Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Allehelgensdag 1930

Af N. I. Heje. Tidehverv, 1931, s.17-19.

Fader i himlen, vi beder dig, at vi maa lære ikke at skjule ordet, der er talt til os, hverken for os selv eller for andre. Vi beder dig, at du vil tale til os om dig selv og om dit rige.

I er jordens salt og verdens lys. Saadan lyder ordet til os i dag. Det er vist hændet mer end en gang, at mennesker har forstaaet disse ord saadan, at Jesus hermed har sagt til sine disciple, at det var dem, der i deres gerninger skulde staa som jordens salt og verdens lys, og selv om det daarligt kunde ses af de troendes gerninger, at de var det, saa maatte vi dog holde fast ved, at saadan er det. De forvandles selv, og de forvandler den verden de lever i, fordi saadan staar det skrevet. Hermed er opmærksomheden henledt paa de troendes personlighed. Opmærksomheden er samlet om, hvad de er, og hvad de skal blive. De har i egne øjne faaet en særstilling her i verden, som de skal bringe noget ud af, og de maa staa med skam overfor Gud, hvis de ikke gør det.

Derfor har man kigget efter, om der ikke var nogen, der i særlig grad kunde siges at leve som jordens salt og verdens lys i denne forstand, og disse har man i vor protestantiske kirke nu om dage udnævnt til særlige kristelige personligheder, som andre kan se sig i spejl paa og blues for, naar de betragter deres egen vanart. Der bliver paa den maade to slags kristne, de særlig fromme, der kommer til at staa som fromhedseksempler for andre, man kalder det med et fremmed ord idealer, og saa de almindelige, der maa se sig i spejl og blues.

Men baade de mere fuldkomment fromme og de mere almindelige troende er altsaa af gud udmærkede med, at de i særlig grad er jordens salt og verdens lys, og adskiller sig saaledes fra den onde verden, de lever i, paa en saadan maade, at de selv kan vide det, ja skal vide det, og være sig deres ansvar for deres personlige fromhed bevidst. De er ved deres fromhed skilt fra den verden de lever i, og de skal ifølge ordet være det, selv om det er en tung og ydmygende byrde at bære paa (ego), der dog har sin opmuntring, fordi den er fra gud. Der er hermed sat et skel mellem mennesker, som troende mennesker skal kunne se eller i det mindste anerkende. Fromheden, som man skal stræbe henimod, er bleven det ydre tegn paa dette skel, enten den saa giver sig udslag i opgivelse af denne verdens skæmt (spiritus, kortspil etc.), eller den paa mere fornem maade giver sig udslag i at arbejde paa den kristne personligheds udfoldelse. De troende er ikke mere i verden som verdensborgere, men de er bleven himmelborgere, der skal skinne som himmellys i verden. Det er selvfølgelig uforskammet at spørge, om de gør det, og dømme dem udfra, at det ikke kan ses. Men et spørgsmaal er absolut berettiget: Hvordan kan de have det rette forhold til deres næste som mennesker slet og ret?

Som saa ofte før spurgte jeg Luther, men hvordan skal der da prædikes over denne tekst, naar den hyppigt førte tale, som vi nu har betragtet, saa let leder vild, faar mennesker til at se paa deres egen fromhed, og frembringer et skel blandt mennesker mellem fromme og ugudelige i stedet for at frembringe forstaaelsen af, at mennesker ingen levende gud kender, at de er fortabte i deres vantro. Naar man undtager de fromme, der tit kender gud altfor godt, er det dog ellers det, der præger mennesker i vor tid, at vi ikke kender nogen gud, at vi er vantro, det vil efter skriften sige, at vi lever i synd og er fortabte.

Det gik mig som saa ofte før: Luther viste mig ikke hen til, hvad jeg skal naa gennem min fromhed. Han sagde, vi har kun jesus og jesu ord om gud. Han talte ikke om en forskel i fromhed mellem mennesker, talte ikke om, at der er nogen der har fundet gud, og nu er eller skal blive fromme, men han sagde, der er to slags mennesker: De der hører ordet og tror det, og de der ikke hører ordet, og gaar fortabt i deres gudløshed. Forskellen mellem mennesker er alene jesus.

Og jeg lyttede til hans udlægning af ordene om jordens salt og verdens lys. I er jordens salt, det betyder, at I skal salte jorden med det budskab I har faaet gennem jesus. Saltet er i sig selv ikke nyttigt. Det kommer an paa den brug, der gøres af det. Dette arbejde at salte jorden, af gud at kaldes jordens salt, er en stor ære, men der hører mennesker til som er beredte til at være fattige og elendige, tørstige og sagtmodige, mennesker der vil tage følgerne og taale forfølgelse, skændsel og bagtalelse. Fornuft og natur formaar derfor intet, men vil hurtig tabe modet. Kristenstanden er en stand, der fordrer villige hjerter, den der ikke af hjertet har lyst skal nok holde sig borte. Det at salte jorden betyder at træde op og sige: Alt hvad der lever paa jorden er fordærvet for gud. Deraf følger at alt, hvad der kaldes kød og menneske, maa straffes og gennemsaltes, saa at man maa fordømme al selvopfunden hellighed, visdom og gudsdyrkelse. Det er en uvenlig prædiken, der gør os fortjente til, at verden bliver os fjendtlig, og slaar os paa munden. Thi verden vil i almindelighed godt finde sig i, at man prædiker kristus og alle troens artikler, men den vil ikke taale saltet, den taaler ikke at høre, at dens visdom og hellighed intet gælder, og den giver prædikanterne skylden: de forstaar intet andet end at bide og skælde ud, hedder det. Men skal man salte, saa maa det bide, og vi ved, at kristus har befalet os at salte, og vi skal trøstig bide. Paulus dømmer alt, hvor kristus ikke er. Apostlen johannes siger, at naar den helligaand kommer, da skal den revse verden, det vil sige, den skal angribe alt, hvad der findes i verden og ingen forskel gøre, den skal ikke dadle nogen og rose andre, den skal ikke alene revse tyve og skalke: men alt, alt skal den revse tilsammen, alle skal med, det være sig store eller smaa, fromme eller vise og hellige, alt som ikke er i kristus. Thi den helligaand er ikke sendt til verden for at den skal udpege og revse de grove synder f. ex. ægteskabsbrud og mord, thi de finder deres straf i sig selv. Vil du prædike evangeliet og hjælpe mennesker, da maa du være skarp og gnide salt i saarene, ogsaa i de helliges saar.

Naar saltet mister sin kraft, hvormed skal det da saltes. Det salt, der har mistet kraften, er det salt, der har tabt sin skarphed, saa at det ikke mere bider, saa at man hører op med at revse, og ikke længer viser mennesker deres elendighed og magtesløshed, men lader dem leve i deres egen hellighed og selvvalgte gudsdyrkelse, saa at kristus gaar tabt. Det er den søde gift for den gamle adam, naar saltet mister sin kraft, thi han holder ikke af at vove livet og lide forfølgelse og bagtalelse. Derfor er biskopperne, præsterne og missionærerne de klogeste mennesker paa jorden, thi de prædiker saaledes, at det er uden fare for dem selv, saa at de faar ære og magt derved. Thi den der skal dadle verden, kejsere, konger, vise og lærde, han maa lægge sit hoved paa blokken. Men den, der lader sig forfærde, og tier for gunst, ære eller gods, til ham maa kristus sige: Ved du ikke, at jeg har befalet dig at salte. Skal du ikke frygte mit ord mere end deres. Thi naar saltet har mistet sin kraft, er det ingen nytte til, man kaster det ud, og det nedtrædes af mennesker. De, der ikke salter, skal kastes ud, selvom de beholder et stort navn mellem mennesker som de største prædikanter og de helligste mennesker paa jorden. Thi alene troen paa kristus skal bestaa, og hvor man ikke lader kristus alene staa, der hjælper intet, der er baade lærer og mester forkaste af gud. Jeg skal holde paa, at kristus alene er min retfærdighed og hellighed. Ved troen alene er jeg herre over alt, der vil angribe mig.

Og hermed er vi kommet til anden del af det hverv, der paalægges os: I er verdens lys … Jesu disciple skal undervise i ordet og pege paa det evige liv. Forkyndergerningen er altsaa en dobbelt: at revse de indre laster og at tale trøst til de stakkels bedrøvede samvittigheder. Ikke at lade nogen være urevset i det onde, og ikke lade nogen være uden kundskab om oprejsning. Den der skal vidne om lyset, skal derfor se til, at han ikke skjuler sig, men træder frejdigt frem og uforfærdet bliver paa skansen, uanset ære eller forhaanelse, rigdom eller fattigdom, had eller gunst, død eller liv. I skal vide siger jesus, at det er mig, der har sat eder som lys, I skal tjene. Og den, der har gjort os til lys, skal ogsaa bevare os som lys.

Derfor slutter det: Lader saaledes eders lys skinne … Man vil forsøge at skabe mørke omkring eder, men vær kun trøstige, jeg vil tage vare paa, at man ikke faar bugt med eder. Men de skal se eders gode gerninger, og her taler jesus, siger Luther, kun om de gerninger, som troen virker, og som ikke kan gøres uden tro. Thi den gode gerning fremfor alle, er den, at man bekender troen og lider derfor. Thi denne lære eller prædiken borttager al vor ære og hellighed og siger, at der er intet godt i os, som vi kan rose os af. Og den underviser samvittigheden i, hvorledes den skal skikke sig overfor gud: den viser guds naade og barmhjertighed, den viser jesus saadan som han er. Men at undervise om kristus paa rette maade og at bekende kristus paa rette maade læres kun gennem troen paa hans ord. Derfor er for en kristen den sikreste gerning denne at prise kristus og at undervise om kristus paa en saadan maade, at mennesker forstaar, at de selv er intet, men kristus er alt.

Til slutning skal jeg kun sige saa meget, at hvis mennesker mener, at disse ord skal forstaas paa en anden maade, hvis de siger: Det staar der, gud har sagt det, at vi er jordens salt og verdens lys, ja saa er de det, men selv ved de kun af ordet d. v. s. jesus og hans ord, og ved intet andet, thi hvis de ved andet, da bygger de trods alt paa sig selv, og taler om deres egen gud, men gud er der talt om af jesus.