Af Hans Dreiøe. Tidehverv, 1929, s.125-128. Luk.10,23-37.

Prædiken i Nykøbing F. Kirke.

Læs først Luk.10,23-37.
I Grunden er her jo ikke noget at prædike om. Fortællingen er gennemsigtig og Moralen tydelig nok. "Gør dette, saa skal du leve", "Gaa du hen og gør ligesaa". Der er nok nogen, der venter paa dig, een du skal gøre noget for. Altsaa er det ikke værd, at jeg sinker dig med at prædike, og du skal ikke heller tøve Tiden med at tale, men udføre, hvad Gud og Næsten venter af dig. Saadan bar Samaritanen sig ad; han overvejede ikke, talte kun det nødvendige og udrettede, hvad han skulde. Skal der prædikes i Dag, saa maa det blive over Evangeliestykkets Begyndelse: "Salige er de Øjne, som se det, I se - og høre det, I høre". Skal der prædikes, saa skal der prædikes om den Frelse, Jesus bringer. Ja, det skal forkyndes, at Jesus Kristus er aabenbaret med Syndernes Forladelse, med Sejr over Synd og Død, at han er kommet til os med Naade fra Gud for fuldkommen at forandre vor Tilværelse og give os Magt til at følge ham i Tjeneste og Kærlighed. Og derom skal vi bede Gud, at han i sit Ord vil aabenbare denne Frelse for os, saa vi ser Jesus i hans Herlighed og Magt og hører hans Røst, og vore Hjerter bliver salige i Fred og i Haab, saadan at vi i al Fald kan kappes med den barmhjertige Samaritan. Men ellers skal der i Dag ikke prædikes; hvad vi skal forstaa, er lagt tydeligt hen til os. Der er ikke noget at tage Fejl af. Dette mener jeg er uimodsigeligt.

I.
Derimod opfordrer Evangeliet unægtelig til at gøre nogle Bemærkninger om os og denne Samaritan. Saa klart det er, at han er givet os som Forbillede, saa sikkert er det ogsaa, at vi vil nødig have med ham at gøre; tværtimod holder vi ham paa Afstand. Vi holder ikke af ham; vi har Mistillid til ham. Vi vil egentlig helst tro, at han ikke er til. Forstaa mig vel: ikke Samaritanen i Lignelsen. Ham tager vi, som han er. Han er jo vort Forbillede. Men jeg tænker paa Samaritanen i Dag, jeg tænker paa "den evige Samaritan". Det er ham, vi ikke bryder os om. For vi ligner - jeg mener de bedste af os, den bedre Portion af denne For-samling, den troende Del altsaa - vi ligner Præsten og Leviten. Var Samaritanen kommen først og de to andre Herrer bag efter, og de havde set Samaritanen i Lag med den stakkels Mand, ikke sandt, det havde været een Grund mere for dem til at gaa forbi, ikke fordi der blev bragt Hjælp, saa de paa en Maade var overflødige, men fordi der var en Samaritan tilstede. Saa meget kan vi nok huske fra Bibelhistorien, og saadan er vi selv i Synet paa Samaritanen fra i Dag.

Vi holder i det hele taget ikke rigtig af Historien. Som gode Lutheranere, som Disciple af Paulus byder Fortællingen i Grunden os imod. Den vender paa en ubehagelig Maade op og ned paa vore Tanker. For hvad maa vi dog ikke høre: En Mand spørger Jesus: Hvad skal jeg gøre for at arve det evige Liv? Og Jesus svarer: hvad er der skrevet i Loven, hvorledes læser du? Ja derom véd Spørgeren jo god Besked, han svarer med det store Bud, og Jesus siger saa: Du svarede rigtigt.
Gør det, saa skal du leve. Manden indvender: hvem er da min Næste? Saa følger Fortællingen, og det sidste vi hører er: Gaa du hen og gør ligesaa. - Her er ikke noget at komme uden om: Saaledes arver man det evige Liv. - Men hvad er dog dette? Endnu lyder maaske for vore Øren Ordet fra Alteret: "Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen skulde af Tro paa Jesus Kristus gives dem, som tro". Saadan siger Epistelen. Evangeliet siger noget andet. Der føres i Dag to Slags Tale i Guds Hus. Gør der ikke? Skal vi ikke længere være Lutheranere og sige, at da vi jo, som vi véd, ikke kan frelses ved nogen Slags Gerning, maa vi tro; kun tro. Troen alene frelser. Ja det har vi jo lært, og det lever vi paa. Og saa kommer Samaritanen. Han har ingen Tro, i al Fald er hans Tro forkert, men han - ja, hvad skal man sige; vi kan jo sige, han egner sig for det evige Liv eller rent ud sagt, han arver det evige Liv, fordi han gør den rigtige Gerning. Ja det staar der, og vi kan ikke lide, at det staar der. Det angriber vor Lutherdom.
(Naturligvis, jeg véd godt, hvad der er at gøre. Det er jo min mindste Kunst at kaste et Slør hen over Fortællingen, saa det bliver Vrøvl det hele. Man skal jo bare i Munden paa sig selv tale op om Lov og Evangelium, Tro og Gerning; men naar det Væv tages bort, staar Fortællingen der igen ren og klar og siger: "Gør det, saa skal du leve", og saa er vi jo lige vidt).

II.
Paulus og Luther klarer sig nu nok, tænker jeg; men det er rigtigt, at vi er i Knibe, og det kommer af den frygtelige Forvanskning af Kristendommen, som Bogstavtrældom er, at man, mod Paulus, lige stik imod Paulus, holder sig til Bogstaven. Det hævner sig; saa forstaar vi ikke Jesus, selv naar han taler klarest. Men den værste Bogstavdyrkelse af alle er naturligvis, at man holder sig til Troens Bogstav og forstener Troen til noget bogstaveligt, noget haandgribeligt, en fast Prioritet, jeg har i Gud. Det er næsten uhelbredeligt at ha' det saadan. Ulykken er, at vi har den rigtige Tro, den rette af Gud patenterede Tro, den rette af Guds Ord garanterede Tro.
Ligesom Præsten og Leviten. Ja det er en Ulykke. Derfor staar vi og ser paa Samaritanen og maaber. Og hvad er det saa, I fremdeles mener? I mener, at denne rigtige Tro garanterer den rigtige Gerning. Kun hvor den rigtige Tro er, der er ogsaa den rigtige Gerning. Det mente ogsaa Præsten og Levitten. Det er her Fejlen stikker, og det er det, Jesus vil til Livs.

Den rigtige Tro garanterer? Ja, jeg skal sige, hvad den garanterer. Først, at man har sit paa det tørre og hytter sit Skind. Det kan vi se af Lignelsen. Og jeg skal sige, hvad den mere garanterer. Selvgodhed, Selvretfærdighed, at man sætter Skel og skiller Guds Sag fra Menneskets Sag, saadan som de to gjorde det. Den rigtige Tro garanterer Hovmod og Ufrugtbarhed. Den har denne Overskrift, at den som ophøjer sig selv, skal fornedres. Den rigtige Tro garanterer ikke det evige Liv; det er Døden, den garanterer. Det er denne Elen-dighed og Selvgodhed, Selvretfærdighed, Hovmod, Selvophøjelse og Død, som vi behager at kalde Tro, som Jesus slaar i Stykker i Lignelsen om den barmhjertige Samaritan.

III.
Nej, det er lige omvendt. Skal vi tale om Tro og Gerning, saa er det saadan, at den gode Gerning fortæller om den sande Tro, bærer Vidnesbyrd om en ægte Tro. Den ægte Tro tager Gud sig af, men han forkaster den rigtige. Der er en gudvelbehagelig Gerning, en levende Gerning født i et levende Sind, født ud af Kærlighed. Det er den, vi skal lægge Mærke til. Den fortæller os om et levende Forhold til Gud. Jesus siger det; han siger det paa en ubarmhjertig Maade; han siger det gennem den barmhjertige Samaritan. Det er ubarmhjertigt sagt, men saadan maatte det siges, hvis det skulde ramme den rigtige Tro. Men vi kommer vel nok til at gøre denne Sa-maritan nutidig, hvis Eksemplet skal virke paa os. Nuvel, han fortæller Lignelsen om den barmhjertige Mormon. Det lyder ikke godt i vore Øren. Det lyder jo som Samaritan lød i rettroende Jødeøren. Det er i og for sig mig ubehageligt at sige selve Ordet. Det minder alene i Lyden om en Religion, der synes os uhyggelig, taabelig, en grim Vanart af Kristendom, som Samaritanismen var det af Jøde-dom. Men vi maa høre det alligevel: den barmhjertige Mormon. Vi maa ikke misforstaa dette her. Jesus sagde ikke noget om Samari-tanernes Religion. Han sagde ikke, at den var bedre end Jødernes, han roste den ikke som en god Religion, den var i hans Øjne en daarlig Religion, vi véd, at han har sagt, at den skulde forsvinde. Nej, det laa langt fra ham at sige god for en stakkels vankundig Religion og dens Ceremonier, Lære og Tro. Lige saa lidt som vi i nogen Maade kan og skal sige god for Mormoner og deres taabelige Religion. Men han talte om denne barmhjertige Samaritan. Vi skal tænke paa denne barmhjertige Mormon. Han udfører, hvad den rigtige Tro end ikke tænkte paa at røre en Finger for. Han var barmhjertig, som hans Fader i Himmelen er barmhjertig. Uden "Tro" gør han Troens Gerning. Han er den troende, der arver det evige Liv.
"Gaa du hen og gør ligesaa".

IV.
Den rigtige Tro! Hvad mener jeg med det? Denne selvgode, selvretfærdige, hovmodige og døde Tro; hvad er det for en Tro?
Det er den Tro, du selv er tilfreds med. Du véd, den er i Orden. Det er Troen, der har gjort dig til den Mand, du er. Af Troen er du, det du er, og det har sandelig ikke været forgæves, at du troede. Og i Dag er du kommen til Kirke med den rigtige Tro for at blive styrket i den, ikke for at blive urolig og usikker overfor en Samaritan. Du sidder der nede med den rigtige Tro og med den rigtige Om-vendelse, højere oppe i Kirken, paa samme Side som du selv, der sidder een, hans Tro er ikke rigtig, han har ikke den Tro, du har, han har ikke den Omvendelse, du har. Naa, der sidder een til. Men du, du er tilfreds, du har den rigtige Tro. Du er sandelig ikke nogen Samaritan. Du er ovenpaa, som man siger. Se, denne rigtige Tro, den er farlig; den Tro fører mig bort fra Gud. Det er den døde Tro; det er den dødbringende Tro. Der er somme Tider en og anden, der venter sig noget fra denne Tro, ser, om der ikke skulde komme Hjælp fra denne Tro; "nej, det kan jeg ikke indlade mig paa", siger denne Tro. Den har ikke Samaritanens Øje; den ser ikke en Broder. Den har vænnet sig til at sætte Skel.

V.
Jeg har endnu Lyst til ved et Par Eksempler at vise, hvor fremmed Lignelsen i Grunden er os. Jeg tænker paa een af dem, som vir-kelig i det danske Folk gjorde en Gerning som Samaritan - Frk. Thora Esche. Det begyndte i det smaa og endte som det maatte i en Institution, der krævede megen Støtte. Der maatte rejses meget og tales meget for Sagen. Og saa husker jeg jo, at overalt, hvor denne flammende Røst talte for sin Livssag, der hed det: "Og saa ligger Gerningen midt i de helliges Samfund!" Det skulde slaas fast straks. Paa forstaaeligt Dansk vil det jo sige: vi er eet med den ægte, uforfalskede Indre Mission. Vi har den rette Tro, og derfor gør vi de rette Gerninger. Ikke Skygge af den barmhjertige Samaritan her! - Hun vilde sige noget rigtig kristeligt, og det gik, som det somme Tider gaar, netop naar vi vil tale kristeligt, at vi siger - noget andet.

(Der er meget, meget af dette i Nutidens Kirkeliv; vi mærker ikke saa meget til Barmhjertigheden, men ikke saa lidt til Krav fra de kristne Barmhjertighedsinstitutioner. Læg saa Mærke til de Troens Vedtegninger, der er saa gængs til Støtte for Arbejdets Værdi. Somme Tider pudsigt, naar de gør et ret uskyldigt Indtryk. Men ikke altid.)

Eller noget andet, et lokalt Spørgsmaal: Slumsøstrenes Virksomhed fra Frelsens Hær. - Frelsens Hær! jo, det lugter af Samaritan; Frelsens Hærs Tro er ikke i Orden - derfor kan vi ikke være helt glade for disse Slumsøstres Virksomhed. Og "der gaar noget fra Kirken!" Lad os spare os disse Bekymringer for, hvad der "gaar fra". Det er Præste- og Levit-Bekymringer og farisæiske Betragtnin-ger. Vi skal ikke stræbe efter at gøre Frelsens Hær overflødig, vi skal ikke gøre nogen som helst Barmhjertighed overflødig, vi kan det ikke, Gud kalder den barmhjertige frem, Barmhjertigheden er en Strøm fra Gud. Lad Kirken kappes i Barmhjertighed med Samarita-nen; er den stedlige Menighed barmhjertig, vil der intet "gaa fra den" uden det, den mulig ikke kan omspænde. Er den ikke barmhjer-tig, saa gaar der daglig meget fra den, enten den saa mærker det eller ej, som alt "gik fra" Præst og Levit i Lignelsen, uden at de opda-gede det.

VI.
Men et Spørgsmaal er jo tilbage. Hvorledes kunde Samaritanen, der var uden "Tro" gøre Troens Gerning? Vi maa prøve paa fra Gerningen at slutte os til Manden.

Han spurgte ikke: hvem er min Næste? Han var ingen Bogstavtræl. Han spurgte heller ikke, da han saa Manden: Mon jeg er for-pligtet overfor det Tilfælde? Han saa kort sagt een, der spurgte efter sin Næste. Han blev eet med den halvdøde Mand; pintes med ham; haabede med hans halvudslukte Haab: "aa, bare een vilde hjælpe mig!" "Ja, her er jeg, Kammerat." Det var en levende Gerning.
Thi Liv det er Kærlighed. Det var en Gud velbehagelig Gerning. Thi Gud er Kærlighed. Derfor giver Gud ham at arve det evige Liv. Thi Samaritanen giver sig selv.

Ikke at han fortjener Livet ved sin Barmhjertighed. Men han lever. Det falder ham ikke ind at skulle fortjene noget ved sin Ger-ning, end sige Saligheden. Han ikke saa meget som skæver efter Fortjeneste. Maaske tænker han paa Risikoen uden at lade sig binde af Risikoen.

Og han tænker ikke paa Gud. Han tænker paa Næsten. De to andre i Lignelsen var fulde af Tanker paa Gud og paa Fortjenesten, Gud har til sine Dyrkere. Overført til Nutiden vilde Leviten, der traadte hen til ham, uden Tvivl have lagt en Traktat hen til Manden, med Tanken paa Gud.
Samaritanen nøjedes med at være hans Broder. Paa ham passer Jesu Ord: Salige de barmhjertige, thi dem skal Barmhjertighed vederfares.
For ham kan Gud aabenbare sig. Han vil se Gud og tro Gud.
"Gak du hen og gør ligesaa."
Ak, vi ubarmhjertige!