab og Glæde er borte.
Det var før sin Bortgang. Jesus talte med sine Disciple om, at som de havde det med ham nu, skulde det ikke vare ved. Der var kun en kort Frist, en liden Stund, saa skulde de ikke se ham mere.

De saa raadvilde paa hinanden; de forstod ikke, hvad han talte om, og den ene kunde ikke give den anden noget Svar. Hvor skulde de forud kunne ane eller forstaa det Mørke, der sænkede sig over dem Langfredag?
De forstod det endnu mindre, da de var deri; men han vidste, at det maatte komme. Han talte med dem om det forud, for at de dog, naar de var midt i det, skulde have den Trøst, at det var, hvad han havde ventet, hvad han forud havde vidst maatte komme, hvad de altid maatte være forberedt paa.

Altid — ja, for det var jo ikke den Dag alene. Det gentog sig atter og atter senere hen; det var den Situation, de var i, da Johannes skrev sit Evangelium og gennem dets Ord endnu engang lod Jesus tale til sine Disciple om den liden Stund. For hvad blev der af Forjættelserne om hans Komme? Fra den Dag Fædrene sov hen, forblev jo alle Ting, som de havde været fra Skabningens Begyndelse. De hørte nok Vidnesbyrdet om hans Opstandelse; men ham saa de ikke mere. De slæbte Budskabet om hans Død og Opstandelse med sig; men det var blevet et underligt virkningsløst og tomt Ord. Det gav dem intet Haab, intet Mod, ingen Glæde og Styrke til Livet mere. Ja, det var jo i Virkeligheden, som om han aldrig havde levet, eller som om han var blevet i Graven og havde ladet dem uden Haab. Her mærkede de i hvert Fald ikke noget til, at han stadig levede og var iblandt dem. „Jeg gaar bort — og hvor jeg gaar hen, kan I ikke komme.” Det Ord, som egentlig var talt til Jøderne, om at de paa endelig og afgørende Maade skulde være skilt fra ham, fik Disciplene nu at mærke paa en Maade ogsaa gjaldt dem selv.

„En Paaskelørdag, ond og graa,
nu hviler over Lande.
Vil vi det ej i Dag forstaa,
vi skal det siden sande.

En Hviledag med Dødsens Ro,
hvor ingen mer kan virke,
med udslukt Haab og visnet Tro,
— det har vor arme Kirke.”

Lad os se lidt paa vor egen Kirke og dens Kaar! Stort set har Kirken vel ikke Grund til at klage. Det svigtende Kirkebesøg kan næppe tages som Udtryk for, at Folks Trofasthed overfor og Vedhængen ved vor gamle Kirke ogsaa er ved at svigte, snarere som Udtryk for, at man mener, den Sag er i Orden. Det gaar af sig selv, og det gaar, som det skal, naar bare Kirken er der. Ved afgørende Lejligheder har man alligevel Brug for den. Derfor bliver man staaende indenfor Folkekirken og betaler sin Kirkeskat uden at kny. Paa Landet er der i hvert Fald næppe nogen, som ønsker, at Kirken ikke skal være der, og de fleste ønsker den i Grunden gode Kaar. De har bare ikke selv Brug for at komme der, i hvert Fald ikke til Stadighed og ikke paa en almindelig Søndag. Men hvis man virkelig vil, at Kirken skal være der, har man saa tænkt over, hvordan det skal kunne gaa til, og hvordan Kirken skal kunne opretholdes og bevares i vort Folk, naar dens Gudtjeneste til Stadighed svigtes uden mindste Tanke om, at det kunde og burde være anderledes, og naar Baandet mellem Kirken og Folket slides stadig tyndere, uden at nogen egentlig vil det eller tænker derpaa?
Og det er jo ikke for sin egen Skyld, Kirken er der.
Ved Sammenkomsten i Forsamlingshuset efter Genindvielsen af Faarup Kirke fortalte en af de tilstedeværende Præster, at han havde gennemgaaet Salmen „Kirken, den er et gammelt Hus” med sine Konfirmander, og da de kom til sidste Vers:

„Give da Gud, at hvor vi bo,
altid, naar Klokkerne ringe,
Folket forsamles i Jesu Tro —”,

havde han spurgt Konfirmanderne, om det nu var for Kirkens eller for Folkets Skyld, at man bad den Bøn til sidst, og han havde da haft den Tilfredsstillelse, at en af Konfirmanderne svarede: for Folkets.
For Kirkens Skyld behøver vi ikke at bekymres, føjede Præsten til: „Var vi paa Jord ej mer end to, bygge dog vilde han og bo hos os med hele sin Naade”, — og saa har vi ingen Grund til Klage eller til Bekymring; men for Folkets Skyld kalder Kirken til Gudstjeneste, for at Folket maa finde Mod og Haab og Glæde i Troen.

Naar saa Folket mener at kunne undvære Kirkens Gudstjeneste, er det saa ikke, fordi man paa samme Maade, som vi talte om det før, mener, at den Sag med Troen, den gaar af sig selv, og den er i Orden? Man holder sig til sin Barnetro, som man siger, og man hverken tvivler eller fornægter, saa maa Troen vel ogsaa hvile i sig selv og være i Orden den Dag, da man faar Brug for den.
Men heller ikke Troen er til for sin egen Skyld eller blot for at blive gemt hen eller holdt paa Afstand med fornøden Respekt. Troen er til for Menneskelivets Skyld.

Naar vi til daglig er saa raadløse, som vi er, naar vi har saa lidt Respekt for Livet og for hinanden, som vi har, naar vi er saa fattige paa Mod og paa Haab og paa Glæde, som vi er, er det saa ikke, fordi Ansvaret for Livet er glemt, og Troen død?
Og saaledes bliver det til sidst ikke et Spørgsmaal om Kirken eller om Troen, men om vort eget fattige Menneskeliv, om Kristus er her, eller han ikke er her, om det er ham, der taler til os, dømmer og oprejser os ved sit Ord.
Derfor er det heller ikke et Spørgsmaal, om der er mange eller faa i Kirke, om Kirken staar stærkt i Folket eller svagt, om dens Forkyndelse kan vække og samle; men Spørgsmaalet er, om Kirkens Forkyndelse er sand, om Kristus er i sit Ord, for hele Apparatet kan fungere upaaklageligt, og Forkyndelsen kan gribe stærkt og drage de mange, og dog kan Kirken være forladt af sin Herre, og dens Forkyndelse tom, fordi den ikke ubetinget og ubarmhjertigt stiller Folk overfor Sandheden om Menneskelivet, saaledes som den er blevet aabenbaret ved Jesus Kristus.

„Og naar Kirkens Herre tier,
er den selv kun Jord af Jord,
er en Tomhed kun, der bier
efter Fylden af hans Ord.”

Derfor taler Jesus til sin Kirke om den liden Stund, og derfor maa Forladtheden komme over hans Kirke, og derfor maa Kirken blive sig selv aabenbar i sin Forladthed og i sin Mangel paa Tro og Haab og Glæde, for at den derved kan lære at forstaa, at disse Ting har den ikke af sig selv og ikke som en uforgængelig Skat, som den selv kan blive ved at tære paa og af sin Rigdom ogsaa kan dele ud af til andre. Den maa selv blive fattig med de fattige, maa selv blive den elendigste af alle elendige, for at den derved kan drives til sin Herre, mærke, hvad det vil sige at være forladt af ham, og saaledes lære at bie paa og forvente sin Herres Komme. For Forladtheden er jo ikke hans sidste Ord. Derfor støder han sin Kirke fra sig, for at han igen kan drage den til sig, for at den af sin Forladthed kan drives til ham og af sin Mangel paa Tro og sin egen menneskelige Raadvildhed og Hjælpeløshed kan sande, at han alene er dens Tro, dens Haab og dens Glæde.

Og her er Kirken ikke noget ved Siden af Folket eller udenfor Folket; men Kirken er et med hvert fattigt Menneske paa Jord, ja, Kirken er selv det ene fattige Menneske, som er gaaet vild i Livet og ikke magter Livet, og som derfor behøver det Ord, som igen kan sætte Tingene paa Plads, gøre Ansvaret og Skylden aabenbar og derved lære et Menneske at trænge til Guds Naade, lade det fornemme, at Livet falder fra hinanden, bliver ørkesløst og tomt, om han ikke holder et Menneske fast ved dets Skyld og lader det leve af hans Naade.
Det er i Forladtheden, hans Naade bliver aabenbar, det er i Forladtheden, et Menneske lærer at trænge til Guds Naade.
Derfor hedder det: „Om en liden Stund skal I ikke se mig, og atter om en liden Stund skal I se mig igen.”

Som Kvindens Fødselsveer er nødvendige, for at Barnet kan fødes, saaledes er det nødvendigt, at Forladtheden kommer over Herrens Kirke og over hvert Menneske, som han vil vedkende sig som sit, for at det maa lære at kende, at uden ham er Troen og Haabet og Glæden død og Livet i Verden „sorn en vindaaben Markedsplads”, naar hans Naade ikke hviler derover.
Den er Glæden, som gør Livet nyt, og som ikke skal tages fra det Menneske, som i Forladtheden har lært at trænge til sin Herres Naade og at vide, at uden ham er alting dødt.