Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Prædiken til 2. søndag i advent 1987

Af Majken Frost. Tidehverv, 1988, s.13-15.

Indsættelse i Nebsager-Bjerre-Stenderup

Du, som lindrer sorg og nød
al vor synd forlader
lyser op den mørke død -
tak, du lysets fader.

Amen.

I en prædiken fra 1522 siger Martin Luther: "I har ofte nok hørt, at vi over for Gud ikke har gerningerne fornøden, men overfor Næsten. Man kan hverken gøre Gud stærkere eller rigere med gerningerne, men menneskene kan man gøre rige og stærke dermed - dem er de til gavn for, dem skal de også rettes mod - og ikke imod Gud".

Og han fortsætter: "Vend derfor om på dette bagvendte forhold, at man overfor Gud vil udføre gerninger, som man alene skal udføre overfor mennesker og give menneskene den tro, som man alene skal give Gud. Vend det om, at du ikke bærer hatten omvendt!"

Disse ord er gode at erindre, når man hører en lignelse som den, vi lige har hørt, fortællingen om de ti brudejomfruer, hvoraf de fem var uforstandige og blev forment adgang til den bryllupsfest, som de andre fem blev lukket ind til. Ikke mindst er Luthers ord gode at huske, når man hører den formanende slutsætning efter lignelsen, "Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen".

Vi skal ikke her opholde os ved det tilsyneladende upræcise i denne sidste sætning, påbuddet om at våge, som synes at gå fejl af forløbet i lignelsen, hvor dog alle ti brudejomfruer faldt i søvn - for den upræcished er ligegyldig i sammenhængen. Men vi skal forsøge at høre, hvad det er, lignelsen vil sige i sin helhed, hvad der menes med uforstandighed og med klogskab i forhold til Himmeriget - og her er det som sagt godt at huske Luthers ord om gerningerne og om troen.

Om gerningerne, der skal rettes mod menneskene og om troen, der skal rettes mod Gud.

For lignelsen om brudejomfruerne synes jo utvetydigt at sige det modsatte, hvis vi skal høre den som et billede på forholdet til Gudsriget, om forholdet til Gud. Og sådan fortæller lignelsen os jo, at vi skal høre den, "Da skal det være med himmeriget som med ti jomfruer ..." begyndte lignelsen.

Men lignelsen synes som sagt at sige præcis det modsatte af, hvad Luther i sin prædiken fremhævede: - at gerningerne skal rette sig mod menneskene og troen skal rette sig mod Gud. For de uforstandige jomfruer blev lukket ude fra brylluppet, fra himmeriget, fordi de havde forsømt at have olie parat til deres lamper, i modsætning til de kloge jomfruer, der forudseende havde sørget for netop dette, at have tingene i orden, at have gjort de rette forberedende gerninger. Netop deri bestod deres klogskab, netop i forsømmelsen af at have forberedt sig viste deres fæller uforstandigheden.

Jo, lignelsen synes at fortælle, at forholdet til Gud, adkomsten til himmeriget, afhænger af den rette forberedelse, af beredthedsgerninger og årvågenhed med henblik på fremtiden, og således hørt udtrykker den jo en god gedigen jødisk tankegang, en - ihukommende Luther, traditionel katolsk teologi, som siger, at adkomsten til himmeriget er mennesket selv herre over, for adkomsten er afhængig af menneskets gerninger, af den menneskelige forberedelse.

Den jødiske tankegang og senere katolske teologi, som jo derfor blev en fornægtelse af livet her på jorden, fordi dette bestandig blev sat ind i en højere sags tjeneste - fordi gerningerne, hvor menneskelige de end måtte tage sig ud, bestandig var fordækte, i og med at de havde et andet ærinde end det, de reelt udtrykte.

For de var for frelsens skyld, de var ikke rettet mod Næsten, mod at gøre ham rig og stærk, men de var på skrømt i forhold til Næsten, for dybest set var de menneskets egen vej til retfærdighed. Til Guds modtagelse og accept.

Jo, lignelsen synes at være ganske i tråd med denne forståelse, en jødisk fortælling, som ved et tilfælde er havnet i den nytestamentlige sammenhæng, hvadenten det nu er den senere menighed, som har fundet den nyttig og kirkefremmende og derfor har lagt Jesus den i munden, eller det er fordi dens oprindelige sigte er gået fløjten og evangeliet er forsvundet til fordel for pædagogiske og formanende interesser.

Og så er sagen dog, at lignelsen forkynder kristendom og ikke jødedom, at den forkynder evangelium og ikke pavekirke, sin tilsyneladende modsætning til Luther tiltrods. For modsætningen er overfladisk, den lille slutsætning har lagt sit slør over selve ærindet i lignelsen og gjort det tillokkende at høre gerningsretfærdighed og menneskeskabt vej til himmelen i den, men det er og bliver overflade, for hvad der siges i den er, at gerningerne hører næsten til, og overfor Gud er der blot at tro, at forvente alt af ham.

De ti jomfruer var fælles om at vente, men for de fem af dem var forventningen af en sådan art, at den afgjorde deres gerninger. Ikke at gerningerne blev gjort med et underforstået sigte: hvis de havde sørget for alt, ville de nok kunne være sikre på at blive lukket ind, nej, sat i arbejde af forventningen gjorde de det arbejde, som skulle gøres - her at have olie til lamperne, så lamperne kunne lyse, der hvor det krævedes af dem. Sat i arbejde af forventningen gjorde de det, som forventningen satte dem for, at passe deres job, der hvor det nu var, som de brudejomfruer de i denne situation var.

At de blev lukket ind, var jo ikke deres hensigt med at have olie parat, for meningen med olien var, at der skulle være lys - på det tidspunkt, det krævedes.

Det var ikke for at gardere sig eller for at sikre sig, de havde sørget for olien, men de havde blot gjort det, fordi det ville være helt tåbeligt at være brudejomfru med en lampe, som ikke kunne lyse. Det ville være ikke at passe sit arbejde.

Beslutningen om at lukke dem ind var jo brudgommens, de havde blot ventet på ham, tro mod deres opgave.

Og således bliver deres klogskab ikke forudseenhed med henblik på at blive accepteret eller lukket ind, men den er og bliver blot den, at passe sit job, at gøre gerningen - og lade fremtiden være brudgommens, være Guds.

Du bærer hatten omvendt, sagde Luther i sin prædiken, når du tror, at gerninger skal rettes mod Gud og troen mod mennesket. For gerningerne hører jorden til, hører Næsten til, og om de gør indtryk på Gud, ja, det må du lade Gud om. Af ham har du kun at forvente dit liv og hele din salighed, at tro hans nåde mod dig, og kun i den forventning, i den tro kan dine gerninger befries for deres forbandelse. At skulle gøre indtryk på Gud. At skulle gøre ham rig og stærk.

Troen lader dig ikke løs og ledig på jorden, så tværtimod. For der er nok at tage fat på, på dit sted og med din opgave, men netop fordi du forventer alt af Gud, lægger fremtiden i hans hånd, kan du frit gå til dine gerninger, kan du frit være Næsten og jorden tro. Hvadenten det nu er en brudgom, der skal have lys på vejen eller det er din nabo eller ægtefælle eller hvem det nu kan være, der kræver dig her og nu.

Og det kan ofte tage sig hårdt og ubarmhjertigt ud at være Næsten og jorden tro, når verden råber på medynk og forbrødring og fællesskab. Det kan ofte tage sig hårdt og ubarmhjertigt, ja, ukristeligt ud, at leve - som Luther kaldte det - i kald og stand. At stå ved sit sted og sin opgave, når alverden kalder til det modsatte.

Når kvinderne råber, at du skal arbejde på kvindernes sag, ja, så tager det sig hårdt og usolidarisk ud, når kvinden svarer: "Jeg har mit at passe, opgaven her, hvor jeg er sat, det er det, jeg skal, jeg kender ikke andet."

Eller når kirkeligheden fremhæver, at du aktivt og opfindsomt og utrætteligt skal arbejde på kirkens sag, så tager det sig hårdt og ukristeligt ud, når svaret lyder: "Jeg er kaldet til mit sogn, til her at forkynde Guds ord og tjene mine sognebørn, anden kirkelighed kender jeg ikke."

For slet ikke at tale om fortørnelsen hos den toneangivende verden, der med næstekærligheden som argument bebrejder dig din begrænsethed og modtager svaret: "Jeg kender ikke næstekærligheden, men jeg har min Næste, her og nu, og han kræver uophørligt min gerning." Det fortørnende svar, som viser verden tilbage til blot at være jorden tro, til at passe sit arbejde, der, hvor verden ville noget meget finere.

Jo, der er evangelium i lignelsen om brudejomfruerne, kun overfladisk hørt er den i slægt med gerningsretfærdighed og pavedømme og tidens emsige frelsesaktivitet, for lignelsen fortæller om ti, der havde en opgave, om fem, der uforstandigt lod opgaven ligge, og om fem, der stod ved den. Og derfor kaldtes kloge.

Men der er først og fremmest evangelium i lignelsen, fordi den fortæller, at grunden til de kloges klogskab var, at de levede i en forventning, som de ikke selv skulle opfylde. At forvente brudgommen, og det vil sige, at forvente alt af Gud, at høre ordet om syndernes forladelse, det var det, som gav dem påbud (og frihed og energi) til at gøre, hvad der skulle gøres - på jorden.

Eller med Luthers ord fra samme prædiken: "Thi når du i dit hjerte grundfæstes i troen, så du ved, at din Gud, da du var hans fjende, barn af den evige forbandelse, har vist sig så barmhjertig mod dig uden at du har fortjent det, når du tror det, så kan du ikke lade være, du må vise dig ganske ligesådan mod din Næste, som var det af kærlighed til Gud."

For kun ordet om syndernes forladelse i Jesus Kristus sætter hatten retvendt på hovedet.

Så gå da frit enhver til sit
og stole på Guds nåde,
da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn som Gud det vil
på allerbedste måde.

Amen.