Af H. F. Kohlbrügge. Tidehverv, 1928, s.93-99. Ps.89,16-21.

Ps. 89,16-21.
Det er et alvorligt, apostolsk Ord, det, vi læser hos Apostelen Paulus i Romerbrevets 8. Kapitel: "Dersom I lever efter Kødet, skulle I dø; men dersom I ved Aanden døder Legemets Gerninger, skulle I leve."

Hvor alvorligt og sandt dette Ord end er, er det os dog behageligere at leve efter Kødet og bede om Opholdelse, om Styrke og Kraft for Legemets Gerninger. Vi er derfor i stor Forlegenhed, ja, højst bekymrede, naar det ikke gaar saa godt fremad med Legemets Gerninger, som vi kunde ønske. Hvad vi skulde døde, d. v. s. dømme til Døden, det vil vi holde i Live, ligesom Abraham bad Gud: "Ak, at Ismael maatte leve for dig!" og vi bestræber os altid for at finde en Herre Jesus, en Aandens Kraft, hvorved Legemets Gerninger kan blive bevarede fra Død og Undergang. Kan vi ret af Hjertens Lyst leve efter Kødet, saa er vi vel til Mode og svarer: Det gaar godt. Men spærrer Gud os Vejen, saa at vi ikke mere kan vandre efter Kødet, for at vi ikke skal dø, men at det i Sandhed kan hedde: "Jeg lever; men det er ikke mere mig der lever, men Kristus lever i mig, - ja, saa mener vi, at Gud har forladt os, og at vi nu vil falde i Hænderne paa Helvede og Fortabelsen.

Jeg taler tilsyneladende gaadefulde Ord, og dog er det sandfærdige Ord. Naar Apostelen skriver: "Dersom I lever efter Kødet, skulle I dø," saa vil han dermed sige: I tænker: Vi har ganske vist den rette Tro, den sande Jesus, den gode Helligaand, den levende Gud; fra saadan Tro afstaar vi heller ikke; men nu foreligger der saa mange Bud i Skriften, som alle sigter paa Helliggørelse, paa Renselse, og vi ser, at dette dog ogsaa er Guds Ord; saa forstaar det sig vel af sig selv, at det er absolut nødvendigt for os at efterkomme saadanne Bud, ja, ogsaa at se dem opfyldt i os, om vi nogensinde skal blive velbehagelige for Gud. Dette Sindelag, mine elskede, er eder indgivet af Kødet, Guds Naades Fjende; dette Sindelag stammer fra eders forrige Tilstand, da I var uden Gud i Verden og dog vilde være ham lige. Hvis I nu giver efter for saadanne Tanker, lever og handler efter dem, saa vil I lidt efter lidt miste Aandens Liv, som I har i Jesu Kristi Naadesord, og fare til Helvede i det Øjeblik, I tror, det gaar ad Himmelen til.

Ved en saadan Tænkemaade vil Legemet altid foran, det har hverken Rist eller Ro; det mener at have Tro, aandelig Indsigt i Guds Vilje; det mener, at det har Kærlighed i sig, og er jo da ogsaa udrustet af Gud; det vil og maa vie sig til og opofre sig for Gud; Hoved og Hjerte har det jo, ogsaa Øjne i Hovedet, og Hænder og Fødder -, og saa udtænker Legemet sig da alle mulige Gerninger og laver sig alle mulige Gerninger, naturligvis alt til Guds Ære. Det skal gøre dette, gøre hint; andre skal hjælpe og ogsaa give deres Kraft, bidrage deres Skærv dertil. "Alt hvad Herren har sagt, det vil vi gøre," det sidder i Legemet, derfor er det saa geskæftigt.

Men hvis vi ved Aanden døder saadanne Legemets Gerninger, d. v. s. dømmer dem til Døden, saa skal vi leve, vidner Apostelen. Det er: Hvis vi ganske frejdigt siger til al saadan Trang til selv at ville udføre noget, hvormed vi kun kommer Kristus og hans Salighed paa tværs -: Gaa hen, hvor du er kommet fra, du er af Døden, du hører Døden til; jeg har en rig, trofast Brudgom; han har forsynet mig med alt og skal ogsaa nok udvirke, at jeg vandrer hans Veje og gør hans Vilje, selv om jeg intet ser deraf. Jeg bier i Aanden ved Troen paa den Retfærdighed, som man ejer i Haabet (Gal. 5,5), den, som er ovenfra - saa har vi det rette Liv, som er fuldt af Glæde, Hvile i Gud og Aandens Fred, derfor et evigt Liv, som vi er visse paa at arve.

Fordi vi har saadanne apostolske Ord for os, efter hvilke vi kan være visse paa det evige Liv, naar vi døder Legemets Gerninger, saa lade Gud Herren i Himmelen ogsaa i denne Time sit Ord udgaa med Magt, for at vi i Sandhed kan døde Legemets Gerninger.

Gal. 4,27:
"Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder!; bryd ud og raab, du, som ikke er svanger; thi den enlige har mange flere Børn end hende, der har Manden."

I føler det paa Ordenes Klang, mine elskede, at de bestaar af lutter Modsigelser, ja, at tilsyneladende aldrig noget mere usandt kunde være skrevet eller trykt, end just et saadant Udsagn. Thi for det første kan en ufrugtbar, som oven i Købet har Forjættelsen om Frugtbarhed og Mangfoldighed, umuligt være glad; for det andet er det paa Forhaand en Taabelighed, at en, som ikke er svanger, skulde bryde ud og raabe som en, der er i Barnsnød; for det tredie er det bogstavelig talt usandt, at en enlig, en Jomfru eller barnløs Enke, skulde have flere Børn end hende, der har Manden. Men saadan er Guds Daarskab. Den er visere end Menneskene. Guds Løgn er alene Sandhed og Guds Kætteri alene rettroende. Den Helligaand har forsætlig villet betjene sig af saadanne Modsigelser, ligeledes har de saaledes behaget Apostelen Paulus og Herrens Menigheder fra Begyndelsen af, fordi der i dem er udtalt Sandheder, som netop kun, udtrykte paa denne Vis, formaar at trøste Mennesker, som trænger til Frelse.

Vi drager af de forelæste Tekstord disse Slutninger:

I. Den sande troende kan ingen Gerninger frembringe.
II. Den sande troende føler heller ingen Trang dertil.
III. Den sande troende har slet ingen Gerninger.
IV. Fordi den sande troende ingen Gerninger kan frembringe, heller ikke føler Trang dertil, og slet ingen Gerninger har, føler han sig frygtelig anfægtet.
V. Ordet forkynder ham, at han helt skal lade være at bryde sig om saadanne Anfægtelser, men være glad, bryde ud og raabe.
VI. Ordet angiver ham Grunden til, at han skal være glad, bryde ud og raabe, nemlig den, at han har mange flere Gerninger end den, der er i Stand til at frembringe Gerninger, føler stor Trang dertil, og ud af denne Trang ogsaa frembringer mange Gerninger.
(Ps. 85,2-8.)

I.
Den sande troende kan ingen Gerninger frembringe. Thi saaledes taler Skriften: "Du ufrugtbare, du, som ikke føder."

Ordet i vor Tekst staar ogsaa hos Profeten Esajas i det 54. Kapitel. I føler selv, mine elskede, at Profeten og efter ham Apostelen taler i Billeder. Profeten og Apostelen har den sande Menighed, Jesu Kristi Menighed for øje og sammenligner den med en ufrugtbar Kvinde; og det gør Profeten og Apostelen ikke af sig selv; men de taler saaledes i den Helligaand. Her kalder altsaa Herren selv sin kære, tro, udvalgte Kirkebrud, og følgelig enhver udvalgt Sjæl, som hører dertil, ufrugtbar. Ikke at han giver hende dette Navn, men hun selv jamrer, klager og græder over, at hun er ufrugtbar. Derfor kaldes hun i Kærlighed saaledes af sin Mand og Himmelbrudgom, ikke for at bebrejde hende noget, men for at trøste hende; som om han vilde sige: Du, som siger, at du er ufrugtbar. Han siger ogsaa til hende, ligeledes for at trøste hende: Du, som ikke føder. Thi Grunden til Kirkebrudens Klage over, at hun er ufrugtbar, er, at hun ikke føder, med hvilket Udsagn hun ganske vist er gaaet for vidt; thi fordi én i Øjeblikket intet frembringer, er det endnu ikke derfor givet, at han aldrig og ikke paa nogen Maade vilde kunne frembringe noget. Men da nu dette er talt billedligt, saa kalder jeg for Tydeligheds Skyld uden Billede Kirkebruden for: den sande troende. Thi at Kirkebruden, selv om hun klager, jamrer og skriger paa Grund af sin Ufrugtbarhed, dog har den sande, ægte, saliggørende Tro, det kan ingen nægte; og vilde hun end selv nægte det, saa gør dette intet Skaar i Sandheden, som er den, at hun alligevel har den sande, ægte Tro. Hun alene er den sande troende, og en sand troende er den, der med hende klager, jamrer og skriger saaledes.

I Klagen over Ufrugtbarhed ligger altsaa egentlig en Klage over, at man ingen Gerninger kan frembringe; og det er derfor i denne Betydning, jeg siger: Den sande troende kan ingen Gerninger frembringe. Med andre Ord: Den sande troende siger med sønderknust Hjerte, at han ingen Gerninger kan frembringe; thi han ser, at han ikke føder, d. v. s., han ser ikke, at han frembringer Gerninger.

Tilsyneladende lyver jeg, naar jeg prædiker, at den sande troende ingen Gerninger kan frembringe; alligevel er dette Guds Sandhed og den Helligaands Trøst alle anfægtede til Gode. Thi den aandelige Uformuenhed vil os slet ikke ind i Sjælen; vi bliver ved at mene, at naar vi engang faar den rette, sande, stærke Tro, saa vil vi kunne øve Gerninger, saa mange vi vil; men den rette, sande, stærke Tro har sandelig andet at gøre end at indbilde sig, at den formaar at frembringe Gerninger. Den sande, stærke, rette troende har hver eneste Dag igennem alt det Arbejde, han kan overkomme, med at skue opad og ufravendt betragte Kristus, som sidder ved Majestætens højre Haand, og med at holde det for sandt, som staar skrevet: "I ham er I fuldkomne," og tillige med at vise paa Døren hvert Arbejde og hver Gerning samt den Indbildning, at han selv skulde være i Stand til noget som helst. Derpaa kan I altsaa allerførst prøve, om I er sande troende, derpaa nemlig, om I vedblivende erfarer det paa eder selv, at I ingen Gerninger kan frembringe og derfor uden Falskhed og Hykleri anser eder selv for ufrugtbare og derfor klager, jamrer og skriger.

II.
Den sande troende føler heller ingen Trang til at øve Gerninger.

Derfor sammenligner Skriften den sande troende saa vel som hele Menigheden med en Kvinde, som ikke er svanger, som der jo stod skrevet: "Du, som ikke er svanger," eller som det egentlig hedder: Du, som ingen Fødselsveer har. Det forstaar sig af sig selv, at Gud ogsaa her tiltaler den troende ikke efter, som Sagen egentlig forholder sig for Gud, men efter den troendes Fornemmelser, som er af en saadan Art, at han slet ingen Lyst sporer hos sig til at øve Gerninger, heller ikke Mod dertil. Han vilde vel gerne føle Smerte derover, men den Smerte, han forestiller sig som den sande, den, ud af hvilken efter hans Mening saa mange Frugter vilde bryde frem, den findes ikke hos ham. Taler man om Kendetegn, dem har han ikke; en brudt og sønderknust Aand finder han ikke hos sig. Han vilde vel gerne engang gennemkæmpe en grundig, gammeldags Bodskamp; men det kommer ikke dertil. Stenhjertet vil ikke smelte, øjnene forbliver tørre, Bønner, inderlige, lange Bønner vil ikke mere bryde frem hos ham; han finder næppe et Suk, et "Ak, Gud!" Andre kan prægtigt føre an, men han kan ikke engang følge med. Andre kan og skal omvende den halve Verden, men han kan ikke mere omvende sig selv. Andre kører med Heste og Vogne, han maa blive liggende ved Bethesda, til én kommer og hjælper ham op. Andre har stadig Lyst til at tage det op med alt, og deres Tid er stedse for Haanden (Joh. 7,6); men han maa bie. Andre kan gøre, hvad de vil, de har Mod, de kappes og føler sig stadig drevet til at vidne her, vidne dér, binde an med en her, en dér, er fejrede Helte, Mænd med Navne; paa ham derimod bliver Hænder og Fødder bundne, hans Tunge klæber til Ganen af Tørst efter Retfærdighed, efter Hjælp; men han maa vente, og alt det, hvorpaa han efter den evige Retfærdigheds Udsagn haaber, det udebliver. Andre bygger saa det forslaar, stoltserer, saa det er en Lyst og har allerede Himmelen paa Jorden, og for ham er Himmelen og Han, som bor derinde, ak, saa fjern! Andre ser Undere baade for og bag, Undere, som ikke er til at tælle, udført ved deres Hænder; og han ser intet andet end, at alt bliver brudt ned for hans Fødder. Saa kan da andre alt; men han kan ikke røre en Finger. Hvor andre triumferer over den ene Sejr efter den anden, dér maa han tie, thi han har tabt det ene Slag efter det andet; og hvor andre sidder i Højsædet, der sidder han i Skammekrogen, som et Barn, der endnu ikke har faaet lært noget.

Derpaa kan man nu atter prøve sig selv, om man er en sand troende, derpaa nemlig, at man ikke alene ingen Gerning kan frembringe, men at man ikke engang kan trøste sig selv med, at man i det mindste endnu sporer Trang hos sig til at frembringe Gerninger, saa at man ofte klager, jamrer og skriger i sit Indre: Ak, følte jeg blot Trang til at frembringe Gerninger, saa vilde dog maaske endnu Kraften komme med ny Drift, hvor Evnen fattes mig; men Nøden er der, Frygten maa for Dagen, og jeg føler under det alt sammen, at der intet er uden fuldstændig Uformuenhed og Haabløshed.

III.
Den sande troende har slet ingen Gerninger.
Derfor sammenligner Herren sin Menighed og hver enkelt i den med en Enlig, - som det jo her staar skrevet: "Den Enlige". Ikke, at Herren ikke vil have det Ord, han selv har talt: "Det er ikke godt, at Mennesket er ene", anvendt ogsaa paa sin egen evige Kærlighed, hvorfor hans Kirkebrud heller ikke er enlig for ham; thi han kan aldrig nogensinde forlade den, efter sit Tilsagn: "Se, jeg er med eder indtil Verdens Ende"; men det kommer Menigheden saaledes for, at hun er ene, d. v. s. hun er blottet for Gerninger, hun er fuldstændig forladt og staar som en bedrøvet Enke, som en, der er forladt af sin Mand, ganske som i en ørken, helt prisgivet den skrækkelige Plage, hendes Ufrugtbarhed er, tom, udyrket; og naar Satan anklager hende, og Talsmanden skulde træde frem og føre hendes Sag, da bliver han borte. Lovens Nidkærhed har raset mod hende, hun har drukket Vand blandet med Jordens Støv, og bærer det Figentræs Forbandelse i sig, som Herren slog med Henvisnen. Hun stirrer med stift Blik paa en uoverskuelig Flade af idel brændende hedt Sand, hvorpaa intet vokser; hun selv har gjort alt til en ørken med sin Synd, og de forrige Gerninger er borte.

Saa har den sande troende da slet ingen Gerninger. Hvor en anden drager over Hav og Land med sin Tro, dér tager han ikke engang et Skridt i sin Stue. Hvor en anden kan flytte Bjerge, dér kan han ikke engang samle et Halmstraa op, ikke engang blæse en Fjer bort fra sig. Hvor en anden rykker i Marken med alt Guds Ord for at opfylde tusinde Pligter, dér kan han ikke engang holde fast ved et eneste Ord, langt mindre gøre derefter. En anden er altid straks og fuldt beredt og kan af Taknemmelighed drage midt ud i det røde Hav, som gik han paa tørt Land, medens han, den sande troende bliver staaende foran det med Angstskrig. En anden er fuld af Hengivelse, selv føler han slet intet dertil. En anden er fuld af Kærlighed, dér hedder det: "Skulde vi ikke gøre dette, gøre hint? Gud har jo sagt det?" - han derimod forbliver kold som Is derved. Med ét Ord: Hvor en anden er fyldt til Randen, dér er han tom; hvor en anden har tusinde Gerninger, dér har han intet uden Synd; hvor en anden har Munden fuld af Triumf, dér sidder han bedrøvet; hvor en anden har fortjent den ganske Himmel med sit Arbejde, dér har han intet, slet intet udrettet; ikke een Sten har han bragt for at bygge Zion, grunde Jerusalems Mure; han kan ingen Løn vente; thi intet har han udrettet.

Derpaa kan man nu, for tredie Gang, prøve sig selv, om man er en sand troende: derpaa, om man uden Svig kender sig selv i sit Indre som en saadan, der slet ingen Gerninger har, og derfor klager, jamrer og skriger over, at han ingen Gerninger har. Og med Gerninger mener jeg ikke Lovens Gerninger, men evangeliske Gerninger. Jeg siger: evangeliske Gerninger. Thi alle Vegne, lige til langt ind i Rom, har man ingen Lovens Gerninger, men paastaar at have evangeliske Gerninger. Om nu dette er Løgn, det er ligegyldigt; om det ikke i Grunden alligevel er Lovens Gerninger, derom spørger jeg ikke; jeg taler saaledes, som det ligger i Menneskets Hjerte, og siger derfor: Den sande troende har slet ingen Gerninger.

IV.
Fordi den sande troende ingen Gerninger kan frembringe, heller ikke føler nogen Trang dertil, og slet ingen Gerninger har, føler han sig frygtelig anfægtet.

Mange vil tænke: Hvorledes? Den sande troende bliver anfægtet, fordi han ingen Gerninger har? Hvorledes kan han blive anfægtet af den Grund? Den sande troende véd dog alt for godt, at han ingen Gerninger maa have; han skulde dog vide, at han ingen Gerninger kan frembringe, og være tilfreds dermed af ganske Hjerte. Og omvendt vil mange andre tænke: Det er dog en skrækkelig Lære! nej, det føler jeg dog anderledes hos mig selv. Gud være lovet, at jeg kan bevise min Tro med mine Frugter! Nej, den sande troende kan noget! han er en Helt, som trodser Verden, Synd, Død og hver er Fristelse. Den sande troende føler stadig en Trang hos sig til at tjene andre; han maa arbejde for sin Gud og for sin Næste. Den sande troende er en helt igennem hellig Mand, som kan opregne sine Gerninger paa Fingrene, ja, som har alle Slags Gerninger fra Isse til Fodsaal; hans Klædning er kantet og bræmmet med Bjælder af Gerninger, som skal være Gud til Behag. Ja, at en, der lige er født til Troen, og endnu er ganske svag i Troen, og om hvem man heller ikke endnu kan vide, om han nogensinde vil naa til Troens Modenhed - at det staar saaledes til med ham - lad gaa; thi i Menigheden skal der jo ogsaa være bekymrede; men den sande, stærke troende, han kan rigtignok frembringe Gerninger, han er ikke ene, han har Gerninger og Triumf nok og føder Gud halvfjerdsindstyve Sønner. Nej, han er kun anfægtet, fordi han ikke bestiller endnu mere, frembringer endnu mere.

Jeg forstaar nok, at din venstre Haand ved, hvad din højre Haand har givet, ja, at andre ogsaa véd, hvad du har givet. Jeg kan forstaa, at det ikke smager dig, at vor Herre i sit Køds Dage stadig listede sig bort og saa ofte skjulte sig paa et ensomt Sted og altsaa var saa menneskesky. Jeg kan forstaa, at du vilde være meget hurtigere beredt, hvis Kornelius sendte Bud efter dig for at høre Evangeliet, end Peter var, som først ikke vilde med, skønt han havde Befalingen: "Gaa ud i Alverden." Du vilde ganske sikkert have omskaaret alle Børn i ørkenen i Kraft af Omskærelsesbefalingen og aldrig nogensinde gøre som Moses, der ikke omskar et eneste Barn i ørkenen, men overlod dette til Josva. Havde du været Kong David, saa vilde du sandelig ikke have staaet tilbage for Josias og Nehemias i at fejre Paaske- og Løvhyttefesten. Betænk alligevel dette ene, at der har levet en Saul, som efter først af lutter Nidkærhed for Gud at have ladet alle Troldmænd dræbe til sidst tog sin Tilflugt til en Troldkvinde for dog at redde Resterne af sin Fromhed. Men Livet ud af Gud er intet Regnestykke. Den sande troende har hele Livet igennem Arbejde nok med at døde Legemets Gerninger, d. v. s. dømme dem fra Livet, eller med andre Ord holde det for sandt, at Legemets Gerninger er døde Gerninger, hvormed den levende Gud ikke er tjent. Alligevel anser han Legemets Gerninger for gudvelbehagelige Gerninger og bliver derfor saa ofte anfægtet over, at han ikke kan gøre saadanne Gerninger, som han dog anser for gudvelbehagelige, heller ingen Trang føler dertil, heller ikke har saadanne Gerninger at fremlægge. Idet den sande troende mener det oprigtigt med Guds Lov, og gerne vilde leve under sin Herres Velbehag hele Livet igennem, kan han vel i Theorien begribe, at det er idel Naade, hvis han kommer i Himmelen; men det romerske Kød vil ikke lade ham nogen Ro, det vil absolut være i Aktivitet; og ikke det alene; men ogsaa Guds Lov, som han høj agter, ydmyger ham. Saa vender han sig til det synlige; han vil selv gerne have noget, der er til at tage og føle paa. Han prædiker og vidner vel med Glæde, at kun de, som ikke ser, men dog tror, er salige; men i Praksis kan han ikke hjælpe sig med det. Som af en Bisværm er han omgivet af alle dem, som har Udseende af at yde Honning og Voks i Mængde (Ps. 118,12). De gør Indtryk af at eje Forjættelsen, dem synes den første Salme med sit: "Salig den Mand" at gælde, men den sande troende ser ikke ud som et Træ, plantet ved Vandbække, derimod som en Mand, hvis Vej Gud har krydset, og for hvem intet lykkes. Han maa intetsteds gøre sig gældende, finder ingen Steder Naade, hans Navn bliver forkastet, som noget ondt, hans Bekendelse udskreget som Kætteri; han maa hverken købe eller sælge; tilmed finder han hos sig selv stadig intet uden Synd og atter Synd; og har han endelig engang med Guds Hjælp bygget et net, lille Hus, saa falder uforvarende en Klippeblok ned, og det smukke lille Værk ligger knust og Dødens Uhyre æder alt bort, hvad han har saaet med Taarer, har plantet og opelsket med Bønner.

Den, der har en anden Tro, han se sig vel for, om han ikke bliver grebet af Gud i bogstaveligt Ægteskabsbrud, Tyveri og lignende Ting, især i Mord og falsk Vidnesbyrd mod den retfærdige. Den sande troende erfarer intet andet, end at hver Dag har sin Plage, og at han vedvarende bliver anfægtet, fordi han slet intet ser. Den, der mener at erfare det anderledes, for ham er disse apostolske Ord ikke skrevet, og heller ikke Jes. Kap. 54, i hvilket Kapitel man dog ser Guds trofaste Hjerte og fornemmer, hvorledes Herren selv ængstes for, at hans sande Menighed skulde bukke under for en saadan Anfægtelse, at den er ufrugtbar og ingen Gerninger har, og vende sig fra den sande Tro til Verdens og Kødets Tro og Evangelium.

V.
Ordet forkynder ham, at han helt skal lade være at bryde sig om saadanne Anfægtelser, men være glad, bryde ud og raabe.

Det klinger nu ganske vist noget mærkeligt, saa at man, hvor Ordet kommer og prædiker én saadant ind i Hjertet, først vilde være tilbøjelig til at le, som Sara lo i Hytten, da hun hørte den Mand, med hvem ogsaa Jacob kæmpede, sige: "Jeg vil igen komme til dig; se, ved denne Tid om et Aar skal Sara have en Søn." Men Gud er dog større end det forknytte og af Angst sammensnørede Hjerte. Hvor Gud taler, dér maa vi lade være at bekymre os om alt andet, vi skal og kan ikke bekymre os derom, og bekymrer os heller ikke derom. Til syvende og sidst er det dog derpaa, det kommer an, om man er Gud velbehagelig, ikke paa den Maade, man selv kunde ønske, ikke efter, hvorledes vi med vore forblindede Sanser betragter Guds Love og Bud, ikke efter den Maalestok, hvormed vi maaler vor "Handlen", ikke efter, hvad Kødet, hvad Mennesker, hvad berømmelige Folk regner eller ikke regner for at være Gerninger; men til sidst drejer det sig derom, om vi har Guds Velbehag, saadan som vi er. Nu siger Gud ikke saaledes: "Fryd dig, du frugtbare, thi du har allerede født mig syv, saa vil du ogsaa føde mig ti, og det hvori du kommer til kort, vil jeg laane dig, til du har Tallet fuldt." Gud siger ikke: "Bryd ud og raab, du som er svanger. Barnet vil vel snart være der, saml blot endnu engang og nok engang alle de Kræfter, du har, jeg hjælper dig!" Men saaledes siger Gud: "Fryd dig", eller: "triumfer, du ufrugtbare, du som ikke føder; bryd ud og raab, fryd dig med Triumf og jubl, du, som ikke er svanger." Derfor bort med alle Taarer, du elendige, over hvem alle onde Aander er sluppet løs, og du utrøstelige! Bort med al Bekymring, Ængstelse og Skælven for Vrede, Dom og Fordømmelse! Pennina'er (smlgn. 1. Sam. Kap. 1.) med deres skarpe, stikkende Ord og Gerninger, med deres Sønner og Døtre, kan vel bedrøve én haardt, trodse én meget, saa at det Aar efter Aar, naar man skal gaa til Herrens Hus, lyder: "Var du from, saa vilde Gud have opfyldt sin Forjættelse paa dig, saa vilde du nu have dette og hint, som du kan læse om i Guds Ord; deraf kan du slutte, at du ikke er nogen sand troende; thi se engang paa mig, alt hvad jeg dog har, gør, virker og frembringer!" Men saaledes taler Manden Elkana - det betyder: "Gud har erhvervet sig" -: "Hanna" -, det betyder: "du naaderige" - hvorfor græder du, og hvorfor spiser du intet? Og hvorfor har dit Hjerte det saa ondt? Er jeg dig ikke mere værd end ti Sønner?" Men det er en gaadefuld Prædiken, at en ufrugtbar, som dog netop paa Grund af sin Ufrugtbarhed har saa meget med det legemlige at skaffe, og hvem derfor allerede disse Omstændigheder volder Sorg - at hun skal være glad. Desværre vil vi alle af Naturen nødigt i Lag med en saadan Prædiken. Vi vilde gerne først være frugtbare, først have frembragt Gerninger og derefter være glade, triumfere og juble. Men Kristi Evangelium sætter alt paa en helt anden Plads, end Kødet sætter det. Saaledes prædiker Evangeliet: Er alt tabt, da er alt reddet; har du Synd, da har du den ikke; bæver du for Dommen, saa kommer du ikke til Dommen; er du død, saa har du mig som dit Liv; er du fattig, jeg er din Rigdom; anklager du dig selv, saa er du frikendt; væder du din Hovedpude med dine Taarer, saa glæder sig Guds Engle i Himmelen for din Skyld; er du helt spedalsk, er du helt ren; er du ufrugtbar og overhovedet ikke svanger, saa skaf større Plads i din Hytte, thi der er hverken Tal eller Ende paa din Slægt, og dine Efterkommere skal have Landet i Eje. Hvor Boas handler, dér vær stille, min Datter (Ruth 3,18); se ikke paa din Fattigdom, ikke paa din Ufrugtbarhed. Herren har befalet: "Jubl og fryd dig med Triumf"; alle andre Krav til dig har ingen Retsgyldighed, men dette: "jubl og vær glad", det er hans evige Pagts Bud. For Israels Jubelraab faldt Jerichos Mure. Noget saadant havde man ikke kunnet bringe i Stand med hundrede andre Gerninger.

VI.
Ordet angiver den sande troende Grunden til, at han skal være glad, bryde ud og raabe; nemlig den, at han har mange flere Gerninger end den, der er i Stand til at frembringe Gerninger, føler stor Trang dertil, og ud af denne Trang ogsaa frembringer mange Gerninger.

Det udtaler Skriften paa denne Maade: "Fryd dig, bryd ud og raab; thi den enlige har flere Børn, end hende, som har Manden." Manden betyder Loven. Den, som nu har Loven, den, der er forenet og formælet med Loven, han har mange Børn, d. v. s., han har mange Gerninger, han er ogsaa i Stand til at frembringe mange Gerninger og gaar ogsaa stadig svanger med Gerninger. Men Kærlighed gør blind; og for den, som har Loven til Mand, kan man derfor længe nok prædike, at det er Loven; han staar saa urokkelig fast i sin Forestilling om, at det er Evangeliet, han har til Mand og er saa ivrig derfor, at han vel kunde dræbe den, der kom og vilde belære ham om noget bedre. Men den sande troende har ingen Lov mere, han er ved Loven død bort fra Loven. Denne Mand er død for ham, og han for denne Mand (Rom. 7,6). Fordi han altsaa ingen Lov har mere og ikke mere kan give sig af med Loven, maa han erfare, at han er udsat for enhver Anfægtelse, som om han nu var uden Gud, uden Kristus, som om han nu ikke havde den sande Tro, som om han var blottet for al Aandens Helligelse, som om Modstanderne dog havde Ret med deres Triumf over, at de er noget og med deres Tro udretter noget. Thi det holder haardt at se Synd og tro Naade, at gaa sin Gang ligesom uden Gud og dog vide: jeg har en naadig Gud i Himmelen. Det holder haardt, intet at udrette og dog kende sig selv som et Guds Menneske, beredt til al god Gerning. Men hvor Herren taler, dér tie den ganske Jord for ham (Sak. 2,13). Naar han nu siger: "Den ensomme har flere Børn, end hende, som har Manden", saa ligger deri en tilstrækkelig Grund til at være rolig og stille, til at være glad og triumfere i sin Gud.

At det nu er sandt, hvad Herren taler, det har Erfaringen altid tilstrækkeligt bekræftet. Hvad der bliver frembragt ved Loven, det har først et straalende Udseende, det gaar frem med Pauker og Trompeter; men med alt det gaar dog Herrens Ord i Opfyldelse, som vi læser hos Malakias: "Jeg hader Esau, og har gjort hans Bjerge øde og hans Arv til en ørken for Dragerne. Og om Edom vilde sige: Vi er ramt med Fordærvelse, men vi vil atter opbygge det øde, saa siger den Herre Zebaoth saaledes: Vil de bygge, vil jeg bryde ned, og de skal hedde det fordømte Grænseland og et Folk, over hvilket Herrens Vrede hviler evindeligt". (Mal. 1,3 og 4.)

Men at den ensomme har flere Børn end hende, som har Manden, det har Erfaringen ogsaa bekræftet. Thi hvert Værk maa til sidst frem for Gud, og hvert Værk skal prøves igennem Ild. Hvad der er øvet i Gud, det alene vil bestaa Prøven, og et saadant Værk har større Værdi end tusinde andre Værker, som ikke er øvede i Gud, - ikke er øvede i Gud, af den Grund nemlig, at man har drømt om Tro og Gerninger, og ikke har villet lade Troen gælde som den eneste Gerning, den, som alene udretter mere end alle andre Værker tilsammen. Thi derfor er Troen en Gerning, den eneste, som behager Gud, fordi den rækker sig ud mod Gud og Frelseren, han, som alene gør Gerningerne. Men Grunden til, at den ensomme har flere Børn end hende, som har Manden, den kan I selv finde. Den ligger i det 53. Kapitel hos Esajas. Læs deri, hvad I har at gøre, I, hvis Hjerte har Lyst til Guds Lov, og I vil endnu i eders sidste Stund bekræfte det: "Saare herlig er Kongens Datter derinde".

Amen.