En dansk skæbne

Af Søren Krarup, Tidehverv, årg. 85, 2011, nr. 5, maj, s.93-96.

Jeg faldt forleden over en bog, som jeg har haft liggende længe uden at få læst den ordentligt. Det var bogen ”20 begivenheder, der skabte Danmark”, udgivet i 2006 af CEPOS og Gyldendal, redigeret af Kasper Elbjørn og David Gress (red.), og anledningen til, at jeg begyndte at læse i den, var min genlæsning af Heinrich Kauffmanns erindringer med titlen ”Mit Liv”. Kauffmann var dansk officer, der som generalstabsofficer havde deltaget i Treårskrigen 1848-50, og som i 1864 blev stabschef hos overgeneral de Meza og som sådan var deltager i tilbagetrækningen fra Dannevirke 5. februar 1864. Det kom til at koste ham og de Meza stillingen, for en ussel og uduelig krigsminister i København blev fornærmet over at være blevet holdt uden for beslutningen, og resten af krigen var Kauffmann en dygtig brigadekommandør i den danske hær, bl.a. under slaget om Als, og ved de afsluttende fredsforhandlinger i Wien var han den danske chefforhandler Ouaades medhjælper og sad over for Bismarck, for hvem han fattede en antipati, som han i et brev til sit hjem beskriver således: ”Ved at see Bismarck, Nutidens Dictator, Ansigt til Ansigt, ved at høre hans Argumentation, ved at iagttage hans plumpe Vaaben og ved overalt at føle, at den brutale Magt er hans eneste Princip – er jeg bleven overbeviist om, at han, hans Grundpiller og den Bygning, han opfører derpaa, om kortere eller længere Tid ville styrte sammen.”

Det skulle Tyskland komme til at sande i et følgende århundrede.

Men den fascinerende erindringsbog fik mig til at læse David Gress´ kapitel om 1864 i føromtalte bog fra CEPOS og Gyldendal, og jeg blev slået af kapitlets indsigt, klarhed og sammenhængende argumentation, (selv om dets overskrift ”Det evige Nederlag”, som igen refererer til Gress´ nedvurdering af danskerne og den danske historie, forekommer mig urimelig og kortsynet, David Gress skulle læse Harald Nielsens fremragende lille bog ”Svensk og Dansk” fra 1912, som giver et andet og retfærdigere billede af danskerne og den danske historie). David Gress er ganske usentimental og meget klart seende i sin kritik af det nationalliberale Danmark i forbindelse med 1864. Jeg blev slået af hans kvalitet som historiker – både i dette kapitel og i de andre, han skriver i historiebogen om de 20 begivenheder, der skabte Danmark. Hvorfor er den mand dog ikke blevet ansat ved et dansk universitet, spurgte jeg mig selv. Hvorfor har han skullet leve den illegale tilværelse i forhold til det officielle Danmark, som han vistnok har levet? Og så gik jeg såmænd ind til reolen og fandt min egen bog fra 1998 frem, ”I min Levetid. 60 års Danmarkshistorie”, hvor jeg i kapitlet om 1980ernes og fredsbevægelsernes Danmark nævner dem, der blev gjort til flygtninge af dette Danmark, og som den fjerde nævner David Gress, som jeg kendte fra bl.a. Tidehvervs sommermøde og om hvem jeg skriver: ”Da han i slutningen af 70erne havde ytret sig i den offentlige debat og udgivet en bog, som var kritisk over for ny-marxismen på universiteterne og over for den herskende klasses socialdemokratisme, kunne han ikke finde ansættelse i Danmark. Den stilfærdige og upolemiske forfatter blev genstand for ædende angreb i intellektuelle kredse og blev beskyldt for hetz og kold krig. Han var ikke i stand til at eksistere i Danmark.

Så rejste han vestpå og fik ansættelse på Hoover Institution i USA”.

Jo, jeg ved jo godt, hvoraf Davis Gress´ illegalitet kommer.

*

Nu ved jeg det endnu bedre, for David Gress har lige udgivet sine erindringer, ”Egne Veje”, CEPOS, som fortæller hans på mange måder dramatiske og forstemmende livsløb. En højt begavet forsker og forfatter, som aldrig har undladt at sige sin samtid sandheden, og som i et Danmark, der er blevet ensrettet og terroriseret af kulturradikalismen eller Systemet Politiken, derfor har måttet være uden offentlig ansættelse og støtte. Netop et forstemmende livsløb. Sådan forfølger den herskende klasse i Danmark sine kritikere. Jeg kan ikke lade være med at sige til mig selv: Hvilken lykke har det ikke været for os andre, at man som sognepræst i den danske folkekirke har basis og tryghed, selv om man måtte være tidskritiker og som sådan forhadt og forfulgt af det officielle Danmark og dettes herskende klasse.

David Gress har ikke haft denne basis og har måttet betale prisen for at fremføre en dybtgående, bidende tidskritik. Han er af gode grunde blevet bidsk og illusionsløs af denne danske skæbne. Han siger i sine erindringer sin danske samtid og for så vidt sin vestlige samtid en rammende sandhed, som hans personlige forhold undertiden gør desperat, men ikke derfor mindre sand. Det er en meget spændende og væsentlig selvbiograf, der bør være pligtlæsning for det nuværende, herskende Danmark.

David Gress er som bekendt søn af Elsa Gress og – viser det sig med en menneskealders forsinkelse – en amerikansk, akademisk far, som Elsa Gress mødte under et besøg i USA, og han vokser op i et hjem, hvor Elsa Gress’ ægteskab med maleren Clifford Wright skaber en disharmoni, som David Gress lider under. Men hans begavelse og en god skolegang giver ham en hæderlig indgang i voksenlivet, hvor også Elsa Gress’ gode navn i Systemet Politiken åbner nogle døre for ham, som det viste sig med hans første bog om ”Demokrati eller?”. Men dette spørgsmålstegn og dette eller antydede en forbeholdenhed over for hans mors forbundsfæller, som voksede sig større, efterhånden som han hørte, så og læste mere. (Han fortæller, sagt i en parentes, at hans mor lærte ham at kalde mig ”Sorte Søren”, dette fornemme øgenavn fra Politikens kantine, skabt af Johs. Lauridsen og heftigt videreført af Margrethe Auken. I parentesens fortsættelse kan jeg fortælle, at en heftig avisdisput i sommeren 1970 førte til en samtale på Aarhus Stiftstidende 9. juli samme år, hvor vi til Elsa Gress´ tydelige forbavselse talte meget hyggeligt sammen, og hvor en enkelt af hendes fordomme måske forsvandt.)

David Gress bliver stadigt mere kritisk over for den 68-vækkelse, der omgiver ham, og han bliver derfor ikke ansat i det universitetsmiljø, han naturligt hørte hjemme i. Hans intellektuelle hæderlighed og kritiske sans i forhold til vedtagne fraser gør ham fremmed i 68-Danmark, og da han i 1978 læser ”Oprør fra Midten”, denne jubelbog fra det kulturradikale Danmark med bl.a. Villy Sørensen og K. Helveg Petersen som forfattere, forsvinder alle de illusioner, som han måtte have med fra sin mor. ”Aldrig er jeg blevet mere skuffet. Allerede ved første læsning trættedes jeg hurtigt af bogens kedsommelige, drævende og ulideligt belærende sprog og ideernes afgrundsdybe banalitet. Der var intet, ikke én gnist, af original tænkning og slet ingen tegn til, at de tre kloge hoveder havde sat sig bare minimalt ind i, hvad de virkelig kloge hoveder havde sagt og skrevet om de ting, de skrev om. Det hele var floskler og koketteri uden anstrøg af seriøs argumentation, fremført med latterlig selvhøjtidelighed, som om man kom med noget vovet og originalt, men intet af det var nogen af delene, vovet mindst af alt. I den henseende er Oprør et sørgeligt monument over det historisk lave niveau, dansk politisk debatkultur havde nået. At et sådant stykke dårlig og åndsforladt skolestil kunne sælge over 100.000 eksemplarer, var et chokerende mål for, hvor åndeligt fattigt og nøjsomt Danmark var blevet”.

Nej, der var gode grunde til, at en sådan David Gress ikke fandt plads og ansættelse i et sådant dansk universitetsmiljø, formet af 68ernes ny-marxisme, socialdemokratisme og politiske korrekthed, og tvunget af den nødvendighed, han omtalte i et brev til mig i 1982, da jeg spurgte, om han ville bidrage til Tidehverv, rejste han til Californien. ”Den indre ro, jeg har forskaffet mig herovre, blandes, når jeg tænker på Danmark, med rædsel og skam.

Siden september har mit hjem altså været her, hvor jeg har fået ophold, foreløbig for et år, men forhåbentlig for længere, og hvor jeg dels nyder i fulde drag at være i et akademisk miljø igen med fornemmelsen af at være til lidt nytte, og dels får en del fra hånden…Selv om det også i USA er ulvetider for unge forskere, er der ingen sammenligning med den fuldstændig håbløse situation i Danmark, så med en hel del anstrengelse, kontakt-udnyttelse og simpel pågåenhed er der ved at tegne sig nogle muligheder for fast arbejde også fremover. Men i Danmark bliver det vel ikke, og det gør mig trods alt lidt ked af det” (I min Levetid, p.211-12).

*

Hans selvbiografi fortæller, at det heller ikke lykkedes for ham at finde tryghed og fast ansættelse i USA. Han vender tilbage til Danmark, hvor han må hutle sig igennem med tilfældige, foreløbige ansættelser på aviser og med undervisning, der dårligt giver ham og hans familie føden, og med sit kompromisløse og illusionsløse væsen gør han ikke tilværelsen nemmere for sig selv. Det giver denne bog en desperation, måske også en længde, som en redaktør kunne have afhjulpet, men desperationen forlener på den anden side bogen med en tidskritik, der er lige så flammende som rammende. David Gress skal læses som et sandhedsvidne, der uden omsvøb siger sandheden om det Danmark og den vestlige verden, som er truet i sin grund af fejghed, frygt og forløjethed. Det bedste er derfor slet og ret at citere ham.

Om 68-generationen på universiteterne
”Hos disse forkælede unge mennesker på Østerbro begyndte det ganske langsomt at dæmre for mig, at hele revolutionsromantikken ikke var andet end netop romantik. Ingen af dem kunne i virkeligheden drømme om at sætte lemmer og liv og da slet ikke ejerlejligheder på spil for at indføre det klasseløse tusindårsrige, de ævlede om morgen, middag og aften. Det hele var floskler og tomgang. Men det gjorde kun deres ideologi og uigennemskydelige jerntæppe af uvidenhed endnu farligere. De og deres utallige ligesindede var fasttømrede divisioner af nyttige idioter, som med deres snak om USA-imperialisme og fred i form af kapitulation over for Sovjetunionen var godt i færd med at bane Danmarks vej til en besættelse mange gange værre end tyskernes. Og jeg vidste instinktivt, at de første ofre for den besættelse ikke ville være de nyttige idioter, som havde deres på det tørre med deres lejligheder og stillinger, og som til enhver tid ville slikke hvilken som helst hensynsløs magthaver bagi, men folk som mig og Henrik. Egentlig krævede det ingen besættelse. Den var unødvendig. Danskerne, hvis man skulle dømme ud fra de forkælede på Østerbro, var allerede tømt for de sidste rester af national vilje, et begreb, de forkastede som reaktionært. Og jeg så dengang og siden, at det netop var folk af den støbning, hvis man ellers kan bruge det ord, som ville indtage pladserne som magthavere på universiteter, i medier og i andre institutioner, der bestemmer, hvem der får lov at sige hvad, hvornår og hvor tit”.

(Den Henrik, som David Gress omtaler, er Henrik Stangerup, om hvem jeg har ganske andre erindringer, og som efter mine erfaringer var alt andet end et alternativ til 68erne.)

Om dansk politik
”Det var et sølle Danmark, jeg vendte hjem til, men hvornår har Danmark siden 1644 og vort sidste bud på stormagt ikke været sølle? Anker Jørgensen, denne mikroskopisk lille mand, som Jens Otto Krag af uransagelige grunde – måske for at spotte sit eget parti – valgte til efterfølger i 1972, var i fuld gang med at drive renter til 20 pct. og kapitulationspolitikken over for Sovjet til det yderste. Hertil havde han en loyal tjener i nationalbankdirektøren Erik Hoffmeyer, som mod bedre vidende trykte alle de penge, regeringen forlangte, uden at kny. Jeg opbyggede i de år en betydelig foragt for Hoffmeyer, som burde have taget sin afsked, men åbenbart foretrak direktørposten. De borgerlige var knap bedre. Venstre stod under Henning Christophersen, som ønskede magt i EF, og De Konservative vaklede fra den næsten socialdemokratiske Haunstrup Clemmensen for endelig at vælge Poul Schlüter til formand. Dansk politik har ikke i mange årtier handlet om indhold, kun om, hvem der skal forvalte magten”.

Om truslen fra Sovjetunionen
”Man skal huske, at truslen om et sovjetisk angreb i Europa og dermed om en tredje verdenskrig var uhyggeligt nærværende for opmærksomme folk i mange år efter Anden Verdenskrig. For mig at se var truslen igen stærkt voksende i 1980. Ikke kun derfor fandt jeg Sidneys forsvar for loyalitetserklæringer fra 1952 helt rigtig, ligesom jeg støttede det såkaldte Berufsverbot i Vesttyskland. Berufsverbot var endnu én af venstrefløjens yndede skydeskiver, selv om det fik særdeles ringe virkning, blandt andet fordi det kun var de konservativt styrede delstater, der overhovedet søgte at afholde kommunister og sympatisører fra stillinger i det offentlige. I dag gælder et uformelt, omvendt Berufsverbot mange steder i Vesten, og det er langt mere effektivt end det gamle. Deler man ikke de politisk korrektes meninger om miljø, muslimer og USA, kan man godt opgive at søge stillinger i højere uddannelse eller medier”.

Om FN
”I min tid havde vi i DUPI to store udredningsopgaver, den første om FN-aktioner i humanitært øjemed og den anden om Grønland. Begge var overvættes kedelige. FN havde jeg for længst afskrevet som en hindring og ikke en hjælp for fred, sikkerhed og fremskridt, domineret som den er af diktaturer, især islamiske. Jeg skulle skrive imod min egen bedre viden og samvittighed, og det er hårdt, nærmest kriminelt for en ærlig lærd. Jeg opfattede mig som lejesoldat for et regime, jeg hverken kunne respektere eller ære”.

Om den danske journalist- og medieverden
”Morgenfascisten Jyllands-Pesten, som den i egne øjne elegante satiriker Klaus Rifbjerg døbte bladet i 1970, var et broget, til tider skizofrent foretagende. Det skyldtes, at mens chefredaktionen nok i nogen grad var borgerlig i forståelig forstand, så gjaldt det ikke flertallet af journalister, der i hvert fald for de yngres vedkommende var den sædvanlige masseproducerede vare fra Journalisthøjskolen. Danske medier har aldrig gennemgået en hurtigere ensretnings- og fordummelsesproces end den, der satte ind, da Højskolen fik monopol på at udstede etiketten: journalist – og dermed retten til at søge ansættelse på et medie. Det var aldeles forudsigeligt og vel også meningen. Højskolen var det sted, hvor 68erne kunne kontrollere et centralt, måske det mest centrale redskab i kampen om meningsmagten. Kunne man bibringe de unge det politisk korrekte verdenssyn og derefter sluse dem ind på også borgerlige medier, ville et afgørende slag være vundet, og det gik desto lettere, som de såkaldt borgerlige i deres sædvanlige naivitet og troskyldighed lod det ske. Igen måtte man konstatere, at kommunisten Antonio Gramsci havde ret: i et udviklet samfund er det ikke magten over produktions-, men over kommunikationsmidlerne, der er afgørende, og den magt opnås, når man i tilstrækkelig grad har ensrettet uddannelse og medier … Journalisthøjskolen trådte an med de uskyldige fraser om at gøre journalistuddannelsen professionel og sætte evne til kritisk tænkning i system. Det, der kom ud af Højskolen, var imidlertid det modsatte af kritisk tænkning. Aldrig har generationer af unge, der kaldte sig kritiske, været mindre kritiske over for herskende meninger, især dem, der dominerede i deres omgangskreds og blev fremsat af autoritetspersoner såsom lærere”.

Om familiens ødelæggelse
”Frihed var blevet ensbetydende med rent personlig, ansvarsløs adfærdsfrihed. Det var frihed at øve hærværk ved at male graffti. Det var frihed, at bøsser nu kunne ”gifte” sig. Det var frihed, at børn ikke lærte noget i skolen, for de berømte ”sociale færdigheder” var jo så vældig meget vigtigere end kundskaber. Det var frihed at klæde sig primitivt, bruge primitivt sprog og gebærde sig som pattebørn, eller rettere værre, fordi pattebørn trods alt er uskyldige.

En særlig vigtig frihed i dagens Danmark var åbenbart kvindernes frihed til at forsørge sig selv og ikke være afhængig af en mand. I denne friheds navn havde magthaverne systematisk siden slutningen af 1960erne undergravet kernefamiliens økonomiske grundlag. For de feministiske ideologer af begge køn var det klassiske ægteskab en undertrykkelse af kvinden. Derfor skulle hun ud at arbejde, og hendes børn passes af andre kvinder for skatteydernes penge. Disse penge kunne kun tilvejebringes ved, at så mange kvinder, herunder mødre til små børn, var på arbejdsmarkedet. Den systematiske politik havde i 2000erne ført til, at Danmark var det land i verden, hvor det var vanskeligst for en familie af leve af én indtægt, og det land i verden, hvor flest børn under 3 år tilbragte de fleste vågne timer hos andre end deres mor. De fleste danskere, herunder mænd, var hjernevaskede nok til at opfatte disse forhold som fremskridt, og for feministerne var det jo hele meningen, men at kalde dem for frihed forekom absurd. Den nye familie var alt andet end fri, for hvor forældrene før traf egne afgørelser for egne midler, var de nu henvist til det offentlige”.

*

Et sandhedsvidne. En mand, der belært af mange hårde års bitre erfaringer kan fortælle danskerne om den falskhed og de løgne, vi lever under. En dansk skæbne, der ikke har været behagelig at gennemleve, men som på den anden side har givet forfatteren et så gennemtrængende blik og en sådan uberørthed af en bornert omverdens chikane, at han har mod og evne til at fortælle sit folk om den virkelighed, det siden 1968 har søgt at fortrænge.

Søren Krarup.