Krigsgudstjenester

Af Thomas H. Beck, tidehverv nr 5, s. 81 - 83

Der er gået over to år, siden Rusland invaderede Ukraine. Det blev markeret på forskellig vis den 23. og 24. februar og affødte naturligvis også mange interviews, artikler, kronikker og debatindlæg i landets aviser, der udtrykte forskellige politiske holdninger til Rusland og til Danmarks store støtte til den ukrainske kamp mod de russiske invasionsstyrker. Man kunne også have valgt at markere 10-årsdagen for invasionen af Krim, der foregik i de samme dage i 2014. Eller man kunne have markeret 10-årsdagen for Majdan-revolutionen og afsættelsen af den ukrainske præsident Viktor Janukovitj, der førte til anti-majdan-protester og borgerkrigen i Donetsk og Lugansk. Under alle omstændigheder er det 10 år siden, at vi her på vores breddegrader begyndte at få større viden om, hvad der foregår i det store østeuropæiske land et par tusind kilometer fra os. For før den tid var det vel de færreste, der kendte nærmere til Ukraines historie og meget komplicerede konflikt. 

En viden, som vi altid har haft, er i særlig grad blevet bekræftet i de ti år, der er gået. Og det er den kendsgerning, at sandheden er det første offer i en krig. Vi er alle ofre for propaganda. Men man skal dog her huske på, at propaganda nødvendigvis ikke behøver at være løgn eller en forvanskning af sandheden. For propaganda handler egentlig blot om, at man vil udbrede sine synspunkter til en større kreds. Men da der er meget på spil i en krig, hvor mindst to parter har deres version af krigens årsag og nødvendighed og i det hele taget af slagets gang og dets konsekvenser, vil det uundgåeligt blive til en konfrontation, der kan være så sort-hvid, at det, den ene part siger er sandhed, bliver kaldt for løgn af den anden. Der er et spændingsfelt mellem sandhed og løgn, mellem godt og ondt, som uundgåeligt inddrager vores følelser. 

Og den lader vi lige stå, fordi der nødvendigvis ikke er noget ondt i at have følelserne med i en krig. Der er derimod en dæmoni i at påstå, at man ligger inde med den fulde sandhed. Det er, hvad idealister altid påstår, at de gør. Det er dog sådan, at selvom idealister går helhjertede ind for deres sag, er de ikke desto mindre halvhjertede. De mangler nemlig fordybelsen over deres egen eksistens som Guds skabninger. De mangler forståelsen af, at der er noget, der er større end mennesket. Idealisterne mangler selverkendelse og dermed erkendelsen af, at Gud, det gode og sandheden er større end dem selv. Idealisterne forstår derfor ikke, at et menneske aldrig kan gøre krav på sandheden. For gør man krav på sandheden, uden at man ser sig selv i det spændingsfelt, hvor sandheden og løgnen kæmper mod hinanden, har man gjort løgnen til sin sandhed. For sandheden er ikke noget, som man selv vælger, men sandheden vælger os igennem Guds Ord. 

Både den politiske og den religiøse idealist vil dog mene, at det ikke er sandt, at de ikke har selverkendelse. De synes netop at de har erkendt, at følelser får dem væk fra deres gode tanker om det ideelle. De ser derfor sig selv som fornuftige og nøgterne personer, der har gjort op med de følelsesmæssige bånd, som de synes slører sandheden. Men til det har Jesus påpeget, at når man på den måde tror, at man har drevet den urene ånd ud, vil den ikke desto mindre vende tilbage sammen med syv andre onde ånder, der er værre end den selv (Luk. 11,24ff). Ved altså at gøre krav på den objektive sandhed, hvor man ikke er styret af følelser, ender man med at blive så følelsesladet i sin kamp for sin sandhed, at målet kommer til at hellige midlet. Man bliver så følelsesladet, at løgnen bliver et redskab i kampen for sandheden. Og man kan endda blive så følelsesladet, at man dæmoniserer sin fjende, sådan som vi kan se, at russere dæmoniseres fra vestlig side, at vi dæmoniseres af russere, og at jøder dæmoniseres af islamister og marxister. Idealisten bliver dermed mere følelsesladet end den person, der erkender sin egen ufuldkommenhed og accepterer, at livet befinder sig midt i en broget kamp om sandhed og løgn, hvor man altid vil have følelser på spil. 

Og så er vi tilbage til det med, at det nødvendigvis ikke er ondt at have følelserne med i en krig. For bliver ens land truet af en fjende, føler man forhåbentlig en pligt til at kæmpe for sit land og sin næste. Kæmpe for sin familie, venner og naboer. Kæmpe for det samfund, som vi har, med de kristne værdier, det er bygget op på. Egentlig er der slet ikke i første omgang tale om en følelse. For pligten er en opgave, som man i det her tilfælde er pålagt af den ydre nødvendighed, at en fjende truer os. Pligten er en kærlighed. Den kalder på os, og vi beslutter os for den. Vi føler den ikke. Men den udløser uundgåeligt et hav af følelser, der så netop befinder sig i spændingsfeltet mellem sandhed og løgn. Der er altså tale om den kærlighed til næsten, som Gud forpligter os på. 

Det kan jo godt ske, at man ikke bryder sig om sin regering og dens udenrigspolitik. Det kan godt ske, at man har øje for den arrogance, som særligt amerikanerne har behandlet Rusland med siden murens fald. Det kan godt ske, at man ikke bryder sig om dæmoniseringen af russerne og alt, hvad der er russisk. Og vi kan med god ret mene, at skiftende danske regeringer igennem mange år sammen med vores allierede i EU og NATO har provokeret Rusland, så præsident Vladimir Putin og Ruslands regering og militær ser sig i deres gode ret til at angribe Ukraine såvel som angribe danske og europæiske virksomheder, offentlige institutioner og infrastruktur igennem en stadigt tiltagende hybridkrig. Men det ændrer ikke på, at når fjenden angriber, skal man forsvare sit land og dermed vise fjenden respekt som den fjende, fjenden er. Det ændrer ikke på pligten til at forsvare dem og det, man har kært. 

Når der i forbindelse med markeringen af toårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine blev afholdt såkaldte fredsgudstjenester, kan det indvendes, at kirken dermed bliver politiserende og retfærdiggør den krig, som den danske regering støtter. Det kan sagtens indvendes, at de kirker, hvor det foregik, gjorde sig til en megafon for politisk propaganda. Jesus har jo sagt, at vi skal give Gud, hvad der er Guds og kejseren, hvad der er kejserens (Matt. 22,21). Men her må vi spørge os selv, om det virkelig betyder, at når vi træder ind i en kirkebygning, kan vi lægge al verdens djævelskab bag os? Er kirkerummet et lille paradis, hvor der ingen synd er til stede, og hvor vi slet ikke skal bekymre os om den omkringliggende verden? Går vi ind i evighedernes evighed, når vi træder ind over kirkedørens tærskel? Er Guds Rige en virksomhed opbygget på en franchise-aftale, hvor Gud har outsourcet den kundeorienterede del af sin organisation til gejstlige samarbejdspartnere på jordkloden? Er gudstjenesten bare et sted, hvor vi kan komme og få trøstet vores sjæl? Skal kirken bare beskæftige sig med sjælesorg, diakoni og måske lidt klog snak om syndernes forladelse, etik og eksistens? Nej, som Kaj Munk sagde det, skal der også tales om kejseren i kirken (Kaj Munk: Prædiken til 23. s.e.trin., den 16. november 1941, Krigsprædikener s. 252). Selvfølgelig samles vi ikke om et politisk budskab. Vi samles om det glædelige budskab, at Vorherre gik i døden for alle os, der i en verden fuld af fristelser ikke kan undgå at gøre Fanden til vores far, hvad enten vi er jøder, grækere, danskere, ukrainere eller russere. Derfor skal det, der sker ude i verden, sættes i forhold til Guds Ord, der er den sandhed, der skænker os friheden. 

Kristi glædelige budskab er, at sandheden skal frigøre os (Joh. 8,32). Men ikke en sandhed, som vi selv vælger, men den sandhed, som vælger os igennem Guds Ord, og som forpligter os på vores næste. Sådan forkyndes der til kejseren, til regeringen, til politikerne og til hver enkelt af os, at Kristus har sat vores samvittighed fri fra alle religiøse, moralske og politiske bånd, sat os fri fra al propaganda, så vores samvittighed kun er bundet af Guds Lov om at elske Ham og vores næste. Vi skal derfor ikke vælge at gøre kirken til en from klub, hvor vi mageligt fokuserer på vores egen frelse, drikker kaffe og spiser blødt brød, men vi skal i gudstjenesten høre, at vi i vores dåb er valgt til at være jorden tro. 

Så når vores land angribes af en fjende, der vil os ondt, som tilfældet er lige nu, skal der selvfølgelig forkyndes, at vi er pligtige til at ruste os mod fjenden, tage kampen op og finde modet til det i evangeliet. Hvis man vil undlade den forkyndelse, fordi man tror, at man kan holde kirkerummet fri for synden, er man galt afmarcheret, hvilket man så også er, hvis man undlader emnet, fordi man personligt er uenig med den politik, regering og folketing fører. Så får man da sammenblandet politik og kristendom på en lidt lunken intellektuel måde. At vise sin støtte til sin regerings forsvarspolitik og til en allieret ved en gudstjeneste er derfor ikke andet end at være tro over for sit eget folk og fædreland. Og være det i ansvar over for Gud.

For selvfølgelig skal man ikke blåøjet gøre det i ansvar over for sin regering. Kirken er selvfølgelig ikke statens lakaj og vi skal selvfølgelig lyde Gud mere end mennesker. Så når en regering fører en fej forsvarspolitik, der misbruger sin magt og svigter vores folk, skal der i forkyndelsen lyde en protest imod det. Men når vi pludselig har en regering og et folketing, der begynder at bevæge sig væk fra den sædvanlige velfærdspacifisme, der har kendetegnet vores lands politik i årtier, skal vi da takke Gud for det mirakel, bede for freden, den verdslige som den åndelige, forkynde frihed og håb og tale til trøst og mod. Vi skal alle holdes fast på vores ansvar og tro, og dermed skal der ved en sådan anledning ikke mindst peges på ondskaben i os selv, sådan som biskop Elof Vestergaard gjorde det i sin prædiken i Ribe Domkirke den 24. februar. 

Der er ingen tvivl om, at man ved de såkaldte fredsgudstjenester i Holmens Kirke og Ribe Domkirke henholdsvis den 23. og 24. februar i år havde gjort sig grundige tanker om, hvad der skulle siges, og hvordan liturgien skulle være, hvor man blandt andet i Ribe forsøgte sig med at lade statsministeren tale inden bedeslagene, som om det gjorde en forskel. Refleksionerne over liturgien var på baggrund af den debat, der opstod efter gudstjenesten i Holmens kirke den 24. februar 2023. Ved den gudstjeneste kom syndserkendelsen måske nok til at stå lidt for meget i skyggen af dæmoniseringen af Rusland og heroiseringen af den ukrainske kamp og den vestlige støtte til denne kamp. En af kritikerne af gudstjenesten i Holmens Kirke på etårsdagen for den russiske invasion var domprovst i Ribe Morten Thaysen. På baggrund af en udtalelse fra den ukrainsk-ortodokse præst Sergiy Berezhnoy, citerede Kristeligt Dagblad den 26. april Morten Thaysen for at have skrevet på Facebook, at man i Holmens Kirke støttede Ukraine i, at de er på Guds og sandhedens side. Nu var det dog ikke denne ortodokse teologi, som Holmens Kirke støttede. Ortodokse præster ser i modsætning til os lutheranere intet problem i at hellige en krig og velsigne våben, men derfor underlægger vi os jo ikke denne teologi ved at holde en gudstjeneste sammen. 

I samme artikel i Kristeligt Dagblad citeres orlogsprovst Peter Thyssen for at sige, at kirken fik en henvendelse fra folketinget, som havde ønsker til et antal talere og en varighed på maksimalt en time, men programmet og det kirkelige indhold stod kirken selv for. I år var det så Ribe Domkirke og Morten Thaysen, der fik en officiel henvendelse om at afholde en gudstjeneste, der skulle markere toårsdagen. Og den kritik, som Morten Thaysen i 2023 rettede mod Holmens Kirke, kan nu rettes mod ham selv og Ribe Domkirke. Han kan så svare ligesom Peter Thyssen, fordi han nu valgte at gøre det eneste rigtige i situationen. For sådan er virkeligheden. Folkekirken er mere statskirke, end den er frikirke. Så når man får en henvendelse om at markere sådan noget som en årsdag for begyndelsen på en krig, som Danmark er involveret i, vil det for kirker som domkirkerne, Holmens Kirke og Kastelskirken være utænkeligt at afvise henvendelsen, medmindre der selvfølgelig stilles nogle helt ugudelige krav. Så må man fra den ansvarlige præsts side i samarbejde med de involverede udforme en liturgi, hvor Guds Ord forkyndes ind i den situation, der markeres. Og hvor der ikke hersker tvivl om, at repræsentanter fra den verdslige øvrighed og præster fra andre kirkesamfund er gæster ved gudstjenesten. Det gjorde man så prisværdigt i Holmens Kirke og i Ribe Domkirke. 

De, der taler i kirken, skal selvfølgelig holdes fast på, at de ikke indtager det særlige præsteembede og med den værdighed kan prædike i kirken og gøre deres politik religiøs. De præster, der er ansvarlige for gudstjenesten, skal desuden være meget varsomme med, hvad de tillader, bliver sagt i kirken og af hvem. Når det verdslige og det åndelige kommer så tæt på hinanden, er det jo en balancegang. Det må jo ikke blive ukristeligt, som når præster eksempelvis lader imamer udbrede deres antikristelige budskaber ved en gudstjeneste. Men gudstjenester, der markerer kampen for folk og fædreland, som 4. maj–gudstjenester, gudstjenester på Valdemarsdag, Genforenings-gudstjenester, gudstjenester for soldaterforeninger, gudstjenester for vore faldne soldater ved Flagdagen og nu for den fælles kamp mod Rusland er ikke søndagens højmesser, men det er kirkelige højtideligheder, der i særlig grad handler om at være jorden – og det nationale –tro. Vi kan kalde gudstjenesterne for fredsgudstjenester, men vi kan også kalde dem for krigsgudstjenester eller feltgudstjenester, som vi feltpræster kalder vores gudstjenester ude på slagmarken. Der skal i hvert fald tales om kejseren i kirken og dermed også om den fjende, der truer kejseren. Der skal vises fjenden respekt som fjende og dermed også bedes for fjenden. Her skal det åndelige sværd forpligte det verdslige sværd på at være skarpt og beredt på at blive trukket op ad skeden. Det er jo dermed ikke bare et budskab, som præster skal rette mod politikerne. Men som en del af Kristi skjulte kirke skal vi ikke kun hver især holde vores politikere fast på deres ansvar for, at vi i Danmark har et stærkt militært forsvar, men vi skal også hver især holde hinanden fast på, at vi har en pligt til at indgå i det forsvar og værne om vores land. Det budskab kan en lægmand godt bringe i kirken. Ja, ofte kan det være mere på sin plads, end at det er præsten, der gør det. Det skal dog selvfølgelig bringes i ansvar overfor Gud, hvorfor smålig partipolitisk propaganda, idealistisk selvsikkerhed, selvretfærdighed og dæmonisering af fjenden på ingen måde bør finde sted. Men i stedet for at prøve på at skille tingene ad– som om det overhovedet er muligt – skal vi lægge det ind under den sandhed, der er større end os selv, så vi forholder os ydmygt, reflekterende og selverkendende til, at historien og sandheden ikke er vores, men Guds. 

Thomas H. Beck