Kierkegaard, den danske Jonas

Af Monica Papazu, Tidehverv, 2013, nr. 6, juni, s.93-98.

”Herrens Ord kom til Jonas, Amittajs søn, således: »Stå op og gå til Nineve, den store Stad, udråb over den, at deres Ondskab er kommet op for mit Åsyn« (Jonas 1,1-2). Kierkegaard er Danmarks Jonas i midten af 1800-tallet. Kierkegaard har, ligesom Jonas, hørt Guds ultimatum. Han rejste sig for at få sine landsmænd til at høre Guds sande Ord – han gav sit liv for det. Åbenbaringen er Guds Orden, som bygger en orden op i mennesket – den eneste orden, som kan være i mennesket. Der findes ikke nogen anden frelse end ved troskaben mod den døde og opstandne Kristus. I 1800-tallet, som i et hvilket som helst andet århundrede, skal den kristne for at vorde kristen blive samtidig med Jesus Kristus.

Dette er Kierkegaards kompromisløse lære. For at formulere denne lære og for at give den menneskeligt kød og blod opfandt Kierkegaard en ny form for tænkning og skabte et kolossalt og mangfoldigt værk. Alt dette uden mindste succes. Da Jonas kom ud af den store fisks bug, lykkedes det ham at få Nineve til at omvende sig. Så længe han levede, var Kierkegaard alene, ligesom Jonas i hvalens bug. Danmark har ikke villet forstå ham. Danmark omvendte sig ikke. Danmark havde ikke brug for Kierkegaard. Danmark var allerede fredeligt i gang med socialt fremskridt, med den skandinaviske socialisme, med andelsbevægelsen, hvad for Kierkegaard var fløjtende ligegyldigt”.

Danmark fulgte ham ikke!

I disse bevægede ord skildrer den franske filosof Georges Gusdorf (1912-2000) Kierkegaards mission og skæbne i sin meget smukke bog fra 1963 (Kierkegaard, Paris, Editions Seghers, ss.25- 26). Gusdorfs ord er stadig aktuelle. Som Kierkegaard er aktuel. Altid presserende aktuel. For han – og Dostojevskij i øvrigt – talte det evige ind i menneskelivet, prædikede til omvendelse og forudså med profetisk klarsyn fremtidens vildfarelser og rædsler, som mennesket uden Gud går i møde: relativismen, totalitarismen, de store ideologier, ideologiernes betonsprog, slagordene, ordene tømt for indhold, den uafbrudte sladder og sludder, pressens (massemediernes) fordummende, åndløse karakter, nihilismen, angsten og fortvivlelsen under overfladen af det overfladiske liv. Afkristningen.

Og dog var der noget, som end ikke Kierkegaard måske helt forudså, da han angreb dagens præstestand, hvis ord var blevet til ”flatus vocis” (tomme lyde): Nemlig at selve ordlyden, symbolet, dogmet, ”horos”, den sidste grænse, vil skride; at der vil komme en dag, hvor man, efter at have tømt ordene for ånd, vil tage selve ordene bort og erstatte dem med hedensk visdom, det vil sige med dagens ideologi. For det må man gøre sig klart: Kierkegaard har ikke forkyndt en ”ny” kristendom, men den mest fundamentale, klassiske kristendom; enfoldig, med linjer, som går så langt tilbage som til eneboerne i Egyptens ørken og til kirkefædrene, og med den umiskendelige farve af folkelig fromhed. Kierkegaard har aldrig fjernet sig fra dogmet, og Paradoxet er just det, som dogmet slår fast:

”Idet vi tilslutter os de hellige fædre i bekendelsen af en og samme Søn, vor Herre Jesus Kristus, lærer vi alle grundigt, at den samme er fuldkommen i guddommelighed og også fuldkommen i menneskelighed.

Den samme i sandhed Gud og menneske med fornuftudrustet sjæl og legeme.

Af samme væsen som Faderen ifølge guddommelighed og af samme væsen som os ifølge menneskelighed.

I alle ting som os, dog uden synd.

På den ene side værende født før alle tider af Faderen ifølge sin guddommelighed, men ved dagenes ende, for vor skyld og for vor frelses skyld af jomfru Maria, Gudfødersken, ifølge menneskelighed” (Kalkedon, 451).

Dogma er det, der må tros: ”der maa en Aabenbaring fra Gud til for at lære det faldne Menneske, hvad Synd er, hvilken Meddelelse saa, ganske conseqvent, maa troes, da den er et Dogma. Og det forstaaer sig, Paradoxet, Troen, Dogmet, disse tre Bestemmelser danne en Alliance og Overeensstemmelse, der er det sikkreste Hold og Bolværk mod al hedensk Viisdom”, skrev Kierkegaard (Sygdommen til Døden, SV3, 15,149).

Det er det dramatiske i dogmet – den evige Gud, som lader sig føde, ja, som ”bliver til” – dette forstandens kors, troen omfavner. De to linjer, den vertikale og den horisontale, som mødes i Jesus Kristus, i ét punkt, et øjeblik, tidens fylde, et centrum, som mennesket fordres til at antage som sit livs centrum.

På 200 års afstand kan man alligevel spørge sig selv, om Kierkegaards permanente insisteren på Paradoxet ikke på samme tid var en markering af troen såvel som af dogmet, som må antages i hele dens radikalitet; om hans understregning af Paradoxet ikke rummede en intuition om, at dogmebevidstheden selv var svækket. For dogmet må absolut tros.

*

Aldrig har man talt så meget om Kierkegaard som i jubilæumsåret 2013. Men hvad beskæftiger man sig mest med? Søren og Regine, det anekdotiske stof, den gådefulde romantiske historie (f.eks. Joakim Garff). Man bruger stor viden, reel forskning, dissekerer Kierkegaards liv, sætter hans sjæl under mikroskop, fortæller (Peter Tudvad) om den ”uhyggelige” Kierkegaard og hans ”uhyggelige kristendom” (så er man med på noderne, i overensstemmelse med ”tidens fordring”, for det er det, det til syvende og sidst drejer sig om). Man gør reklame for ”lidenskabernes tænker” (Pia Søltoft, Søren Kierkegaard Forskningscenter): ”Lidenskaber” i flertal vel at mærke, så kan alle være med og blive bekræftet i deres lidenskaber – at ”lidenskaber” hos Kierkegaard sagtens kan være ”sorte” eller ”raae”, at der kan være tale om ”Lidenskabens tøilesløse Begjæring” og ”aandelige afskyelige Lidenskaber” (dvs. synder), og at ”lidenskab” med positivt fortegn hører ind under ånd og primært handler om ”troens lidenskab”, den ild i menneskets hjerte såvel som i dets tanke, det behøver man jo ikke ligefrem bringe på bane. Man lancerer den store ”forfører” – i Don Juans forstand, det forstår sig, ikke i den subtile forstand, som gælder for pseudonymerne, der ligesom apostolske ”menneskefiskere” sendes ud på mission. Og midt i fejringen, for at sætte trumf på det hele, genudgiver Gyldendal til oktober Georg Brandes’ gamle ”kampskrift” om Kierkegaard, der, som Brandes tilstod, blev skrevet for ”at hæmme hans indflydelse” (brev til Nietzsche, 11. januar 1888).

*

At genudgive Brandes’ Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i Grundrids er at markere, at jubilæumsåret er en fejltagelse, at der ikke er noget at fejre, og egentlig at Danmark ikke har brug for Kierkegaard.

I denne bog fra 1877 er Brandes’ ærinde fuldstændig evident. På trods af den begavelse, endda det ”geni”, som Brandes indrømmer Kierkegaard, er Kierkegaard i hans øjne en åndelig dværg:

”Det lader sig neppe nægte: der slaar os et Pust fra Hosekræmmerbutikens indelukkede Luft imøde fra Kierkegaards Skrifter, der med al deres Dybde, Skarpsindighed og Varme har en saa snever aandelig Synskres […] den med al sin Begavelse uselvstændige, lige akkurat fra Træhesten frigjorte Almuesmands sky Ærefrygt for det hele overjordiske og jordiske Politi, der møder os i den overdrevne og anstrengte Ærbødighed for Konge og Kancelli, Censorer og Ministre, Ekscellencer og Bisper, af hvilken Kierkegaard næsten hele sit Liv igennem gør Profession”.

Sådan er den Kierkegaard, som Brandes præsenterer: Et uoplyst bondsk gemyt, som ikke har frigjort sig fra århundreders trældom, en ”uselvstændig” natur, karakteriseret ved en ”Underkastelses- og Underdanigheds-Aand”, et offer for de ”Lakaj-Dyd[er]”, som han blev opdraget i. Skulle dette virke for stærkt, sørger Brandes at mildne sit udtryk – men med endnu et nedsættende udsagn: ”Han var […] altfor sværmerisk anlagt til at han nogensinde kunde blive et plat underdanigt Menneske”. Hvorefter Brandes roligt vender tilbage til underkastelsesmotivet: der var hos Kierkegaard ”et næsten østerlandsk Hang til at underkaste sig i Pietetens Afhængighed”, han havde ”et lidenskabeligt Hang til Overtro”. Som discipel af den franske Oplysningstid bruger Brandes ordene ”overtro” og ”fordomme” som synonymer med ”pietet”, altså med kristentroen.

Atter og atter vender Brandes tilbage til det uoplyste og tilbagestående hos Kierkegaard, atter og atter til Kierkegaards ”mangler” i karakter og tænkning og ”begrænsninger” i forståelsen: Mangel på sans for naturen såvel som for historien; ”den fuldkomne Mangel paa Sans for Historiens Udviklingsgang”, ”Mangel paa Virkelighedssans overfor hans Samtid”, mangel på ”Sans for det, som var i Frembrud og Gry”, ”Mangel paa Evne til at begribe en i streng Forstand moderne Idé”. Det, som Brandes bebrejder Kierkegaard, er, at han tænker anderledes end Brandes gør – dette er målestokken, og det er fra dette standpunkt, at Kierkegaard bliver bedømt.

I virkeligheden er Brandes’ ”videnskabelige” bog om Kierkegaard en anvendelse i praksis af Brandes’ ideologiske program fra efteråret 1871: ”at standse Reactionen”, at udbrede ”Fremskridtsideerne”, at bekæmpe ”alle domfældte Traditioner” (Indledning til Emigrantlitteraturen). I denne kamp er det Brandes magtpåliggende at understrege det tilbagestående hos Kierkegaard, som endnu ikke véd, at videnskaben har gjort op med religionen, og at ”hans Gudsbegreb kun beroer paa menneskeligt værdifulde Egenskaber, som han har forgudet”, og at hans syn på mennesket og historien er dybt forældet. For hvordan ser Kierkegaard på historien og på menneskene, som handler deri? Han ser dem som frie! – ak, hvilken uvidenhed!

”Hvor han forkaster Historiens Filosofi”, skriver Brandes, ”gaar han ud fra et forudfattet Begreb om Viljens Frihed, der forlængst er opgivet i enhver videnskabelig Sjælelære, men der af ham i hans Egenskab af Teolog betragtes som utvivlsomt. Det frie Valg, det liberum arbitrium, som Kierkegaard taler om og tror paa, hører i Psykologien til samme Klasse, hvortil Varulvene hører i Zoologien, og med det falder selvfølgelig ogsaa Indvendingerne imod at en historisk Kendsgerning kan ske med Nødvendighed og mod Muligheden af at opdage historiske Love”.

Sådan taler en frihedens apostel: Mennesket er kun et stykke legetøj i hænderne på den mægtige determinisme, på historiens nødvendighed. Dette er videnskabens kolossale landvinding: opdagelsen af, at mennesket er ufrit, og at valget mellem godt og ondt er en illusion. Også deri følger Brandes uden at blinke den franske Oplysnings idéer (”Friheden, sådan som flere af skolastikerne forstod den, er virkelig en absurd kimære”; at påstå ”at mennesket er frit” er en ”tåbelighed”, skrev f.eks. Voltaire (note 1: Citeret af Xavier Martin i Nature humaine et révolution française: Du siècle des Lumières au code Napoléon, Editions DMM, 1994, s. 30). Naturligvis er sammenstødet mellem Kierkegaard og Brandes radikalt, for kristendommen lærer, at mennesket ikke er underkastet skæbnen, det blinde fatum, et eller andet biologisk, socialt eller historisk maskineri, men er en samvittighed (præcist modsætningen mellem determinisme og moralsk frihed er et af hovedtemaerne i Brødrene Karamazov). Med eftertidens erfaring må man jo understrege, at mens Brandes’ tro på historiens love ender i Gulag som et historisk ”nødvendigt” faktum, har Kierkegaards forståelse været til støtte for ethvert menneske, som under ”den videnskabelige socialismes” tyranni blev ved med at erkende modsætningen mellem godt og ondt og bestræbte sig på at adlyde sin samvittighed, dvs. forsøgte at bevare sig selv som menneske, og derved gjorde sin umistelige frihed gældende. – Jeg kan ikke lade være med at nævne, at mennesker som jeg voksede op i et land, hvor ethvert krav om frihed, så beskedent det end måtte være, blev mødt med: ”Hvad råber I om frihed? Friheden er at forstå nødvendigheden!” – det var præcist dette hegelske aksiom, Kierkegaard så klartseende gjorde op med i f.eks. Philosophiske Smuler (6,68-69 ff.) og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (9,129 ff.).

Der er ikke meget i Kierkegaards forfatterskab, der finder nåde for den store ”videnskabsmands” øjne (Brandes er nemlig et af de mest sigende eksempler på videnskabelighed som overtro eller, med Dostojevskijs udtryk, på ”pseudo-videnskaben”). Kierkegaards filosofi og hans insisteren på paradokset bliver ligesom friheden stemplet som en snart forældet tankegang: ”den Tid vil komme, da Filosoferne taler om det Paradokse og den Rolle, det har spillet, som Kemikerne nutildags taler om Flogiston (Antagelsen af et Brændstof som Grundstof i Legemerne)”. Med et retorisk trick, som han ikke bliver træt af at bruge, gør Brandes mine til at mildne sit angreb ved at nævne, at paradoks-læren dog ”indgyder […] Respekt, den Respekt som Sanddruhed og Ærlighed indgyder”. Det skal man ikke lade sig narre af, for i næste sætning trækker han denne respekt tilbage ved at tilføje Kierkegaard endnu et slag: ”hans Tanke […] var ikke normal, den var syg […] der var gaaet […] sværmerisk Begejstring i hans Tanke […] [der var gået] Inflammation i Tanken”.

Brandes’ fremgangsmåde er såre enkel: Han læser ikke værkerne på deres egne præmisser, går ikke ind i deres egentlige substans, men reducerer dem til den determinisme, som Kierkegaard påstås at have ligget under for: hans specielle natur, hans ulyksalige opdragelse (faderen og traditionernes åg) og hans kærlighedshistorie; eller han fokuserer på bøgernes æstetiske kvaliteter eller mangel på samme (og alt dette har ikke været uden følger for de efterfølgende tiders Kierkegaardforskning, som har fortsat den psykologiserende, biografiske og æstetiserende analyse). Altid nedladende, med udtryk såsom ”ulykken er, at …” eller ”den moderne Læser [kan] ikke undgaa at føle Sorg ved” … at se Kierkegaards talent bliver hæmmet af fordomme, hævder Brandes uafbrudt sin og modernitetens overlegenhed over for Kierkegaard, i hvis forfatterskab (f.eks. i Begrebet Angest), ”[m]idt under dybsindige, sjælekyndige Udviklinger falder de største dogmatiske Ufordøjeligheder som Klatter fra hans Pen”. Læg mærke til sætningskonstruktionen, for den er karakteristisk for bogen: Hvad Brandes rosende giver med venstre hånd (”dybsindige, sjælekyndige Udviklinger”), tager han væk med højre hånd – og dette lige straks (”de største dogmatiske Ufordøjeligheder som Klatter fra hans Pen”). Brandes véd ellers meget godt, at kristentroen ikke er en mængde blækklatter hos Kierkegaard, og at Kierkegaard ”fra sin tidligste Ungdom havde stillet sine Aandsevner i Kristendommens Tjeneste” – det er just det, Brandes bekæmper – men det grove udtryk er endnu en nedrakning af Kierkegaard.

I sit ”Had til Christendommen” fratager Brandes Kierkegaard al værdighed, al ære, al betydning – hans bog er ikke andet end én lang liste af nedsættende udtryk, utrætteligt gentaget i alle tonearter og perfidt pyntet med fraser om beundring for ”geniet”. Til sidst, i kapitlerne om Kierkegaards Efterladte Papirer og om Øieblikket, gør Brandes dog noget andet: Han indrullerer Kierkegaard som soldat i sit felttog mod Danmark og mod kristendommen. Så kan Kierkegaards smertefulde erfaringer i forbindelse med den forfølgelse, han blev udsat for fra Corsarens side, bruges til at stemple den danske ”Smaalighed, Misundelse og Forgudelse af Middelmaadigheden”. Men det er ikke kun det tilbagestående Danmark, Brandes vil give nådestødet, men også kristendommen: Til sidst, hævder kritikeren, har Kierkegaard selv set lyset og var klar til måske at tage det afgørende skridt ind i ”frihedens” rige, hvor Brandes selv befandt sig:

”Den bestaaende religiøse Tilstand var længst bleven holdt for værdiløs, set udenfra, fra Videnskabens humane Standpunkt. Af ham blev den angrebet indenfra, angrebet ud fra sit eget Ideal, maalt med sit eget Maal, og gennem hans Mund dømte og fordømte den sig selv.

Da Kierkegaard begyndte, syntes han at skulle blive den frie Videnskab den farligste Mand af alle. En Tænker af denne Rang og tillige en Prædikant! en Filosof saa stort anlagt som ingen før hos os, og Biskop Mynsters ydmyge Beundrer! Ved ham er der gjort Prøve. Han endte med selv at give sit Gudebillede Økseslaget. Ved ham er det danske Aandsliv drevet ud til den Yderlighed, hvorfra et Spring maa ske, Springet ned i Katolicismens sorte Afgrund eller hen paa den Pynt, hvorfra Friheden vinker”.

Er det det, Brandes har forstået af Kierkegaards kirkekamp, af hans livslange gerning for at omvende kristenheden til kristendommen? At han gav ”sit Gudebillede Økseslaget”, at han havde knust afgudsbilledet og var klar til at stille sig i det såkaldte ”fremskridts” tjeneste?!

Brandes’ Kierkegaard-bog er en perle af ideologisk læsning, som må have gjort mangt en marxistisk kritiker grøn af misundelse. For det er en bog, som konsekvent søger at neutralisere det kristelige indhold i Kierkegaards bøger (det er præcist denne type litteraturkritik, der blev praktiseret i Østlandene under kommunismen; præcist sådan blev Dante og enhver form for skønlitteratur med kristen substans læst), samtidig med at den advokerer for det mest avancerede, det mest ”videnskabelige” syn på mennesket, samfundet og historien. Når skrifter af denne art i Østlandene på barmhjertig vis har fået lov til at hvile på historiens losseplads, er det desto mere oprørende, at Brandes’ bog atter skal drages frem – som en lussing til Kierkegaard og som en hyldest til tidligere tiders usaglighed i ideologiens tjeneste.

*

Det, at Kierkegaard nu bliver gjort til genstand for så meget enten uvedkommende eller direkte fjendtlig omtale, viser nemlig, hvor præcis Kierkegaard var i sit anliggende: At genindføre kristendommen i kristenheden. Man afviser Kierkegaard, fordi man ikke ønsker at høre, hvad han siger, dvs. hvad kristendommen siger: At mennesket er en synder, at jeg er en synder. Når dette ikke vil forstås, så kan man heller ikke forstå noget som helst af kristendommen, for så er der ingen plads for frelsen – de raske har, som bekendt, ikke brug for læge. Og så er mennesket overladt til sig selv, til illusionen om at frelse sig selv og til det konstante nederlag at møde sin grænse.

Hvad er det, man helst vil høre hos Kierkegaard? Talen om ”subjektiviteten er sandheden” og det ”at vorde sig selv”, men just med den modsatte betydning af, hvad Kierkegaard forstod ved det. For ”Subjektiviteten er Usandheden” (6,18 ff.; 9,173-174): Mennesket er ikke sandhedens målestok, men den, som bliver målt med den absolutte sandheds målestok og fundet liggende i synden. Det er netop denne sandhed, som bliver meddelt udefra, det gælder om i troen at tilegne sig, således at ens subjektivitet, dvs. ens hjerte og hele ens liv, bliver gennemtrængt af den.

Ingen har beskrevet den falske subjektivitet og relativismens hvirvel i skarpere vendinger end Kierkegaard, for dette er det menneskes lod, som i disse ”frihedstider” har valgt ”den Frihed, som »er uden Gud i Verden«” (12,115). Ved løsrivelsen fra Gud forvandles ”hele Tilværelsen til Tvivl eller til en Hvirvel”, for mennesket gør sig selv til ”alle tings målestok”, til sandhedens instans og til lovgiver. Den oprørske, falske lovgiver, prisgivet sig selv, sin uerkendte tomhed: ”Det er […] overladt mit Vilkaar idag at antage Eet for Lovens Fordring, imorgen et Andet”. Eftersom ingen kan finde sin sikkerhed i sig selv, søger man en illusorisk garanti i mængden, i det flygtige flertals prekære antagelser: ”For at skulle begynde at handle maa den Enkelte først faae at vide af »de Andre«, hvad Lovens Fordring er; men hver af disse Andre skal igjen som Enkelt have det at vide hos »de Andre«. Paa den Maade forvandler hele Menneske-Livet sig til een stor Undskyldning”. Kriteriet for et moralsk liv er ikke ”de Andre”, men det skel mellem godt og ondt, som enhver er forpligtet på: ”[E]r det Sædelige saaledes underlagt Tilfældighed, at naar en stor Mængde gjøre det Urigtige eller vi Alle gjøre det, saa er dette Urigtige det Rigtige?”

Hvirvlen standser først, når hver enkelt lytter til den evige pligts røst og adlyder den:

”Kun da er der Fynd og Mening og Sandhed og Virkelighed i Tilværelsen, naar vi Alle, hver især, om jeg saa tør sige, paa eet Sted modtage vor Ordre, og saa, hver især, ubetinget adlyde den ene og samme. […] Naar saa er, da er der Hold i Tilværelsen, fordi Gud har Hold i den; der er ingen Hvirvel, thi hver Enkelt begynder ikke med »de Andre«, og altsaa heller ikke med Udflugter og Undskyldninger, men begynder med Guds-Forholdet, og altsaa staaer han fast, og standser derved tillige, saavidt han rækker, det Svimlende, der er Mytteriets Begyndelse” (Kjerlighedens Gjerninger, 12,115-118).

Således skildrer Kierkegaard den falske subjektivitet, hvor ingen i virkeligheden er sig selv, men er overladt til sin egen vilkårlighed, til sit indre misforhold og kaos, og underlagt gruppen, ”Mængden”. Kierkegaard var fuldstændig klar over, hvad ”den Frihed, som »er uden Gud i Verden«” bærer i sig, hvilke konsekvenser sætningen ”mennesket er den eneste lovgiver” medfører. Det har nemlig vist sig, at alt kan vedtages – på totalitær vis eller på tilsyneladende demokratisk vis. Alt kan vedtages i dag, bare et tilstrækkeligt antal mennesker bestemmer sig for det. Man kan vedtage, at mord er en god gerning, bare man kalder det noget andet – mord i millionmålestok, som det har været tilfældet i kommunistlandene eller under nazismen; eller på et mere beskedent, men bestemt ikke mindre skæbnesvangert plan, at det at dræbe er en ”menneskeret”: jeg tænker på abortlovgivningen. Jeg diskuterer ikke her enkelthederne, bestemte situationer i menneskets vanskelige tilværelse eller samvittighedens frygtelige dilemma, men kun princippet: at man principielt vedtager, at det urigtige er det rigtige; at mennesket har lov til at bestemme, hvem der skal leve, og hvem der ikke skal gøre det; at der sættes skel mellem dem, som er ”værdige til liv”, og dem, som ikke er det. Princippet er det samme, om så det drejer sig om blot enkelte tilfælde eller om kategorier, klasser og racer, som er udpeget som de ”uværdige”. – Spørgsmålet om ”fri” abort bliver taget op til nødvendig refleksion af Agnete Raahauge i artiklen ”Et kvindesynspunkt“ her i bladet.

I relativismens ”hvirvel” er alt muligt, selv det mest utænkelige er tænkeligt. Men det er ikke forvirringen, Kierkegaard prædikede. Når hans forkyndelse er så radikal, i modstrid med tidsånden eller ”tidens fordring”, når han gentager det guddommelige imperativ ”Du skal tro!”, når han så kompromisløst henvender sig til den enkelte, er det, fordi han hører, som sagt til ham selv og til enhver, ”Dåre, i denne nat kræves din sjæl af dig”. Dette ligger i baggrunden af værkerne og foran, indirekte eller direkte: ”»Nu har jeg talet,« siger Gud i Himlene »i Evigheden tales vi ved igjen. Du kan i den mellemliggende Tid gjøre hvad Du vil, men Dommen forestaaer«” (15,172).

Under dommens tale, i feltet mellem skabelse og frelse, bringer Kierkegaard tanken om selvets uro og fred. I grunden er et værk som Sygdommen til Døden ikke andet end en udfoldelse af Augustins ord: ”Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig”.

At ”realisere sig selv” er netop ikke at realisere sig, som man selv lyster, ud fra sit eget ”livsprojekt”. Dette er kun fortvivlelse, sygdom i menneskets indre, oprør. Som Anders Kingo skriver: ”I en selvkredsende og psykologiseret tid som vor sætter »jeg« langt snarere og hellere mig selv igennem. Ja, jeg sætter mig selv og inddrager kun »ånd« og »Gud« og »sandhed« i det omfang, de kan tjene mig i mit livsprojekt” (”Åndens udfordring”, Kierkegaard-Seminar, Haderslev, 2. maj 2013).

Kierkegaard har aldrig støttet mennesket i dets livsprojekt. Han havde ét på hjerte: At fortælle om menneskets evige bestemmelse:

”Selvet er den bevidste Synthese af Uendelighed og Endelighed, der forholder sig til sig selv, hvis Opgave er at vorde sig selv, hvilket kun lader sig gjøre ved Forholdet til Gud” (15,87-88).

Og igen: ”kun det Menneskes Liv var forspildt […] [som] aldrig evigt afgjørende blev sig bevidst som Aand, som Selv, eller hvad der er det Samme, aldrig blev opmærksom paa, og i dybeste Forstand fik Indtrykket af, at der er en Gud til, og »han«, han Selv, hans Selv til for denne Gud” (15,85). ”Egentligen er det Guds-Forholdet der gjør et Menneske til Menneske” (9,204).

At være sig selv: Mennesket kan bilde sig selv hvad som helst ind; det kan søge ”ånd” hvor som helst, på det store ”åndelige” supermarket, hvor man altid vælger ud fra sig selv, hvor man altid er målestokken. Just dette er flugten fra ånd – og synden. Men mennesket er kun sig selv og er ånd, når det giver slip på sig selv, når det afstår fra at være sin egen herre og modtager sig selv af Gud og hviler i hans hånd – i hans skabende og frelsende hånd – og lader evighedens lys gennemlyse sit indre og sit liv (15,74;180).

*

Kierkegaards aktualitet ligger just i den modstand, han yder mod vor tid, som kun er en fortsættelse og en intensivering af hans egen tid; hans modstand mod ”verden”, enhver ”verden”, ”verden” i os. Hans aktualitet er ikke ”kvantitativ”, men ”kvalitativ”, for den forkyndelse, som hele hans forfatterskab er et udtryk for, er ordet fra ”den evig Uforanderlige, for hvem 1000 Aar ere som en Dag, ak og selv dette er for meget sagt, de ere for ham som et Nu” (19,260).

Danmark fulgte ham ikke. Ved den nye Jonas blev Danmark ikke bragt til omvendelse, som Gusdorf skrev. Men dette er alligevel ikke hele sandheden. Kierkegaard har sat sit uudslettelige mærke på dansk kristendomsforståelse. Mennesker i Danmark og over alt i den kristne verden har draget åndelig næring af ham, især hvis de, som jeg selv, har læst ham i nødens stund – og der er altid en nødens stund, en lyttende stund, for enhver af os.

Fejringen af Kierkegaards 200 års fødselsdag har bestemt haft sin mening. Som den kærlighedens gerning, som er ”at erindre en Afdød” (12,329 ff.). Som en taknemmelighedens gæld over for den betydelige religiøse forfatter – en forfatter, som med den største naturlighed og inderlighed erklærede sin kærlighed til sit fædreland:

”Jeg elsker mit Fødeland. Jeg er rigtignok ikke gaaet i Krig – men mener paa anden Maade at have tjent det, og mener at forstaae at have Ret i hvad jeg forstaaer, at Danmark skal søge sin Styrke i Aand og Intelligents. Jeg er stolt af mit Modersmaal, hvis Hemmeligheder [j]eg kjender, det Modersmaal jeg behandler mere forelsket end en Fløitespiller sit Instrument” (Pap. IX A 298).

Eller som han med særlig vægt skriver i Forordet til To Taler ved Altergangen om Fredagen (1851):

”En trinviis fremadskridende Forfatter-Virksomhed, der tog sin Begyndelse med »Enten – Eller «, søger her sit afgjørende Hvilepunkt, ved Alterets Fod, hvor Forfatteren, personligt sig sin Ufuldkommenhed og Skyld selv bedst bevidst, ingenlunde kalder sig et Sandheds-Vidne, men kun en egen Art Digter og Tænker, der, »uden Myndighed«, intet Nyt har havt at bringe, men »villet læse de individuelle, humane Existents-Forholds Urskrift, det Gamle, Bekjendte og fra Fædrene Overleverede igjennem endnu engang, om muligt paa en inderligere Maade« (jvf. min Efterskrift til »Afsluttende Efterskrift«). […]

[J]eg […] ønskede […] ligesom at overrække og anbefale Skrifterne til det Folk, hvis Sprog jeg med sønlig Hengivenhed og med næsten qvindelig Forelskelse er stolt af at have den Ære at skrive, dog ogsaa fortrøstende mig til, at det heller ikke skal have Skam af, at jeg har skrevet det” (17,27-28).

De mange foredrag, som har samlet menighederne omkring sig; det vigtige Kierkegaard-seminar den 2. maj i Haderslev, arrangeret af Niels Henrik Arendt og Anders Kingo; fødselsdagsgudstjenesten den 5. maj i Brødremenighedens Kirke i Christiansfeld, efterfulgt af Anders Kingos præsentation af sin forskning angående forholdet mellem Kierkegaard og den herrnhutiske pietisme – alle disse folkelige, uprætentiøse initiativer har været meget mere i Kierkegaards ånd end det, som det officielle Danmark har præsteret. Godt at pengene er små i år, og Kierkegaard bliver skånet for den åndløse underholdning, som H.C. Andersen blev offer for i 2005.

2013 er det år, hvor folk er begyndt at læse og genlæse Kierkegaard som aldrig før, og mange af dem har modtaget det ord, deres sjæl trængte til. Omvendelse, ”metanoia”, er nemlig den enkeltes sag over for Gud. Det er det, Kierkegaards forfatterskab drejer sig om. Kierkegaards skjulte virke vil stadig gøre sig gældende århundreder efter, hans jordiske liv var endt. Sandhedens ord har evigheden i sig. De kæmper for evighedens sag – og derfor også for mennesket. For ”Menneskets Rettigheder”, som Kierkegaard skrev: De ”rettigheder”, i hvilke Gud allerede har indsat mennesket (Pap.VIII 1 A 598; 12,115). Ja, for den gudgivne ret og fordring til i sandhed at være menneske, Guds elskede skabning: At være den, som tilhører Gud – den, der ”ikke ved Fødselen, men ved Skabelsen af Intet, tilhører som Livegen, og saaledes som aldrig nogen Livegen har tilhørt en jordisk Herre, der dog indrømmer, at Tanker og Følelser ere frie; men Gud tilhører han i hver en Tanke, den skjulteste, i hver en Følelse, den lønligste, i hver en Bevægelse, den inderligste” (12,115).

Monica Papazu.