Kristendom og danskhed
Af Søren Krarup, Tidehverv, 2012, nr. 10, december, s.177-178.
For et par måneder siden var jeg tilhører til en debat i det liberale Cepos om Danmarks nyere historie. Den ene deltager i debatten var Politikens chefredaktør Bo Lidegaard, og her fik man endnu en gang lejlighed til at høre den kulturradikale fortælling om det 20. århundredes Danmark, som Lidegaard har leveret i sin bog "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede".(Jvf. Tidehverv jan. 2012).
Jeg må tilstå, at jeg hørte på fortællingen med det dybeste ubehag, for ikke at sige lede. Her fik Systemet Politiken lejlighed til at forkynde sit evangelium om P. Munchs absolutte retfærdighed og socialdemokratismens højere ret og forsvarsnihilismens og samarbejdspolitikkens og EU-politikkens ubestridte sandhed. Jeg sagde til mig selv: Hvem skulle tro, at denne ideologiserende og harmoniserende forkynder af kulturradikalismens Danmarks-billede er søn af en præst, den hæderlige Mads Lidegaard, som jeg kendte en smule til fra Studenterkredsen? Ikke antydning af tøven vedrørende humanismens evangelium og P. Munchs kapitulation omkring 9. april og europaternes foragt for Danmark som nation og radikalismens etablering af en indvandring, som i sig rummer danskernes fremmedgørelse i deres eget land.
Hvor der dog var grund til en anden fortælling om det 20. århundredes Danmark!
Og så spurgte jeg mig selv: Hvem kan fortælle den? Hvor har der i det 20. århundredes Danmark lydt en tale, som sagde sandheden om arten af P. Munchs kulturradikalisme, om socialdemokratismens falske verdensbillede, om menneskelivets virkelighed? Hvem har i de sidste hundrede år i Danmark været sandhedens og virkelighedens røst?
Jeg lod endnu en gang tankerne løbe tilbage over Danmark i det 20. århundrede - og så sagde jeg til mig selv, ja, hvorfor ikke indrømme det: Eet sted har der i disse snart hundrede år lydt en røst, som sagde sandheden. Som forkyndte kristendom i en dansk kristenhed, der sentimentaliserede evangeliet. Som forkyndte et dansk menneskelivs fordring og virkelighed i et Danmark, der under besættelse og efterkrigstid løb fra danskhedens egentlighed og indhold. Som fastholdt eksistensens art og alvor i et opgør med humanismens menneskeforagt og kulturradikalismens virkelighedsflugt.
Ja, jeg sagde til mig selv: I snart hundrede år har Tidehverv været opgørets og virkelighedens stemme i Danmark, og der har egentlig ikke været noget andet sted, hvor sandheden blev sagt.
*
Jeg taler med en vis erfaring. For ikke at sige autoritet. Jeg har hørt og oplevet Heje og Olesen Larsen og Gustav Brøndsted i efterkrigstiden og har haft lejlighed til at studere deres indsats i mellemkrigstiden. Jeg har på nærmeste hold oplevet Tidehvervs indsats under besættelsen og hørt dets undsigelse af samarbejdspolitik og national virkelighedsflugt. Jeg har fulgt Olesen Larsens opgør med Løgstrups humanisme, forklædt som kristendom, og hørt Tidehvervs opgør med Hal Kochs og allieredes demokratisme. Jeg har også fulgt Olesen Larsens og andre tidehvervsfolks undsigelse af den menneskeforagt, der ligger i behandlingsfilosofien, og som har frataget den enkelte hans og hendes menneskeværdighed. Jeg har oplevet og deltaget i kampen mod foragterne af dansk eksistens og suverænitet i efterkrigstiden og søgt at forsvare Danmarks selvstændighed i forhold til en overnational europæisme. Jeg har oplevet og deltaget i opgøret med en totalitær humanismes dyrkelse af menneskerettighederne, som førte til den udlændingelov af 1983, der lægger op til at gøre danskerne til et mindretal i Danmark.
Jo, det er Tidehverv, der i snart hundrede år har været sandhedens røst i dette land.
Eet sted er det blevet sagt. Eet sted har man ikke ladet sig skræmme af kulturradikalismens overmagt og trang til at tyrannisere den offentlige mening i Danmark. Når jeg læser Bo Lidegaards kulturradikale skønmaleri og oplever hans virkelighedsforfalskning af det 20. århundredes Danmark, så siger jeg faktisk til mig selv: Jo, eet sted er den danske virkelighed blevet hævdet. Eet sted har man turdet sige det, der blev undertrykt og forfulgt i Systemet Politikens Danmark.
Fra årti til årti, fra år til år, ja fra måned til måned er der i dette land blevet sagt og skrevet og hævdet og fastholdt, hvad kristendom og danskhed udtrykker, dette, der er kernen og indholdet af dansk ånd og identitet, og på et eller andet tidspunkt er det nødvendigt at sige denne sandhed. Tidehverv har skrevet en ganske anden åndshistorie og danmarkshistorie end Systemet Politiken. I Tidehverv er det fornødne blevet sagt. Det går op for den, der ser tilbage på det 20.århundrede. Og at magthaverne har lukket øjne og øren for dette fornødne, ændrer selvsagt ikke ved forholdet.
Jeg kommer til at tænke på Tage Schack. Set i denne sammenhæng var der noget rammende i, at han blev skudt af hipo-folk 9. april 1945. Han havde fornærmet dem ved at holde en saglig, evangelisk begravelsesprædiken over den enes mor, der var blevet dræbt af modstandsfolk på Sundby hospital. Men det kunne lige så godt have været kulturradikale, der havde villet likvidere ham. Tage Schacks forfatterskab er et opgør med Systemet Politiken i mellemkrigstiden - dybtgående, principielt og med stor kærlighed til kristendom og danskhed. Hans afhandlinger blev udgivet efter befrielsen, og man læser ikke andetsteds en tilsvarende kulturkritik af et Danmark, der havde gjort P. Munch til profet og som følgerigtigt oplevede en 9.april 1940.
Det er derfor også følgerigtigt, at Tage Schack var en af de første, som sagde fra over for den samarbejdspolitik, der var P. Munchs fortsættelse efter besættelsen. "Vi har sjældent læst noget, der i den grad er egnet til at bestyrke vort folk i den udbredte, neutrale selvretfærdighed", skrev han i Tidehverv juni 1941: "at vi er altfor kloge, kultiverede og fredskærlige til at være med i krigen, medens de andre i grunden må være tåbelige og brutale, når de sådan vil slås - bestyrke os i, at det er fint at være udenfor: uden for lidelsen, uden for skæbnen, uden for skylden".
Og jeg kommer til at tænke på Olesen Larsen, der som den første i Danmark læste Søren Kierkegaard til opbyggelse, inderligt, indtrængende, og som derfor i 1930´erne gjorde op med kristendomsforfalskningen i den danske kirke, og som lige så følgerigtigt gjorde op med historieforfalskningen og kulturradikalismen under besættelsen i synet på historie og folkeliv, og som - sammenhængen er ikke tilfældig - fortsatte dette opgør i efterkrigstiden i et opgør med menneskebehandling og objektivisering ("Videnskaben og Mennesket", 1953). Hans enestående, samtidskritiske forfatterskab er udgivet i "At være Menneske I-II", 1967.
Og hvem var det, der sagde fra over for den dyrkelse af demokratiet, som er demokratisme, og som under besættelsen kunne bruges til at flygte fra virkeligheden og ind i samarbejdspolitikken - Hal Koch og Dansk Ungdomssamvirke? "Jeg har ingen sympati med den form for historiske foredrag, der er så gængs for tiden, hvor man bruger historien i øjeblikkets tjeneste. Disse store tilbageblik over fortiden eller denne fremhævelse af enkelte glimrende mænd skal kun tjene til at bestyrke os i, hvilket fremragende og dygtigt lille folk vi i grunden er, når vi selv skal sige det, og dermed tjener de kun til at fordærve vor sans for historien og til at forplumre det opgør, tiden rummer. Man kan nu en gang ikke klare nutiden ved at begynde at tale om fædrenes bedrifter i fortiden". (Vilh. Krarup i Tidehverv jan. 1942).
Det var ikke nogen tilfældighed, at Tidehverv tidligt var opgøret med samarbejdspolitikken og dermed var modstandsbevægelsen i forkyndelse og handling.
Det var ikke tilfældigt, at Tidehverv i efterkrigstiden var opgøret med videnskabens og demokratismens menneskeforagt.
Det var ikke tilfældigt, at Tidehverv var opgøret med den nye samarbejdspolitik, som samlede sig om EF.
Det var ikke tilfældigt, at Tidehverv var førende i den nationale modstandskamp mod den kulturradikalisme og socialdemokratisme, som skabte indvandringspolitikken.
Nej, eet sted i Danmark har der i snart hundrede år lydt en tale, som er opgøret med kulturradikalismens foragt for kristendom og danskhed, for Danmark og danskerne. Lad os kun sige det ligeud, når vi oversvømmes af Systemet Politiken eller kulturradikalismens selvretfærdighed og historieforfalskning. Der kan skrives en noget anden danmarkshistorie i det 20. århundrede end Bo Lidegaards.
Der er et ganske bestemt sted, hvorfra den kan skrives, så at det egentlige og afgørende i dette folks liv og virkelighed bliver fortalt.
Søren Krarup.
Tidehverv -
1. januar 2013 træder jeg tilbage som redaktør af Tidehverv og afløses af: Agnete Raahauge.
Som medudgivere figurerer: Claus Thomas Nielsen, Christian Langballe, Monica Papazu, Katrine Winkel Holm, Elisabeth K. Jensen, Morten Brøgger og Jesper Bacher.
Søren Krarup.