Af Johs. H. Christensen, Tidehverv, 2007, nr. 5, maj, s.110-112. (Mattæus kap. 8. v. 23-27)

4. Søndag efter Hellig Tre Kongers Dag 2007

Mattæus-evg. kap. 8. v. 23-27

Vi får nemlig at vide, at protestanten, som idelig færdes og sysler med de hellige bøger, ikke kan dølge for sig selv, at skriften tier, hvor man helst lyttede, at den taler dunkelt og ubestemt, hvor øjet begærligt søger et ledende lys; at intet ord er os umiddelbart overleveret af Jesus selv, at de fire evangeliske beretninger kun med vanskelighed lader sig bringe i kronologisk harmoni, at den langt overvejende dogmatiske del af vores hellige bøger har den af apostlene, (nemlig Paulus) til forfatter, der hverken har set eller hørt sin lærer og mester.

Dette er, hvad der står at læse i et stort, lærd værk af en teologisk professor, som han, H. N. Clausen, udgav i juni 1824. Den, som gengiver professorens synspunkter, er Grundtvig, der i løbet af ganske kort tid skrev en harmdirrende protest imod H. N. Clausen. Kirkens Genmæle kaldte Grundtvig bogen, som vakte skandale.

Selv siger Grundtvig i forlængelse af de citerede ord: Det er altså i denne samling af uklarheder og selvmodsigelser, vi skal finde Kristi lære, finde ham selv. Hvorledes må den bygning blive, som opføres på en sådan grundvold? Et rent luftkastel, i hvilket den kristne menighed skal bekende, at den tror, men ved ikke, hvad den tror.

Over for dette luftkastel stiller jeg, skriver Grundtvig, den historisk-kristelige kirke, i hvilken vi ved dåben og nadveren er indlemmede, som noget, der virkelig er til. Overalt hvor man gør den apostolske trosbekendelse til vilkår for indlemmelse i kirkens samfund og tillægger dåben og nadveren en til trosbekendelsen svarende, altså saliggørende kraft, der bygger man på samme grundvold som den ældste kristelige kirke.

Altså: professor Clausen siger, at Bibelen er så fuld af dunkle og selvmodsigende passager, at den alene kan udlægges af den rationelle teologiske sagkundskab, der således fastlægger, hvad der kan og skal tros som sand og ægte kristendom.

Grundtvig derimod siger: Nej, for dels er kirken en følge af kristen tro. Der var kristne, før der var Bibel. Dels kan kristen tro aldrig bero på sagkundskabens omskiftelige synspunkter, thi da har troen ingen fast grundvold og ingen vished. Derfor er det trosbekendelsens indhold og dåben og nadveren, som er grundvolden, idet alle tre instanser var til stede før Bibelen og blev praktiseret af de første kristne med forbindelse tilbage til Jesus selv.

Bemærkelsesværdigt er det nu, at historien gentager sig. I sin fromme naivitet er en biskop kommet for skade at mene, at de aktuelle, bekymrende klimaforandringer tyder på, at dommedag og Kristi genkomst nærmer sig.

Hertil er at sige, at dommedag og Kristi genkomst vel hele tiden nærmer sig, og at dommedag er hver dag. Hver dag fældes den dom over os, at vi er syndere, men dommen lyder på frifindelse, på syndernes forladelse, fordi Gud i sin miskundhed miskender, underkender, ser stort på, ser bort fra vores selviskhed og egenrådighed, vores bjergsomhed og hensynsløshed. Denne Guds miskundhed er mulig, fordi som det siges i Det nye Testamente: "Kærligheden", Guds kærlighed "skjuler en mangfoldighed af synder", så "hvad end vort eget hjerte måtte fordømme os for, Gud er dog større end vort hjerte og kender alt".

Endvidere: Kristi genkomst finder sted, hvor og når mennesker - er de så kun to eller tre - forsamles i hans navn. Da vil han selv være til stede midt iblandt dem. Dette er genkomsten.

Jeg kaldte biskoppen naiv og from. Hverken naivitet eller fromhed bør man foragte. Hans udtalelse viser jo kun, at han tager trosbekendelsen alvorligt, når den om Jesus Kristus siger, at han er "opfaret til himmels, siddende ved Gud faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde". Biskoppen tager også ordene bogstaveligt. Det er det, som er naivt og fromt, men dog at foretrække frem for helt at fornægte trosbekendelsen som et "levn fra forne tider", altså som gammel ragelse, som man siger i Tårbæk.

I sin naivitet og fromhed minder biskoppen om Grundtvig over for Clausen, som synes at have reinkarneret sig i en nulevende professor, der i sin meget begrænsede professorale visdom foreslår, at biskoppens fadæse bør føre til, at specialister og forskere, de andre biskopper og professorer må på banen for at forklare, hvad kristen tro er, og hvad man kan tillade sig at sige og mene. For at mene, at trosbekendelsens ord står til troende det er dog for galt: "Vi trænger til nogle rammer for, hvad præster og biskopper må sige", forklarer professoren, men åbenbart ikke til rammer for, hvad professorer må sige.

Det synes jo at rable fuldstændigt for professoren, der mener, at min kollega i Tårbæk godt må sige, at han ikke tror på Gud, mens biskoppen over Lolland-Falster ikke må sige, at han tror på trosbekendelsen.

Historien gentager sig, for akkurat trosbekendelsen var det, Grundtvig myndigt pegede på som grundvolden under al kristen tro. Derfor virker det også, som om professoren rabler det skinbarlige nonsens af sig. Akkurat som Professor Clausen for snart 200 år siden.

Men hvad så med historien i dagens tekst? Må jeg ikke sige, at jeg tror på, at Jesus myndigt befalede den bragende storm og de vilde bølger at lægge sig? Eller at han kunne gå på vandet som i dagens anden tekst?

Da jeg i 1960'erne gik på universitetet, var der en meget bombastisk dame, som gennemgik Mattæus-evangeliet. Da vi kom til fortællingen om Jesus, der går på vandet, mens Peter plasker i, ytrede hun tvivl om, hvorvidt det nu også kunne passe, at Jesus gik på vandet. Efter svære overvejelser konkluderede hun, at det kunne han nok ikke, men føjede hun så beroligende til "han kan jo være lige så god en frelser for det"! Fra da af udeblev jeg fra hendes timer, for hvad skal jeg med en frelser, som ikke kan gå på vandet? Hvis han kan frelse mig, så kan han også gå på vandet, og kan han ikke gå på vandet, så kan han heller ikke frelse mig, og så er jeg ynkeligt fortabt, som Peter var så nær ved.

Grundtvig siger et sted, at forskellen på reformatorerne Luther og Calvin er, at Luther havde poetisk sans. Det havde Calvin ikke. Og det har hverken omtalte professor eller biskop. Men poetisk sans er akkurat, hvad det drejer sig om.

En myte er poesi, og poesi kommer af det græske ord for skabelse. Poesi er altså skabelse, skabelse af mening og indsigt i, forklaring og oplysning af, hvad der før var dunkelt og ubegribeligt, uskabt og uformet. I poesien bliver det uudsigelige sagt. Poesien skaber det anskuelige udtryk for menneskets dybeste længsler, mest flygtige stemninger, dets inderligste følelser, dets sjælelige kval, dets famlende forhåbning.

H. C. Andersens lille eventyr, "Det er ganske vist" er poesi, der oplyser og anskueliggør de uhåndgribelige fænomener, som hedder bagtalelse og sladder, bornerthed og nyfigenhed. Det samme kan en videnskabelig sociologisk undersøgelse gøre, men aldrig så anskueligt og konkret som eventyret eller myten eller poesien. Skabelsesberetningen i Første Mosebog er naturligvis også poesi. Her er vandets element kaosmagten, der undertvinges af den skabende Gud, så at en ordnet, frodig, levende verden kommer til syne. I Bibelen findes der desuden rester af en myte, hvor skabelsen består i drabet på en drage eller et uhyre, der ofte kalde Liviathan eller Rahab. Uhyret er identisk med kaos, med det tøjlesløse og uformelige, som skabelsen endnu ikke har undertvunget og kaldt til orden.

Samtidig overlever dette uhyre i dele af den menneskelige verden og identificeres med de store gudsfornægtende magter: Ægypten, Babylon og Rom. Således står der et sted i profeten Ezekiels Bog følgende: "Jeg kommer over dig, Farao, Ægyptens konge, du store drage, der ligger midt i dine strømme og siger: Nilen er min, jeg har skabt den. Jeg, Herren vil sætte kroge i dine kæber, jeg lader fiskene i dine strømme klæbe til dine skel. Jeg trækker dig op af dine strømme og slænger dig ud i ørkenen. Der ligger du på steppen som føde til jordens dyr og himlens fugle. Og fatte skal hver en ægypter, at jeg er Herren".

Her bliver farao identisk med dragen, som igen er identisk med Nilens vande. At sætte krog i uhyret og trække det op af vandet er ensbetydende med at tøjle vandmasserne og gøre dem magtesløse.

Også i David-salmerne lovprises Gud jævnligt som dragedræberen, der har fuldbyrdet skabelsen ved at tilintetgøre kaosuhyret. Således fejres der i Det gamle Testamente to store sejre over kaos, ondskab og intethed, nemlig den oprindelige skabelses sejr og skabelsen af Israel, som netop bliver til i en undertvingelse af vandene, som skilles, så at folket kan gå tørskoet over Det røde Hav, mens bølgerne tilintetgørende slår samme om farao og hans stolte hær.

I Det nye Testamente fejres en tredje sejr, nemlig skabelsen af et nyt folk, den kristne menighed. I dagens uanselige lille fortælling undertrykker skabelsesmagten i Jesu person kaosmagten i den stormende vind og de oprørte bølger. Begge rejser de sig som rasende uhyrer imod den guddommelige myndighed, som er virksom i Jesus, så at endog storm og sø må adlyde ham. Han er selv den mægtigt skabende Gud, som nu vil bo hos mennesker, men mennesker fatter det ikke og spørger: Hvem er dog han? Spørgsmålet besvares af mennesker uden for hans egen kreds og folk, f.eks. af den romerske officer, der i samme øjeblik, Jesus udånder på korset, råber: "Sandelig, denne mand var Guds søn!"

Således er da skabelsens magt til stede i verden, som nok kan angribes af storm og sø, af uhyrer af alle slags, også uhyrer i menneskeskikkelse, ja, endog det uhyre, som kan rejse sig rasende og frådende i dit og mit indre. Men om ethvert kaosuhyre gælder Luthers trossikre ord om djævelen: "Han har dog faet sin dom,/ da Krist til jorden kom;/ et ord ham nu kan fælde". Nemlig ordet Kristus!

Altså er da skabelsens, livets og miskundhedens Gud hos mennesker, hos ethvert menneske, "så sandt, han ikke er langt borte fra nogen af os". Thi "se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk", som der står til sidst i Bibelen.

Ondskaben, ødelæggelsen, mørket, døden samles i billedet af dragen, som besejres og tilintetgøres, sådan som Jesus i dagens poetiske tekst besejrer kaos i stormens og bølgernes oprørte skikkelse og dermed stadfæster Guds skabelses magt og bekræfter den ordnede verden, hvor Gud bor hos mennesker, og de er hans folk.

Dette er så enkelt, at ethvert barn kan fatte det, for børn har altid poetisk sans, mens voksne - vi voksne - ofte har forlist den, hvad de omtalte professorer er et forstemmende eksempel på.

Forholder det sig ikke sådan, at skabelsen sejrede over kaos, Gud over dragen, Jesus Kristus over døden, da ville jo verden for længst været gået til grunde i et helvede af flammende ødelæggelse, sydende kaos, lammende gru, uoprettelig tilintetgørelse, intethedens tomhed. Da ville der intet menneske, ingen verden, intet solsystem, intet univers være, kun mørke, kulde og død. Da ville man end ikke kunne sige, at alt er tomhed og intethed, for ordet er forudsætter noget værende, at noget faktisk er, findes og kan beskrives. Men intet er jo intet. I intet fornægtes alt værende, så at end ikke intet er.

Så totalt ville alt være prisgivet det evige, uendelige, livløse mørke, hvis ikke skabelsens magt satte sig igennem i en ordnet, livgivende og livsbekræftende verden med glædens, godhedens, kærlighedens virkelighed. Fordi Guds magt virker i os, i verden, i universet, og fordi hans bolig er hos mennesker, og de skal være hans folk, kan vi leve vores liv, vågne om morgenen og gå "til vor lille gerning ud", falde i søvn om aftenen i "fred og ro,/ i vor Herres Jesu tro". Thi hvert øjeblik kan vi forlade os på, at Guds gode orden, hans sejrrige skabelse står ved magt og er uimodståeligt nærværende hos os i den Jesus Kristus, som endog storm og sø adlyder. Så enkelt er det, så underfuld en skabelse, så stor en poesi.

Amen.