Af Majken Frost. Tidehverv, 1998, s.195-196. (Luk.10,38-42).

Prædiken til 15. søndag efter Trinitatis 1998. Tekst: Luk.10,38-42.

"Bekymringen er synden", siger Søren Kierkegaard et sted, og om dette handler vore evangelietekster i dag. Ja, om just dette handler evangeliet i det hele taget. Om "bekymringen, der er synden".

Og bekymringen er det vi mennesker stikker i til halsen. Det var bekymringen, slangen i paradisets have vakte hos Adam og Eva ved sit så uskyldige spørgsmål. Det var bekymringen, der drev israelitterne til at bygge en guldkalv og drev jøderne til at dyrke loven som en guddom. Det er bekymringen, der igennem historien har drevet mennesker til at ofre ikke mindst hinanden for en sag eller et projekt, og som driver dem til at bygge institutioner og systemer, der som en kvælende dyne lægger sig over den enkeltes liv og hverdag.

Bekymringen, - vi kunne også sige: frygten for det uordentlige og uoverskuelige.

På denne frygts alter er der igennem historien blevet bragt ofre i et omfang og af en størrelse, som ingen fantasi vil kunne forestille sig, hvis det ikke forholdt sig sådan, at selve historiens virkelighed fortæller os om dem.

Frygten for livet selv, - rædslen over at stå i noget der ikke lader sig overskue og ikke kan forudbestemmes eller rettere forudberegnes; denne rædsel er det, der sidder os dybt i blodet, og som der i dag fortælles om i den lille hverdagshistorie om Marta og Maria.

Marta vil bringe orden. Hun vil sørge for, at tingene kommer til den rette tid. Først forberedelserne og det praktiske. Kort sagt, først alt det, der skal være på plads, før man kan begive sig til det, forberedelserne skal tjene.

Marta vil have system i tingene, - og hvad fortællingen slår fast er, at noget sådant aldrig kan gennemføres uden at Næsten - her Maria må angribes.

Hvor der skal herske orden kan uorden ikke tolereres. Hvor der arbejdes på en sag, som den ordentlige ved først må gennemføres, kan det ikke tolereres, at nogen bryder sagens gennemførelse.

Hvad fortællingen siger os (og jeg taler foreløbig kun om dens helt almindelige, menneskelige side) er, at hvor mennesker har en sag, en rækkefølge, et system, som skal følges, - at der kommer Næsten uvægerligt i vejen.

Hvor rædslen for det uordentlige og pludselige er drivkraften og holder mennesket fast i sin jernnæve, der rejser sig fortørnelsen over den, der ikke følger trop.

Og Martas lille fortørnelse og forurettelse rummer en hel histories menneskeudryddelse i sig. For at ville bringe selve livet i orden og overskuelighed vil altid medføre, at det uordentlige ved livet (og det er dette uordentlige, Næsten repræsenterer) må kaldes til orden.

Det uordentlige må rettes til, - formår jeg det ikke selv, må jeg bede om hjælp til det. Og får jeg ikke hjælpen, d. v. s. forbliver det uordentlige uordentligt, da må det udryddes.

Jo, en hel menneskehedens historie ligger i den lille hverdagsfortælling, for den beretter om den menneskehedens frygt for ikke at have fod på livet, som er og bliver svøben, - eller med Kierkegaards ord: som er synden.

Og hvad der hører med er, at altid vil menneskeheden hævde, at det er for det godes skyld, at ordenen skal håndhæves.

Det er jo ikke for at bekæmpe sandheden, at vi først huserer med alle udenomsværkerne. Nej, det er virkelig for sandhedens skyld, vi gør det. Hvorfor havde Marta så travlt? Det havde hun, fordi hun ville gøre det så godt for gæsten som overhovedet muligt. For at de kunne lytte til ham under de bedste betingelser.

Eller finder man nogetsteds i historien et folkemord eller en guillotine, som ikke har haft det gode som sit både udgangspunkt og mål?

Hvorfor oprettede man i Sovjetunionen Gulag-lejre og fyldte sindssygehospitalerne med systemkritikere? Det gjorde man virkelig for det gode samfunds skyld. Hvorfor kvæler man hos os den enkelte under institutionernes samfundsopdragelse? Så sandelig for vores egen skyld, for at der kan komme orden i og facon på tilværelsen hos den enkelte. Hvorfor erklærer børneeksperterne i dag forældrenes børneopdragelse krig, hvis ikke for børnenes skyld, - hvis ikke af bekymring for børnene. Men en eneste løgn er det, for bekymringen er magtkravet camoufleret. Hvor min orden og opskrift hersker, hersker nemlig jeg. Ja, hvor overhovedet orden og opskrift hersker i livet, hersker livet ikke, for livet er uoverskueligt og risikofyldt og ikke til at forudberegne.

Da de to første mennesker røvede kundskaben om godt og ondt fra Gud var det for selv at sætte sig på kundskaben om godt og ondt.

"Bekymringen er synden", og i bekymringen stikker vi mennesker til halsen. Til dette at ville have magten er vi uhjælpeligt bundne, og Næsten er den anstødssten, vi må have ryddet af vejen. "Herre, bryder du dig ikke om, at Maria har ladet mig ene om arbejdet? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig!"

Men det siger, Jesus ikke, tværtimod. Marta får ikke ret i sin forurettelse, hun får modsigelse. Og i denne modsigelse af en velmenende kone ligger evangeliets modsigelse af enhver af os. For vi er i slægt med Marta hver og én.

Det er den kærne, der er i fortællingen. At i slægt med Marta er vi hver og én, men også i slægt med Maria.

Hvis jeg skal sige det med mine egne ord, kan det udtrykkes sådan: Marta og Maria er en og samme person, - du og jeg er beskrevet i disse to kvinder. Ved os selv, med alt hvad vi kan og vil og tror, altid i fuld færd med at lægge livet i lænker ved vore magtkrav over livet, - altid fuldt beskæftiget med at skulle realisere vort bogholderi over livet. Men af Gud modsagt og sat på den plads, hvor vi fratages ethvert krav på livet for at få det sat for som den befalede opgave.

Det er nemlig ikke arbejdet, Jesus ikke agter og indser nødvendigheden af. Men det er Martas vurdering af det, hendes afgudsdyrkelse, han anholder og retleder. Det har besat hende, og hun viser det i sit valg af rækkefølge. Og derved bliver hun ikke blot en tyran over dagen og sin Næste, men paradoksalt nok forsvinder også glæden ved arbejdet, hvor det bliver genstand for afgudsdyrkelse.

Er det ikke netop det, vor tid viser os til overflod: mennesker, der styrter omkring og anstrenger sig for at nå frem til målet; og det, der indfinder sig er forurettelse og klagen og utilfredshed.

"Jeg venter på det rette tidspunkt til at sige nej", sagde Hal Koch under krigen, men tidspunktet kom aldrig, for det fornødne er begyndelsen og ikke slutningen.

Det er det, Jesus slår fast i sin retledning af Marta. At hvor hun mener, hun skal slutte, - at der er skal der begyndes.

Det er de svage og foruroligede, Jesus her forsvarer ved at sige om Maria, at hun har valgt den gode del. Det er dem, der ikke kan finde ud af eller slå sig til tåls med, at det er udregning og system og planlægning, det hele drejet sig om. Dem, der i deres elendighed eller bundethed til livet sætter sig ved hans fødder, fordi de ikke har andre steder at sætte sig, dem er det, han forsvarer. Dem, der ikke deler eller har mulighed for at dele de stræbendes march, som paradoksalt nok altid er en march på stedet.

Jo, hvad Jesus her taler om, er besættelsen, d. v. s. slaveriet af bekymringen og sikkerheden. Hvad han siger er, at den foruroligede har valgt den gode del, ganske uanset om foruroligelsen er af nød eller i protest. Og hvad han således siger er, at det fornødne er ikke slutningen, men begyndelsen.

At livets tale ikke er et "i morgen", for livet siger "nu, i dette øjeblik".

Evangeliet er den foruroligedes forsvarer og forbundsfælle; vi kan også sige, at evangeliet er forbundsfællen for den, der viser det vedtagne og stræbsomheden på porten, hvadenten det sker i afmagt eller i oprør. Maria satte sig der, hvor enhver tjeneste begynder og ikke slutter. Hvor arbejdet sættes som netop arbejde, - for ingen anden end Gud sætter den sande tjeneste. Og det gør han ved, at hans søn stillede og stiller sig på de svages og foruroligedes side.

"Et er fornødent", sagde Jesus til Marta. "Tag ikke dette fra Maria i din travlhed og rethaveriskhed, men sig også du tak for, at det fornødne gives dig for intet".

"Sig også du tak for, at du et sted på jorden modsiges og retledes og således sættes fri for slaveri og besættelse".

Og når vi i dag holder høstgudstjeneste er det afgørende som enhver gudstjeneste i årets løb: at vi kommer for at sige Gud tak for, at vi af evangeliet sættes i frihed til at gå til arbejdet for det daglige brød som det jordiske arbejde.

Amen.