En skuffelse
Af Søren Krarup, Tidehverv, årg. 80, 2006, nr. 8, oktober, s.128-129.
En gang sidst i 90'erne fik jeg besøg i Seem præstegård af en kvindelig journalist på dagbladet Aktuelt. Hun hed Sørine Gotfredsen og viste sig at have været sportsjournalist samtidig med, at hun nu læste teologi på Københavns Universitet. Hun kom, fordi hun ville interviewe mig om de ting, jeg havde skrevet, og vi fik en lang og væsentlig samtale, som der kom en lige så lang og god artikel ud af i Aktuelt.
Jeg fik meget tilovers for Sørine Gotfredsen, fordi hun var saglig og usentimental. De toneangivende fraser i offentligheden gav hun ikke noget for, idet hun havde et forfriskende og personligt syn på tingene. Jeg sagde farvel til hende med det bedste indtryk af hendes personlighed og journalistik, og når jeg siden læste hende i aviserne eller så hende på fjernsyn, fik jeg indtrykket bekræftet. Der syntes ikke at være noget pjat ved hende. Senere blev hun færdig som teolog og fik embede ved Mariendals kirke i København, og min kone og jeg var til gudstjeneste hos hende og befandt os godt ved det.
Det var derfor indlysende, at hun blev bedt om at indtræde i det islamkritiske netværk i folkekirken, der blev påbegyndt i foråret, og det var lige så indlysende, at hun svarede ja. Der var stadig væk ikke noget pjat eller nogen moderigtig sentimentalitet ved Sørine Gotfredsen. Omsider begyndte selvstændige kredse og teologer i vores evangelisk-lutherske kirke at træde i karakter over for det islam, som alt for mange biskopper og "eksperter" bøjede knæ for i en falsk tolerances navn. Den mest indlysende kristendomsforfalskning fra præsters side har i adskillige år forvirret de arme menigheder, som til sidst ikke vidste, om der er forskel på kristendom og islam - på trods af, at forskellen er afgrundsdyb, eftersom der er tale om en modsætning, hvor islam naturligvis søger at feje kristendom af banen som "vantro" og gøre kristne mennesker til dhimmier, andenrangs borgere, som kun får lov at leve på islams betingelser. Omsider var der danske teologer, som trådte i karakter. Omsider var der danske præster, som gjorde offentligt opmærksom på, at vi "tror ikke på den samme gud", fordi islam gør Jesus til en femterangs profet, sorterende langt under Muhammed, hvor vi kristne tror på Jesus som Kristus, Guds søn. Hvordan kan kristne teologer overhovedet være i tvivl om forholdet mellem kristendom og islam? Hvordan kan kristne præster være i tvivl om, at dialogen mellem kristne og muslimer er og skal være en stridssamtale, hvor den principielle og dybtgående forskel afklares, ikke ophæves? Hvordan kan kristne mennesker affinde sig med en ideologi eller "religion" som islam, der smelter det hellige og det verdslige, Guds og kejserens rige, sammen i én hellig lov, én sharia, som ophæver den kristne og menneskelige frihed?
Naturligvis måtte Sørine Gotfredsen være med i det islamkritiske netværk.
*
Så meget mere forbløffet og skuffet blev jeg, da jeg i sommer læste en kronik af hende, hvor hun meddelte sin udtræden af netværket og fremførte en argumentation, som ikke blot var det modsatte af teologisk, men som også mundede ud i et føleri, som forekom mig fremmed for det, jeg havde lært at kende som hendes væsen. Det hele - viste det sig - drejede sig for hende om ikke at "størkne", ikke at "stivne", ikke at "lægge vægt på dogmatisk ordkløveri frem for på Gud som realitet".(Kristeligt Dagblad 4.juli 2oo6)
Det sidste måtte jeg undre mig såre over. Hvad er det at lægge vægt på Gud som realitet? Gud kender vi kun i det ord om Gud, der tilsiges os i dåben, og hver gang evangeliet forkyndes, og hvilken anden realitet end det forkyndte ord til tro og trøst kan der være tale om? Er realiteten at finde i vore frodige, strømmende, ikke-stivnede følelser?
Sørine Gotfredsen skrev: "Jeg vil fortsat være skråsikker i synet på, at en præst skal forkynde kristendom som den eneste sandhed, men hvis en teolog blot remser dogmer op som svar på virkelighedens kaotiske menneskeliv, bliver de mere og mere hule at lytte til. Den tendens til gold og teknisk teologi - mission, om man vil - tror jeg, at netværket vil blive præget af, og det er risikoen for, at den kolde dogmedød skal overgå både mig selv som teolog og den teologiske samtale som helhed, der er den grundlæggende årsag til, at jeg nu forlader Islamkritisk Netværk."
Er dette at forstå som andet end en uskrømtet tilslutning til religiøst sværmeri? Min erfaring siger mig, at når en teolog begynder at dyrke forskellen på varme og kulde, skal man til at passe på. Det er Thomas Münzer op af dage. Det er med en sådan pietistisk fornemmelse, at en sand og ægte evangelieforkyndelse altid er blevet modarbejdet. For præsten skal forkynde ordet. Præsten skal forkynde den Kristus, det ord, der som bekendt blev kød. Men hvis præsten eller teologen vil gå ud over ordets forkyndelse for at sigte efter resultatet og følgen og følelserne, så er præsten i færd med at erstatte kristendomsforkyndelse med føleri.
Sandheden er vel, at den hæderlige journalist og forfatter er en dårlig teolog - hvis hun overhovedet er teolog. Det sidste vil jeg betvivle. Men Sørine Gotfredsen var som skribent i offentligheden et forfriskende bekendtskab, fordi hun forholdt sig kritisk til netop de utallige sentimentale fraser, der cirkulerer i dette offentlige rum, og derfor er det sørgeligt at se, hvorledes hun er blevet indfanget af en pietisme, et ukristeligt føleri, der forfalsker hendes forkyndelse. Er det en misforståelse af Søren Kierkegaard under Peter Tudvads førerskab, der afsporer hende - den Kierkegaard, som hendes roman om Regine fortæller om? Tror hun, at inderlighed i Kierkegaards forstand handler om at være "varm" og "ustivnet"?
Jeg ved det ikke, men jeg er blevet meget skuffet over Sørine Gotfredsen. Det er sørgeligt at se en lødig skribent blive til en følelsesskvulpende sværmer.
(Sørine Gotfredsens svar kan læses her: Sagligheden er væk).