Gerningernes Vidnesbyrd

Af N. O. Jensen, Tidehverv, 1931, nr. 4, april, s.53-57.

Det har ikke været muligt at finde en Titel til dette Foredrag, som helt gav Udtryk for, hvad det skal gaa ud paa. Gerningernes Vidnesbyrd angiver, hvad vi skal beskæftige os med; men hvis nogen som Følge af denne Formulering har ventet noget i Retning af en Appel til at vise sin Tro udaf sine Gerninger, har den alligevel virket som falsk Reklame. Noget saadant har ikke været Meningen — tværtimod. Hverken jeg eller mine Kammerater giver os af med at udstede nogen Appel for eller vejlede andre. Vor Situation er den, at vi er gaaet vild, ikke véd, hvor vi er, og har tabt enhver Tiltro til de Kendingsmærker, vi før stolede paa, og maa prøve at orientere os helt forfra. Er nogen i samme Situation og derfor interesseret i at tage Del i denne Orientering, kan vi sammen arbejde med Spørgsmaalene, men andre har vi intet at sige. Naturligvis maa en saadan Orientering blive et Opgør med det, der hidtil har været god Latin paa Bjerget, og vi selv mere eller mindre troskyldigt har troet paa.

En af de Ting, vi er opvoksede med som noget selvfølgeligt, men efterhaanden færdige med, er Troen paa Gerningernes Evne til at aflægge noget Vidnesbyrd — i hvert Fald noget kristeligt Vidnesbyrd, d.e.: noget Vidnesbyrd om Kristus. ”Aanden vidner, men ogsaa I skal vidne,” siger Jesus (Joh.15,27). Det Ord faar man bestandig stukket ud; men i Stedet for at forstaa det, som Ordene ligefrem kræver, om Forkyndelsen — Aanden og Apostlene skal vidne om d.e.: forkynde Kristus — lader man det tale om Livets Vidnesbyrd, vi skal ved hele vor Færd vidne om Livet, som er i os, og dette gøres ud fra den Betragtning, at det er dette Liv, som er ”det nye Liv”, ”Livet i Gud” o. s. v. Selv Børnene mødes med en Appel til at lade deres smaa Lys straale. I en moderne Konfirmationstale (Ricard) taler man saaledes til Børnene: ”En Klædning er til at bruge, ikke til at lapse sig med. Og det har jeg fremfor alt søgt at fremhæve i de Timer, vi havde, at Kristendommen er for Livet her, at den er noget helt og skal tages med i alle Livets Forhold — som en god hjemlig Dragt, som passer os og bæres overalt. Sagde jeg ikke, at hjemme skulde de allerførst opdage, at der var kommet noget nyt i Jer? Sagde jeg ikke, at der maatte ikke gaa en Dag, hvor vi ikke talte med Gud og lod hans Ord sige noget til os? Da vi gennemgik de 10 Bud i Lyset af Herrens Forklaring i Bjærgprædikenen, var det saa ikke bestandig Jeres Forhold i Skolen og Hjemmet og i den daglige Gerning, vi overførte det paa? — — —”. Citater er i Grunden overflødige. Enhver véd, at den kristne skal gaa som et bestandigt Vidne, i Hjem, blandt Kammerater og paa Arbejdsplads udmærke sig i Flid, Dygtighed, Omhu og Opmærksomhed o. s. v., o. s. v. og derved anbefale Kristuslivet til velvillig Modtagelse.

Det er dette Vidnesbyrd, vi skal se lidt nærmere paa. Rent bortset fra, at det i mange Tilfælde bliver falsk Vidnesbyrd, fordi der ganske simpelt slet ikke ”er kommet noget nyt ind”, — man bakser med Gerningerne, det gode Eksempel, man skal være, for at overbevise sig selv og andre om Tilstedeværelsen af et nyt Liv, som slet ikke er — men altsaa bortset derfra er det vel et almindeligt Krav, man maa stille, naar man vil bedømme et Vidneudsagn, at man efter Evne gør sig rede ikke blot for det paagældende Vidnes Paalidelighed, men ogsaa for dets Evne til at vidne om det, som det udtaler sig om. Er alle disse Gerninger, som vi henvises til, i Stand til at vidne, er de det, de udnyttes som: Vidnesbyrd om et nyt Liv, et Kristusliv i os. For at de skulde kunne være det, maatte de jo altid have een Kilde og ikke kunne have andre. Har de det? Er de saaledes entydige? Ingen er i Tvivl om Svaret. Og hvad er det iøvrigt for Gerninger? Lutter selvfølgelige Ting, som der ikke er Anledning til at gøre noget Væsen af, Ting, som man kan forlange og vente at finde hos enhver. ”Gør I ikke ogsaa Toldere og Hedninger det samme”. Luther, som i sine senere Aar er stærkt inde paa Tanken om Gerningerne som nødvendige Vidnesbyrd om Troens Tilstedeværelse, maa alligevel altid standse ved et vist Punkt. To gaar til Messe, den ene i Tro, den anden i Vantro, men Gerningen er den samme, og med Hensyn til Gerningernes Mængde og Værd maa enhver indrømme, at de troende ofte langt overgaas af Mennesker, som er blottede for al Tro, i hvert Fald for den kristne Tro. Det behøver vi iøvrigt ikke at gaa til Luther for at faa at vide. Gerningerne er dobbelt- eller flertydige, tillader ikke nogen Slutning til et kristusvirket Liv bag dem. ”Hvad Gud vil, gør den fromme; men hvad den fromme gør, er der ingen, der véd”, skal Kierkegaard have sagt. Nej, det er der ingen, der véd, og der er heller ingen, som af den Gerning, der øves, kan se, om den er gjort af en from (note: From eller ikke-from er ikke en Tilstand, noget man ”er” — i Handlingens, Afgørelsens Øjeblik ”bliver man” from eller ikke-from, d.e.: lydig eller ulydig) eller en ikke-from, om det er en Handling i blind Lydighed uden Bagtanker, eller den skyldes helt andre Grunde. Gerningernes Værdi, som Vidner, bliver saaledes yderst tvivlsom.

Men lad os et Øjeblik se bort fra det. Vi gaar ind paa Forudsætningen. Den kristne glæder sig over et nyt Liv, som er brudt frem derinde, virket af Gud, og skal nu til at gennemføre sin Kristendom i det daglige Liv, anspænde sig til det yderste i Opfyldelsen af sine Pligter og saaledes virke som et smukt og godt Eksempel, der kan drage andre ind paa samme Vej. Vi stopper altsaa for en Stund efter Aftalen Munden paa den lille Djævel, som sidder og hvisker og har sine Tvivl, om ikke den samme Stræben mindst lige saa naturligt kunde fremkaldes af vor medfødte Forfængelighed, der vil have os frem i første Række, enten det saa bliver paa det ene Omraade eller paa det andet, og vi lader den Kristne tage fat. Højst sandsynligt er der foreløbig slet ingen, som lægger Mærke til, hvorledes han udmærker sig — der er saa mange dygtige, flittige, hensynsfulde, opofrende Mennesker til; men sker det endelig, at en eller anden vækker Opmærksomhed, Beundring, kommer til at staa som lysende Eksempel — det vi altsaa alle helst skulde — saa har vi ret Spillet gaaende. Saa dyrker vi ham i Haab om ogsaa selv engang at komme til at lyse paa samme Maade (er det ikke saaledes, Læsningen af for tidligt afdøde, kristelige Personligheders Biografier virker?), selv om vi pænt beskedent tilføjer: om end i ringere Grad, og saaledes kører vi i Ring indenfor den samme Cirkel, Dyrkelsen af vort eget Jeg, dets ”bedste”, ”ædleste” Del ganske vist, men alligevel — Maalet er, at vi naar det, vi i vore saakaldte bedste Øjeblikke inderst inde helst vil være. Vi kredser om og dyrker vort eget Ideal. ”Vidnesbyrdet” betyder: Se paa Gud, wie er es so herrlich weit gebracht, hvilket herligt Resultat, han har frembragt. Har nogen Lyst til at naa lige saa vidt, staar Vorherre parat til at gøre Kunststykket engang til, blot man giver sig i hans Haand. En lidt ynkelig Rolle er der tildelt ham — en Tjener, der staar ved Døren og venter et Vink af vor Haand. At ville vinde Mennesker ved Gerningernes Vidnesbyrd er at ville vinde dem for det, vi selv er vunden for, nemlig Selvdyrkelsen. Gud er afskaffet — undtagen som brugbart Middel til vore Formaals Opnaaelse.

En indgroet Mistillid til Gerningernes, til Livets ”Vidnesbyrd” er derfor alt, hvad jeg kan byde Dem. Gerningerne kan vidne, de vidner uafladeligt og utilsigtet om os, men helt igennem om os. Om det Liv, der er i os, saa er af Gud eller af Fanden, kan de intet sige om. Vi kan i hvert Fald ikke bedømme det.

Ovenfor er tilføjet en Note, om Forstaaelsen af Ordet from i en bestemt Sammenhæng. Svarende dertil kan maaske her indskydes, at vel kan man naturligvis med en falsk Tankegang handle sandt og med en sand Tankegang handle falsk, men den her beskrevne Cirkel, Selvdyrkelsen er uundgaaelig, naar man, som det bestandig sker, søger ind bag Gerningen selv til et Liv bagved, som er det væsentlige. Denne Indstilling fortegner og miskender paa afgørende Maadel Menneskets Situation. Det er en hedensk Betragtning, der gør Mennesket til Besidder af noget uforgængeligt, et Liv, som skal plejes, som bliver og vokser (eller sygner hen) ”bag” Gerningerne. Kristelig set er Mennesket ikke Ejer af noget Liv. Gud er Herre over dets Liv eller Død, Gud raader uindskrænket over dets Fremtid. Mennesket har kun sit Nu og er i dette Nu ved at være konfronteret med ”Ordet” og derigennem med sin Næste tiltalt af Gud. Dette Nu bliver derfor Afgørelsens Nu, hvor man bestandig paa ny afgør sig for eller imod Gud, og denne Afgørelse ligger i hele Menneskets Holdning, altsaa i selve Gerningen, der er intet bag den at søge. Vel taler Ny Testamente om et ”nyt Liv”, som de kristne ”ejer”; men med dette Liv forholder det sig paa en særlig Maade. Det kan ikke paavises i os og maa ikke sammenblandes med noget i os. Alt, hvad der lever og rører sig i os, er ”dette Liv”, d. v. s. det, som skal dø. Det nye Liv, Opstandelsens Liv er paa en vis Maade slet ikke til. Om det kan vi kun tale ved at tale om det, som er udenfor os, nemlig om Kristus.

Et Vidnesbyrd om Kristus og om Livet i ham, som er det eneste, der skal vidnes om, kan Gerningerne ikke give. De hører hjemme paa denne Jord, blandt denne Verdens og dette Livs Retfærdighed eller Uretfærdighed, hernede har de deres Plads, men om Menneskets Stilling overfor Gud kan de intet sige, herom maa alene Ordet vidne, og det dømmer Mennesket med hele dets Liv uden Undtagelse syndigt og viser hen til Frelsen i Kristus. Det er ikke Stedet her at gennemgaa den lutherske Retfærdiggørelseslære. En Antydning maa være nok. ”Det er — sagt tilstrækkeligt, hvorledes alle Mennesker er underlagt Synd og Fordømmelse med hele deres Liv, ogsaa det, som for den hele Verden kaldes godt og prisværdigt og dertil maa siges at være levet efter de 10 Bud. Naar det er sandt, hvor bliver da (vor) Retfærdighed, eller hvorledes skal man naa til den? Kristus giver Svaret her: Det er (din) Retfærdighed, at jeg gaar til Faderen. Dér maa du søge og finde den — ikke hos dig selv eller paa Jorden hos Mennesker, de være hvem eller hvordan de vil; thi de kristne skal ikke vide af nogen anden Retfærdighed, hvormed de kan bastaa for Gud og (af ham) blive kendt retfærdige, opnaa Syndernes Forladelse og evigt Liv, end denne Kristi Gang til Faderen — — — — Men en saadan Retfærdighed er ganske hemmelig og skjult ikke alene for Verden og Fornuften, men ogsaa for de hellige. Thi den er ikke en Tanke, et Ord eller en Gerning i os selv (som Sofisterne har drømt om Naaden, at den er en Ting, der er indgydt i vort Hjerte), men den er helt udenfor og over os, nemlig Kristi Gang til Faderen (det er hans Lidelse og Opstandelse og Himmelfart), og dette tilmed lagt udenfor vor Sans og vore Øjne, saa at vi ikke kan se og føle det, men det maa alene gribes med Tro paa Ordet, som forkyndes om ham, at han selv er vor Retfærdighed, som Paulus siger 1.Kor.1,30, at han er blevet os Retfærdighed og Helliggørelse fra Gud, for at vi overfor Gud ikke skal rose os af os selv, men alene af denne Herre” (E. A. 50 s.60f.).

Her, hvor det drejer sig om Mennesket overfor Gud, har Gerningerne altsaa intet at gøre, de maa blive paa Jorden, hvor de hører hjemme.

Naar jeg stadig vender tilbage til Luther, er det, fordi han har arbejdet mere end andre med disse Spørgsmaal og talt kristelig sandt om disse Ting. At oprulle hele Spørgsmaalet om Forholdet mellem Tro og Gerninger hos Luther er jeg her ikke i Stand til, men skal dog ikke forholde Dem nogle Eksempler, som synes at modsige alt det her sagte.

Det første er taget fra en Prædiken om Boden fra 1518 og taler i helt andre Toner om Gerningerne og om Eksemplet: ”Angeren kendes ved at beskue og betragte den saare skønne Retfærdighed, hvorved enhver, som fordyber sig i Retfærdighedens store Skønhed, kommer i glødende Begejstring og rives hen mod den og begynder med Salomon at blive en Elsker af Visdommen, hvis Skønhed han har set (Salomos Visdom 7). Dette skaber den sande angrende, fordi det sker af Kærlighed til Retfærdigheden, og disse er værdige til Absolutionen. For Eksempel: Hvis du vil angre Vellyst, da skal du ikke begynde med at opregne dens Laster, Hæslighed og skadelige Følger; thi det vil ikke holde længe, da det kun er en Anger, som er kunstig fremtvunget af Lovens Bud.

Men ret dit Blik paa Renhedens Skikkelse og dens herlige Goder, saa at den maa blive dig inderlig kær.

Men denne Regel skal forstaas saaledes, at Betragtningen af Dyderne sker paa dobbelt Vis.

1) (abstrakt) — — — —
2) I Enkeltheder eller ved noget andet; det vil f. Eks. sige, at du betragter Mennesker, som straaler af saadan Dyd, blandt hvilke Kristus er den første Skikkelse af alle, dernæst de hellige i Himlen. Men paa den uudviklede og Begynderen gør især Eksempler fra Nutiden og hans egen Tid Indtryk. Besku derfor Kyskheden hos Jomfruer og uskyldige Ynglinge, indtil det giver et Suk i dig ved Synet af dens Herlighed. Saadan ogsaa med Renhed, Kærlighed, Taalmodighhed og alle de øvrige Dyder. — — — —

Det er nemlig et Kendetegn paa sand Anger, hvis du ved Betragtningen af et rent, ydmygt, velvilligt Menneske sukker af Hjertet, fordi du ikke er saadan.

Saaledes beder ogsaa Kirken, at Gud vil bringe os paa Fode ved hans hellige Eksempel …

Saaledes sker det ved Guds forunderlige Visdom, at ingen lever et godt Liv til Gavn for sig selv alene. Og oftere sker det, at gode Mennesker gavner andre uden selv at vide af det, ja, de véd det næsten aldrig selv, thi medens de bare gaar deres Gang, kommer andre ved deres Ord og Liv i en underlig Sindets Rørelse. Endelig lever ogsaa Børnene saaledes for os, at de paa den sødeste Maade er en Anbefaling for Uskyldighedens Skikkelse og kalder os til Bod. Det er altsaa ikke saadan, at du kan klage over, at du mangler levende Eksempler paa Dyderne. Se bare paa Børnene, som Kristus har lært, da han stillede det lille Barn frem for sine Disciple (Matth.18,2).

Dette er den elskelige, sande, sikre og af Aanden fødte Bod”. (cit. efter Lutherbogen s. 32f.).

Det er blevet fremhævet (af daværende Professor Ammundsen), hvorledes dette svarer ganske til moderne Ungdomsforkyndelse. Først vækkes en Kærlighed til Idealet, saa en Stræben efter det, et Sammenbrud, dernæst Griben af Syndernes Forladelse i Tro og paa Grundlag deraf en ny Stræben.

Selv om man har svært ved ellers at finde Berøringspunkter mellem Luther og moderne Forkyndelse, synes dette uimodsigeligt, indtil man standser ved det, der ligger snublende nær, at det hele Afsnit staar i en Prædiken om Boden, at den Retfærdighed, der nævnes, er et Bud, ikke et Ideal. Der bliver ikke Tale om en Stræben, men om Dom. Der er slet ikke Tid levnet til nogen Stræben. Der er i et Glimt vist, hvad det Bud gaar ud paa, som skulde have været opfyldt. Det er ikke opfyldt, Dermed er Dommen fældet, Guds Vrede, hans Forkastelsesdom over os, og den skal ingen Stræben og ingen Bod kunne fjerne. Idealet lokker og drager, men dømmer ikke — trods Smerten over Afstanden. Budet kræver og dømmer.

Et lignende Eksempel — denne Gang fra Sosimas belærende Ord (Brdr. Kararnasov II 56): ”Ta hver dag og time, hvert minut dig selv i øiesyn og agt paa, at dit billede er skjønt. Der gaar du for eksempel forbi et lille barn i vrede, med stygge ord, med ondt sind; du har kanske ikke engang lagt merke til barnet; men det har set dig, og det stygge, ugudelige billede av dig blir kanske igjen i dets værgeløse lille hjerte. Du vet ikke engang om det, men kanske har du alt derved saadd et slet frø i barnets sind, og du skal se at frøet vokser op, — det hele fordi du ikke tok dig iagt overfor barnet, fordi du ikke har opdraget den omsigtsfulde, aktive kjærlighet i dit indre. Brødre, kjærligheten er en lærerinde, men man maa forstaa at erhverve den; for den er vanskelig at erhverve, den kjøpes dyrt, med langt arbeide og gjennern lang tid; for man maa ikke bare elske for øjeblikket, tilfældig, men for al tid. Tilfældig kan jo hvermand, ogsaa forbryderen, føle kjærlighet”.

Hvad er det, det lille Stykke navnlig fremhæver: alts Sammenhæng, hvordan vore Skæbner er vævet ind i hverandre, Næsten, vor Andel i hans Skyld, fælles Ansvar, fælles Skyld.

Fordi disse 2 Ting er forsvundne, fordi vi i Stedet for Budet har faaet Idealet, i Stedet for Erkendelsen af Samhørighed med Næsten, vor egen Stræben efter Idealet, der skiller os ud fra ham, lader os trampe vor egen Vej frem, henover og ligegyldig for Næsten, derfor er vor Stræben efter at vidne gennem vore Gerninger blevet falsk, blevet Selvdyrkelse.

Fælles for de 2 Eksempler er, at de taler om Mennesker, der ikke vil eller skal være Eksempler, men ”bare gaar deres Gang” og dermed uafvidende, og enten de vil eller ej, vidner om sig selv. Træet kendes på Frugterne, ikke paa det Flitterstads, som hænges paa det, for at det skal prange dermed. Ved det tilsigtede Vidnesbyrd gør vi os til noget andet, end vi er, og vi skiller os ud fra, løfter os op over vor Næste; han bliver den, vi skal belære, vidne for, ikke den, vi skal leve med. Og vi paatager os at ville gøre Guds Gerning i et andet Menneske, den, han nok selv skal passe, og som vi skal holde Fingrene fra. At disse Mennesker i Luthercitatet faktisk ”vidner”, er levende Anskuelsesbilleder paa Budets Indhold, er noget ganske andet, og noget de ikke beskæftiger sig med eller i mindste Maade er Herre over. De passer deres og gaar deres Gang, at deres Færd i et givet Øjeblik bliver levende Tale, har de for saa vidt ikke noget med at gøre. Der er her en Parallel til Ordet i Forkyndelsen. Hvert Ord, vi siger, er vort d.e.: menneskeligt, verdsligt, ikke i Stand til at gøre Guds Gerning, naar han ikke i, med og under og trods dette vort Ord selv taler sit.

Skal vi da ikke gøre gode Gerninger? Naturligvis skal vi det. Det er en Selvfølge, som det er overflødigt at spilde Ord paa; men vi skal ikke tillægge disse Gerninger større eller anden Betydning end den, de har. Hr. Petersen er en hæderlig Kusk, men begynder han at anse sig selv for Napoleon og optræde som Kejser, spærrer vi ham alligevel inde. En Omgang Luther kan hjælpe til en ædruelig Betragtning af Gerningerne og kan ogsaa være nyttig paa anden Maade. Man er saa tilbøjelig til at tage Ord fra et Omraade og overflytte dem til et helt andet uden at agte paa den Forandring af deres Indhold, som derved fremkommer, saa samme Ord kommer til at dække over vidt forskellige Ting. Det, der borgerlig talt, og det, der kristelig talt, kaldes gode Gerninger, er ikke det samme. Gerningerne er de samme, Navnet det samme, men Indholdet alligevel vidt forskelligt.

Borgerlig talt er Gerningerne gode i sig selv, men kristelig talt er de slet ikke gode, for Gud er de kun grove Synder, ved dem bliver vi hverken værre eller bedre. Overfor Gud maa vore Gerninger holdes ude. Der gælder kun Kristus og hans Retfærdighed. Naar Gerningerne alligevel kaldes gode, har de deres Godhed ikke i sig selv, men i Guds Tilgivelse som et Laan fra Kristus. Troen, der i Ordet griber Syndernes Forladelse og Kristi Retfærdighed, er det Moment i enhver Gerning, der alene gør den god.

Deraf følger, at al Forskel mellem Gerningerne falder bort, der er ingen særlig kristelige Gerninger. Noget af dette laa vel i den Formulering, man først havde givet Emnet: saakaldte gode Gerninger. Kærlighedsgerninger og Bøn er saa verdsligt som at spise og sove. Uden Syndernes Forladelse er intet af det, et Menneske foretager sig, godt, omvendt gør Syndernes Forladelse alt, hvad Mennesket foretager sig, til gode Gerninger. De særlige Fromhedsgerninger kan være de mest bedærvede, fordi de mindst af alt vil indrømme, at de ikke har deres Godhed i sig selv, og — fordi de er selvvalgte. Gud skal man tjene ikke efter sit eget Hoved, men efter hans Bud.

Mens det for vor Bedømmelse af Gerningerne, som er den almindelige borgerlige, ingen Rolle spiller, er det for Luther det andet Hovedmoment ved Bestemmelsen af, hvad en god Gerning er, at den holder sig til Guds Bud, ikke gaar udenom eller udover det. Det andet Hovedmoment eller snarere det første og eneste. Det førstnævnte: i Troen at gribe Syndernes Forladelse og Kristi Retfærdighed er nemlig at opfylde det første Bud, der ligger bag alle de øvrige, at give Gud al Æren og ene holde ham for Gud.

For os har Kristus opfyldt Loven. Naar vore Gerninger derfor skal holde sig til Guds Bud og anerkende dette, skal de for det tredie være alene vor Næste til Gavn.

I nogle Bemærkninger i en Adventsprædiken har vi alt dette samlet: ”Nu spørger du maaske, hvilke de gode Gerninger da er, som du skal øve mod din Næste. Saa er Svaret, at de ikke har noget Navn; men ligesom de gode Gerninger, som Kristus gør for dig, ikke har noget Navn, saaledes skal og maa de gode Gerninger, som du skal gøre for din Næste, heller ikke have noget Navn.

Hvorpaa skal man da kende dem? Svar: Derfor har de ikke noget Navn, for at der ikke skal opstaa en Forskel og Deling, saa at du skulde gøre nogle og undlade andre; men du skal give dig helt og fuldt til (din Næste) med alt, hvad du formaar, ligesom Kristus (ikke har tjent dig med Faste, Bøn og specielle Gerninger, men med alt, hvad han er og har. Hele Verden er fyldt med kristelige Gerninger, og dog sker ikke een god Gerning. Hvorfor? Fordi man med disse Gerninger vil tjene Gud og deri sig selv, tilmed med lutter fromme, men unyttige Gerninger, men) en Gerning kaldes god, fordi den er til Nytte for, gør vel og hjælper den, mod hvem den øves; hvorfor skulde den ellers kaldes god? (E. A. 10,2,22f.).

Saa mærk nu: for Gud og de afdøde hellige skal du ikke gøre noget godt, men kun hente, søge, bede og modtage godt fra ham ved Troen. Kristus har gjort og udrettet alt for dig, betalt for Synden, erhvervet Naade, Liv og Salighed, lad ham være dig nok — — Derfor lad alt, hvad du kan gøre og dit hele Liv være rettet derhen, at det er godt; men (kun) da er det godt, naar det er til Gavn for andre Mennesker og ikke for dig selv — — Finder du en Gerning hos dig, som du øver for med den at tjene Gud eller hans hellige eller dig selv, og ikke blot og bart din Næste, saa vid, at den Gerning ikke er god”. (s. 25).

Det er en anden Forskel paa Idealets og paa Troens gode Gerninger. Ved Idealets Gerninger vokser vi. Troens gode Gerninger er spildt. Ved dem bliver vi ikke til noget, hverken for Gud eller Mennesker. Træet bærer Frugt, men Frugterne er for andre, for Dyr og Mennesker, ikke for Træet selv.

Foredrag holdt i Den kristne Medicinerkreds Decbr. 1930 (med senere Tilføjelser)
N. O. Jensen.