Af Johs. H. Christensen. Tidehverv, 2003, s.38-40. Matthæus-evg. kap. 21 v. 1-9.

Prædiken Første søndag i advent 2002. Tekst: Matthæus-evg. kap. 21 v. 1-9.

På fredstrappen op til den store, pompøse katedral knæler en præst, hvis fromhed er berømt viden om. Han forvandler alle de troendes klager og ønsker til bønner; eller rettere: Han forvandler intet, men gentager højt og mange gange, hvad man har sagt til ham, og således bliver klager og ønsker til bønner. En dag kom der en købmand til ham og jamrede over; at han havde lidt så stort et tab, at han måtte lukke sin forretning. Præsten lå på knæ på ét trin på trappen og lagde håndfladerne på et højere, og nu begyndte han at svaje op og ned under bønnen: "Købmand Fallent har i dag haft så stort et tab, at hans forretning må lukke! Købmand Fallent har i dag haft så stort et tab, at hans forretning må lukke!" Sådan gentog han sin remse i det uendelige.

Jeg har - temmelig frit - refereret en af Franz Kafkas lignelser. For den illustrerer på sin egen henkastede måde en uhyggelig sandhed om, hvad religion er. Og religion er mere end blot en trosretning eller en nyreligiøs bevægelse eller en af de store verdensreligioner. Religion er en del af vores hverdag, af vores samfund, af vores måde at omgås på. Religion er gentagelse, indtil man tror på, at gentagelsen i sig selv er virkningsfuld, ja underfuld.

I den aktuelle pædagogiske debat taler man om, at børnene nu skal "tage ansvaret for egen læring". Vendingen gentages så mange gange af samfundets hellige mænd og kvinder; at den til sidst lyder tilforladelig - som en religiøs sandhed, skønt både tanken og ordene: Børnene skal tage ansvaret for egen læring - er afsindig, eftersom det bedste ved at være barn er, at man ikke har ansvar. Ansvar har den voksne, og det er det værste ved at være voksen: Du har ansvar for alt muligt, f. eks. for; at børnene lærer noget. Men da ansvar er en tung byrde, søger den voksne at slippe ved at vælte ansvaret over på andre, i dette tilfælde på børnene, hvorved man berøver dem deres ansvarsfrihed og dermed deres barndom. Og man gør det med en sproglig formulering, som siger noget sludder; men i gentagelsen kommer til at lyde tilforladelig, som et religiøst mantra. Og et mantra er - hvad der muligvis er bekendt - en tom lyd, man gentager igen og igen under meditationen, indtil bevidstheden er helt tom.

Den slags mantraer flakser rundt i luften omkring os som vingeskudte fugle. Således gælder det i dag om at være "omstillingsparat", især hvis man er en del af "det grå guld". Desuden bør man være "lighedsorienteret", men samtidig "offensivt tænkende", dog ikke mere, end at man "bevarer den eksisterende korpsånd, men med ledelsesmæssig pondus", som det hedder i en annonce i dag. I en anden står der, at ansøger skal "udvikle en aftalestyringsmodel, en dialogstruktur og endelig en kompetenceudviklingsplan"; ansøger skal være "resultatorienteret, kende sit eget værd og bevare overblikket i kraft af systematisk og logisk tankegang". Man bliver helt lettet, da en annonce efterlyser noget så menneskeligt som "en sygeplejerske, som er i besiddelse af et godt humør".

Naturligvis bruges der i forskellige forgreninger af samfundet særlige sproglige koder, det gælder både politik, erhvervsliv og pædagogik, kultur, kirke, men de sproglige koder dækker ofte over ingen ting, akkurat som de religiøse mantraer eller præsten, der på trappen gentog ordene, at købmand Fallent i dag havde lidt så store tab, at hans forretning måtte lukke, gentog dem så mange gange, at de blev til en bøn.

Værre er det dog, at religion uvægerligt gør mennesker til hyklere og bedragere: Mennesker istemmer alle de samme meninger og gør det så hyppigt, at de bliver til besværgelser: Alle mennesker synes således vældigt godt om Jesu "næstekærlighedsbudskab", men det er værd at bemærke, at næstekærlighed altid er noget, man efterlyser hos andre. Det er derfor, man taler så rørt om den. Praktiserede man selv næstekærlighed, havde man slet ikke tid til at erklære den sin tilslutning, så havde man nok i at være næstekærlig.

Det samme gælder tolerance. Tolerant er noget, jeg mener, du bør være, og er du ikke tolerant, så er du fundamentalist. Jeg forlanger og forventer, at du er tolerant, altså ikke mener din mening helt alvorligt, for noget andet kan jo lige så godt være sandt. I samme øjeblik ordet tolerance bruges, bruges det i en magtkamp, som et våben, der skal svække en anden. Du skal være tolerant, altså slække på din egen holdning til fordel for min, lyder kommandoen. Næstekærlighed og tolerance udtrykker i daglig sprogbrug ikke noget som helst virkeligt, men dækker over magtvilje, farisæisme og selvgodhed hos den, der tager ordene i munden - som en religiøs besværgelse. For er der noget, som står fast, så er det, at religion altid er skalkeskjul for magtvilje og selvhævdelse. Ordene næstekærlighed og tolerance lyder så smukke, så tilforladelige, og den, som tager dem i munden, tager sig ud som et humanistisk sindet menneske, der hører til det gode selskab og lægger afstand til formørkede og forhærdede mennesker. Hvad der dog næppe kan kaldes særlig næstekærligt, hvis ordet skal tages for pålydende og ikke blot aflires som religiøs besværgelse.

Om farisæerne, sin tids gode selskab, sin tids elite, sagde Jesus, at de lignede kalkede grave: Udadtil var de pæne, noble og kultiverede, men indeni fulde af råddenskab og uhumskheder. Dermed har han skabt en tommelfingerregel, som altid er til at stole på: Nemlig, at i samme øjeblik, du står over for et menneske, der vil belære dig om næstekærlighed og tolerance, står du over for en person, som vil tage sig ud, vil have magt over dig, gøre dig usikker, skamfuld - i den ene hensigt at hovere over dig. Du skal gøres lille, for at vedkommende kan blive stor, stor i slaget, de store ords missionær: Næstekærlighed og tolerance som skalkeskjul for religiøs frelsthed, for intolerance og foragt for næsten.

For ikke at fanges i den fælde, nemlig at bruge det gode som påskud for det onde, bruge næstekærligheden som påskud for egenkærligheden - for ikke at fanges i den fælde, traf Jesus to valg.

For det første: Han handlede altid konkret. Han præsterede ikke mirakler, for mirakler er en slags avancerede tryllekunster; som at materialisere ure og kuglepenne, som Sai Baba efter sigende har i storproduktion. Nej, Jesus gjorde undere: Han helbredte syge, lamme, blinde, døve, spedalske. Derved gav han dem både deres helbred og deres menneskelighed tilbage, eftersom sygdom blev anset for en selvforskyldt følge af forsyndelser imod Gud. Han befriede mennesker til livet, og han appellerede til deres samvittighed som en myndig stemme: Gå bort og synd ikke mere! Jesus talte aldrig om næstekærlighed, ordet forekommer slet ikke i Det nye Testamente. Men Jesus kom næsten i møde i ubetinget kærlighed, hans næstekærlighed var ikke et ord, men en handling, ikke teori, men praksis. Kun på forespørgsel nævner han kærligheden til næsten og knytter den uløseligt til kærligheden til Gud, nemlig da en farisæer spørger ham: Hvad er det største bud i loven?

Samtidig betones det, at farisæeren ville stille en fælde for Jesus. I bagtanken med sit spørgsmål har farisæeren allerede forsyndet sig imod buddet om at elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og næsten som sig selv; mens Jesus derimod dels henviser til buddet, dels lader spørgeren og hans kumpaner gå i deres egen fælde ved et absurd og humoristisk modspørgsmål.

Kun på foranledning henviser Jesus til budet om at elske næsten. Aldrig taler han generelt eller abstrakt om det, for i samme øjeblik du gør det, har du svigtet buddet, som kun har mening som praksis, som levet liv, som virkelighed. Som teori eller program er buddet om næstekærlighed en perversitet, eftersom den, der påberåber sig det, uvægerligt bruger buddet imod dets udtrykkelige hensigt, nemlig til at nedværdige andre ved at hæve sig over dem.

For det andet: Jesus benytter sig altid af den indirekte tilkendegivelse. Han skjuler sig bag sin modsætning. Han er den almægtige Gud selv, himlens og jordens skaber, det skabende ord, som kaldte det hele univers frem af intet. Men han optræder som et menneske, tilmed et menneske, som intet er, og dog er han alt. Ved intet at være, intet at have, end ikke den sten han kan hælde sit hoved til, skønt fuglen har rede, og ræven har hule, gør han sig til ét med det grundmenneskelige, som ikke er at fødes ind i denne eller hin fornemme familie, men overhovedet at fødes. Derfor fødes han i noget så usselt som en stald. Han gør sig til ét med det grundmenneskelige ved intet at have, for hvad et menneske er, afhænger ikke af, hvad det har, men hvad det gør, hvordan det lever. Og han lever ubekymret som fuglen under himlen og blomsten i grøftekanten. Han lever som menneske blandt mennesker, han taler til mennesker som en mand til sin næste, altid konkret, altid for livets skyld. Ikke livet som sådan - principielt, for principielt findes livet ikke; principielt findes der kun meninger om livet, der altid bruges til at holde virkeligheden på afstand. Men det liv, Jesus levede og skabte, det var livet nu, i dette øjeblik, hvor en mors syge datter behøver hjælp, hvor en romersk officer ydmyger sig og bønfalder en omflakkende jøde om hjælp til sin syge søn. Han beder ikke for købmand Fallent i endeløse besværgelser, men han kommer enhver fallent i møde og tager ham ind i sin verden med ordene: Følg mig! Og du skal se himlen åben!

Sådan er han skjult, men sådan vil han kendes, for intet er jo skjult uden for at åbenbares. Han kommer til Jerusalem, sagtmodig og ridende på et trældyrs føl. Han kommer ikke som triumferende hærfører, ikke i kongeligt skrud og optog, nej, han kommer som den, der ikke er noget, men dog er alt. Han kommer som sin egen modsætning: I ydre fremtoning en tilfældig, kværulerende og provokerende prædikant, der får de let bevægelige massers medløb, sådan som folk altid er opsatte på at hylde en provokatør, for han gør, hvad man ikke selv tør. Men i virkeligheden er Jesus Gud selv, himlens og jordens herre, der kommer til mennesker, og dem, som tog imod ham, dem gav han magt til at være Guds børn, mens folkemængden, der giver ham medløb den ene dag, giver ham løbepas den næste.

I hvert ord, Jesus siger, i alt, hvad han gør, afskaffer han al religion som løgn og bedrag, som undertrykkelse og nedværdigelse, som hule besværgelser og tomme ritualer. Og han gør det for livets skyld, for menneskets skyld, for menneskets værdigheds skyld. For din og min værdigheds skyld, for din og min menneskeligheds skyld. Hvorfor skulle han være konge på denne jord, og derved sætte skel mellem mennesker, når han var noget langt højere, nemlig himlens konge, hvis kongelighed netop er, at han bliver menneske, ikke for at fremme religionen, men for at skabe tro, trofasthed imod dette liv, trofasthed imod din næste og ydmyg tillid til din Gud; han kom ikke for at lægge et godt ord ind for næstekærligheden, men for at elske sin næste. Den, som påberåber sig næstekærlighed, tager sig ud og gør en glimrende figur; den, som øver kærlighed, ender på et kors foragtet og forhadt af alle, for det gode afslører altid det onde, så at de onde hævner sig og slår den gode ihjel.

Således lyder det da til os, denne første søndag i advent, optakten til et nyt kirkeår: Som den rene lyksalighed skal det forkyndes - søndag efter søndag - at troens, håbets og kærlighedens Gud, han syner af så lidt, akkurat som du og jeg, sårbare, skrøbelige, bange, dødelige, som vi er, men netop i vores sårbarhed, skrøbelighed, angst og død vil han møde os som ven med ven og gøre fælles sag med os. Det er vor trøst, der er ingen anden. Det er vor frimodighed, for hans ord lyder også til os: Dine synder er dig forladt. Lad os da fatte livsmod og sige som Peter: Herre, på dit ord!

Amen.