Værd at huske
Af Søren Krarup, Tidehverv, årg. 84, 2010, nr. 10, december, s.177-178.
Der er mennesker, hvis erindringer man ikke gider læse. Selvhøjtidelige, forfængelige personager, hvis biograf kun skrives, for at de kan blive bemærket og opnå ufortjent opmærksomhed. Folk, som intet har vovet og intet sat på spil – som admiralen i Pinafore, om hvem det jo gjaldt, at ”de tanker andre tænkte, var mig mer end nok”.
Det ubehagelige ved at blive gammel er, at man alt for nemt forhærdes i en foragt for sådanne personer, som bruger offentligheden til at pleje forfængeligheden. Der er utallige af dem i det offentlige Danmark. Folk, som aldrig har turdet stå alene. Mennesker, som fører sig frem i vort offentlige liv for at sige de ting, flertallet siger, og indtage de standpunkter, som intet koster.
”Nogle af dem, der talte om forhåndsdomme og ondsindethed – eller som tav, når andre gjorde det – vidste udmærket, hvordan det i grunden hang sammen. En dag i maj 1989 kom en af Informations højt ansete journalister farende og sagde, at han fra sine egne kilder vidste, at det forholdt sig, som Villemoes havde skrevet. Jeg regnede naturligvis med, at den pågældende journalist ville stille op på de daglige redaktionsmøder, hvor jeg sad som en indeklemt husmand og mødte alle de bebrejdende blikke, men det gjorde han ikke.”
Det er Lars Hedegaard, der i første bind af sin selvbiograf, ”Verden var så rød, mor”, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek 2010, fortæller om forløbet af opklaringen af Blekingegadebandens forbrydelser. Han oplevede det på første hånd. Han var en af årsagerne til, at dette dystre forløb i Danmarks nyere historie overhovedet blev opklaret. For Lars Hedegaard var i 1989 chefredaktør på Information, hvor journalist Lars Villemoes af tilfældige årsager havde førstehåndskendskab til Blekingegadebanden og dens forbrydere, og det var Lars Hedegaards ære og fortjeneste, at Villemoes fik lov til at fortælle sandheden om Blekingegadebanden og optrevle dens sammenhæng og gerninger. 13.maj 1989 bragte Information den første af de afslørende og opsigtsvækkende artikler, og afsløringen af den politisk korrekte forbryderbande affødte raseri blandt Informations medarbejdere og abonnenter. Det var jo den politiske korrekthed, der blev afsløret! Det var den retfærdige venstrefløj, der blev klædt af!
Raseriet var umådeholdent og ubehersket, og viljen til at lukke munden på Villemoes var lige så udtalt. Men hans chefredaktør stod fast på, at sandheden skulle skrives. Lars Hedegaard beskyttede Lars Villemoes mod medarbejdernes og læsernes krav om, at han skulle holde helt kæft, og således kom sandheden om Blekingegadebanden for en dag. Havde Lars Hedegaard været af samme moralske bonitet som Ole Krarup, Preben Wilhjelm & Co., havde den danske offentlighed aldrig fået at vide, hvem der dræbte den unge politibetjent. Havde Informations chefredaktør bøjet sig for den kampagne og hetz, som Ole Krarup satte i gang med den kronik i Politiken 28.maj, der fastslog, at Informations journalistik var ondsindet, var Lars Villemoes blevet afskediget og den skumle tavshed havde sejret.
Men der er forskel på Lars Hedegaard og Ole Krarup, og derfor tabte løgnen, og sandheden sejrede.
”Hele begivenhedsforløbet ændrede for altid mit syn på dem, der kalder sig venstrefløj. Fra da af accepterede jeg ikke uden videre, at selvudråbte venstreorienterede også var det, eller at deres politik nødvendigvis havde noget med menneskers befrielse og emancipation at skaffe.”
*
Det er en selvbiograf, der ikke ligner de vanlige i dette land, for den handler ikke om en facil person, der bliver populær ved at snakke magten og meningerne efter munden. Lars Hedegaard tør, som sagen om Blekingegadebanden og Information viser, stå på egne ben og hævde sin egen mening, selv om det koster noget, ja, koster dyrt. ”Begivenhederne fik mig også til at gøre op med forestillingen om ”den borgerlige presse”. Den fandtes ikke, og den findes ikke. Dagspressen er en meget lukket loge, hvor alle ved alt om, hvad der foregår. Og hvor alle med ganske få undtagelser mener det samme. På de ”borgerlige aviser” vidste alle naturligvis alt om forholdene på Information. De vidste, at Villemoes og jeg stod til prygl flere gange om dagen. Ikke en eneste ”borgerlig” chefredaktør kom os til undsætning.”
Nej, den, der lægger sig ud med, hvad alle i Systemet Politiken siger og tænker, skal ikke regne med at få noget nemt liv og skal slet ikke regne med at nyde anseelse på det offentlige bjerg, og det blev heller ikke Lars Hedegaards skæbne. Så meget mere respektabelt er det, at han uden at blinke stod fast, da det gjaldt i 1989. For han forstod hurtigt, at dette brud med Ole Krarup og Preben Wilhjelm ville koste ham dyrt. ”Hvad mig angik, stod det meget hurtigt klart, at jeg ikke kunne fortsætte i dagspressen eller noget andet sted i mainstream-medierne. Ingen ville drømme om at ansætte mig, og som det skulle vise sig, havde heller ikke Villemoes nogen lang karriere at se frem til”. Sidstnævnte fik nemlig aldrig den Cavling-pris, han naturligvis skulle have haft. Og hvad Lars Hedegaard angik, kom han til at mærke, hvad det koster at høre til ”de forkerte” i landet – ikke mindst, da han i forlængelse af sit skarpsyn og sit moralske mod vedrørende Blekingegadebanden turde se med vågne og klare øjne på den islamistiske indvandring i Danmark, der har gjort landets fremtid mere end usikker.
Lars Hedegaard turde på ny. Lars Hedegaard turde også på dette felt se og sige, hvad alle Ole Krarup´erne har lukket øjnene hermetisk for. Lars Hedegaard er atter en udstødt, som de politisk korrekte sørger for at holde afstand til.
Et eksempel: Forleden havde en studenterforening i København arrangeret en debat om ytringsfrihed. Den ene af de to indledere måtte i sidste øjeblik melde afbud, og tilbage stod Cepos-juristen Jakob Machangama som anden indleder. Bestyrelsen foreslog ham Lars Hedegaard som en naturlig mulighed. Men nej – der er folk, som pæne jurister ikke er i stue med og slet ikke veksler ord med. Lars Hedegaard, der med kort varsel havde sagt ja, blev strøget af listen, for en nydelig jurist af det politisk korrekte selskab omgås ikke dem, Systemet Politiken har brændemærket. Informations fhv. chefredaktør, der nu er formand for Trykkefrihedsselskabet og en drivende kraft i det danske opgør med islamismen, skal ikke gøre sig illusioner. Det er just det herlige ved ham, at han heller ikke gør det.
*
Det er en spændende bog, Lars Hedegaard har skrevet om sin opvækst og udvikling i verden, der var så rød, mor, hvor han frit og åbent fortæller om den baggrund, han havde, og de forestillinger, han gjorde sig i Horsens og Aarhus og København, før han stak til USA i en årrække, og jeg fornemmer, at det er hans grundlæggende solidaritet med sit beskedne barndomshjem i vestbyen i Horsens og sine fattige, fortrykte forældre, der er det afgørende i hans oprigtige og i god forstand moralske forhold til tilværelsen. Han vedkender sig sit hjem. Han er solidarisk med sine forældre. Han vil ikke løbe fra noget eller lyve om noget, og denne grundlæggende solidaritet og redelighed bringer ham ind i opgørene med det, der er falsk og forlorent – hvad enten dette er den danske venstrefløj eller denne venstrefløjs multikulturalisme og knæfald for en ny totalitarisme.
Det er ironisk, at Lars Hedegaard foretager disse hæderlige og nødvendige opgør med løgn og usselhed under overskriften ”trotskisme”. Den gamle Horsensdreng har fundet frem til Trotskij som den rette socialist og tænker og vælger at gøre ham til sin helt og sin vejleder. Det er også forståeligt, at drengen fra Vestbyen vil finde en socialistisk vejleder på sin vandring fra det fattige udgangspunkt, men alligevel kan jeg godt ærgre mig over, at han ikke har haft lødigere vejvisere. Godt, at han så har kunnet finde vejen selv. Godt, at hans hjem har udstyret ham med en sådan redelighed og moralsk sans, at han ikke falder for en af de åndelige svindlere af socialistisk og trotskistisk observans, som mange af hans jævnaldrende faldt for. Skridt for skridt finder Lars Hedegaard sin egen vej og skiller sig ud fra den 68-generation, han af alder tilhørte, men som han lærte at gennemskue og afsky.
En god bog. En væsentlig og opbyggelig selvbiograf. Fortællingen om en mand og om et levnedsløb, som i dagens Danmark er et af ikke mange lyspunkter om mod, vilje til sandhed og opgør med vore toneangivende undermålere.