Oprør i Tyskland

Af Torben Bramming, Tidehverv nr. 3, s. 45 - 47.

I Tyskland har der gennem de første måneder af 2024 været opbrud. Det er gået under radaren, hvor banebrydende det, der er sket, i virkeligheden er. Det er utroligt, at disse protester, som ikke er set i Tyskland siden før 2. Verdenskrig, ikke har trukket flere journalister til. Det skyldes nok, at det er de forkerte, som er på gaderne. Det er nemlig ikke ”Klimakleber”, for hvem demokratiet går for langsomt, men massive mængder af landmænd, som har blokeret motorveje og demonstreret ved regeringsbygninger og flere gange samlet tusindvis af mennesker foran Brandenburger Tor i Berlin og i alle andre større tyske byer. Håndværkere, mennesker fra restaurationsbranchen og mange andre har sluttet sig til protesterne. For den såkaldte grønne ”Energiwende” er ved at drive tyskerne fra hus og hjem med enorm inflation og stadig flere afgifter og skatter. Nu har man fået ”die Schnauze voll”, som man siger på tysk.

Man reagerer fra den grøn-rødgule regering ved mistænkeliggørelse af protesterne. De bliver infiltreret af højreradikale, siger man. Et privat og ofte afholdt møde i januar, hvor en bog af de østrigske identitæres leder Martin Sellner blev diskuteret af folk fra CDU og AFD og mange uden partibog, blev udlagt som et forsøg på nynazistisk statsomvæltning af det venstreradikale forskningskollektiv Correctiv. Wannensee 2.0 kaldte de mødet. Deres beretning blev i første omgang kritikløst viderebragt af mainstreammedierne. Rød-grønne politikere tog det op og krævede atter engang, at AFD skulle forbydes, hvilket selvfølgeligt ikke kommer til at ske ifølge en statsretsekspert, der udtalte sig på tv-kanalen ZDF.

Der er vist ingen undtagen de mest fanatiske venstreradikale, der længere tror på, at alt vil blive godt, hvis blot AFD bliver forbudt.

Men man kører ufortrødent videre med den gamle DDR-teknik, ”Zersetzung”. Den psykologiske krigsførelse, der går ud på gennem psykologisk manipulation og krænkende kontrol af den enkelte eller grupper at holde oppositionen nede.

Opbruddet består i, at der langt ind i det tyske samfund er en udtalt træthed over at blive slået med ”nazi-køllen”, hver gang man udtaler sig mod klimakampen, det sociale forfald, indvandring eller man – som på omtalte møde – forsøger at finde på løsninger for hjemsendelsen af de mange hundredetusinde udviste illegale indvandrere, som er med til at tvinge landet i knæ. Aviser, sociale medier og talkshows er fulde af beretninger om pensionister, der må samle flasker og stille sig i madkø ved folkekøkkenerne for at klare sig, skønt de har arbejdet og indbetalt til pensionen i 24 år.

Men egentlig er det jo paradoksalt, som flere tyske intellektuelle fornyligt har bemærket, at det er lykkedes socialister, liberale og socialdemokrater med deres årtier lange ”Zersetzungs”-politik at identificere nazisme og højre. Nazismen var jo kampen for en national tysk socialisme. Når ordet socialisme indgår i ordet, så betyder det måske noget. Statens forrang fremfor den enkeltes ret er jo socialisme. Det var nok heller ingen tilfældighed, at det var Hitler og Stalin, der indgik pagter. Indtil nazisterne angreb Sovjet, var de fælles i deres kritik af vestens borgerlige demokratier. Det var ikke tilfældigt, at jøderne, der ansås for ærkekapitalister, netop blev hovedfjenden for den ateistiske og kollektivistiske stat, hvor børnene ikke tilhørte forældrene. Det er direkte modsætninger af, hvad der er højreorienterede værdier, der samler sig om familien, kristendom, den enkeltes ret og begrænsning af statens magt. Fascisme er jo ikke, som mange tror, et højreorienteret begreb. Fascis betyder bundt og hentyder til de snoninger, der var omkring økserne, som de romerske embedsmænd bar foran sig. Fascisme er altså en forbinding af mange mod andre, hvis meninger er uønskede og som skal udelukkes af samfundet. Når kansler Scholz står i Rigsdagen og siger, det er skønt ”sich zu unterhagen”, altså gå arm i arm mod de andre, så er det klassisk fascistisk tankegang. Når så oven i købet regeringspartierne, kansler og udenrigsminister kalder folk på gaden for at protestere og kræve forbud mod det største oppositionsparti, så er det mildest talt udemokratisk eller demokratisk på DDR-vis.

Men nu er, som flere økonomer har udtalt, Tyskland blevet kørt ind i en væg. Nedgangen kan ikke bare standses, for atomkraftværkerne er lukkede, indvandrerne er i landet, og lånene optaget. Der er negativ vækst i økonomien. Virksomhederne er allerede i stor stil flygtet ud af landet; en ældre tøjfabrikant fortalte på ZDF, hvordan udgifterne til strøm på fire år var steget fra 1.2 millioner euro til over 5 millioner årligt, hvilket var mere end firmaets overskud i et normalt år.

Der er kort sagt et opbrud i Europas stærkeste stat, som ikke er set siden Weimarrepublikkens dage, men ingen politisk løsning på situationen er i sigte, når man ser bort fra, at ”Zersetzungs”-politikken fortsætter, og den er ingen løsning. Hvad tingenes tilstand vil gøre ved landet og dermed EU og Danmark, er svært at spå om, men hvis vi sammenligner os med Herredet under Ringkrigen i Tolkiens ”Ringenes Herre”, så kommer vi nok ikke nærmere.

Midt i rådløsheden falder den gamle oversættelse af Esajas profeti mig i tankerne: ”Hvis I ikke er troende, bliver I ikke boende”. Den åndelige opløsning i Vesten er nemlig båret af, at der ingen forståelse af skyld og soning findes mere. De vestlige samfund bæres ikke af mennesker, der ser sig som syndere, der erkender, at det gode de vil, det gør de ikke, men det onde, som de ikke vil, det gør de. Dermed brydes forbindelsen til kirken som det sted, hvor alene syndere forsones af Kristi død på korset. Den vestlige verdens mainstreamkirker er derimod blevet ofre for den politiske syge, og når politisk og religiøs zelotisme slår sig sammen, sker der altid noget voldsomt.

Nu ser mainstreamkirkerne sig som en forening til bekæmpelse af alt muligt ondt i verden. Det betyder, at kirken straks melder sig til tjeneste for den samfundsklasse, der for tiden er den herskende og som den knytter sig til, ikke alene ved ordenshierarkiet, men gennem tusind tråde ind i magten, for foreningskirken ønsker at garantere tilværelsens meningsfuldhed. I Det gamle Testamente kaldte man dem for lykkeprofeter.

Denne kirke vil reformere verden og være med i udviklingen af den nye og bedre verden, langt fra øjeblikkets afgørelser for det enkelte menneske. Derfor er f.eks. den tyske lutherske kirke aktiv i Middelhavet som ”Seenotretter” og fragter illegale migranter i stor stil, samtidig med at den udelukker en præst i Quidlingburg fra at døbe, ikke bare fordi han havde været modstander af Covidpolitikken, men fordi der på plakater var fortalt i byen, at han skulle forestå gudstjenesten. Politisk imagepleje fik ansatte ved kirken til at låse kirken, så han pågældende søndag ikke kunne komme ind og med menigheden måtte gå tilbage til sit hus og lave en gudstjeneste med dåb i gården.

Det er et fatalt synspunkt, fordi det ikke er den rigtige politik, men Guds Ord, der er kirkens eneste sammenhæng med sin fortid og er kirkens eneste fremtid. Det kan institutionen aldrig være, uanset hvor mange idealister den befolkes af. Evangeliets budskab virker nemlig ikke bevarende, men opløsende, og har ikke med noget parti eller nogen samfundsklasse at gøre, men kun med det enkelte menneske i øjeblikket, hvor fortid og fremtid samler sig i afgørelsen. Budskabet handler om Gud og den konkrete næste.

Derfor har økonomisk udvikling og fremskridt i kulturen heller intet at gøre med evangeliet, fordi budskabet lyder i det, der altid er nu, og kun i den forstand er kirken evig. Derfor skal der være strid i kirken, for at samfundet ikke skal rådne op indefra i farisæisme. Kirken er altid den kæmpende kirke. Derfor bringer evangeliet også altid strid og splid blandt folk, fordi det selv i den nærmeste familie vil bringe forstyrrelse ind i forholdet mellem mennesker med sit krav, fordi vores fællesskaber også er måder at dække os selv over for medmenneskets nød. Et menneske, der på den måde er under dom, træder eftertænksomt ud af kirkedøren på én gang retfærdiggjort og synder, klar over at det han nu skal gøre, er på eget ansvar og ikke stemplet med Guds ords økologiske grønne mærke. Kirken har ingen betydning som politisk aktør, selvom det fra dens begyndelse har været en fristelse, som den tit er faldet for. Tage Schack siger noget evigt aktuelt, som gælder for alle kirker i Vesten, i sit essay fra 1938, ”Kirkens forfald”: ”Foregår der da noget i den danske kirke? Ja, der foregår en masse. Der er en ny vækkelse hvert andet år. Kirken lever af larm og tror, at alting går hurtigt; den nærer en nervøs frygt for at sakke agterud og ikke have ungdommen med sig. Den véd ikke, at alt, hvad der har med mennesket selv at gøre, går lige så langsomt nu som altid. Den ved ikke, at alt, hvad der virkelig har betydning, foregår i stilhed, ubemærket, underjordisk – og langsomt.” (T. nr. 1, 1938, s. 5) Lige nu er Tyskland i hænderne på politiske rød-grønne zeloter, farisæere og kirkelige lykkeprofeter. Vi derimod må som vægteren om natten håbe og vente på morgen i frygt og bæven.

Torben Bramming