Af Christian Langballe, Tidehverv, årg. 79, 2005, nr. 9, november, s.191-192.

1. søndag i advent 2004 – tekst: Matt. 21,1-9.

I dag er det første søndag i advent og dermed også første søndag i kirkeåret. Som det er sket så mange gange tidligere, vil denne begivenhed forbigås i tavshed. Så forholder det sig straks helt omvendt med det almindelige årsskifte. Her vil man på slaget 12 lade champagnepropperne springe og i en højtidelig og løftet stemning ønske familie og venner et godt nytår. Man vil tage en kort og vemodig afsked med det gamle år og skue forventningsfuld mod alt det, der skal komme. Snart vil fyrværkeri brage gennem natten. Den mørke og kolde himmel vil i de næste timer blive oplyst i et imponerende farve- og flammehav fra de utallige eksploderende raketter. Resten af natten vil genlyde af fest og latter fra de mange hjem.

Set på den baggrund må kirkens årsskifte virke både gråt, kedeligt og farveløst for ikke at tale om den almindelige gudstjeneste om søndagen. Man kunne jo se den manglende interesse for kirkens årsskifte som et tegn på kirkens krise. En hel hær af aktive og kirkeligt engagerede har da også travlt med at beklage sig. Man er meget bekymret for kirkens liv og vækst og fremsætter den ene mere dystre profeti efter den anden. Det ser sort ud for kirken, hvis der ikke sker noget her og nu. I den lange række af beklagelser fornemmer man tydeligt et stik af misundelse. Hvorfor kan andre begivenheder få folk til at stimle sammen i feststemning, når kirken ikke kan? Nu er det ikke, fordi man ikke forsøger sig. Kirkernes overfyldte aktivitetskalendere taler deres eget sprog. Der eksperimenteres på livet løs. Der skal fest og knaldfyrværkeri ind i kirken. Alle mulige og umulige arrangementer stables på benene for at få kunder i butikken. De kirkelige festarrangører har ofte så travlt med at få folk til at gå i kirke, at de slet ikke har tid til selv at komme til søndagens gudstjeneste. Man får næsten fornemmelsen af, at søndagens gudstjeneste er blevet en pinlig bagatel, som der ikke tales for højt om. Alt foregår i et hæsblæsende tempo: der skal ske noget. Man vil gerne gøre det hele så lækkert og indbydende som muligt for at komme et kræsent og forvænt publikum i møde. Derfor tales der også uendeligt lidt om Gud og syndernes forladelse og uendelig meget om alle de kirkelige aktiviteter, vi mennesker er i stand til at stable på benene. Skulle der endelig lyde et enkelt ord om Gud, så glaseres det med et tykt lag sukker for at det bedre kan glide ned. Man skulle jo nødigt støde et kræsent og forvænt publikum fra sig.

Nu kunne man så spørge, hvorfor egentlig? Hvorfor al denne hektiske aktivitet, hvorfor alle disse arrangementer? Kirkens travle festarrangører vil svare: Det sker for at få nogle flere til at gå i kirke. Nu kunne man så spørge, hvorfor egentlig? Når det eneste, der betyder noget, er at få folk til at gå i kirke, og det er blevet komplet ligegyldigt, hvorfor de overhovedet skal komme der, så må spørgsmålet på et eller andet tidspunkt melde sig: Hvad er egentlig meningen med al den hurlumhej? Kirken er jo ikke nogen forlystelsespark. Den er heller ikke udbyder af finkulturelle indslag, der skal anrettes og serveres for et krævende publikum. Den er kort og godt ikke nogen kræmmerbod! Om der kommer hundrede, eller der kommer to, så er sagen den samme, nemlig, at den enkelte kommer til søndagens gudstjeneste for at høre, hvad Gud har at sige.

Vi fejrer i dag første søndag i advent og dermed også den første søndag i kirkeåret. Når man hører evangeliet til denne søndag, må man undre sig. Undre sig over, hvordan denne fortælling kan give anledning til alt det gøgl og pjank, der foregår i kirkerne i dag. Vi hører om en fattig tømrersøn ved navn Jesus, der rider ind igennem Jerusalem på et æsel med ordene: ”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel”.

Vi skal lægge os på sinde, at det ikke er hvem som helst, der her er tale om. ”Se, din konge kommer til dig”, lyder ordene. Det er altså din og min konge, der her kommer til os ridende på et æsel. Det er den evige og almægtige Gud, der på den måde vil gøre os til lydige undersåtter i sit rige. En konge, jovist men se til hvilken konge. Dagens æselridt kan da også forekomme både grotesk og absurd. Ikke uden grund advares vi mod at blive forargede over hans fattige skikkelse og hans foragtede ord. Vi må altså ikke blive stødt over denne besynderlige fremtoning. Gør vi det, så er det selve kernen i kristendommen, vi forarges og stødes over. Det bør vække til eftertanke, at Gud altså vil møde os i dette fattige og ydmyge menneske, der i dag kommer til os ridende på et æsel. Ordene i dag taler afmagtens og svaghedens sprog. De fortæller om, hvordan den almægtige Gud gør sig selv afmægtig og svag ved at møde os i denne æselkonge, og at han gør det for at tilgive og trøste afmægtige og svage mennesker. Det siger sig selv, at denne Jesus ikke er en guddommelig festarrangør, som er kommet for at grundlægge en kirkelig underholdningsindustri. Nej, han er kommet for at frelse de fortvivlede og fortabte, som kun har Gud at håbe på. Vil kirken befatte sig med noget andet end denne enkle sandhed, er den på vildspor og er ophørt med at være kirke.

Undersåtterne i det rige, som Gud opretter i og med Jesu komme, er med andre ord de svage og afmægtige, som er holdt op med at håbe på sig selv og det, de kan, men kun har Gud at håbe på. Det er altså ikke et kræsent og forvænt publikum, som Gud vil gøre til sine børn. Det er de svage og afmægtige, det er de fortvivlede og bange, som er undersåtter i Guds rige. Det er syndere og toldere, som er kirke og menighed. Det giver sig selv, at i en kirke, hvor det er syndere og toldere, der er menigheden, og hvor det er de afmægtige og svage, som kommer for at høre til håb og trøst i sådan en kirke er det ikke vores hektiske aktivitet, der er i højsædet. Her kommer vi alene for at høre om, hvordan Gud af kærlighed til os har gjort sig selv afmægtig og svag for at tilgive og trøste arme mennesker, og hvordan han kommer til dem, der ikke har andet end Gud at håbe på. Det eneste, vi arme mennesker kan gøre, er at sige tak. Det sker ikke ved billigt knaldfyrværkeri eller ved poppede indslag. Det sker alene ved, at vi synger med på salmerne og dermed udtrykker troens taknemlighed over, at Gud er kommet os arme mennesker til hjælp i Jesus Kristus. Med det budskab begynder og slutter kirkeåret. Amen.

Christian Langballe.