Af Morten Brøgger, Tidehverv, december, 2004, s.219-220. (Johs. 5,1-15).

Prædiken til 14. søndag efter trinitatis, den 1. september 2002.

"Synd ikke mere." Sådan sagde Jesus til den mand, han havde helbredt ved Betesda dam, da han senere mødte ham igen. 'Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.' Kunne det da blive meget værre? Denne mand havde været syg i 38 år, hører vi. Åbenbart så syg, at han ikke kunne gå. Hvor meget værre kan det gå et menneske, må vi spørge. Det kan gå meget værre, er det svar, vi får at høre i denne tekst som så mange andre steder i Det nye Testamente. Et menneske kan gå fortabt. At være syg er ikke at være fortabt. Ifølge den kristne forkyndelse kan et menneske lide af en sygdom hele sit liv og måske endda dø af sin sygdom, men det er ikke ensbetydende med, at dette menneske er fortabt.

Det eneste afgørende er derimod, om Gud - det vil sige den Gud, som blev menneske i Jesus Kristus - om han er din Gud. Er han Gud for dig - det vil sige: er det ham, du venter alt godt af, ham, du sætter din lid til i liv og død?

Synd ikke mere, betyder derfor: stol nu på Gud, som helbredte dig! Tro på ham og ikke på noget eller nogen anden, ikke på penge og sundhed, ikke på ånder eller filosofier og ideologier. Gør ikke noget menneske, heller ikke dig selv, til din afgud. Nej, du skal ikke have andre guder. Synd ikke mere!

Der findes et særligt afguderi, der er vanskeligt at opdage, fordi det ligner den ægte gudstro så meget. Det er troen på det frelste menneske. Det er ikke mindst dette afguderi, der bliver sat en stopper for med ordene synd ikke mere. Denne mand, der blev helbredt, kunne vel nok være fristet til at tro, at nu var han frelst. Herren havde forbarmet sig over ham og gjort ham rask og givet ham hans førlighed tilbage. Han var frelst, og frelsen var hans nyvundne sundhed - eller var den? Nej, frelsen var ikke hans sundhed, frelsen var den mand, der var kommet hen til ham ved dammen: frelsen var Jesus Kristus.

Synd ikke mere, med de ord blev manden revet ud af den falske sikkerhed, han havde fundet i sin sundhed, sin væren frelst. Synden er stadig en virkelighed, den er stadig en magt, der er på spil i hans liv, og som søger at bringe ham til fald. Og den første sejr, synden vinder, er måske den at få den frelste til at sætte sin lid til sin væren frelst i stedet for til Gud, fra hvem frelsen alene kommer.

Det lyder måske lidt abstrakt, men det er et ganske afgørende punkt, og diskussionen om dette punkt er blevet aktuel igen blandt teologer. Og det er ikke noget ligegyldigt spørgsmål for den, der kommer i kirke og hører den kristne forkyndelse. Det er simpelthen spørgsmålet om, hvad det betyder at høre og tro Guds ord. Hvad betyder det, når det siges til os: dine synder er dig forladt, sådan som det på den ene eller den anden måde altid siges i gudstjenesten. Hvis jeg tror ordet om syndernes forladelse, er jeg så uden synd? Er synden så et tilbagelagt og afsluttet kapitel for mig, eller er synden stadig en magt i min tilværelse?

Spørgsmålet er blevet aktuelt, fordi der er nogle teologer på universiteterne, der igen er begyndt at læse Paulus's breve på en anden måde end den måde, Luther læste ham på. Paulus's breve er de ældste skrifter, der findes i Det nye Testamente. I dem finder vi det tidligste udtryk for den kristne tro, der er nedfældet på skrift. Og nu siger disse teologer altså, at Paulus mente, at den kristne - altså det menneske, der tror på Jesus Kristus, er helt syndfri. Det er ikke blot befriet fra skylden for sine synder, men det er også løst ud af syndens magt. Der er efter, at den kristne er kommet til tro på Kristus, ikke nogen risiko for, at han skulle synde igen, for synden har ingen magt over den kristne. Ja, nogle af disse teologer går endda så vidt som til at hævde, at der sker en nærmest fysisk forvandling af mennesket. I hvert fald er der en klar forskel på før og efter, før og efter, at mennesket blev frelst.

Det minder slående om middelalderens katolske teologi, der hævdede, at den kristne, når han modtog Guds nåde, fik en ny evne: evnen til at lade være med at synde.

Resultatet af den såkaldte nye Paulusforskning må da også blive det samme, som var resultatet af den katolske teologi: centrum og genstand for den kristne tro bliver ikke Gud, men det kristne menneske, den fromme. Kristentroen bliver til tro på det fromme eller frelste menneske, det vil sige: den bliver tro på den nye evne, som mennesket får, tro på den forvandling, der angiveligt er sket med mennesket. Gud bliver tilsvarende reduceret til en forklaring på denne ellers uforklarlige forvandling.

Det hele lyder meget rigtigt og kristeligt. Det er jo de samme ord og begreber, der bliver brugt: Gud, tro, synd, nåde og så videre. Men ordene bliver brugt til at sige noget helt andet.

Og det kan da også godt være, at man i teorien kan få det hele til at gå op. De katolske middelalderteologer var store tænkere og skrev digre værker, hvor det hele blev indordnet systematisk, men i de første årtier af det 16. århundrede var der en munk, der hed Martin Luther. Han tog det alvorligt, som han læste hos disse teologer, og forventede derfor også at finde hvile og fred i tanken om den forvandling, Guds nåde skulle afstedkomme i ham. Men det gik ham anderledes. Han gjorde i stedet den erfaring, at jo mere han søgte fred og sikkerhed i tanken om sin egen frelsthed eller fromhed, desto større blev hans uro og tvivl. Han kunne ikke fornemme den forvandling, der blev ham lovet. Synden ville ikke slippe sit tag i ham. Jo mere alvorligt han søgte efter roen i sit indre, desto klarere stod det ham, at han selv var en kilde til uvished. Teorien led skibbrud i virkelighedens verden. Der er ingen vished for mennesket i troen på dets egen fromhed, dets frelsthed.

Visheden, det faste holdepunkt fandt Luther i stedet i Guds løfte til mennesket: dine synder er dig forladt. Dette ord er, hvad mennesket har at holde sig til, når det overmandes af tvivlen om sin frelse. Når han følte skrøbeligheden af sin egen tro, når han forgæves søgte efter sikre tegn på frelsen i sit eget liv, når den af teologien lovede forvandling udeblev, så var der kun én ting, der stod fast, hvad angik hans frelse. Det var Guds løfte.

Guds løfte eller tilsagn er det, der frelser mennesket. Deri har du din frelse. Ikke i noget ved dig selv. Du er derfor på en og samme tid frelst i Guds ord til dig og fortabt i alt, hvad du er i dig selv. Synden og fortabelsen er ikke et overstået kapitel. Du er ikke gået over til en syndfri tilværelse. Men frelsen, Guds ord, hvori han tilsiger dig dine synders forladelse, ligger i strid med synden og fortabelsen og kæmper for dig mod disse magter.

Spørgsmålet er derfor, om du sætter din lid til det, at du tror, eller om du sætter din lid til Guds ord? Om du venter frelsen af din egen fromhed eller af Gud. Det er det spørgsmål, du er stillet over for af den kristne forkyndelse, når den siger til dig: dine synder er dig forladt, synd ikke mere.

Amen.