Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1987, s.41-43. Lukas 2,33-40.

Prædiken til søndag efter jul. Lukas 2,33-40.

Af og til kan en bemærkning trænge sig igennem døgnets larm og ståhej i presse og fjernsyn og blive hængende. Også når sensationerne er glemt. Fornyligt viste tv et indslag fra en kommune, som havde båret sig temmelig hensynsløst ad overfor beboerne på et kommunalt alderdomshjem. Det havde pludselig vist sig, at det, der nu i mange år havde været deres hjem, skulle rives ned, og de skulle flyttes ud i noget nybyggeri - uden at nogen havde gidet ulejlige sig med at orientere dem, endsige spørge dem hvad de ønskede. Den begrundelse, kommunen havde at anføre, var, at det gamle hjem ikke var tidssvarende.

Da en gammel kone blandt beboerne blev spurgt, hvad hun sagde til det argument, gav hun det kostelige svar: - Ja, hvad gør det? - vi er jo heller ikke tidssvarende … Det forekom mig, at bemærkningen i sin humor og værdighed udtrykte en stilfærdig protest mod dyrkelsen af det begreb, som har en næsten magisk effekt i vor tid - begrebet "det tidssvarende". Kan man egentlig i et moderne, fremskridtsvenligt samfund finde sig i de gamle? Er de tidssvarende? Passer de nu også til arkitektens planer for det fine, tidssvarende ældre-byggeri? Eller julen - hvad med den? Familien er forlængst af toneangivende folk udrangeret som utidssvarende, og det samme er kærligheden til fædrelandet. Det lader til, at alt det, der er utidssvarende, netop er det, som stiller sig hindrende i vejen for planlæggere af enhver art, fordi det ikke er til at flytte rundt med - alt det, som ikke er del af en helhedsløsning, men har slået rod af sig selv, uden at nogen først har lavet en beplantningsplan og indtegnet dets voksested.

Men hvis vi ikke dyrker det tidssvarende, bliver vi så ikke forsteninger, som er uimodtagelige for alt nyt, og som afviser fremtiden? Det spørgsmål kan vi måske få besvaret i dag i Lukas-evangeliets lille fortælling om de to gamle israelitter, Simeon og profetinden Anna.

De to er bestemt ikke tidssvarende. De repræsenterer alt det gamle - uden at nogen iøvrig har valgt dem til repræsentanter for noget som helst; et gammelt menneske repræsenterer nemlig ikke det gamle ved at blive indvalgt i en ældrekommission eller - dengang - i jødernes ældsteråd, men slet og ret ved at være sig selv - ved at nægte at være tidssvarende.

Således er Simeon og Anna, uden at nogen havde valgt dem til det, det gamle Israels repræsentanter. De repræsenterer Israels håb og forventning, det sande Israel, som ikke er blevet træt af at forvente Israels trøst og Jerusalems forløsning - i modsætning til folkets officielle og magtfulde repræsentanter i det jødiske råd, præsterne og de skriftkloge, som forlængst var blevet trætte af at forvente, og som derfor var gået aktivt i gang med at forløse sig selv ved deres lovretfærdige gerninger.

Simeon og Anna har fået lov til at leve så længe og blive så ufatteligt gamle, for at de kunne opleve Kristi komme. Og nu står de så overfor ham, der gør alting nyt - ham, hvis tilstedeværelse betyder, at det gamle er forbi; se, noget nyt er blevet til! Og de véd, at sådan er det: - Nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt. Thi mine øjne har set din frelse - siger Simeon, da han står med barnet i sine arme.

Ventetiden er ovre. Og de to gamle, hvis liv var forventning, har aftjent deres værnepligt. Nu kan Gud lade dem gå bort i fred, thi hele formålet med deres liv er opfyldt i dette øjeblik. Døden kan ikke mere skille dem fra livet.

Det er det gamle testamente, der her møder frem for at tilbede det ny testamente - eller tilbede ham, som er syndernes forladelse - fordi de forstår, at det er hans komme og dette evangelium, som alt det gamle skulle forberede og pege hen på. De forstod, at Israels lov ikke som i præsternes og de skriftkloges udlægning skulle gøres til kronen på menneskets egen religiøse retfærdighed, men skulle være tjeneren eller hushovmesteren, der skulle opdrage børnene til i tidens fylde at blive virkelige børn i huset og arve Guds rige.

Det er det, Paulus siger i dag i epistelteksten fra galaterbrevet, den tekst, man har kaldt Paulus' jule-evangelium: så længe en arving er barn, er der ingen forskel på ham og en træl. Faderen sætter formyndere og husholdere til at tugte og opdrage ham. Således skulle vi også som "børn" - det vil her sige som de mennesker, vi nu engang er fra fødslen af - leve som trælbundne under verdens "magter", være underlagt vore fædres traditioner, vor historiske arv, vore moralske autoriteter, vor frygt for døden, og al den tugt og straf, som vanartede børn må døje for at lære, at de ikke ejer hele verden. Det er alt sammen "magter" på godt og ondt; kald dem så kærlighedens bånd eller slavelænker. De er dog under alle omstændigheder loven for hvert enkelt menneskes liv, den nødvendighed, vi ikke kan løbe fra uden at løbe fra os selv.

"Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår". "Tidens fylde" - det er når tiden, historien, vore år, ligesom et kar er løbet fuldt af sit eget indhold, så det står klart, at det ikke mere kan bringe mennesket noget nyt; mennesket må nu vente det ny et andet sted fra.

Med den nyfødte Kristus er det ny brudt frem midt i den gamle nødvendighed: barne-friheden, der skal afløse lovens trældom - ikke ved, at Kristus rykker os bort til et lovfrit, himmelsk slaraffenland, hvor vi kan gå nøgne og frigjorte rundt og realisere os selv, men ved at Kristus selv gik ind under loven som en lille jødedreng, gik ind i menneskets hverdag med dens folkeliv, dens traditioner og krav. Dér finder han os, og dér skænker han os troens frihed i ordet om syndernes forladelse. Så står vi da dér i dag som de to gamle israelitter - i spændingsfeltet mellem det gamle og det ny, mellem nødvendigheden og friheden. Og når evangeliet gør os fri midt i nødvendigheden, så gør det jo ikke noget, at vi ikke kan løbe fra vor egen nødvendighed, fra alt det gamle, uden at løbe fra os selv.

Thi hvem er vi, hvis vi ikke kendes ved vores rod - hvis vi i lutter forhippethed på at være tidssvarende vil løbe fra at være danske, fra at være vore børns forældre og vore forældres børn, afhængige af en tradition, der lige fra vi var små, lærte os at skelne mellem godt og ondt? Hvem er vi, at vi tror, vi i kraft af een eller anden mode-ideologi kan agere troldmænd, som hakker de gamles visdom i småstykker og putter stumperne i en gryde med magiske urter for at røre os frem til noget nyt og vidunderligt? De gamles visdom er såvist ikke den evige visdom. Spørgsmålet er blot, om vi kan udskifte den med noget nyt og vidunderligt uden at kaste barnet ud med badevandet.

Anderledes sagt: spørgsmålet er, om vi som Simeon og Anna vil blive stående i forventningen om den virkelige fornyelse, forventningen til det ord, der gør alle ting ny - eller om vi som det falske Israel, den officielle lovretfærdige jødedom, vil prøve på selv at omskabe det gamle til noget nyt. Resultatet af det sidste bliver uvægerligt, som de skriftkloge og farisæerne demonstrerede det, at vi bliver stikkende i alt det gamle - at vi bliver holdt i slavelænker under verdens "magter". Ved at haste over stok og sten for at "følge med tiden" opnår vi kun at cementere vores verden i forstokkethed og forstenethed og gør os immune overfor al virkelig og sand fornyelse eller forandring, som måtte gro frem ved Guds forsyn, d. v. s. uden vores planlægning. Så er verdens "magter" blevet dæmoniske - når de ikke blot er husholdere eller tugtemestre, indtil Kristus kommer, men våben, hvormed vi står Kristi fornyelse imod. Så er vi ofre for det tidssvarende dæmoni.

I spændingsfeltet mellem gammelt og nyt står vi i dag og hver søndag. Det vil denne søndag mellem jul og nytår gøre anskueligt for os, også ved dens placering i kirkeåret. I julen forkyndes evangeliets barnefrihed - det splinternye, som er opfyldelsen af al forventning. Verdens magter og autoriteter er ikke længere nogen magt over os - sådan som hushovmesteren, der pryglede husets unge søn, mens han var lille, mister denne magt, så snart sønnen bliver myndig og véd, at nu er han søn, og hushovmesteren er ham underlagt. Og i den barnefrihed, som julen forkynder, går vi otte dage senere ind i det borgerlige nytår, hvor det endnu er loven, der gælder, og hvor vi bestandigt må mindes, hvad det var, hushovmesteren lærte os, da vi var umyndige.

Sådan er Guds frihed, den virkelige frihed. Den er ikke noget, vi erobrer, men noget, vi skal opdrages til. Den, der aldrig har kendt til tvang, er ganske uskikket til frihed. Han ved jo slet ikke, hvad frihed betyder.
Julen forkynder evangeliets frihed - det splinternye, der skænker os en fremtid i Guds rige. Og nytåret forkynder lovens tvang - vor historie og alt det gamle, som vi dog ikke kan løbe fra, så længe vi lever.

Sært nok er det jo ganske modsat, hvad vi forestiller os. Vi ser julen som traditionernes ophobning, som et stykke fortid, vi år efter år vender tilbage til, en mindernes fest - mens nytåret er et skridt ind i fremtiden med dets nytårsønsker og nytårsfortsætter og politiske fremtidsforudsigelser. Men heller ikke her er tingenes inderste kerne, hvad deres overflade synes at vise. Kernen i de gamle minders højtid viste sig at være et ord, der gør alt nyt. I julen bøjer traditionen knæ for det nye - det, som intet øje har set og intet øre hørt. - Mens nytåret med dets ønsker og prognoser og gode forsætter i grunden blot indeholder vort eget afmægtige forsøg på at strække og hale i fortiden, så den kan nå ind i fremtiden.

Kun hvor julens ufattelige nyhed er hørt, og vi kan sige med gamle Simeon: "Mine øje har set din frelse" - kan vi holde nytår i Jesu navn - d. v. s. sådan at nytåret virkelig peger ind i fremtiden - i Guds fremtid - i stedet for den slidte og falmede udgave af fremtiden, som vi selv kan strikke sammen med alle vore planer og prognoser for det nye år og vore krampagtige forsøg på at være tidssvarende.

Hvordan kan vi da på sand måde anbringe os i dette spændingsfelt mellem det gamle og det nye - for at tale bibelsk: mellem den gamle pagt og den nye pagt - ?
Svaret er, at dér kan vi slet ikke anbringe os. Dér stiller evangeliet os, når vi hører det - ligesom gamle Simeon og Anna stod der, da de mødte barnet i Jerusalems tempel. Og i Simeons ord til Maria hører vi, hvad der sker med os ved dette møde: - Se, det barn er sat til oprejsning og fald … og til et tegn, der skal modsiges - ja, også dit eget hjerte skal et sværd gennemtrænge! - så at mange hjerters tanker skal blive åbenbaret.

Ordet om syndernes forladelse lyder til os som den nyhed, der vil gribe os om hjertet med alt, hvad hjertet nu er fuldt af - af gammel kærlighed og skyld, af minder om, hvad vi modtog fra barndommen, og hvad vi svigtede undervejs. Ordet om syndernes forladelse griber om vort hjerte med alt dets indhold og gør det hele nyt. Men det gør ordet ved at trænge igennem hjertet som et sværd og åbenbare os det hele - især det, som vi havde fejet ind under hjertets gulvtæppe. Det skal frem i tilgivelsens klare lys.

Således er den Kristus, evangeliet forkynder, et modsigelsens tegn, givet os til forargelse og til trøst - til fald og til oprejsning. Han er den, ved hvem vi dømmes som faldne syndere; og den, ved hvem vi rejser os som Guds tilgivne børn, der med frimodighed og god samvittighed sendes ind i fremtiden.

Den gamle historie er forbi; se noget nyt er blevet til! - de ord handler ikke blot om et historisk vendepunkt, der indtraf for et par tusinde år siden, men om vendepunktet for det enkelte menneske, der hører Jesu Kristi evangelium forkyndt.
Sådan var det for gamle Simeon: "Nu lader du din tjener gå bort i fred": Livet er forbi og kan lægges i Guds hånd. Dermed kan livet for alvor begynde. I det øjeblik ligger fremtiden - en evig fremtid - åben for den udlevede olding.

Simeon er mennesket, der ikke skal følge med tiden; han har fået skænket evangeliets mod til at blive i forventningen. Derfor er han i pagt med fremtiden - sådan som den, der tør stå selv, altid er fremtidens vejbereder, mens den, der har travlt med at følge med tiden, altid er et aftryk af tiden og dermed tilbage i de uselvstændiges bagtrop.

Sig så ikke mere, at en kirke, der mest er besøgt af gamle mennesker, ingen fremtid har for sig, fordi den er utidssvarende. Det kunne dog være, at netop den har en fremtid; ikke målt i øjeblikkets succes og indflydelse, men en fremtid hos Gud. Hvis de unge stormede kirken, mens de gamle holdt sig væk, var der snarere grund til at sætte spørgsmålstegn ved kirkens levedygtighed. Ved den gudstjeneste i Jerusalems tempel, hvor det glædelige budskab blev forkyndt om Israels forløsning og Jerusalems trøst - var der kun mødt to gamle mennesker.

Halvfjerds år efter gik Jerusalems tempel under - og dermed hele det officielle Israel, som var "fulgt med tiden". Men Simeon og Anna gik sammen med det barn, de tilbad, ind i Guds rige. Dér er vi sammen med dem i dag.

Amen.