Snedkersvenden Strube
Af Søren Krarup, Tidehverv, 2005, nr. 8, oktober, s. 170-172. (Luk. 10, 23-37).
13. søndag efter Trinitatis 2005.
I Danmarks lærde verden raser i øjeblikket en strid om Danmarks berømte søn Søren Kierkegaard. Årsagen er en biografi om Kierkegaard, der for nogle år siden blev skrevet af teologen Joachim Garff med den noget kunstige titel SAK - Søren Aabye Kierkegaard nedskrevet til bogstaverne SAK - og bogen blev meget rost og meget berømmet. Forfatteren modtog priser for bogen, som også blev oversat til flere sprog, og alt var for så vidt lykke for forfatteren.
Jeg må tilstå, at jeg har aldrig brudt mig om bogen. Den er meget elegant, men den er for elegant. Den er meget velskrevet og overlegent disponeret, men den er for velskrevet og overlegen. Joachim Garff tegner billedet af en velbjerget og velhavende mand, søn af den rige hosekræmmer, hvis penge sætter Søren i stand til at leve et overklasseliv, der igen afspejles i den rige Søren Kierkegaards dyre vaner. Dyre restauranter, dyre rejser, en hovmodig og blasert københavner, som betragter verden med nedladende foragt. Da han har taget sin eksamen ved Københavns Universitet i 1840, rejser han på besøg i det vestjyske sogn, som hans far kommer fra, og den københavnske gæst betragter og behandler de ærbødige vestjyske bønder med hovmod. En københavnsk dandy i Vestjylland. En rigmandssøn, der ikke har nogen respekt og noget fællesskab med den menige mand.
Og som det tydelige udtryk for dette hovmod fortæller Joachim Garff om snedkersvenden Strube, der med sin familie bor hos Søren Kierkegaard i hans store lejlighed i København og hjælper med at varte den rige og krævende mand op, selv om Søren Kierkegaard i forvejen holder tjener. Så krævende er overklassedrengen. Så lidt regner han sine medmennesker.
*
Det har som sagt irriteret mig, dette billede af Søren Kierkegaard, for efter min læsning i hans forfatterskab siger billedet det modsatte af sandheden. Ikke tilfældigt har Søren Kierkegaard hele tiden gjort den menige mand til ham, han skriver for og taler til. Ikke tilfældigt behandlede Søren Kierkegaard på sine spadsereture i København enhver tjenestepige, enhver tigger med den største respekt og varsomhed. Det irriterede mig at læse dette overlegne, vrængende billede af Søren Kierkegaard.
Nu viser det sig helt ned i detaljen, at det er også forkert. En anden Kierkegaardforsker, Peter Tudvad, har udgivet en meget stor bog om Kierkegaards København, og bogen bygger på utallige arkivstudier og undersøgelser af hele Søren Kierkegaards daglige, borgerlige liv i København. Og det viser sig så, at snedkersvenden Strube, som Joachim Garff gjorde til Kierkegaards tjener, der boede i hans lejlighed for at opvarte ham - at denne snedkersvend med samt hans familie har Søren Kierkegaard ladet bo gratis i sin lejlighed for at hjælpe en fattig mand, som ikke selv havde råd til at leje en bolig. Det stik modsatte af Joachim Garffs fremstilling. Det stik modsatte billede af Søren Kierkegaard, hvem Joachim Garff gjorde til en hoven burgøjser. Nej tværtimod - billedet af en samvittighedsfuld, medfølende forfatter, som f.eks. også nægtede at tage renter af penge, han lånte ud, fordi renter efter hans mening var umoralsk. En Søren Kierkegaard, som ikke uden grund skrev bogen om "Kærlighedens Gerninger", i virkeligheden hans hovedværk, og som i sit daglige liv var under den stærkeste, mest skrupuløse frygt for at overse og ringeagte den menige mand, det nærmeste menneske, hans næste, mod hvem han var skyldig at gøre kærlighedens gerninger.
Joachim Garffs billede af Søren Kierkegaard ærgrede og oprørte mig - og hvorfor? Hvad var det ved denne skildring af en hoven overklasseborger, der forekom mig så utåleligt. Ganske enkelt, fordi det gjorde hovmod, gjorde menneskeforagt til Søren Kierkegaards væsen. Fordi det gjorde forfatteren til bogen om Kærlighedens Gerninger til en selvoptaget, afstumpet person, hvor hele hans forfatterskab handler om det modsatte: om at være bundet til den menige mand, om at vide sig under ansvar over for Gud for sin handling imod næsten, om at være et skyldigt og forpligtet menneske, ikke en ligeglad og hovmodig dandy.
Det hele handler om Søren Kierkegaards menneskelighed. Om kærlighed til næsten eller foragt for næsten.
*
Og så er vi midt i evangeliets lignelse om den barmhjertige samaritan. Og tilsyneladende ser det så ud til, at Søren Kierkegaard har været på linie med vor tids mange humanitære foretagender, der alle dyrker det fine begreb "næstekærlighed", og som samtidig er meget optaget af at angribe og udstille deres modstandere som "ukærlige". Handler lignelsen om den barmhjertige samaritan om Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp? Er det sådanne humanitære foreninger, der med den seneste udvikling i synet på Søren Kierkegaard har fået ham til allieret?
Det vil de formentlig selv mene, men der er et afgørende træk ved Kierkegaards forhold til snedkersvend Strube, som vi skal lægge mærke til. Vi skal lægge mærke til, at ingen vidste besked om Kierkegaards handling. Det er jo deraf, hele striden mellem Garff og Tudvad kommer. Man vidste, at Strube og hans familie boede hos Kierkegaard. Men man vidste ikke, at han boede gratis, man vidste ikke, at det var Søren Kierkegaards hjælp til en fattig familie.
Og hvorfor vidste man ikke det? Fordi Søren Kierkegaard ikke fortalte det. Ikke til nogen. Det var en sag mellem ham og Strube. Det var den kærlighedens gerning, som ikke gøres for fortjenestens skyld.
Må jeg være grov og mene, at hvis de humanitære foreninger gør noget tilsvarende, så får hele verden det at vide. Så kommer det i presse og tv, for de gode gerninger skal naturligvis udnyttes til yderligere reklame for de girokort, som Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp sender ud i stakkevis. Her ved den ene hånd såvist, hvad den anden gør. Her handler de såkaldte næstekærlige gerninger om ét eneste - om at få gavn og udbytte og mange penge ud af det.
Men Søren Kierkegaard fortalte ikke til nogen, at snedkersvenden Strube med sin familie boede gratis i hans lejlighed. Sådan er det og skal det være med kærlighedens gerninger: Vi er alle under fordringen, under ansvaret, under skylden om kærlighed til næsten. Hvem er så min næste? spørger farisæeren, der kommer fra de gode gerningers religion, fra Moselovens selvretfærdighed, hvor det gælder om at få keglerne stillet sådan op, at man tager sig mest retfærdig ud. Hvem er så min næste? spørger farisæeren og Dansk Flygtningehjælp.
*
Og så fortæller Jesus den lignelse, der siger, at det er hvert eneste menneske, der er dig nær, men du skal ikke gøre program ud af denne kærlighed til næsten, og du skal slet ikke fortælle om kærlighedens gerninger til naboer og journalister. Du er under fordring. Du er i dit forhold til naboen altid ansvarlig og altid skyldig. Du kan aldrig til næstens nød sige overlegent: Det rager ikke mig! Men du kan heller aldrig bruge kærlighedens gerninger som bevis, som reklame, som en god gerning, du kan tjene på.
Det er denne tale, lignelsen om den barmhjertige samaritan fører: Forkyndelsen af, at du er altid under ansvar i forhold til din næste. Forkyndelsen af, at du er altid fordret og skyldig og kan aldrig vifte din næste væk som en ligegyldighed. Men samtidig: Du kan aldrig bruge din næste til din egen fordel, du kan aldrig gøre kærlighedens gerning til forretning, du kan aldrig slå på, at du derved er den gode, som har særlige rettigheder og kan stille særlige krav. Vi skal jo her lægge mærke til, at Jesus fortæller om to mænd, der gik den overfaldne forbi, præsten og levitten, som lod den overfaldne ligge. Og det var to fromme og retfærdige mænd, børn af den jødiske gerningsretfærdighed, som nøje vidste, hvordan man blev frelst ved gode gerninger. De kendte retfærdighedens skema, og da den overfaldne af den ene eller den anden grund faldt uden for skemaet, lod de ham ligge og gik videre.
Samaritanen havde ikke noget skema. Samaritanen havde i modsætning til præsten og levitten ikke en hellig Moselov, der satte retfærdighedens gerninger i system. Han var under fordring om kærlighed til næsten, og så standsede han ved den overfaldne og hjalp ham - ikke for at sætte det i avisen dagen efter, ikke for at opnå berømmelse og profit, men som øjeblikkets gerning. Den ene hånd må ikke vide, hvad den anden gør. Den gode gerning må ikke vide af sig selv, og den må slet ikke råbe sin gerning ud for alverden. Samaritanen hjalp den overfaldne til et herberge og sørgede for ham, og han betalte værten, hvad det kostede og drog så videre på sin rejse - ukendt af medier og omverden.
*
Dette er kærlighedens gerning. At være den skyldige, som handler i øjeblikket uden systematik og selvretfærdighed. At være den ansvarlige i forhold til næsten, som netop derfor aldrig må bruge næsten - til reklame, til profit, til politik. En næstekærlighed, der ikke kan og må sættes i system, men som er ansvarlighedens forhold til den menige mand, dvs. til hvert eneste menneske, jeg møder.
Og da farisæeren har hørt lignelsen og af Jesu ord og spørgsmål tvinges til at svare, at samaritanen var den overfaldnes næste, så siger Jesus til ham: Gå du hen og gør ligeså!
Dette er fordringen. At skulle handle i skyld og ansvar. At skulle gøre kærlighedens gerning uden facitliste og profit.
Amen.